Læsetid: 9 min.

’Duras var lidenskabeligt imod den lille borgerlige form for kærlighed’

Marguerite Duras vidste noget om nydelsen i den ulykkelige kærlighed, også der hvor det hele går galt. I den forstand er der aldrig grund til at fortryde. Det siger skuespillerinden Fanny Ardant, der fik sit gennembrud som femme fatale i François Truffauts film i 1980’erne. Nu optræder hun med Duras-stykker, og hun genkender i den grad Duras’ forståelse af kærlighed
Fanny Ardant har et lidenskabeligt forhold både til livet og scenen, tekster skal spilles, synes hun.

Dave J. Hogan

18. juni 2016

Det er en af de første dage, hvor solen er kommet tilbage til Paris efter ugevis med regn. Vi er kravlet ned i kælderen på en restaurant ved Saint Germain for at få fred, Fanny Ardant og mig – »Fanny Ardant et moi« lyder omkvædet på en sang af Vincent Delerme, den trænger sig på i mit hoved.

Fanny Ardant er en myte, en tragedienne, der i tidens løb har taget de helt store fatale roller på sig.

Ikke langt fra os er Seinen gået over alle sine bredder. Der er noget meget durask over vandet, som stiger i Seinen. Det minder om voldsommere kræfter, om Mekong-floden eller det hav, som altid åd moderens marker i Marguerite Duras’ En dæmning mod Stillehavet. Det taler vi om, mens vi bænker os.

Ardant er på vej til København, hvor hun skal opføre Fartøjet Nat af Marguerite Duras.

»Det er det, jeg elsker ved litteratur, jeg flyder af sted som en flaskepost og aner ikke, hvad folk opfanger,« siger Fanny Ardant med sin drævende stemme, man straks drages ind i.

Det mest forbavsende ved mødet med Ardant er, hvor livligt, hurtigt og lidenskabeligt hun taler med gestikulerende hænder. På scenen eller på film er der altid noget langsommeligt og sensuelt over hende. Det var næsten umuligt ikke at forelske sig i hende i François Truffauts Kvinden overfor, og det gjorde Gérard Depardieu da også i filmen – og Truffaut i virkeligheden dengang hun fik sit store gennembrud i 1982.

Her i kælderen under Saint Germain kaster Ardant sig straks ud i at analysere heltinderne i nordisk litteratur. Det er stadig de store kvindeskæbner, der fascinerer hende.

»Heltinderne i nordisk litteratur er mere fatale, de er mindre blodige, som i Medea for eksempel, men de brænder op af kærlighed, de konsumeres, det er noget mere indre.«

Fanny Ardant blev født i Monaco i 1949 og har en helt særlig sydfransk diktion, som hun aldrig har givet slip på. Hvert ord artikuleres fuldt ud, men når det går hurtigt, som i dag snubler ordene lidt over hinanden.

»Det er stærke kvinder, de nordiske heltinder. Jeg husker, at jeg som meget ung læste Selma Lagerlöfs Gösta Berlings Saga, den gjorde dybt indtryk. Så står han der og skal prædike med sit ar på læben, fordi denne kvinde, som er forelsket i en præst, har bidt ham i læben. Jeg er selv katolik, og man taler så meget om ægteskab for præster, men det havde jeg aldrig tænkt over som en mulighed. Jeg havde jo slet ikke lyst.« Hun slår en stor latter op.

»Hvem i alverden har lyst til at gifte sig med en præst? Alt dette borgerlige og velordnede. Men så læser man sådan noget. Man kan aldrig nogensinde mere se på en præst på samme måde.«

– Er det noget lignende som fascinerer i Duras kvindeskikkelser?

»Ja måske. I al fald sker det bare. Hver gang man foreslår mig, at jeg skal lave et eller andet, så lukker jeg mig inde i mit bibliotek, og så vender jeg tilbage til Duras. Da jeg på et tidspunkt atter skulle spille sammen med Gérard (Depardieu, red.), skulle det også ende det med, at vi opførte Musica

Musica er et teaterstykke af Duras, der handler om en skilsmisse, hvor det sidste skænderi gennemleves på scenen med hele passionen præsent. Stykket fik stor succes i Paris med Ardant og Depardieu i hovedrollerne. Fanny Ardant har et lidenskabeligt forhold både til livet og scenen, tekster skal spilles, synes hun.

»I øjeblikket har jeg meget lyst til Savannah Bay. Problemet er så, at det så skal læses op, og det er ikke godt. Jeg synes, tekster skal spilles. Hvorfor skulle folk møde op for at høre en bog blive læst højt? Det kan de gøre hjemme hos dem selv.«

– I forordet til ’Fartøjet Nat’ siger Duras jo ellers, at det måske ikke engang skulle have været en film, så hvorfor vælge at gøre det til teater ?

»Åh ja, i den forstand gør jeg nok alle vrede. Jeg gør lige præcis med Duras, hvad der passer mig. Storheden af en tekst ligger præcis i, at man kan bedrage den. I Duras’ Maladie de la mort handler det jo egentlig om en mand, men jeg lader det være en kvinde og spiller det hele selv. Når Peter Brook tager Shakespeares Hamlet og klipper det i stykker og sætter det sammen, har han ret i at gøre det. Når han tager Tryllefløjten og laver den om, har han også helt ret. Vi har jo det hele, vi har bøgerne og cd’erne, så der skal ske noget, Det er variationer over et tema, og det uddyber det bare.«

Der skal ske noget nyt?

»Sonia Wieder-Atherton og jeg har allerede arbejdet sammen før, vi spillede Medea. Jeg spillede alle rollerne, og hun spillede cello, og vi kunne være blevet ved med at turnere med det stykke i årevis. Men pludselig var jeg træt af det, havde ikke lyst til bare at gøre en forretning ud af det. Så vi måtte finde på noget nyt, og så blev det Duras igen. Og eftersom Fartøjet Nat har noget mystisk over sig, passede det så godt med musikken«.

Duras’ Fartøjet Nat, der netop er udkommet på dansk, handler om et kærlighedsforhold, der foregår over telefon mellem to mennesker, som ikke kender hinanden. Det udvikler sig til et drænende og nærmest sindssygt forhold, hvor man ikke aner, hvad der er virkeligt, og hvad der blot opfindes mellem de to, for at de kan komme seksuelt.

– Det er også meget nutidigt, idet det næsten kunne være noget, som foregik på en ’dating site’?

»Det er vildt moderne. Duras var virkelig visionær. Han arbejder i et telefonselskab og kan gå ind på hvilken som helst linje, og pludselig en dag så er hun der med sin stemme. Men det er ham, der sætter historien i gang. Og så er der alt det, der sker. Manipulationerne, løgnene, forførelsen. Hun siger, de skal mødes, men møder ikke op. Er hun virkeligt dødeligt syg af kræft, eller er det noget, hun finder på? Det bliver meget hurtigt hende, som styrer historien, men på en måde, hvor han ikke kan komme ud af den. Han giver hende et fornavn som starter med F., og det er jo Fanny? Det er simpelthen skrevet til mig.«

Atter griner Ardant med overraskende lattermildhed.

»Jeg holder meget af Wagners musik, men nogle gange keder jeg mig så utroligt meget, så meget at jeg ville ønske, Tredje Verdenskrig ville bryde ud, men så pludselig opstår der igen en stor følelse. For mig er teatret sådan, der skal være disse perioder, hvor man længes, jeg har ikke lyst til at sætte det op og forklare ting fra A til Z på en rationel måde. Det er noget helt andet, der skal til. Sonia er en meget dygtig cellospiller, med meget østeuropæiske toner, noget sygt og truende, så det gør ondt i maven.«

Fanny Ardant har været i modvind, fordi hun har mødtes med Putin og har en særlig kærlighed til Rusland. Oprindelig studerede hun politik, hun kom sent i gang med skuespilleriet.

– Det går ikke så godt i Østeuropa politisk?

»Synes De det går godt her i Vesten? Synes De, at Obama kan tillade sig at belære Putin om noget? Han er bare mere hyklerisk. Han har slet ikke gennemført noget som helst, af alt det han lovede. Han har ladet sig manipulere. Den politik, der er blevet ført i Syrien omkring Assad er skammelig. Men hvem kan i øvrigt længere tro, at USA gør noget som helst, som ikke blot er i dets egeninteresse«?

Ardant er tydeligvis stærkt forarget.

– De tror altså på »en stærk mand«?

»Putin styrer et land, der slet ikke har den lange demokratiske tradition, som vi har. Det er et kæmpemæssigt land. Man kan ikke bare sammenligne det med USA. Russerne elsker ham. Men for mig har det med litteratur at gøre, og her har jeg altid foretrukket de store russere. Jeg er også vild med den angelsaksiske litteratur langt mere, end hvad der skrives her i Frankrig. Jeg holder af alt det, som er barn af Raymond Carver, som Donna Tart for eksempel. Men det har altid været russerne, jeg var mest fascineret af. Der foregår noget dybere i russisk litteratur.«

– Har det noget med religiøsitet at gøre?

»Malraux sagde, at det 20. århundrede måtte blive åndeligt eller også ville det slet ikke eksistere. For mig er der noget, som må fungere på et andet niveau, noget religiøst måske. I den forstand er jeg jo slet ikke politisk. Jeg er en person som siger ’nej’ og konstant er indigneret, men på den anden side stemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke tage mig sammen til at stemme på en person, som så bruger min stemme til små politiske spil, men o.k., jeg tror der skal være plads til begge dele.«

– Og Duras?

»Duras var imod alle former for magt, eller det var hun med sine tekster, hun kan ikke ’bruges’. På den vis er jeg nok bare på kunstens side, det er ikke særlig konstruktivt. Détruire dit-elle. (’Ødelæg, siger hun’, titlen på en af Duras’ film). Måske er der noget barnligt ved det, men jeg vil så insistere på et rum til det. I lang tid bebrejdede jeg mig selv at være egoistisk, fordi jeg var så optaget af mit fag og aldrig var politisk engageret. Hvis jeg havde været det, havde jeg nok været radikaliseret, som de var det i Action Direct, den franske terrorgruppe. Det er jeg blevet bebrejdet for at sige, men jeg ved bare, at jeg ikke har temperament til andet. Så jeg holder mig væk.«

– Så der er noget i lidenskabelig kærlighed, som ikke passer med politik?

»Ja, Che Guevara er død; det er Fidel Castro, som lever. De følelsesfulde og lidenskabelige mænd dør, mens de andre små bedstefaragtige mænd med deres tanker om fagforening og pension, det er dem, som lever videre. Som ung pige var jeg virkelig utopisk, jeg troede på kommunismen, men måske mere på en Jesus-agtig måde. Jeg troede på et samfund, hvor der var kooperativer. Hvis jeg havde været direktør for en supermarkedskæde, havde alle fået del i overskuddet.«

– Men Duras taler også om kærlighed på en måde, der selv for Frankrig er speciel, ikke?

»Jeg kunne forlade alt, men uden at forenes med dig,« citerer Ardant, drømmende Duras fra Fartøjet Nat.

»Ja, det er en helt anden opfattelse af kærlighed, Duras vil vise. Hun var lidenskabeligt imod den lille borgerlige form for kærlighed, den hvor man forelsker sig, og derfra går det hele på skinner. Hun var imod alt det med ære, familie og fædreland, hvor man gifter sig, får et par børn og betaler sin skat. Hun ville vise, at kærligheden var noget meget mere farligt, den ødelæggende side af kærlighed, altså ødelæggende for det borgerlige. Kærlighed er dynamit. Men det er jo ligesom det, der står om Jesus i Evangelierne, det er jo også revolutionært, hvis man vitterlig gør, hvad der siges. Hos Duras er kærligheden noget, der totalt river en med, Romeo og Julie dør unge, men de er da også fuldkommen ligeglade med at få et ’ni til fem’-job. Kærligheden åbner øjnene, pludselig ser man alt helt klart, og man ser sin død, og man ser meningen med at leve, men man konstruerer ikke noget. Intet. Det går helt sikkert imod al den normalitet, som dyrkes nu.«

Derfor er Fanny Ardant også dybt forarget over de seneste demonstrationer i Paris.

»Da jeg hørte, at de her demonstrationer begyndte med studerende, som kæmpede for deres pension, så tænkte jeg, at nu står verden ikke længere. Hvis man demonstrerer for pension i den alder, er alt sagt. Tænk, at stille sig til tåls med at livet er sådan? Jeg har altid ville gøre noget særligt, tingene skal gøre en forskel. Kærligheden. Det er det vigtigste. Og Duras ved noget om den nydelse i det hele, også i den ulykkelige kærlighed, også der hvor det hele går galt. I den forstand er der aldrig grund til at fortryde, også når det ender dårligt. Det kan jeg i den grad genkende. Der er ikke noget, jeg fortryder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer