Henrik Busborg
Dagens bogfolk åbner i den kuriøse afdeling og i anledning af, at EM i fodbold begyndte i går, nemlig med oplysningen om, at straffesparket nu har fået sin egen bog. Det er nu faktisk ikke EM, der er den direkte anledning, men derimod at det er 125 år siden straffesparket blev indført. Det har fået den fynske forfatter og fodboldnørd Henrik Busborg til at skrive bogen Straffe! – Historien om straffesparket, myterne, legenderne og de største helte. Forfatteren kalder straffesparket for den moderne gunfight mellem to mænd og fortæller derigennem de mest dramatiske episoder i fodboldhistorien.
Pil Dahlerup
Fra straffesparket dribler vi videre til en spydspids i litteraturforskningen, nemlig Pil Dahlerup, der lige om lidt udgiver andet bind i kæmpeprojektet om en ny dansk litteraturhistorie – denne gang om Luther og Danmarks litterære reformation. Værkets titel er Litterær reformation og følger, hvorledes Luther blev den store inspiration for tidens danske litteratur og medvirkede til en gennemgribende forandring af alle genrer. Baggrunden for den effekt på litteraturen er, at Luther ganske vist først og fremmest var teolog, men at han skrev og tænkte som en digter.
John Kørner
For at vise alsidighed slutter vi i billedkunsten hos John Kørner. Bogfolkskribentens første møde med kunstneren var i form af et sammenrullet lærred i Kronprinsparrets nye Amalienborgdomicil. Han var i sit værk til deres nye hjem kommet til at male en ung blond kvinde, som lignede en af kronprinsens ekskærester lidt for meget, og det var faldet den nuværende for brystet, så ned røg værket, og kunstneren måtte på den igen med penslerne. Men det var en helt anden historie, som gjorde, at jeg var lige ved at glemme, at det er Maria Kjær Themsen, der har skrevet og samlet John Kørner: Maleri.