Læsetid: 4 min.

Det beskidte flotte spil

Når Portugal og Ungarn møder hinanden onsdag aften, er det et sindbillede på fodboldens flertydige rolle i Europa
Cristiano Ronaldo er en af verdens absolut bedste fodboldspillere, og rundt om sig har han en række store profiler fra europæiske ligaer. Alligevel synes Portugal altid at skuffe, og holdets selvopfattelse og stjernenykker gør dem til et nemt mål for latterliggørelse.

Martin Meissner

21. juni 2016

Da Jesse Owens i 1936 vandt fire guldmedaljer ved Hitlers ariske prestige-OL i Berlin, og da Tommie Smith og John Carlos (foruden den ofte glemte hvide australske løber Peter Norman) løftede knyttede næver under »Star Spangled Banner« ved OL i 1968 i Mexico, var det væsentlige symbolske begivenheder, der havde fremtiden på sin side. Og alle, der ser fodbold, ved, at visse opgør er politisk vigtigere end andre.

Tyskland-Polen og England-Argentina er moderne eksempler på landskampe, der altid indeholder en historie og et politisk element, der er større end summen af de 22 spillere på banen. Sport og politik er altså uløseligt knyttet sammen, og onsdag aften i Lyon mødes to lande, hvis meget forskellige roller i dette spil udstiller kompleksiteten ved moderne fodbold.

Rollen som politisk prügelknabe tilfalder i disse år i høj grad Ungarn. Et EU-medlemsland der i de seneste år har været på en uhyggelig glidebane mod censur, undertrykkelse og fascistisk symbolik, ført an af Viktor Orbáns selvudnævnte uliberale regeringsparti Fidesz, men i høj grad understøttet af det yderliggående nationalistparti Jobbik, hvis uniformerede medlemmer forfærdende ofte er involveret i sager om vold mod udlændinge, homoseksuelle og jøder.

I lyset af den demokratiske krise i EU er den ungarske udvikling både pinlig og pinagtig for et allerede hårdt prøvet EU, særligt i forhold til pressefriheden.

Ingen stjerner

I kontrast hertil står det ungarske landshold, der om noget repræsenterer det bundhæderlige, ikkepolitiske fodboldideal. Med en trup støvsuget for stjerner – anfører Balázs Dzsudzsák, badutspringeren fra Fulhams storhedstid Zoltán Gera og den 40-årige pletskaldede målmand med topmaven Gábor Király er nok det tætteste, holdet kommer på internationale profiler – og en angrebsivrig spillestil har holdet med tyske Bernd Storck på trænerbænken faktisk kun netop begyndt en omlægningsproces for hele fodboldforbundet, stærkt inspireret af tyske DFB’s totalomlægning af landsholdets filosofi i starten af 00’erne.

Storck, der kom til fra posten som sportsdirektør midt i kvalifikationsturneringen, tror på, at Ungarn kan genrejse noget af sin historiske storhed, der kulminerede ved VM i 1954, hvor holdet ført an af stjerneangriberne Ferenc Puskás og Sándor Kocsis dog overraskende tabte deres eneste fodboldkamp i mere end seks år – VM-finalen mod Vesttyskland. Skal dette projekt lykkes, er det vigtigt, at Ungarn ved dette EM viser takter, der kan inspirere landets klubber og spillere til at bakke op om de ambitiøse planer, og her er kampen mod Portugal det bedste udstillingsvindue.

Set i det lys er resultatet faktisk mindre væsentligt, end måden det bliver opnået på, og her er vi igen tilbage til politiseringen af fodbold: Et uafgjort resultat vil næsten garantere avancement, men fra et langsigtet perspektiv om landsholdet som ambassadør for Ungarn vil et medrivende 4-3-nederlag være bedre; både nationalt og europæisk.

Ronaldo skylder gode kampe

I forhold til Ungarn er det så som så med mediernes opmærksomhed på Portugal. Det er nok de færreste danskere, der kender navnet på indiskfødte Antonio Costa, landets socialdemokratiske mindretalsleder, og landet forbindes foruden sardiner og hedvin oftest med en kronisk trængt økonomi.

Diametralt modsat forholder det sig med Portugals fodboldlandshold, der er blandt de mest profilerede, men også mest udskældte hold i verden. Et landshold oversået med superstjerner, som dog slutrunde efter slutrunde formår at skuffe fans og tilskuere. De er et komplet kontrast til Ungarns energiske kollektiv; et uforløst, selvhævdende entourage af forkælede privatister.

Problemet manifesterer sig i alle kæder. I forreste række skylder Cristiano Ronaldo stadig at spille en rigtig god, inspireret landskamp i dette årti, og i takt med at hans uopnåelige evner også på klubplan synes dalet til et mere rimeligt niveau, er det snart på tide at stille det uhyrlige spørgsmål, om han i lighed med Messi hos Argentina står i vejen for resten af holdets succes. At angrebsmakkeren Nani altid (desværre) spiller godt mod Danmark, er i den forbindelse ikke nok til at redde æren.

På midtbanen viste den skuffende 1-1 kamp mod Island med al tydelighed, at João Moutinho og João Mario ikke følte sig hjemme i det tomme rum – eller på fløjene – og indskiftningen af Quaresma for sidstnævnte resulterede primært i misbrugte hjørnespark.

I forsvaret flankeres den noget aldersstegne Carvalho og den noget mere fit, men ofte voldeligt hovedløse Pepe, af holdets mest positive makkerpar i backerne Vieirinha og Guerreiro, der dog bliver stækket noget af, at begge skulle dække fløjene samtidig. Og bagest er pensionistforsvaret dækket af keeper Rui Patrício, hvis bundniveau især på stregen gang på gang har vist sig for lavt, blandt andet i det halvpinlige 4-0 nederlag mod Tyskland ved VM.

Det er utvivlsomt, at Portugal vil gå på banen med en overlegen forventning om at stå som fortjente vindere 90 minutter senere, men netop denne kendsgerning kan meget vel endnu engang være den kæp i hjulet, der hjælper Ungarn til at vinde en sejr for fodbolden – fascister eller ej. Joga Bonita er og bliver Joga Feia – det grimme spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu