Læsetid: 9 min.

I Belgien er landsholdet det eneste, der fungerer

Bruxelles er blevet udnævnt til Europas terrorrede, hovedstaden i et land splittet i to virkeligheder: en flamsk og en vallonsk. Men fodbolden kan de samles om, fortæller fhv. landstræner Morten Olsen. Belgiernes drøm om EM-guld kan næsten ikke overvurderes
Bruxelles er blevet udnævnt til Europas terrorrede, hovedstaden i et land splittet i to virkeligheder: en flamsk og en vallonsk. Men fodbolden kan de samles om, fortæller fhv. landstræner Morten Olsen. Belgiernes drøm om EM-guld kan næsten ikke overvurderes

Geert Vanden Wijngaert

13. juni 2016

Danmarks forhenværende landstræner Morten Olsen har boet næsten 40 år i Belgien, men de sidste par uger har han bemærket noget højst besynderligt, når han kører rundt i chokoladelandet.

»Lige pludselig ser jeg det belgiske flag hænge ud ad vinduerne. Og folk går rundt med flaget ved bilerne. I et land som Belgien, hvor der er så store forskelle på befolkningen, er det belgiske fodboldlandshold blevet en ting, man kan samles om. Det er der ingen tvivl om,« fortæller han til Information.

De Røde Djævle, som Belgiens fodboldhold kaldes, er et spillende paradoks. Et nationalt samlingspunkt for et land, der ifølge en stor del af befolkningen slet ikke er et land. Op til EM er Belgien faktisk det næstbedste fodboldland i verden.

Det fremgår af FIFA’s notorisk omdiskuterede verdensrangliste, hvor Argentina indtager førstepladsen. Så selv om delstaterne Flandern og Vallonien ikke engang kan blive enige om, hvorvidt de skal skændes på fransk, tysk eller flamsk, jubler hele Belgien i kor – på engelsk! – når Edin Hazard, Kevin de Bruyne og Romelu Lukaku går på banen.

Sådan har det ikke altid været, husker Morten Olsen:

»Man hører ofte, at ’politik og sport ikke skal blandes sammen’, men det er jo utopi. Jeg flyttede herned i en tid, hvor der helst skulle være lige mange spillere fra Vallonien og Flandern på landsholdet.

Men i dag har de skabt et multikulturelt hold med spillere, der har rødder i hele verden. Og der møder flere belgiske fans op til træningen, end der gjorde til landsholdets officielle kamp i 2007.

 

Det kan virkelig noget, det hold her.«

At holdet spiller for noget større end point er for længst gået op for træner Marc Wilmots, der som forhenværende senator kæmpede for at bevare et forenet Belgien. Som træner førte han Djævlene ud af 12 års slutrundetørke og til VM i 2014.

»Mit hold vil give alt, hvad de har, for Belgien,« sagde han dengang til The Guardian. En sætning, der på overfladen lyder banal, men som efter terrorangrebene i Bruxelles har vist sig at rumme en dybere betydning.

Nu står Willi das Kampfschwein så i endnu en slutrunde. Belgien tales op som guldfavoritter. De er sat i kategori med giganterne Spanien, Frankrig og Tyskland. Men er det nok til at forene et land med 11 millioner mennesker, der ikke ønsker at være et land?

Den gyldne generation

Spiller for spiller har Belgien et frygtindgydende mandskab, måske det stærkeste i hele EM-slutrunden. Alene offensiven er en manager-spillers våde drøm med navne som Eden Hazard (Chelsea), Kevin De Bruyne (Manchester City), Romelu Lukaku (Everton), Divock Origi (Liverpool) og Yannick Carrasco (Atlético Madrid). Og så er ingen af dem over 25 år gamle!

 

Det er spydspidsen i Belgiens »gyldne generation«, siger Morten Olsen, der især bider mærke i efternavnene:

»Belgien har en stærk talentudvikling, men de gør det samme, som mange af os andre. Den store forskel fra et land som vores er, at Belgien efterhånden er et multikulturelt samfund. Det er ikke Jensen og Jensen, der render rundt deres landshold, men folk med marokkanske og congolesiske efternavne. Det er de mere ’spilske typer’, gadevejsspillerne, som er blevet videreudviklet i den belgiske talentafdeling.«

»Dermed profiterer de på det, franskmændene gjorde, da de blev europa- og verdensmestre i 1998 og 2000. Tyskerne har også succes med det. I Danmark får vi det da også gjort, men ikke så meget.«

Når filmen om Belgiens gyldne generation engang skal laves, er åbningsscenen en flok skuffede, hvide ansigter i et omklædningsrum ved europamesterskaberne i 2000. Belgien var værter sammen med Holland, men vandt blot en enkelt kamp over Sverige og nåede ikke videre fra gruppespillet.

Nederlaget førte til en total gentænkning af det belgiske talentarbejde, forklarer Geert Heremans, tv-journalist for Sporza, som ligger under VRT, den flamske udgave af DR.

»Man startede helt forfra og begyndte at arbejde med ungdommen på en ny måde, med de bedste trænere. Samtidig lykkes det at få løftet integrationspotentialet. De to ting har ført til vores succes lige nu,« forklarer han.

Så begynder opremsningen: »Vi har et ungt hold, hvor mange har spillet sammen hele deres ungdom. Og mange er andengenerationsindvandrere. Kompany er fra Afrika, Fellaini er fra Afrika. Og Batshuayi, Benteke, Lukaku, Witsel. Alle de spillere ... Men de er født her. De er belgiere.«

Ud over integrationspotentialet har Belgien markeret sig med en række nybrud i talentudviklingen. Den mest succesfulde er de såkaldte future-hold, hvor teenagerne inddeles efter deres fysiske udvikling i stedet for deres alder. Dermed får de tekniske og vævre spillere mere tid til at udvikle sig uden at blive moslet ned af de store drenge, forklarer Morten Olsen.

»I gamle dage havde vi tabt nogle af de her Jesper Olsen-typer på gulvet, inden de fik fysikken til at spille med. Vi har også indført future-tanken i Danmark – f.eks. er Emre Mor, som netop er solgt fra FC Nordsjælland til Dortmund, et produkt af DBU’s future-hold. Det er så bare drønærgerligt, at han har valgt at spille for Tyrkiet og ikke os.«

Unionen er en farce

Udefra kan det synes fjollet, at Belgiens fodboldfans er nødt til at synge på engelsk for at undgå stadion-skænderier om sprogvalget. Eller at Bruxelles har en metrostation, der hedder Parc/Park, fordi hverken de flamsk- eller fransktalende vil give sig en centimeter.

Eller at Belgiens kong Philippe hvert tredje minut må stoppe sin talestrøm og skifte sprog for ikke at såre nogen.

Men såret i Belgien er afgrundsdyb. Da Information ringer til professor emeritus Louis Vos, ekspert i belgisk politisk historie på Katholieke Universiteit Leuven, for at spørge om roden til Belgiens problemer, lyder svaret:

»Har du to måneder?«

Han tager et dybt suk og prøver så alligevel:

»Konflikten kan spores tilbage til Belgiens uafhængighed i 1830, men i nyere tid, siden 1970’erne har splittelsen taget til i styrke. I Belgien i dag har du effektivt to forskellige offentlige meninger, to forskellige demokratier. Der gives hele tiden mere kulturel og politisk autonomi til de to store sprogområder; de frankofone og de flamske. Folk læser kun nyheder på deres eget sprog, de følger kun deres egne tv-kanaler. De aner ikke, hvad der sker på den anden side af sproggrænsen. Du må forstå, at det er to forskellige virkeligheder, og de vokser mere og mere fra hinanden.«

Konflikten er ikke bare kulturel og sproglig, men bunder også i politiske og økonomiske uenigheder med dybe historiske rødder.

Flandern har historisk set været ludfattig. Vallonien var den første region på kontinentet, der blev industrialiseret, og var med sin kul- og stålindustri Belgiens økonomiske primus motor helt frem til 1960'erne. Men industrien – og Vallonien – er gået i stå, hvorimod Flandern nu buldrer frem økonomisk takket være Antwerpen havn og en stor IKT-industri.

Spørger man i Flandern, er Vallonien en økonomisk byrde, en samling af frankofile snobber med et storebrorkompleks fra dengang, de havde penge. Og spørger man i Vallonien, består Flandern af sjæleløse hollændere i jakkesæt, der drømmer om et land regeret af Goldman Sachs.

»Politisk er Flandern centrum-højre og liberalistisk, mens Vallonien er meget venstreorienteret med et stadigt voksende kommunistisk parti. Vi vil to forskellige ting. Den nuværende Charles Michel-regering består kun af centrum-højre-partier, Valloniens socialistiske parti er slet ikke repræsenteret. Derfor opfatter vallonerne den ikke som legitim,« forklarer Louis Vos.

Sammenhold

Konflikten kan kort opsummeres i Belgiens officielle motto l’union fait la force – sammen er vi stærke – som belgierne aldrig bruger. Her siger man: l’union fait la farce.

Den gamle professor morer sig gevaldigt over, at netop fodboldlandsholdet er noget, belgierne samles om.

»Det er et virkelig interessant paradoks, jeg kan ikke forstå det, men det er et faktum. Alle støtter De Røde Djævle. Holdet er et af de få symboler, der indikerer, at der stadig eksisterer en belgisk nationalfølelse,« siger han.

 

Specielt efter terrorangrebet i Bruxelles 22. marts, hvor to bombeangreb dræbte 32 mennesker og sårede yderligere 300, har landsholdet vist sig som et samlende symbol. Landsholdet har op til EM trænet og spillet i særlige dragter, der mindes ofrene, og alle holdets profiler har offentligt talt om sorgen og behovet for samling i en krisetid. Flere af landsholdets spillere kommer selv fra det Molenbeek-distrikt i Bruxelles, som af terroreksperter er blevet udråbt som ’Europas terrorrede’.

Dermed er spillere som Benteke, Batshuayi og Denayer måske også succeshistorier i en belgisk integrationspolitik, der ellers i det store hele er udråbt som totalt fejlslagen. Med god grund, forklarer Hans Martens, seniorrådgiver og fhv. direktør for European Policy Center i Bruxelles:

»På grund af konflikterne har man ikke været i stand til at samle en storkommune i Bruxelles. Uden for indre by er alt inddelt i forskellige kommuner med deres egne pragtfulde rådhuse, deres eget politi og egen administration, det hele er meget dårligt koordineret. Koblet med det belgiske kulturelle frisind – de har altid haft sympati for originaler og ting og sager – har det givet plads til ghettodannelse, og så sker det her.«

Spørgsmålet er, hvad det multikulturelle landshold kan betyde for at hele det sår og forhindre mistillid i at spire i Belgien. Da The Guardian i starten af juni spurgte midtbanespiller Mousa Dembélé, søn af en malisk mand og en flamsk mor, var han i tvivl: »Det er sådan et svært spørgsmål. For mig personligt er det svært at vide, om du kan hjælpe folk [der var påvirket af terrorangrebet]. Folk siger til mig, at det kan hjælpe meget, hvis vi klarer os godt til EM, og der vil skabe en særlig stolthed, som jeg må tro på. Men det er svært at vide, om det virkelig er sandt, fordi jeg er midt i det her, og jeg gør bare mit arbejde, min hobby.«

Men så scorer Lukaku

Det store spørgsmål er, hvad det kan betyde for Belgien, hvis landsholdet går hen og vinder EM. Om det kan hele det dybe sår mellem vallonerne og flamlænderne. Ifølge Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet og glødende fodboldfan, kan det betyde ekstremt meget:

»EM er en forstærker, som kan bruges til at styrke eller svække eksisterende nationale kulturelle og politiske strømninger i landet. Den kan ikke ændre identiteten, men den kan skrue op eller ned for nationalfølelsen, afhængig af om Belgien vinder, og det tyder noget jo på, at de kan.«

Lykke Friis medvirker i bogen Europamestrene – Fodbold, Nation, Identitet, som udkom i maj måned og gennemgår følgevirkningerne i de lande, der har vundet EM siden 1980. Og netop nationalflaget er et symbol, der afslører meget, mener hun:

»Se på Spanien, hvor det spanske flag ikke opfattes samlende, slet ikke for catalanerne. Men i forbindelse med slutrunder, tager de det frem. Eller min egen opvækst i Tyskland, hvor vi havde danske flag på juletræet, og vores tyske venner spurgte, om vi var nationalister. Det var så langt ude for en tysker, det var kun folk på den nazistiske højrefløj, der flagede dengang.«

Men så vandt Tyskland VM i fodbold i 2014.

»Guldmedaljerne gjorde, at man igen kunne være stolt af at være tysk – og man kunne vise det. Nu kan du købe ALT i schwarz-rot-gold, fra julekugler til bilvimpler eller det slik, jeg sidder og gnasker i nu,« fortæller Lykke Friis.

Tv-journalist Geert Heremans tror dog ikke, et mesterskab kan skabe en vilje til at løse Belgiens problemer:

»Livet ville være fantastisk i nogle måneder, men de politiske problemer stikker for dybt.«

Morten Olsen er enig:

»Jeg har aldrig oplevet en eufori som den her i Belgien lige nu, men landets problemer er for store til, at banal fodbold kan skabe en ny helhed. Det kan da godt løfte lidt på vej, det tror jeg. Indtil holdet begynder at tabe fodboldkampe igen ...«

Også De Røde Djævles midtbanestyrmand Mousa Dembélé er i tvivl:

»Jeg kan se, at folket i Belgien er meget stolte af os, og de er meget glade, men kan det ændre noget? Måske. Jeg tror, truppens sammenhold hjælper. Men ærlig talt, jeg tænker aldrig på det, jeg tænker på andre ting, som skal ændres i det her land.«

»Men når jeg tænker på det nu, så kunne det hjælpe. Forestil dig, hvis vi vinder europamesterskabet – det vil gøre hele landet stolt. Det kan betyde noget. Tror jeg.«

Belgien møder i første kamp Italien i aften klokken 21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer