Bygger en ny verden

FREE&REAL vil inspirere til at leve et mere bæredygtigt liv. En gruppe unge mennesker gør deres eget forsøg ved bjerget Telaithrion i det nordlige Grækenland
Elvira Wepfner fra Schweitz og Rose Shelmerdine fra England sorterer og renser morbær, mens de diskuterer, om der skal koges syltetøj eller laves grød af dem.

Nora Sina

Kultur
10. juni 2016

I to år havde medlemmerne af non-profit organisationen FREE&REAL undersøgt metoder til omstilling, da de i 2010 besluttede sig for at gå fra ord til handling.

En gruppe unge grækere bosatte sig ved bjerget Telaithrion i det nordlige Grækenland og startede The Telaithrion Project. Her dyrker de nu deres egne afgrøder og bor i solide selvbyggede boliger, der ikke forurener. De lever af og med naturen.

Men vejen til omstillingen ligger for FREE&REAL primært i at dele den viden og de erfaringer, som The Telaithrion Project gør sig. Derfor er projektets endelige mål at bygge en skole på toppen af bjerget, hvor mennesker fra hele verden skal kunne lære om at leve bæredygtigt.

Der er nu gået seks år. Der er blevet bygget yurts – runde træbygninger, hvor deltagerne sover – der er blevet anlagt marker, og vandingskanaler med vand fra bjerget, konstrueret komposttoiletter og lavet tandpasta. Ikke mindst er en af hovedbygningerne for skolen blevet færdiggjort – den såkaldte dome, som er en stor kuppel på toppen af bjerget.

FREE&REAL vil ikke blot forsøge at leve selvforsynende og give den viden videre; de ønsker et brud med den moderne verdens samfundsform og værdier.

»Efter at have arbejdet i et normalt job i mange år, savnede jeg at være tættere på naturen. Jeg er træt af den vestlige livsstil. Den giver mig ingenting,« fortæller 49-årige Jaqueline Kuyt fra Amsterdam, der er en af de mange fra hele verden, der besøger The Telaithrion Project.

»Fænomener som tid og penge, der ellers præger Vesten, bliver holdt så ubetydelige som muligt her, og det er en frihed.«

På trods af at Jaqueline Kuyt har besøgt forskellige bæredygtighedsprojekter rundt om i Europa, har hun hidtil ikke oplevet noget svarende til The Telaithrion Project.

»Eftersom tiden ikke betyder noget her, og intet er skemalagt, kan alle tage sig til det, de har lyst til. Jeg kan godt lide at arbejde i haven, så det bruger jeg min tid på. Folk kommer og går, og det fungerer udmærket uden nogen tidsplan. Ting bliver faktisk gjort,« siger hun.

Det veksler, hvor mange der bor ved foden af Telaithrion bjerget. Sommetider bæres projektet af fem mennesker, andre gange skal der forberedes vegansk aftensmad til 40.

Der er brug for sådan nogle som Jaqueline Kuyt. Det er de besøgende, der finansierer projektet ved at ’donere’ tolv euro per dag for deres ophold, og samtidig er det vigtigt at dele viden om alt fra, hvordan det er ikke at have noget privatliv, til hvordan man bedst fordeler hø på markerne for at beskytte dem mod den skarpe græske sol.

De besøgende tager den nye viden med hjem, og der bliver afholdt workshops eller seminarer hver måned af folk udefra, så aktivisterne også kan tilegne sig ny viden.

Der har blandt andet været workshops om en gammel japansk landbrugsmetode, hvor mantraet er at dyrke landbrug med og ikke mod naturen, om svampe, og om hvordan man bygger bæredygtigt. Da projektet startede, var der ingen, der vidste noget om, hvordan man dyrker den tørre jord eller bygger en yurt, der har den fordel, at den ikke bliver ulidelig varm i sommermånederne.

Forbindelser

28-årige Elvira Wepfer fra Schweiz har været del af The Telaithrion Project siden juli 2015. Hun forklarer, hvor stor en rolle de besøgende spiller, og hvordan projektet bidrager til at forandre samfundet:

»Workshops og seminarer er vores forbindelse til det ’normale’ samfund. Vi bringer folk sammen og skaber netværk. Vores mål om at bygge en skole for bæredygtighed og selvforsyning, hvor vi kan være en inspiration til, hvordan man kan leve et anderledes liv, og vores tætte forbindelser til lokalsamfundet er enormt vigtige for os.«

Ifølge Elvira Wepfer er det på den måde, at The Telaithrion Project bidrager til den grønne omstilling og forandringen af samfundet og ikke blot er en gruppe mennesker, der var utilfredse med tilværelsen og meldte sig ud af samfundet.

Samtidig ved hun, at man ikke kan kræve af alle, at de skal leve et liv uden et fast skema, uden træk-og-slip-toiletter, og hvor man døgnet rundt lever meget tæt sammen:

»Langvarig forandring skabes gennem små skridt. Vi er vant til at tænke i effektivitet, men måske er det forkert? Så risikerer vi at glemme os selv. Jeg vil ikke tvinge folk til at leve på en bestemt måde. Men for mig er det her et forsøg på at gøre noget andet.«

Mange kriser

Med den økonomiske krise i Grækenland ser man flere og flere unge mennesker, der flytter fra storbyen tilbage til deres forfædres landsbyer for at dyrke jorden. Elvira Wepfer både bekræfter og afviser, at FREE&REAL er en reaktion på den økonomiske krise.

»Det er et resultat af mange kriser. En politisk krise, en miljømæssig krise, en krise inden for uddannelse, en social krise, en personlighedskrise, en økonomisk krise. Vi ser på en ting, som for eksempel penge, og gør det til en stor krise, men det er at forsimple det,« siger hun.

Selvom The Telaithrion Project har kørt i seks år, er det stadig ikke muligt at leve fuldstændig selvforsynende. Jorden giver ikke nok afkast, og man må købe madvarer af de lokale landmænd. De jordstykker, projektet har fået doneret og arvet, ligger fem kilometer fra hinanden. Transporten foregår oftest med biler.

Mens man har måttet opgive at anlægge en køkkenhave ved at lægge et tykt lag jord på asfalt og udelukkende plante afgrøder med meget korte rødder, er projektets oprettelse af en såkaldt ’frøbank’ blevet en succes. Her kan de lokale landmænd bytte frø til et utænkeligt antal af afgrøder.

Dermed kan de forbedre mulighederne for selvforsyning og, som FREE&REAL selv formulerer det, samtidig gøre et lille oprør mod giganter på markedet for såsæd, som amerikanskbaserede Monsanto.

»Jeg kender næsten ingen, der lever, som de prædiker. Jeg er bare ved at finde min måde at leve på. Og for mig er det her et forsøg på at forandre,« siger Elvira Wepfer.

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Apokalypsens tidsalder

    10. juni 2016
    Klimaforandringerne er blevet vor tids fortælling om verdens undergang, der har erstattet fortællinger om atomkrig, meteornedslag og alt det andet, vi engang frygtede. Men truslen om undergang er ikke længere nok til at få os til at handle – vi har brug for inspirerende historier om, at det nytter
  • Opråb på filmlærredet

    10. juni 2016
    Det er på mode med aktivistiske dokumentarfilm, der vil skabe forandring. Klodens tilstand er en af de globale udfordringer, som er på dagsordenen – også hos den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her