Denne version af artiklen er ændret i forhold til papirversionen.
Se, hvordan de bare hænger der på gaden. En lille gruppe unge mænd står henslængt i en port på et af billederne i Rigsarkivets aktuelle udstilling. Har de ikke noget bedre at tage sig til? Et sted at være?
Nej, det har de faktisk ikke. I 1950’erne var der bolignød i København, og det betød, at unge mennesker boede hjemme hos deres forældre i overfyldte lejligheder. Fritidstilbud var der ikke mange af. Så de hang på gaden. Og det var farligt.
»Frygten for en ny verdenskrig mellem øst og vest blev også til en frygt for ungdommen. Mange unge hang på gadehjørnerne og havde dårlige sociale vilkår. Det fik både borgerlige og socialdemokrater til at frygte, at de unge måske kunne blive præget af farlige, kommunistiske ideer, der kunne bane vejen for sovjetisk indflydelse i Danmark,« fortæller Anders Dalsager, der som led i sit ph.d.-projekt om politiske ungdomsorganisationer står bag udstillingen på Rigsarkivet.
Generation Kold Krig hedder udstillingen i Rigsarkivets indgang, og den handler om de unge mennesker, der blev voksne, mens Churchill talte om jerntæppet, der sænkede sig over Europa. Truende avisoverskrifter, aflytningsredskaber, dokumenter fra politirapporter og partieksklusionssager blandes i udstillingen med tegneserier og singleplader og billeder af store ungdomsfestivaler og dansende unge mennesker.
»Det ligner jo en ubekymret ungdom,« siger Anders Dalsager og peger på et billede af smilende unge mennesker, der danser til asfaltbal på Enghave Plads. »Men den kolde krig påvirkede rigtig meget i deres hverdag. Selv ting, de måske ikke lagde mærke til.«
Her taler han ikke kun om den konstante og reelle frygt for et nyt krigsudbrud – i en Gallupmåling fra 1959 sagde 73 procent, at de mente, der var fare for en ny verdenskrig – men også om den indflydelse, frygten for ungdommen havde på deres fritid.
I 1950’erne er der meget få offentlige fritidstilbud for unge sammenlignet med i dag, særligt i de københavnske arbejderkvarterer. Og nogle af de første egentlige ungdomsklubber, der her bliver oprettet, drives faktisk af politiet, siger Anders Dalsager:
»Det viser, at det handler meget om kriminalitetsforebyggelse. Myndighederne mente, at hvis de unge ikke havde noget at tage sig til, så var der stor risiko for, at de ville blive kriminelle. Igen et eksempel på, at man nærmest forventede, at unge ville udvise asocial adfærd.«
Politiet var festarrangør
Efter Anden Verdenskrig begyndte den amerikanske populærkultur at finde vej til danske ungdomsværelser, og i voksengenerationerne frygtede mange, at det ville føre til forfladigelse af unge.
»Det var ikke bare dårlig kultur. I medierne og blandt meningsdannere blev der tegnet et billede af, at den nye musik opfordrede til vold og oprørsk opførsel. Rock’n roll udfordrede den meget styrede orkestermusik ved at fungere meget mere selvorganiseret og på de unges egne præmisser. Det var ikke noget, man brød sig om i et stadig meget patriarkalsk samfund. Man frygtede ’læderjakkerne’.«
Anders Dalsager viser mig billeder fra Rådhuspladsen i København, hvor en flok unge mænd i 1956 hænger ud efter at have set filmen Rock Around the Clock med Bill Haley. Her kom de i klammeri med politiet, der ikke mente, at de skulle stå dér.
»Det er virkelig voldsomt. De har kniplerne fremme og det hele.«
Opdragelse til terror
Det er både de kulturradikale og de konservative, der ikke bryder sig om påvirkningen fra USA. Måske ikke af de samme årsager, men i hvert fald er utilfredsheden så udbredt, at det presser forlaget Aller til at stoppe udgivelserne af flere tegneseriehæfter.
Forfatteren Tørk Haxthausen skriver bogen Opdragelse til terror, der handler om, hvad de amerikanske seriehæfter udsætter de unge letpåvirkelige læsere for. Haxthausen mener, at man kan blive både bøsse, mandehader og voldelig og få et forkvaklet kropsideal og en »tvivlsom seksualmoral« af at læse dem.
»Den brutale underholdning kan være et vigtigt led i et barns udvikling til forbryder, sommetider kan den være netop det, der sætter en katastrofe i gang,« lyder et citat fra bogen hentet fra Comicwiki.
Og frygten udløste ikke kun en heftig tegneseriedebat, viser et billede i udstillingen. Under en papmachéfigur af Fantomet ligger bunkevis af seriehæfter, som en stor gruppe seminariestuderende har taget initiativ til at forme et bål af.
»Det er altså ikke meget mere end ti år siden, at man forfærdedes over nazisternes afbrænding af uønsket litteratur, og nu arrangerer man det selv. Jeg tænker, at det kun sker, fordi man dengang ikke betragtede tegneserier som litteratur,« siger Anders Dalsager.
Selvom utilfredsheden med den amerikanske påvirkning var stor, så var frygten for den intet ved siden af frygten for Sovjetunionen og kommunismen, der trivedes bredt blandt danskerne, både blandt socialdemokrater og borgerlige. Den socialdemokratiske og den kommunistiske ungdomsorganisation kæmpede om de unges opmærksomhed både på arbejdspladserne og i fritiden.
Socialdemokraterne arrangerede asfaltballer og andre fornøjelser for at holde de unge væk fra de tilbud, som kommunisterne lokkede med, og det var blandt andet de store internationale ungdomsfestivaler, som Sovjet arrangerede. Unge mennesker kunne meget billigt komme til et andet land og møde tusindvis af andre unge, der også var kommet for høre koncerter og se shows.
»Sovjet havde slet ikke lige så attraktive kulturprodukter som amerikanerne, men de prøvede at kompensere for det ved hjælp af bl.a. særlige ungdomsfestivaler og sportsarrangementer. Mens de bedste vestlige fodboldlandshold helst ville slippe for at komme til Danmark for at spille mod det danske landshold, der dengang var amatører, så stillede Sovjet gerne op til venskabskampe.
Den første livesending af en fodboldkamp på dansk fjernsyn var en venskabskamp mellem Sovjetunionen og Danmark. Danmark var på det tidspunkt ikke engang professionel, mens Sovjet havde et af verdens bedste hold. Det var en kæmpe begivenhed og en stor propagandasejr for Sovjet, når deres fodboldspillere fik lov at brillere for øjnene af danskerne, mens Gunnar Nu Hansen kommenterede,« siger Anders Dalsager.
Helte og fnatmider
Under besættelsen vandt kommunisterne sympati på grund af deres rolle i modstandskampen, men det vendte hurtigt. Og i 1950’erne var der behov for at markere forskellen på den gode fælles sag og den røde fare.
Filmen Blændværk fik premiere i 1955. I filmen vikles to rodløse, naive og forelskede unge mennesker ind i den lokale kommunistiske partiforening, hvor de pludselig får en rolle i en planlagt sabotage mod et skib. Heldigvis får et samvittighedsfuldt partimedlem, spillet af stjernen Poul Reichardt, nys om sagen og konfronterer lokalformanden spillet af en anden stjerne: Kjeld Petersen.
Stemningen er anspændt mellem de to partifolk, da Poul Reichardt visler til Kjeld Petersen: »Tror du måske, jeg hører til idioterne, der står og råber hurra, hver gang du eller en anden begår en gemenhed i folkets navn? (…) Hvis det virkelig er partiet, der står bag det her, så er partiet et blændende idioti, der opfostrer sjovere af din slags!«
»Hvad bilder du dig ind og stå der og være hellig? Du har selv taget turen!« lyder svaret.
»Under krigen, ja. Det var en anden sag.«
»Vi kæmper stadig med alle midler, forstår du! Alle!«
»Almægtige Gud,« siger Poul Reichardt. »Her har jeg troet på hele møget. Stillet til møder dag og nat og rendt her og der med propaganda. I 15 år har det været hele mit liv, og så står her min partiformand parat til at lemlæste folk.«
»Jeg får dig smidt ud af partiet!«
»Ja, kør du bare på. Jeg er ligeglad! For jeg stiger af her. Jeg er færdig, forstår du! Færdig! Din lille fnatmide. Kravler op ad partiets rangstige hagende sig op med neglene et stykke ad gangen. Så er det celleleder, så partiformand og så partisekretær, og så er det, jeg ved ikke hvad. Men det bliver altså ikke med mig som håndlanger!«
Derpå opstår et gedigent håndgemæng, og så er det, at Poul Reichardt finder den unge Børges pas blandt partiformandens papirer. Partiformanden virker noget beklemt, da Reichardt igen går til angreb: »Nu er det dig og mig, der skal tale sammen, din forbryder. Får unge mennesker til svinestreger. Men nu skal du have tæsk! Tæsk!«
Lille tiltro til de unge
I denne ene actionfyldte scene indgår hele filmens motiv. Anders Dalsager betragter plakaten til filmen, der også vises på udstillingen, og titlen Blændværk.
»I filmen ser vi tydeligt den frygt for ungdommen, der præger 1950’ernes kolde krig. Filmen fortæller, at kommunisternes budskaber til unge er blændværk, der skal afvises. Men samtidig viser filmens handling ikke meget tiltro til, at unge selv kan forholde sig kritisk til det, de hører. Når filmens unge ender i ekstreme situationer, er det, fordi voksen- generationen ikke har taget sig af dem og holdt dem på rette spor. Det går igen og igen i handlingen og viser noget om den patriarkalske kultur, filmen udspringer af.«
1950’erne er fyldt med kritik af de unge fra voksengenerationerne. Politikerne frygter, at dansk erhvervsliv ikke er effektivt nok, og at hærens værnepligtige ikke er disciplinerede nok til at forsvare landet mod truslen fra øst. Og de unge er en af de grupper, der bliver skældt ud på: De er ikke flittige nok, og de er ikke disciplinerede nok. Og man søger at løse det gennem sanktioner af de unge.
»Måske er der lidt en parallel til i dag, hvor der ofte bliver udtrykt kritik af de unges evne til at komme hurtigt gennem deres studier og til at finde lærepladser?«
Han peger også på paralleller med nutidens frygt for unge menneskers radikalisering og ikke mindst med håndteringen af den. Han fremhæver en historie om en 18-årig socialdemokratisk metalarbejderlærling, der i 1959 havde meldt sig som medarrangør af en rejse til en kommunistisk domineret ungdomsfestival i Wien. Håndteringen var bestemt ikke præget af dialog.
»I stedet endte det med, at han blev skældt ud i aviserne, smidt ud af DSU, og at moren fik hans arbejdsgiver til at flytte hans ferie, så han ikke fik mulighed for at tage af sted. Hele sagen er et eksempel på den frygt for unge, der kan opstå, når der er et polariseret klima i samfundet.«
I et nyt verdensbillede er det ikke længere kommunismen, men terrorhandlinger og islamisme, der frygtes. Men Anders Dalsager mener at kunne genkende nogle af de samme mekanismer og den samme polarisering, der giver grobund for frygten for ungdommen. Og inden voksengenerationen bliver alt for bange, har han en lille opfordring:
»Når terrortruslen skal bekæmpes, også blandt unge, skal vi måske passe på ikke at glemme, at den demokratiske dialog også kan være et godt redskab, når det skal diskuteres med unge, hvad der er rigtigt og forkert.«
’Generation Kold Krig’. Rigsarkivet, København. 21. maj-2. december, tirsdag-fredag kl. 9-16
