Læsetid: 7 min.

’Jeg elsker mine børn, men jeg hader at være deres mor’

Kvindelig israelsk sociolog har skrevet en bog om kvinder, der fortryder, at de er blevet mødre. I Tyskland har bogen vakt debat, for må kvinder overhovedet have det sådan?
I tv-serien Mad Men har Betty Draper, spillet af January Jones, et ret anstrengt forhold til sine børn.

I tv-serien Mad Men har Betty Draper, spillet af January Jones, et ret anstrengt forhold til sine børn.

IMDB.com

8. juni 2016

For et par år siden fik en tyrkisk ven i Istanbul sit første barn. Egentlig havde han altid sagt, at han ikke ville have børn. Nu i midten af 30’erne havde hans kone fået det sidste ord. Men et par uger efter fødslen skrev han til mig:

»Det var ikke min idé at få et barn. Vi skændtes ikke om det, men jeg opfattede det som en social pligt. Og nu opfylder jeg mine forpligtelser som far, men det er det hele. Jeg har prøvet, men jeg kan endnu ikke bonde med ham. Jeg kan kun se alle de forpligtelser, han har bragt med sig. Måske bliver jeg en god far, ikke fordi jeg bryder mig om det, men fordi det var sådan, det skulle være ...«

En e-mail, der gjorde mig trist og ret irriteret på konens og sønnens vegne, fordi jeg tænkte: Hvorfor lod du dog ikke bare være? Alligevel var det ikke en mail, der fik mig til at fordømme min ven. Af en eller anden grund var det åbenbart i orden, at fædre har det sådan, når de er blevet presset til at få et barn.

Men hvad ville jeg have tænkt, hvis det havde været hans kone, der havde skrevet den? At hun kun havde fået et barn, fordi samfundet og omgivelserne forventede det, at hun ikke kunne relatere til barnet, men kun så det som en byrde? Må mødre have det sådan? Og må de give udtryk for det?

Ét socialt manuskript

Nej, det må de ikke, men det burde de måtte, siger den israelske sociolog Orna Donath, der har skrevet bogen #regrettingmotherhood. Når mødre fortryder og med den skabt debat i Tyskland.

Donath har fra 2008 til 2013 interviewet 23 israelske kvinder mellem 26 og 73 år. Alle har mindst ét barn, og fem af dem er tilmed bedstemødre. Fælles for dem alle er, at de alle svarer nej på spørgsmålet: ’Ville du, hvis du kunne skrue tiden tilbage, endnu engang beslutte at få et barn?’ De siger: ’Jeg elsker mine børn, men jeg hader at være deres mor.’ De fortryder, at de har fået børn.

En forårsdag sidder Orna Donath i kulturcentret Radialsystem V, et tidligere pumpeværk, i Berlin. Salen er fuld, mindst 200 er mødt op, heraf er nok en fjerdedel mænd. Donath ligner en blanding af sangeren Amy Winehouse og komikeren Sarah Silverman, og på spørgsmålet om, hvorfor hun, der ikke har børn, overhovedet interesserer sig for moderskab, svarer hun:

»Jeg har vidst, siden jeg var 16 år, at jeg ikke ville have børn. Da jeg for mange år siden researchede til mit speciale, spurgte jeg mig selv: Er jeg den eneste kvinde i Israel, der ikke vil have børn? Jeg så ingen omkring mig, og dengang eksisterede de sociale medier ikke. Jeg har aldrig følt, at jeg havde et problem, der skulle løses, men jeg følte, at jeg var alene.«

Donath løfter sin ene pegefinger og kigger formanende på forsamlingen.

»Men jeg fik selvfølgelig at vide: Du vil fortryde det! Der er ingen anden mulighed end at få børn«.

Hun fortæller, at i Israel får selv de ikkereligiøse kvinder i gennemsnit tre børn, det er praktisk talt umuligt at forblive mor til ingen.

»Og kun at få ét barn bliver anset for en dårlig vits. At være enebarn er ødelæggende for barnet. Nej. Tre børn er det nye to,« siger Orna Donath.

Hun fortæller, at hun har en veninde med tre sønner, der føler, at presset er større end nogensinde, fordi folk siger til hende: I kan ikke stoppe, før I får en pige!

»I Israel er der socialt set ét manuskript, og hvis du ikke får børn, står der: Når du bliver gammel, vil du være alene og blive fundet død på badeværelset. Og til små piger siger man: Når du bliver mor og ikke, hvis du bliver mor,« siger Donath og understreger: »Jeg er klar over, at mange kvinder vælger bevidst og med glæde at blive mødre, og jeg stoler på deres evne til at vælge. Men med dette studie vil jeg vise, hvordan samfundet indsnævrer vejen for os kvinder, som om vi var får.«

De interviewede siger som Tirtza, at det var »normen« at få børn, som Charlotte, at det var »et social pres« eller som Debra, at når man først er mor, »har man gjort sin pligt. Så er det ligegyldigt, om man mislykkes på andre områder, for her har man allerede fået points«.

Mange af kvinderne siger, at de har fået børn for at tilfredsstille ønsket om det hos deres partner, altså for at holde på ham. Debra siger: »Jeg fik ikke børn, fordi jeg ville, men det var den pris, jeg måtte betale for mit parforhold«.

Nogle bruger ligefrem betegnelserne »slaveri« eller »mit livs mareridt« om moderskabet.

Komfurpræmien

Efter at avisen Süddeutsche Zeitung med artiklen »Jeg vil have mit liv tilbage« skrev om Donaths studie sidste år, brød debatten løs på de sociale medier under hashtagget #regrettingmotherhood.

At det særligt var i Tyskland, kvinderne følte sig enten så forståede eller så provokerede, er intet tilfælde. Det katolske bayerske parti CSU elsker den såkaldte Herdprämie (komfurløn), der belønner kvinder, der bliver, hvor de ifølge partiet hører til. Tyskland er landet, hvor man bliver kaldt en ’ravnemor‘, hvis man arbejder, når børnene er små, og hvor mange kvinder med akademisk uddannelse vælger slet ikke at få børn, fordi forældreskabet i den grad og i mange familier stadig er en kvindesag, fordi traditionen og troen på idealet er stærk.

Orna Donath var klar over, at bogen ville blive en bombe, men hun havde ingen anelse om, at den ville få så megen opmærksomhed i Tyskland.

»Jeg har fået alt lige fra yderst ubehagelige kommentarer om min person til meddelelser fra kvinder, der for første gang føler sig forståede, og som sympatiserer med de interviewede kvinder,« siger hun.

I Tyskland diskuterer man stadig, i Israel er debatten forlængst døet ud. Det centrale ord er ’fortrydelse’. I Tyskland blev det hurtigt til ’ambivalens’: Det er hårdt, men barnets smil er det hele værd, og jeg ville gøre det igen trods alt.

»Men de her mødre, jeg har interviewet, de fortryder. Der er ikke noget ’men’. Barnets smil er ikke det hele værd. Og det er ikke psykisk ustabile kvinder med frygtelige familiære lig i skabene. Deres facit er bare: Det var en fejltagelse. Det er ikke noget for mig. Og jeg forstår dem, for vi fortryder så meget i vores liv: Ægteskaber, skilsmisser, tatoveringer, uddannelser, plastikkirurgi, jobs. Så hvorfor skulle man ikke kunne fortryde moderskabet?« spørger Donath ud i forsamlingen.

Hun siger, at kvinder, der ikke vil være mødre, først bliver skudt i skoene, at de ikke er rigtige kvinder, dernæst at de vil være mænd og endelig, at det må være, fordi de vil have karriere.

Det er Orna Donath uenig i.

»Der er så mange andre kvindelige identiteter. Nogle vil bare hjem, efter at de har været på deres almindelige lønmodtagerjob. Og så vil de tegne en cirkel på væggen og stå og kaste papirflyvere ind i den. Og de vil ikke engang gøre forsøget på at komme op ad karrierestigen. Men nej. Du kan ikke få lov til bare at være,« siger hun.

Sociolog, ikke psykolog

Den, der tror, at det kun handler om overbebyrdede kvinder med ingen hushjælp og dovne partnere, tager fejl. Orna Donath spurgte kvinderne: ’Hvis du fik de perfekte forhold med hjælp og penge osv., ville du så alligevel få børn?’ Og de svarede stadig nej.

»Og jeg kan sige det samme om mig selv. Giv mig det hele. Og jeg vil stadig ikke have børn,« siger hun.

Hun var ikke interesseret i kvindernes personlige karakteristika.

»Jeg er sociolog, ikke psykolog. Men selv hvis kvinderne var deprimerede, synes jeg, de skulle have lov at blive hørt, når de siger, de fortryder. Det er for nemt bare at komme med en klinisk betegnelse. Disse mødre siger: ’Nej. Det var en fejltagelse. Og jeg er ikke deprimeret’,« siger Donath.

Men hvordan påvirker det så et barn, hvis dets mor fortryder, at hun fik det?

Orna Donath siger, at det er forskelligt:

»Nogle vil aldrig fortælle det. Heller ikke til deres partnere. Nogle siger, at barnet mærker det, og de spørger sig selv, om de skal tale med barnet om det. Det eneste scenarie, folk kan forestille sig, er: Kære søn, kan du række mig kartoflerne? Og forresten fortryder jeg, at jeg fik dig. Men sådan er det jo ikke. Alle vil beskytte deres børn. En del af at være en god mor er, at man forbereder sine børn på livet.

Men som en kvinde sagde: ’Men hvordan kan jeg det uden at være ærlig over for min datter? Så hun ikke begår de samme fejltagelser. Så hun ved, at der er andre veje at gå end moderskabets.’«

Orna Donath: ’#regretting-motherhood. Wenn Mütter bereuen’, Knaus Verlag, 272 sider, 16,99 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sidsel Jespersen
Sidsel Jespersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Der var jo en kvindegruppe - der førhen var mere udbredt - der heller ikke ville have børn. Nonner hed de vidst?

Anne-Marie Krogsbøll

Det er en ærlig sag ikke at ønske at få børn. Men at bilde sig ind, at det ikke vil være dybt, dybt sårende at sige til sit barn, at man har fortrudt, at man har fået det - der skal man godt have meget svært ved at se ud over sin egen næse.

Karsten Aaen, Anne Schøtt, Viggo Okholm, Carsten Mortensen, Christian Sørensen, Anne Eriksen, Marie Jensen, Lennart Kampmann og Merete Jung-Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er jo hende fra X-faktor, som er på fotoet. Hun er super sexet. Det er de fleste kvinder ikke, de er bare sådan almindeligt sexet. Men de er næsten allesammen gode til at få børn og så ender man hurtigt der (og det tror jeg også kvinderne selv gør), at man siger hvorfor så ikke bare få nogle? Jeg mener, der er så meget ved kvinden der peger på reproduktion, at man skal være blind for ikke at se det. Tag fx. patterne, de sidder jo der forholdsvis højt placeret og kræver næsten hele din opmærksom, med mindre kvinden siger noget meget klogt og hvor mange kvinder (eller mænd) gør egentligt det? Jeg tror ikke det er tilfældigt, at så mange kvinder vælger at få børn, de er simpelthen skabt til det, så hvis de ikke vil have børn er det da lidt mærkeligt. Men så er det altså heller ikke værre end at vi sagtens kan klare os, hvis bare de fleste får et par stykke og det gør de jo. I øvrigt er børn ikke det kloden har allermest brug for. Derfor bør det også være helt ok at vælge fra. Hvis vi vil opretholde forestillingen om at vi lever i en fri verden, må det også gælde kvinder.

Karsten Aaen, Christian Lund Petersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Henrik Brøndum
08. juni, 2016 - 15:48
Øh. Var det ikke mere at ham de var gift med, trods genopstandelsen, ikke kunne være fader? :)

Henrik Brøndum

Ib Christensen

Var gift med eller blev gift med? De stærkeste mænd udvælger sig jo de bedste kvinder til at føde deres børn - de mænd der står længere nede må nøjes med det knap så attråværdige - og allernederst er der så de stakler ingen tør binde an med. Det skaber plads til den genopstandne. Hvis denne ingen børn ide vinder indpas blandt kvinder der har noget at byde på, vil det gå ud over de dårligt stillede mænd. Selvom mange ikke kan lide at høre det, består samfundet ofte af en lang linie med nummer et og nummer sjok.

Ib Christensen

Henrik Brøndum

Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvor du vil hen. Jeg refererede til at de nonner du omtaler, blev anset for at være gift med deres tro og Jesus, i en tid hvor børn udenfor ægteskabet var ilde set. Så barnløsheden var mere kulturel betinget end et frit valg fra kvindens side.

Marie Jensen

Søren Christensenm det er sgu da ikke hende fra x factor, der er på billedet. Det er den amerikanske skuespiller Janurary Jones i Rollen som Betty i tv-serien Mad Men.

Carsten Mortensen

Det er vel rimelig klogt at tage positivt 'ejerskab' over hvad man nu engang har bedrevet - fremfor at sidde og ærgre sig i ....dog, temmelig nogle år - over det her forbistrede moderskab man pådrog sig i - åbenbart blinde!
Det bliver i hvert fald vanskeligt at forklare det (elskede?) barn (uanset alder) at det har været en plage og at han/hun for guds skyld (eller egen!) bør holde sig fra den slags udskejelser, da det ødelægger ens egen elskede tilværelse ....(som man fik af)......en moder og en fader.

Merete Jung-Jensen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Og nej, mit ærinde er ikke at fratage kvinder (eller nogen, overhovedet) deres frihed til at vælge - ærindet er kun ansvar ☺

Henrik Brøndum

Ib Christensen

Det forstår jeg - og prøver at udlægge konsekvenserne af idealet om barnløshed. Som gruppe betaler de vellykkede mænd i vesten jo en hel del penge til kvinderne via jobs i den offentlige sektor, sociale ydelser (herunder sociale ydelser til kvinder med børn der ikke ønsker mænd i deres liv) samt ved opløsningen af ægteskaber. Man kunne frygte at opbakningen til velfærdsstaten ville lide skade såfremt idealerne om udskudte ægteskaber, sene eller ingen børnefødsler og de rene kvindefamilier (single eller i par) vinder for megen indpas. Hvis det sket vil det ramme de dårligst stillede - og ramme kvinder hårdere end mænd.

Søren Kristensen

Ja, selvfølgelig skulle der stå MadMen. Har set begge dele, med stor fornøjelse. Det der ligger midt imellem: X-men, har jeg dog aldrig set.

Christel Larsen

Ingen ved hvordan det er at bo sammen med en anden før de prøver det. Mange flytter fra hinanden . Ingen ved hvordan det er at være forældre før man prøver det. De fleste er glade for det, men det er vel naturligt at der også findes forældre som ikke synes det er herligt. Men her er det bare en situation hvor man ikke bare kan flytte fra sit barn og rent kulturelt er der pres på forældrene om at det bare ikke er noget man kan opgive. Sikkert også et vist familiært pres. Det er rimeligt forfriskende med personer som melder rent ud , at de ikke ønsker børn fordi de ikke har lysten. Fremfor de som får uden egentlig at have lysten. Kan godt være det ville være rart at "springe ud" om det, men at såre sit barn så dybt er det mest egoistiske jeg kan forestille mig. Men på den anden side, mon ikke de børn som har sådan en forælder, egentlig godt kan fornemme at der er noget galt? Men det kulturelle pres om hvordan en forælder skal elske sit barn ubetinget, at det skal være et glansbillede og være som paradis , kan vel være det pres som gør situationen svær. Det kan intet leve optil hvis det er det man tror. Heller ikke en ægtefælle.