Læsetid: 13 min.

Til Etiopien

’Jeg ser en flok unge cementstøvdækkede kvinder bakse med en cementblandertromle. Sådan bliver bygningerne til, en hær af arbejdere med hammer og mejsel opfører spekulanternes fremtid. Det er over hele byen. Byggefeberen. Dubai via Las Vegas kitsch. Det er brutalt.’ Thomas Boberg er taget til Etiopien og skriver her i første rejsebrev om hovedstaden Addis Abeba
Addis Ababa er en gigantisk byggeplads. Højhuse og skyskrabere bliver opført under vanvittige og primitive forhold; arbejdere står eller hænger fra vakkelvorne stilladser rejst af grene og pinde. 
 Stefan Boness/Panos Pictures
4. juni 2016

Jeg sad ved et lille rundt cafébord i Istanbuls lufthavn og betragtede køen af mennesker, der skulle til Riyadh. En ung smuk arabisk kvinde med en to måneder gammel baby i favnen bad om lov til at sætte sig ved bordet. Hun var i selskab med en anden smuk ung kvinde, som jeg gættede måtte være søsteren, og så var der en ældre kvinde, velsagtens moren til de to, det var kun hende, der bar tørklæde.

De unge kvinder var i jeans og sort løsthængende cardiganlignende gevandter. Den ene bar runde solbriller med en kant af små diamanter, tænkte jeg, men måske var det bare simili. Guld og diamantglimtende ringe på fingre, lange glimtende halskæder. Rige kvinder fra Saudi-Arabien. Taskerne mærkevarer, de lette elegante sko, det hele diskret, men lækkert, dyrt. De to unge puslede om babyen, på et tidspunkt tog den ene, moren til babyen, en sutteflaske ud af tasken og gav den mælk. Ikke noget med at trække brystet frem.

I køen var der mange forskellige typer, kvinder med tørklæde, kvinder uden, og tre kvinder i niqab, de var også unge, ledsaget af smarte mænd med solbriller og stramme jeans. Så rejste de smukke rige kvinder sig fra mit bord, moren til babyen slog blikket ned og idet hun passerede mig lød et lavmælt »goodbye«.

Der var ikke så længe, til mit fly til Addis Ababa ville lette, så jeg rejste mig og gik. Nu så jeg en hel flok mænd i hvide badekåber og sandaler komme slentrende, måske havde de været i tyrkisk hamam. Senere forstår jeg, at de har rengjort sig, inden de skulle til Mekka.

Jeg forsøger at aflæse virkeligheden, men jeg kan ikke se bag den, jeg kan ikke regne den ud, den er mangfoldig og gådefuld. Jeg prøver at holde sammen på det, jeg ser, med det, jeg ved om virkeligheden, men den viden synes spredt og tilfældig. Den tangerer også fordomme. Sådan skaber vi konstant vores egne virkelighedsfiktioner. Mit blik er forslugent, grådigt, verden trækkes uophørligt ind og går til bunds i erindringen.

Det går op for mig, at transithallen blot er et lille snævert rum i forhold til lufthavnen selv, som, da jeg bevæger mig mod min gate, virker forbløffende stor, og med masser af dutyfree-butikker og en boghandel, hvor jeg endelig får købt en notesbog. I Kastrup havde jeg en Moleskine mellem hænderne, men den var nu en Coca-Cola-reklame, den følte jeg ingen trang til at ikke skrive i.

Jeg havde længe tænkt, at det var en fejl at købe billet hos Turkish Airline. Tyrkiet er i krig med kurderne og Daesh, en bombe i lufthavnen ville ikke være utænkelig. Så skete det i Bruxelles. Den med lufthavnen var god nok, men det er naturligvis helt umuligt at forudse, i hvilken lufthavn den næste bombe vil sprænge. For nogle år siden var jeg i Kashmir, en stærkt islamisk region besat af Indien, vil folk i Kashmir selv sige, hvilket også blev mit indtryk. Jeg tog en bus fra en busholdeplads i Shrinagar, som dagen efter blev ramt af et terrorangreb, der kostede 10 mennesker livet.

***

Jeg så solen gå ned over Bosporus og Istanbul i et langt blændende glimt. Jeg så det fra min plads ved vinduet i det halvtomme fly. Kort efter blev det mørkt. På jorden under mig var der nu helt sort. Senere dukkede lysklyngepletter af byer op dernede. Flere byer nu forbundne med hinanden via lysende veje. Det lignede et parallelunivers, og jeg tænkte på de glimt fra et andet solsystem, som for nylig er registreret, og som nogle stjerneforskere har udlagt som mulige glimt fra et parallelunivers, der kan have eksisteret for millioner af lysår siden.

Det er en mulighed at forestille sig, at den menneskelige bevidsthed er universets eksperiment. Universet har brug for en bevidsthed, der kan opfange og registrere det, det er i hvert fald en tanke, som Inger Christensen har udfoldet i essaysamlingen Del af labyrinten (1982). I så fald må det være universets tanke, at vores bevidsthed skal synke ned i dets egen umådelighed, for den viden, vi har om det hele, ligner mere fjerne anelser om et eller andet, vores bevidsthed på ingen måde er udviklet til at fatte dimensionerne af.

Nu ser vi glimt af et parallelunivers. Nu mener vi, at universet har en begyndelse i big bang. Men nej, nu viser det sig, at universet er for Altid. Kant mente, at den slags udsagn om tidens og rummets begyndelse og varighed filosofisk ikke er mulige, men har rod i en begrebsforvirring, som han selv var sikker på, han havde udredt i Kritik af den rene fornuft (1781). Man kan kun håbe, at det fjerne parallelunivers var – eller hvis det stadig eksisterer – er styret af andre love og vilkår, og ikke som her af ryggesløs kapitalisme, uhæmmet vækst, ussel fattigdom og fanatisk fundamentalisme, krig.

Homo sapiens har brug for følelser, ellers ville det helt opgive projekt blind overlevelse. Det er det lystegn på liv, jeg kan se nede på jorden, som med et forekommer trivielt og trættende. Der er ikke noget nyt under stjernerne på jorden. Men nu ser jeg en ny by af lys, et sært fantastisk mønster som en bort af kaffebønner, der folder sig sammen, eller er det et billede af en gennemskåret hjerne?

Og nu en perfekt lysende spiral. En rund labyrint eller en del af verdenslabyrinten skabt for fremtidens guder, som nu er os, der sidder i flyvemaskiner og ser ned. Hvilket land er det, vi flyver over, spørger jeg en tyrkisk stewardesse. Hun slår ud med armene, ingen anelse. En passager, som har skærmen tændt, siger, det er Egypten, muligvis en del af Alexandria. Men ingen kan sige det med sikkerhed.

Vi er den sidste flyankomst i Addis. Vi stiger ud i en sær stille tomhed og lugten af en ny fremmed verden. Min kæreste henter mig uden for bygningen, en uge i Etiopien har forandret hende, hun er smuk på en ny måde.

Om morgenen vågner jeg i et hus i Bole, kvarteret lige over for Sydsudans ambassade. Haven er fuld af tropiske planter og træer, fugle, katte, rovfugle og store gribbe svæver mellem bygninger. Vi går til Medhane Alem-katedralen, Our Saviours Cathedral, der ligger et kvarters gang herfra i Bole. Man kan se de irgrønne kupler fra lang afstand.

Det er Afrikas næststørste katedral, etiopisk ortodoks, den er kun 10 år gammel, men bygget efter mange af kunstens gamle regler, apostelmosaikker ved indgangsportalen er byzantinsk stil, trækkene er negroide. En præst messer uafbrudt derinde fra, stemmen løber ud af højttalere, ud på pladsen, tilsyneladende dagen lang. Derinde sidder kvinderne på bænke i den ene side, mændene i den anden. Man skal tage skoene af, og ingen utildækket kvinde må træde ind. Min kæreste låner et sort tørklæde af en venlig kvinde, der befinder sig ved en lille bod udenfor. Men ellers er alle indhyllet i lange snehvide klæder, kvinder som mænd.

Der ligger stokke på mændenes side til fri afbenyttelse. Det er til at støtte sig til under de op til syv timer lange gudstjenester. Udenfor ser jeg en kvinde stå med ansigtet presset mod muren i bøn. Mænd og kvinder knæler foran portalen, hovedet helt ned mod jorden, som når muslimerne beder. Det er mærkeligt og fascinerende. Denne fuldstændigt næsegruse religiøsitet.

***

Vi går ud i mylderet af mennesker. Rundt om en evindelig banken og hamren. Addis er en gigantisk byggeplads, men man hører ikke meget til maskinstøj ud over trafikken. Højhuse og skyskrabere bliver opført under vanvittige og primitive forhold; arbejdere står eller hænger fra vakkelvorne stilladser rejst af grene og pinde. Der er ingen sikkerhedsudstyr, de har end ikke handsker, de får gennemsnitlig mindsteløn, 30 dollar om måneden, hvoraf 30 procent skal betales til staten.

Jeg ser en flok unge cementstøvdækkede kvinder bakse med en cementblandertromle. Sådan bliver bygningerne til, en hær af arbejdere med hammer og mejsel opfører spekulanternes fremtid. Det er over hele byen. Byggefeberen. Dubai via Las Vegas kitsch. Det er brutalt. Nogle byggerier falder hen, er gået i stå. Jeg så det for to år siden, da jeg sidst var her, og en del står bare og smuldrer.

Pengene må være sluppet op, firmaet gået konkurs. Men der er altid nye og andre. Byggeboomet er stadig mere intenst. Når jeg forhører mig om, hvor pengene til disse gigantiske byggerier kommer fra, er der ingen, der har noget klart svar. Saudi-Arabien investerer i byggeri, den etiopiske diaspora investerer, staten låner af bankerne, det ligner et uholdbart kredsløb, en boble.

En herboende belgier, ejer af Viewpoint Lodge i Debre Zeyit siger, at det er uforståeligt, men at regeringen muligvis trykker flere og flere penge, en anden, chauffør, har to børn i Finland og et tredje i USA, kan ikke forstå, hvorfra rigdommen kommer, hans nabo, så fattig som han, er pludselig del af et byggeprojekt, men ikke som lavtlønnet arbejder, og en morgen kommer han kørende i ny firhjulstrækker.

Kineserne er for længst ankommet. China Skyscaber Construction, står der på en enorm billboard. Den nye metro er kinesisk, togføreren er kinesisk, skrattende kinesisk lyder fra højttaleranlægget, derefter annoncerer en kælen kvindestemme på amharisk og engelsk destinationerne, mange formaninger, for eksempel pets and fowl are not allowed on the train. 80 procent af udenlandsgælden ejes af Kina. Toget bevæger sig nu adstadigt skrumplende gennem det halvfærdige skyskraberlandskab. Og for øvrigt er H&M ved at flytte deres produktion fra Østen til Etiopien pga. den ekstremt billige arbejdskraft.

***

Bil- og minibustrafikken snegler sig tæt af sted mod Piazza. Den relative ro, der præger Addis, overrasker mig igen. Man bruger ikke horn unødvendigt. En polioramt mand krabber sig over African Avenue. En dværgtorso placeret på et lille tæppe forsøger med skrattende stemme at bevæge de forbipasserende til at lægge mønt i kruset. Der er masser af mennesker på gaderne.

Tilsyneladende frie velklædte kvinder og mænd. Men også pjaltede kvinder og mænd, som vakler sanseløst omkring eller sidder i vejkanter, på hjørner. Stikker en knokkelhånd frem, når man går forbi. Små børn, der løber rundt i trafikken og sælger papirlommetørklæder. Små børn, som stædigt løber efter en og tigger. En blanding af grum misere og vild ekspansion.

Den fremadstormende by i uhæmmet vækst ligner et øjeblik den sønderbombede by. Vældige skeletter af halvt færdige eller smadrede bygninger smuldrer i vinden og lyset, som støvet hvirvler i. Sådan vil flere og flere af fremtidens megabyer se ud, efterhånden som de skyder op rundt om på kloden. Vi går ud på en gangbro, som svinger over en stærkt trafikeret vej bag katedralen. Derfra er der udsigt til hæslig blikskurslum. Bag slummen rejser et pariserhjul sig i en tom forlystelsespark, og bag ved endnu et hasarderet byggeri.

Vi tager en taxa, den gængse blå smadrede Lada, til Merkato, det er det største marked i Afrika, siger nogen. Jeg har vores søn i sele på maven. På gaden er der altid nogen, der griner eller råber »baby, baby« til vores lille dreng. Han er seks måneder gammel, men i Addis er der ikke tradition for at tage børn ud på gaden, før de er fire år. De helt små børn i gaderne er tiggerkvindernes børn.

Vi bliver kørt til en indgang, folk bærer enorme byrder på hovedet, æselkærrer med tårnhøje læs, biler, minibusser, lastbiler, der brummer sig vej gennem mængden. Pas på tyvene, sagde taxachaufføren, der er altid tyve på de store markeder. Jeg føler mig sårbar med min søn i selen på maven. Vi bevæger os ind i Merkato-zonen, en person kryber af sted i støvet mellem de travle ben, han er iklædt en dragt af opsprættede sammenflikkede bildæk, et andet sted ligger en krop i sølet og ser død ud.

Skæbner i støv, mudder (det har regnet for nylig) og affald. Der er en smøge med små boder, smykker, ædle sten, juveler bag glas. Der er en gyde med trækister dekoreret med farvestrålende blomster, der bankes og hamres, kistebranchen i Addis Ababa kan ikke være ringe, men det er heller ikke alle, der har råd til en kiste. Der er en slagtergyde, kødstykker dingler i en sværm af fluer, ådselsæderne mæsker sig, hvor de kan, dykkende fra en grumset himmel. Luften er dårlig, menneskemængden er tæt, der stinker af lort og pis. Vi går ned ad en brostensbelagt gyde. Kaffeceremonien venter.

En ung køn kvinde sidder ved kassen med kopperne, lerkanden på glødende kul i den firkantede metalspand, røgelsesvasen siver sin duftende røg lige ved. Hun har våde øjne, en mand har netop givet hende en tordnende skideballe. Smågrædende serverer hun kaffen. Jeg er pissetrængende, al den kaffe, sønnen stadig i selen, min kæreste holder pladserne ved kaffebiksen.

Jeg går ind i en, ser jeg så, helt fyldt restaurant, et tagselvbord i den ene side, alle deres fasting-retter, injera med linser, kål, kartofler, chili osv. Den intense atmosfære har givet mig momentan madlede, decideret kvalme; jeg bliver guidet gennem restauranten og ud i en baggård, nogle piger med forklæder får øje på min søn og straks råber de: »Baby, baby, baby«. Jeg finder vej til toiletterne. Der er smadrede brusekabiner af trøsket træ, en mand pisser i et hul, der er også en skåret kumme.

Det ler- og jordstampede gulv er vådt af urinsøle. Jeg pisser i kummen, bliver slået tilbage af stanken, som hvirvler op i en fin dråberegn, min søn bryder ud i gråd. Rundt omkring er der mørke nicher eller hjørner, hvor der befinder sig mennesker, obskure lokummer, små baderum, det er svært at se i halvmørket, når stanken får øjnene til at løbe i vand.

***

Vi går videre i denne tilsølede labyrint. Endnu en brostensbelagt gyde, den ser rolig ud, der hænger tøj fra snore, som vimpler tværs over gyden i række efter række fra det ene blikskur til det andet. Vi bevæger os ned ad gyden, måske er det små slumboliger, det er det ganske givet, men nu ser vi, at det er endnu et luderkvarter. Her midt på dagen står letpåklædte piger og poserer i disse slumhytters indgange. Bagved er der nogen, der laver mad, børn leger i baglokalernes mørke i osens drivende skær.

Hver lille slumhytte byder på en frisk purung prostitueret. Der må være små rum med senge bagved, måske ved siden af det primitive komfur, en seng midt i rodet og/eller bag et forhæng. Voldsom prostitution og ortodoks religion. Jeg hører, at man her i Etiopien har et andet forhold til prostitution end i Vesten, mange unge piger kan tjene lidt ekstra ved at trække, det lyder enkelt, lettere harmløst, kønssygdomme, aids florerer. Det kan ikke være harmløst.

En enorm bygning rejser sig for enden af det kvarter, vi nu har vandret rundt i et stykke tid. Blikskure, blomsterhegn, vasketøj, og så med et en skyskraber, der ligner noget fra en anden verden, men det er ikke en anden verden, det er nøjagtig den samme, som i et forrykt skuffedarium af fastlagte livsforløb. Det er AU, African Union. Vejen til AU går gennem sølet og de brogede boligkvarterer, blikhytterne, de hjemløse, de døende, skolerne, hospitalerne, det ubeskyttede liv i denne svimlende etiopisk afrikanske verden. Hvilken idé er rig og fleksibel nok til at løfte denne bund op i et, hvad vi i Vesten forstår som menneskeværdigt liv? Men store ideer har vist sig katastrofale, når de skal gennemføres.

En idé er aldrig et menneske. For 30 år siden var det Derg (komité), der forsøgte at rette dette mangfoldige land med de 83 forskellige sprog ud med den kommunistiske idé, det endte i krig, massakre, hungersnød og i en ny af navn demokratisk regering med oprøren fra Tigray i Nordetiopien, Meles Zenawi, ved roret. Han døde pludselig i 2012, denne pragmatisk skånselsløse, men meget beundrede statsmand efterfulgtes af Hailemariam Desalegn, en mere grå personlighed, siges det, som søger at fortsætte Zenawis hårde, men strukturerede linje. Den afsatte Mengistu, det ultravoldelige Dergs leder, er stadig i eksil hjemme hos Mugabe.

Etiopien er Afrikas hurtigst voksende økonomi. 100 millioner indbyggere. Der er en stolthed her over at være det kristne urland, at det aldrig har været koloniseret. Islam er også stærkt udbredt, og de etiopiske jøder er en minoritet, de få som endnu findes efter massemigrationen til Israel for nogle år siden. Men ude på landet er der stilstand. Den træplov fra oldtiden, der er udstillet på Nationalmuseet, bruger man lige uden for byen. Masse tvangsforflytninger. Tørke.

Lurende sultkatastrofe, som regeringen ikke ønsker, at der rapporteres om. En spirende etnisk konflikt. Oromo, der udgør en tredjedel af befolkningen, er undertrykt med hård hånd. Vi mødte Oromo-flygtninge i The Jungle, flygtningelejren i Calais i foråret 2015, men de har ingen chance for ophold, fordi de ikke som migranterne fra Eritrea har flygtningestatus. Det etiopiske styre er gennemkontrollerende, spioner overalt, udbredt internetovervågning. Og strømme af mennesker driver på vejene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Nielsen
  • Morten P. Nielsen
  • Anne Eriksen
Claus Nielsen, Morten P. Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer