Læsetid: 9 min.

Hør her, menneske!

I fiktionens spejl ser vi, hvad vi har været, hvad vi er, og hvad vi kan blive. Litteraturen og kunsten kan hjælpe os med at begribe klimakrisens konsekvenser og gøde jorden for en kulturel omstilling. Det mener både en forfatter og en kulturforsker
I fiktionens spejl ser vi, hvad vi har været, hvad vi er, og hvad vi kan blive. Litteraturen og kunsten kan hjælpe os med at begribe klimakrisens konsekvenser og gøde jorden for en kulturel omstilling. Det mener både en forfatter og en kulturforsker

Johanne Sorgenfri/iBureauet

10. juni 2016

I maj var der en isbjørn på Christiansborg Slotsplads. Den hang højt oppe spiddet af et kurvet olierør, der skulle symbolisere CO2-udledningens himmelflugt. Godt nok en isbjørn formet i kobber af den danske billedkunstner Jens Galschiøt, men stadig smertelig at se på, sådan som skindet truede med at briste.

Skulpturen Unbearable blev rejst i Paris i forbindelse med FN’s klimakonference sidste år, og i foråret fik Alternativet fragtet den til København for fortsat at gøre opmærksom på klodens tilstand.

Men klimakunsten dukker ikke kun op i forbindelse med store politiske møder i europæiske storbyer. Hele foråret har man i den nordjyske kommune Rebild kunnet opleve udstillingen Klimakunst i de gamle Thingbæk Kalkminer med alt lige fra lysinstallation af solcellelamper til smeltende isskulpturer.

Også i den danske litteratur har klimabekymringen de seneste år manifesteret sig på forskellig vis: I Theis Ørntofts undergangslyrik Digte 2014 (2014), hvor jeget forbander det oliepumpende samfund, eller i Charlotte Weitzes nye roman De afskyelige (2016), hvor Kenneth med svedproblemer lider særligt slemt under den globale opvarmning.

Og i april udkom den norske forfatter Maja Lundes bestseller Biernes historie på dansk, historien om menneskets skæbne, hvis de små bestøvende insekter dør.

Hvis isbjørnen i dag er et symbol på, hvordan mennesket truer med at udslette dyrearter, er bien omvendt symbolet på, hvor afhængig mennesket er af sine omgivelser – selv de mindste væsner på jorden.

Livet i kuben

Det var dokumentarfilmen More Than Honey (2012) om biernes forsvinden verden over – det helt virkelige og nutidige fænomen Colony Collapse Disorder (CCD) – som vakte Maja Lundes interesse for bierne. Historien om, hvordan de tilsyneladende fra den ene dag til den anden forsvinder fra de bistader, som mennesket igennem århundreder har tæmmet dem i, både skræmte og fascinerede hende, fortæller hun.

I Biernes historie følger vi frøhandleren William, som i 1850’ernes England drømmer om at drive sine naturvidenskabelige studier videre og udvikle en ny og bedre bikube, der kan bringe ære til hans navn og slægt.

På Williams’ tid bugner naturen med modne frugter, »æbletunge træer, saftige blommer, dryppende, sødmefyldte pærer, og jorden, endnu ikke færdighøstet, men fuld af knasende, sprøde gulerødder, græskar, løg, duftende urter langs markerne, alt sammen klar til at blive plukket, til at blive spist«.

Det er en tid fuld af optimisme og tro på, at mennesket gennem videnskab og teknologi kan beherske og drage fordel af naturen.

I 00’ernes USA er George ramt af bidøden på sin farm. Store dele af de amerikanske landbrugsområder er domineret af soja- eller majsmarker så langt øjet rækker og et stadigt mere ustabilt klima. Måske derfor får bierne lige pludselig nok, for de kan hverken lide regn i massevis eller planter uden nektar.

Og i et fremtidigt Kina arbejder kvinden Tao med at håndbestøve frugttræer dag efter dag. Bierne er væk, og verden er ramt af stor hungersnød. Man fornemmer katastrofen som en ulmende baggrund, og konfronteres med den, da Tao tager til Beijing og finder en by i ruiner, en arena for alles kamp mod alle.

De tre hovedpersoner har det til fælles, at de vil det bedste for deres børn. Men i dette snæversynede begær er de samtidig deres egen værste fjende – de kvæler ikke blot forholdet til deres børn, men mister også synet for, at de er en del af en større og mere kompleks verden.

»Jeg prøvede at holde det lille billede op mod det store: at vi måske glemmer alle de andre børn, fordi vi instinktivt kun tænker på vores egne. Vi mennesker er jo trods alt også kun dyr, som først og fremmest tænker på vores afkom. Vi prøver at give vores børn det bedste, men nogle gange glemmer vi måske, at det også kan være nok, at det kan blive for meget. Måske har vores barn ikke brug for en ny iPhone, men blot et godt knus,« forklarer Maja Lunde.

Bierne kan være en inspiration til at tænke mere solidarisk, for de tænker først og fremmest på balancen og harmonien i hele kuben, ikke kun på deres eget.

Den litterære startgnist

I Biernes historie er frøhandleren William den mindst kloge, fordi han ikke formår at se sine omgivelser og menneskene omkring sig, fortæller Maja Lunde.

Det var vigtigt for hende at tegne et billede af, at mennesket bliver klogere, jo længere frem i tiden vi kommer – at der er lys og spirende håb forude trods det golde fremtidslandskab, hun maler.

»Jeg ville ikke have, at den skulle være helt sort. Det ville ikke have været naturligt for mig, sådan er jeg ikke som menneske. Jeg tror, at det kan lade sig gøre for os at løse klimaudfordringerne, hvis vi bare vil. Mennesket har også tidligere skabt utrolige ting – når der løftes sammen, når der samarbejdes. Tænk blot på genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig.«

Idéen om, at litteraturen kan plante nye forestillinger om verden i os, interesserer også Gregers Andersen, postdoc ved Københavns Universitet.

I sin forskning i klimafiktion har han beskæftiget sig med, hvordan menneskets påvirkning af klimaet og økosystemer kommer til udtryk i kunsten og kulturen.

Klimafiktion – eller cli-fi – er fiktioner, der inkorporerer det videnskabelige faktum, at Jordens økosystemer er i gang med at bryde sammen under menneskeskabt forurening og global opvarmning. Det kan være i apokalyptiske fortællinger og katastrofescenarier, men den globale opvarmning kan også bare tematiseres ved at være en del af den verden, som fiktionen foregår i.

De menneskeskabte klimaforandringer er skabt på baggrund af en kulturel forestilling om, at mennesket er hævet over alt andet, og at naturen – alt det, der ikke er menneskeligt – kan udnyttes grænseløst.

Gregers Andersen mener, at kunsten og litteraturen netop kan være katalysatorer for at tænke vores verden på en anderledes måde, at gentænke menneskets forhold til sine omgivelser – at gøre op med tanken om, at der er en stiplet linje rundt om menneskekroppen, der adskiller os fra alt andet.

»Vi har brug for nogle nye logikker at tænke med, men også en ny indstilling af vores sanseapparat, en ny måde at begære på, at tænke det gode liv. Det er i høj grad det, som kunsten og litteraturen kan skubbe på med: prøv lige at se på jer selv, prøv lige at se på jeres logikker, som I har administreret verden med, hvordan synes I selv det går? Det er jo meget det, klimafiktionen gør, når den fremfører nogle af disse katastrofescenarier. Den holder et spejl op og siger: udskift dog den prisme, I ser verden igennem,« forklarer Gregers Andersen, der netop har udgivet debatbogen Grænseløshedens kultur, hvori han argumenterer for, at vi har brug for en kulturel omstilling, en redefinering af vores kulturelle koordinater, hvis vi skal kunne håndtere udfordringerne i fremtiden.

Et laboratorium for forestillinger

Klimafiktionen opstod i 1970’erne i USA – Gregers Andersen peger på filmen Sullen Green fra 1973 som den første fiktion, der havde en reference til drivhuseffekten – men fænomenet popper for alvor op i 80’erne, da man videnskabeligt og politisk begynder at interessere sig for den globale opvarmning.

Efter årtusindeskiftet har vi fået en del europæiske fiktioner, som på den ene eller den anden måde behandler klimaforandringerne, og ifølge Gregers Andersen er det interessante ved cli-fi netop, at det kan bruges som en fiktiv katalysator på et væld af måder.

Og der er masser af klimafiktioner, som ellers ikke kan kategoriseres som sci-fi overhovedet. Derfor er det også for enkelt kun at se det som et udspring af science fiction-genren, og derfor fortjener det sin egen betegnelse, mener han.

I Danmark så man allerede i 70’erne en række miljødigte, f.eks. hos Thorkild Bjørnvig, hvor »Jorden er en art krop med stofskifte, kredsløb, med reaktioner på misbrug og overgreb, kærlighed og pleje«.

De seneste år har klimakrisen manifesteret sig igen hos unge lyrikere som Amalie Smith, Liv Sejrbo Lidegaard og Victor Boy Lindholm.

Her finder man et opgør med forestillingen om menneskets privilegerede position i forhold til sine omgivelser. Til gengæld fremskrives forestillingen om, at mennesket også er natur – blandt andet ved at interessere sig for kroppens biologi og anatomi, bakterier osv.

Men man kan også kritisere lyrikken for ikke at komme med alternativer, mener Gregers Andersen, for litteraturen er netop et rum, hvor nye forestillinger om verden kan fødes og så frø hos folk.

»Litteraturen har både et kritisk potentiale i sig ved at holde et spejl op for os, men samtidig også et utopisk potentiale ved at komme med nye idéer og skitser til at omstille os til en ny verden. Cli-fi er på mange måder som et laboratorium,« siger han og mener, at litteraturen kan være et supplement til naturvidenskabens empiri i forhold til at tænke en klimaforandret verden.

»De fremtidige verdener, som tegnes i FN’s klimarapporter, er kun grove skitser baseret på naturvidenskabelig empiri. Det fiktionen kan er, at den kan gå forud og forestille sig samfundet og mennesker leve under disse betingelser. Vi har brug for cli-fi, fordi vi har brug for modeller til at tale om fremtiden, så vi kan forberede os på det, der kommer. Så har vi en potentiel mulighed for at beherske vores fremtid,« siger Gregers Andersen.

For Maja Lunde var motivationen for at skrive bogen også idéen om, at fiktionsformen gør det lettere at begribe en tematik.

»I litteraturen er du jo i en oplevelse i stedet for kun at registrere eller se det på afstand, og så er det vanskeligt at distancere sig,« mener hun.

Hun oplever, at nogle læsere ligefrem kommer op til hende for at fortælle, at bogen har fået dem til at opleve naturen på en ny måde: »Mange siger, at ’åh, du har fået mig til at høre bierne summe i naturen, det har jeg aldrig lagt mærke til før!’ Det er det, som skønlitteraturen kan bidrage med – at forstå og begribe nye perspektiver på verden.«

Fem klimafiktioner

Peter Høeg: ‘Effekten af Susan’ (2014)

Social ulighed, forurening og klimaforandringer er omdrejningspunktet for det spændingsmættede plot, hvor Fremtidskommissionen er i gang med at planlægge, hvordan man skal redde de firetusind vigtigste personer i landet. Først lurer undergangen i periferien, men langsomt kommer samfundsopløsningen tættere på.

Theis Ørntoft: ‘Digte 2014’ (2014)

Postapokalypse og mørk økopoesi. Sådan har anmeldere beskrevet Ørntofts undergangslyrik anno 2014. Jeget har kviksølv i lungerne, flyforbindelser i huden og nordiske nerver viklet ind i tigerøkonomier. Økologisk sammenbrud og politisk krise går hånd i hånd i det oliepumpende samfund, og jeget gør mod himlen i afmagt.

Liv Sejrbo Lidegaard: ‘Fælleden’ (2015)

Digtenes jeg er taget på telttur med andre mennesker – måske på Amager Fælled ved Øresund, som titlen også lægger op til. I hvert fald skimtes Mærsks containerskibe ude i horisonten. Fælleden er et sted mellem natur og kultur: Jeget fylder lommerne med lyng og vil gerne finde muslinger ved stranden, hvis altså havet stadig er koldt nok.

Charlotte Weitze: ‘Den afskyelige’ (2016)

En roman om kærligheden mellem en varm mand og en kold kvinde. Med tendens til øget svedproduktion er det hårdt at være Kenneth i et klima, der bliver varmere og varmere, og han kaster sig ud i kampen for at stoppe klimaforandringerne. Til gengæld er Heidi udstyret med særligt kolde indre organer, som har tilpasset sig et ny klima.

Rasmus Nikolajsen: ‘Tilbage til unaturen’ (2016)

Digteren har forladt sit studerekammer og er flyttet ud i naturen – eller som titlen foreslår ud i ‘unaturen’. For mødet med naturen viser sig konstant at være indtaget af kultur: Havørnen er majestætisk eller ‘swag’, og det sidste lange digt tilegnes den endeløse globalt opvarmede regn, der får kloakkerne til at synge ‘klimakrise’.

 

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Godt nyt fra klimafronten

    10. juni 2016
    En rejse til Bangladesh og mødet med mennesker, der lever med klimaforandringernes direkte konsekvenser, blev startskuddet til 23-årige Klaas Decortes kamp for en mere bæredygtig verden. Hjemme i Bruxelles har han startet magasinet Green Boomers, hvor unge kan medvirke til at fremme den grønne omstilling
  • Fisk i baggården giver grøntsager på bordet

    10. juni 2016
    I New York City bliver det stadig mere populært at dyrke afgrøder i byen. Oko Farms giver mulighed for billigere fødevarer og gør usikre nabolag mere trygge
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu