De mange kyniske betragtere af det europæiske fodboldforbund, UEFA – som for eksempel den britiske fodboldjournalist Blair Newman, manden bag fodboldbloggen Footballforthought – vil hævde, at man, hvis man vil forstå, hvorfor der for første gang deltager hele 24 hold i dette års EM i fodbold, skal følge samme råd, som Deep Throat gav journalisterne Woodward og Bernstein i filmen Alle præsidentens mænd: »Follow the money.«
Udvidelsen af EM-slutrunden til 24 nationer er nemlig en del af en sammenhængende strategi fra det europæiske fodboldforbunds side, der også handler om at sprede kvalifikationsrunderne ud over flere dage i form af den såkaldte Week of Football.
Og ifølge kynikerne har den kun ét formål, nemlig at skabe flere tv-transmitterede opgør og dermed større indtægter til UEFA.
Og det er jo sådan set også rigtig nok forstået på den måde, at en slutrunde med 24 hold objektivt set udløser flere lukrative tv-kampe end en slutrunde med 16 hold.
Men det er ikke nødvendigvis hele sandheden.
Sagen er den, at udviklingen af EM-slutrunden også afspejler den udvikling, som det europæiske kontinent har undergået i de seneste årtier. Og det handler i sidste ende om en simpel matematisk beregning:
Da EM senest blev udvidet fra otte til 16 deltagere i starten af halvfemserne, havde UEFA 34 medlemslande.
Hvis man som udgangspunkt går ud fra, at de fem-seks største fodboldnationer i Europa automatisk sætter sig på en god håndfuld af pladserne ved EM, så var der stadig omtrent ti pladser tilbage at konkurrere om for de resterende 26 medlemslande.
Læs også: 21 vildskud om EM’s vindere og tabere
Hvis man samtidig lægger til grund, at en håndfuld af de mindste nationer i Europa aldrig kommer i nærheden af kvalifikationen, så betød det reelt, at Europas fodboldmæssige midtergruppe på 16-18 nogenlunde stærke lande havde cirka ti kvalifikationspladser at slås om.
Ganske udmærkede odds for en middelstærk fodboldnation.
I de seneste årtier har Jugoslaviens og Sovjetunionens sammenbrud – koblet med UEFAs mani med at optage kolonihavestore matrikler som San Marino og Gibraltar på medlemslisten – bevirket, at antallet af medlemsnationer i UEFA er eksploderet til 53 lande.
Dette har drastisk forringet kvalifikationsmulighederne for de europæiske middelklassemandskaber. Og det har man naturligvis ikke brudt sig om rundt omkring i de middelgode fodboldnationer, der også gerne vil være en del af den fælleseuropæiske fodboldfest.
Af samme grund har hele det europæiske midterfelt – den danske boldunion inklusive – i årevis bakket op om en udvidelse af EM-formatet, hvilket nu er blevet realiseret.
Halvforkølet start
Under alle omstændigheder kan man konstatere, at EM-turneringen er vokset kraftigt siden sin halvforkølede start for 56 år siden.
Dengang havde blot 17 lande meldt sig til turneringens indledende runder. Og kun fire nationer kvalificerede sig til selve slutrunden, som blev vundet af Sovjetunionen med 2-1 over Jugoslavien efter forlænget spilletid i Paris i en finale, der ifølge sportsannalerne primært huskes for strålende spil mellem stængerne af den såkaldt sorte panter, den altid sortklædte russiske målmand Lev Jasjin.
Fælles for både den første EM-slutrunde og flere af dens efterfølgere er imidlertid, at de ikke huskes som noget særligt. Det var korte affærer med blot fire deltagende nationer og et hurtigt afviklet slutspil bestående af semifinaler og finaler.
Det mest bemærkelsesværdige øjeblik fra denne fase af EM-historien var i 1976 i Jugoslavien. Op til denne turnering havde man indført noget helt nyt: straffesparkkonkurrencen. Og denne nye regel fik spektakulære konsekvenser helt fra begyndelsen, eftersom selve mesterskabet blev afgjort på et af de mest berømte straffespark i fodboldhistorien.
Det var ved afslutningen af finalen i Beograd mellem favoritterne fra Vesttyskland og outsiderne fra Tjekkoslovakiet. Selve kampen var efter forlænget spilletid endt 2-2, og så skulle der altså sparkes straffespark om pokalen.
Efter et brændt tysk straffe lå afgørelsen for fødderne af den tjekkiske anarkist Antonin Panenka. Hvis det lykkedes ham at passere tyske Sepp Maier, ville guldet gå til Tjekkoslovakiet – og anbragt under dette kæmpe pres, valgte Panenka at gøre noget, som verden aldrig før havde set på en tv-skærm: Han anbragte bolden på straffesparkspletten, tog flere meters tilløb og stormede frem mod kuglen, som om han med fuld kraft ville skyde den ud i en af siderne. Men i sidste sekund bremsede han op, tog farten af sparkebenet og ramte bolden dybt og blødt, hvorefter den i en fornem bue sejlede ind midt i målet, efter at den narrede Maier for længst havde kastet sig til sin venstre side.
Det såkaldte Panenka-straffespark var født. Det europæiske fodboldforbund kalder selv sparket for »det måske mest berømte straffespark nogensinde«, og et faktum er det i hvert fald, at det har inspireret fodboldspillere over hele verden og er blevet efterlignet på den internationale scene af stjerner som Zidane, Zlatan, Pirlo og Messi.
Det smukkeste mesterskab
Op til EM i 1980 i Italien besluttede man at udvide deltagerkredsen til otte hold, men det er den næste slutrunde i Frankrig i 1984, der reelt kan betragtes som den første ’moderne’ slutrunde med puljespil, semifinaler og finale.
EM-turneringen i Frankrig må i øvrigt også regnes for et af de smukkeste fodboldmesterskaber, der er afviklet i moderne tid, og det skyldes primært én spiller – Frankrigs anfører og offensive playmaker Michel Platini. Ni mål scorede denne geniale kreatør på fem kampe, og hverken før eller siden har en EM-turnering været så domineret af en enkelt aktør.
På disse kyster erindres Frankrig 1984 naturligvis som 1980’erlandsholdets gennembrud på den internationale scene, og blandt de spillemæssige højdepunkter huskes især en af de bedste danske landskampsscoringer nogensinde, nemlig Preben Elkjærs helt vanvittige mål til 3-2 over Belgien i den afgørende puljekamp: Fra en position i højre side af banen lige omkring midterlinjen rykker den danske angriber med bolden for fødderne direkte ind mod to belgiske forsvarere.
Det lykkes ham at finte sig forbi dem begge, men bolden slår ind på hælen af en af belgierne og springer tilbage i banen, hvorefter Elkjær må snyde forsvarsspillerne én gang til.
Dén klarer han også, før han afslutter soloturen med at lobbe kuglen over den belgiske målmand og stormer ud mod hjørneflaget, hvor han modtager holdkammeraternes hyldest.
Allan Simonsens knæk
Uforglemmeligt var også det triste højdepunkt – Allan Simonsens ben, der i åbningskampen mod Frankrig brækkede med et så højt knæk, at man ifølge Tipsbladets legendariske fodboldskribent Per Høyer Hansen kunne høre det helt oppe på pressepladserne. Spurven fra Vejle blev aldrig den samme spiller igen.
Blandt de nyere slutrunder træder især to frem – og dét af vidt forskellige årsager. Den første er EM i Portugal i 2004, fordi det er den foreløbigt sidste slutrunde, der er blevet vundet af et decideret kontrahold i form af Otto Rehhagels ultradisciplinerede og omstillingsparate græske mandskab.
Og den anden er EM-slutrunden i 2008, hvor spaniernes triumf markerede starten på det, der skulle blive kendt som tiki-takaens æra, og som der blev sat en – i hvert fald foreløbig – stopper for ved verdensmesterskaberne i Brasilien.
Kedelige gruppespil
Den næste måned vil vise, om tiki-taka-mestrene fra den iberiske halvø kan sætte sig på EM-tronen for tredje gange i træk. Eller om vi har fået en ny mester, når solen synker over Stade de France den 10. juli.
Under alle omstændigheder vil vi få testet, om europæisk landsholdsfodbold rent kvalitativt kan bære en slutrunde, der omfatter 24 hold og strækker sig over en hel måned. Nogle ville endda mene, at UEFA slet ikke har haft modet til at tage skridtet fuldt ud og opgradere til det næste matematisk set logiske stævneniveau, som ville være 32 mandskaber.
Derfor er vi endt med et turneringsformat med 24 hold, der ikke er uproblematisk. Lige netop dét antal er nemlig svært at bygge en meningsfuld turneringsstruktur op omkring, hvilket FIFA erfarede tilbage i firserne og starten af halvfemserne, da verdensfodboldforbundet i en periode afholdt VM med samme antal mandskaber.
Vanskeligheden består helt konkret i, at man skal have hevet 16 hold med over til ottendedelsfinalerne, og det kan kun lade sig gøre, hvis man lader en række hold, der er sluttet på tredjepladserne i deres puljer, indgå i beregningen.
I VM-regi resulterede det i kedelige og indviklede gruppespil, hvor halvringe hold fedtede sig videre fra puljespillet, samtidig med at der gik spekulation i at regne på resultaterne i de andre puljer, hvilket i sig selv er en uskik i et gruppespilsbaseret stævne, der hviler på det princip, at man altid skal kunne klare ærterne selv.
FIFA’s nyvalgte præsident, Gianni Infantino, erkendte da også – dengang han stadig var generalsekretær i UEFA – at turneringsformatet ikke var optimalt. Men majoriteten i fodboldforbundet har talt, og nu skal EM afvikles efter et slutrundeformat, der var så mangelfuldt, at selv FIFA-bosserne kunne se fornuften i at ændre det.
Tilhængerne af den nye og større slutrunde lover en endnu større fodboldfest, mens kritikerne forudser, at vi som tv-seere skal slæbes gennem et opfedet og endeløst gruppespil, hvor fodboldmæssigt ligegyldige nationer som Ungarn, Albanien, Nordirland og Wales vil kæmpe for at nå op på tredjepladsen i deres pulje.
Den næste måned vil vise, hvem der har ret.
Læs alle vores artikler om EM på information.dk/EM2016
