Den blå flamme brænder

»Et ofte uretfærdigt kritiseret holds triumf.«

Sådan lød ordene fra den såkaldt stille mand fra Friuli, den daværende italienske landstræner Enzo Bearzot, da hans hold havde besejret Vesttyskland i VM-finalen i Madrid i 1982 og dermed havde afsluttet en bemærkelsesværdig rejse fra skandaleramt outsider til verdensmester.

Der er sikkert ikke rigtig nogen, der tænker over det længere, men faktum er, at da det italienske landshold ankom til VM-slutrunden i Spanien tilbage i starten af firserne, skete det med Italiens ry og rygte som fodboldnation skudt fuldstændig i smadder af den såkaldte Totonero-skandale, der var brudt ud på hjemlig grund et par år forinden, og som handlede om matchfixing i de hjemlige rækker Serie A og Serie B.

Skandalen havde resulteret i tvangsnedrykning af et par af landets største mandskaber – Milan og Lazio – ligesom der var blevet stanget bøder og pointstraffe ud til højre og venstre, og nationens skarpeste angriber, den vævre Paolo Rossi fra Juventus, var blevet tildelt en tre-årig karantæne fra al fodboldmæssig virksomhed; en karantæne, der dog meget belejligt efterfølgende var blevet nedsat til to år, så han kunne nå at komme med til verdensmesterskaberne.

Læs også: Stjerneangriberne holdes nede af knivskarpe forsvar

Sagen blev dog ikke meget bedre, da holdet endelig gik i gang med selve kampene ved VM-slutrunden. Her lagde de ud med at fedte sig til tre gange uafgjort i gruppespillet mod hold som Peru og Cameroun, hvilket medførte så heftig kritik i de hjemlige medier, at hele landsholdstruppen iværksatte en kollektiv medieboykot, hvorefter kun holdets målmand og anfører, den 40-årige veteran Dino Zoff – der notorisk var umulig at hidse op – udtalte sig til skriverkarlene.

Sådan var stemningen omkring gli azzurri (’de azurblå’), da de erobrede verdensmesterskabet i 1982, og omstændighederne var ikke meget bedre op til VM i 2006 i Tyskland. Også her mødte støvlelandets nationalmandskab op til en stor slutrunde badet i en skandale; denne gang den såkaldte Calciopoli, der handlede om korruption i påmønstringen af dommere til kampene i Serie A, og som blandt andet havde resulteret i tvangsnedrykningen af de forsvarende mestre fra Juventus.

Samtidig var vurderingen af landsholdets sportslige evner præget af en vis form for ængstelighed som følge af, at holdets offensive omdrejningspunkt, Francesco Totti, tidligere på sæsonen havde fået indsat en stålplade i anklen og endnu ikke var oppe i fulde omdrejninger.

Alligevel endte også verdensmesterskaberne i Tyskland med, at den italienske holdkaptajn kunne løfte FIFA’s klodeformede VM-trofæ, og hvis man skal drage den konklusion, at italienerne er bedst, når de er undertippede og udskældte og kommer fra baghjul, ja, så bør de være oplagte titelfavoritter i år, for sjældent er et italiensk nationalmandskab blevet sendt af sted til en slutrunde med større mistrøstighed og pessimisme end den, der har fulgt landstræner Antonio Conte og hans udvalgte til Frankrig denne sommer.

Blottet for profiler

Som den italienskyndige fodboldblogger Scott Flemming skrev på nyhedssiden football-italia.net, så har den hjemlige debat i det fodboldgale land været præget af klagesange om, at holdets 23-mandstrup ’er den dårligste, der nogensinde har repræsenteret landet ved en stor slutrunde‘.

Og hvis man kigger ned over truppen, kan man sådan set godt forstå det synspunkt. For sjældent er Italien mødt frem til en international turnering med et hold, der i den grad er blottet for profiler. De gamle stjerner, der har båret landsholdet så længe, er forsvundet. Andrea Pirlo er rejst til USA for at vride de sidste dollars ud af karrieren. Francesco Totti er under fodboldmæssig nedtrapning i Rom. Og Mario Balotelli er forsvundet ud i universet på sin egen lille rumraket.

Når man dertil lægger, at landets to eneste tilbageværende klassespillere på den centrale midtbane – PSG´s Marco Verratti og Claudio Marchisio fra Juventus – blev alvorligt skadet kort før slutrunden, ja, så begynder det italienske mandskab at se tyndt ud.

Conte har måttet fylde flyet til Frankrig op med spillere, der i Italiens guldalder ikke engang ville være kommet i betragtning til bruttotruppen. Folk som Éder, der har præsteret at score lige præcis ét mål for Inter i løbet af foråret, og den fysisk stærke, men teknisk begrænsede, arbejdshest Graziano Pelle fra Southampton.

Hæderlige håndværkere – men ikke mere end det.

Italienerne har dog én ting, der kører for dem, og det er forsvaret. Her regerer det fodboldmæssige fænomen, der i støvlelandet er kendt under forkortelsen B-B-C; forsvarskæden Bonucci, Barzagli og Chiellini. De tre har spillet sammen i bageste kæde i Juventus siden 2011, og deres samarbejde er så indøvet, at de ville kunne trække off side og fordele markeringsopgaver i mørke.

Som på klubholdet er de også på landsholdet den bagerste kæde i en 3-5-2 opstilling, og de forlener – sammen med målmanden Gianluigi Buffon – Italien med deres eneste element af verdensklasse på selve grønsværen. Eller som den britiske journalist Euan McTear skrev:

»The real B-B-C of Euro 2016 are making defending cool again.«

Ude på sidelinjen er de azurblå også ret godt kørende, for her råder de over den snu Antonie Conte, der efter EM starter som manager i Chelsea.

I den første puljekamp mod favoritterne fra Belgien gav Conte sin belgiske trænerkollega Marc ’Das Kampfschwein’ Wilmots og tv-seere over hele Europa en lektion i, hvordan man nulstiller et på papiret overlegent hold, da han sendte sit mandskab på banen i en fleksibel 3-5-2, hvor wingbackerne trak ned i banen, når Italien var under pres, mens holdet forvandlede sig til et omstillingsstærkt 4-4-2 med midtbanemanden de Rossi som ekstra gardering bagude, når Contes tropper angreb.

Resultatet var åbenlyst for enhver. Italienerne nulstillede fuldstændig de frygtede belgiske kanter samtidig med, at de forlystede sig med hurtige kontrastød, hvoraf de scorede på to af dem. Og Contes taktiske masterclass over for sin belgiske kollega beviste sandheden i ordene fra den tyske fodboldjournalist Raphael Honigstein, der tweetede, at dysten Belgien-Italien måtte betragtes som »et hold uden en træner mod en træner uden et hold«.

Et turneringshold

Samtidig mindede både kampen mod Belgien og Italiens efterfølgende 1-0-sejr over Sverige hele Europa om noget, som man egentlig aldrig burde have glemt, nemlig at de azurblå er et fremragende turneringshold.

Nationalmandskabet fra støvlelandet er om noget eksemplet på, at det meget sjældent er de hold, der spiller den flotteste fodbold, der vinder de store slutrunder. Både EM- og VM-historien er brolagt med fortællingerne om sorgløse og vidunderligt spillende fodboldmandskaber, der henrykkede publikum over hele kloden, men bare aldrig nåede helt til tops, fordi de på et eller andet tidspunkt løb ind i en modstander, der var mere udspekuleret end dem selv, og så var det farvel og tak.

Læs også: Svanesange og mirakler

Den skæbne har italienerne sjældent lidt af den simple grund, at det plejer at være dem, der optræder i rollen som den udspekulerede skarpretter. Og deres evne til at komme langt i slutrunder understreger, at de for længst har forstået, hvad der kræves for at komme helt til tops; en evne der i bund og grund kan sammenfattes ganske enkelt:

Du skal overleve fra runde til runde.

Contes hold er en flok overlevere. Og de er besjælet med en passion, som man kun kan beundre – også når den giver sig kostelige udtryk, som da Conte flækkede læben i en massekrammer på sidelinjen efter Giaccherinis mål til 1-0 mod Belgien, eller da Buffon i eufori over den samlede sejr forsøgte at gå abegang i overliggeren og endte med at falde på røven.

En gigant må falde

Nu skal støvlelandets udvalgte altså møde de forsvarende europamestre fra Spanien i aften i det, der på forhånd ligner storkampen blandt ottendedelsfinalerne. På en måde er det synd, at to af Europas største landshold tørner sammen så tidligt i turneringen, men på den anden side forlener det europamesterskaberne med et element af højdramatik i en tidligere fase, end man egentlig havde ventet det: En af giganterne skal falde!

På forhånd må ibererne betragtes som favoritter. De råder over langt flere af den type aktører, som man med den tidligere landstræner Mortens Olsens yndlingsudtryk plejer at kalde »kampafgørende spillere«, og de hviler i en spillestil, der har skaffet dem masser af guldmedaljer i de senere år.

Omvendt er der dog ingen tvivl om, at Conte og hans trænerassistenter med interesse vil have studeret videobåndene af Spaniens sidste puljekamp mod Kroatien. Her lykkedes det for de taktisk velindstillede kroater at pelse spanierne ved hjælp af en dybtliggende defensiv og hurtige kontrastød.

Dét er lige en fodboldstil, som italienerne kan forstå, og man må formode, at Italien i aften vil forsøge at afvikle opgøret med del Bosques tropper ud fra samme præmisser – altså ved at lokke det rødklædte hold fra den iberiske halvø frem på banen og derefter give dem kontrakniven i lynhurtige omstillinger.

Dét er en metode, der har tjent dem godt tidligere, og hvorfor ændre på noget, der virker, som man siger.

Italien ankom til EM som en undervurderet outsider. Dét har de prøvet før, og det er ikke nødvendigvis skidt for dem. I aften på Stade de France kan de ændre fortællingen om deres mandskab og træde ind i den absolutte favoritkreds ved at eliminere de forsvarende mestre.

Der venter et sydlandsk fodboldbrag i Saint-Denis!

Læs også: Opgøret med et forgudet spansk spillesystem