Læsetid: 12 min.

Hvem skal gå forrest i kampen for planeten?

Kloden er fuld af klimaskurke, men hvor er helten – hvem er vor tids klimaguru, der skal lede de kommende generationer mod en sikker fremtid? Information har sat jagten ind på klimaets Che Guevara
Kloden er fuld af klimaskurke, men hvor er helten – hvem er vor tids klimaguru, der skal lede de kommende generationer mod en sikker fremtid? Information har sat jagten ind på klimaets Che Guevara

Johanne Sorgenfri/iBureauet

10. juni 2016

Der faldt stjernestøv over Samsø, da Time Magazine i 2008 kårede Søren Hermansen til årets klimahelt.

Ganske vist havde samme anerkendte magasin fire år tidligere kaldt Bjørn Lomborg »miljøbevægelsens Martin Luther«, men synspunkter skifter, og én tids helt bliver hurtigt den ny tids skurk.

Og således skete det. Fra slutningen af 00´erne tippede balancen i den internationale klimadebat, og den videnskabelige konsensus, om at de hastige klimaforandringer primært er menneskeskabte, vandt så at sige slaget om at definere sandheden.

Derfor kom blandt andre Søren Hermansen pludselig på de internationale mediers radar. Den tidligere skolelærer havde stået i spidsen for Samsøs imponerende grønne omstilling, hvor det på blot otte år var lykkedes de godt 4.000 indbyggere at blive 100 procent selvforsynende med vedvarende energikilder. Øen, der tidligere var afhængig af kul og olie, var endda blevet eksportør af bæredygtig energi til resten af landet.

Et helt samfund sluttede således troligt op om Søren Hermansen, da han i årene forud for den succesfulde omstilling var gået fra dør til dør, fra borgermøde til borgermøde, for at mobilisere alle lokale kræfter for en hastig og nødvendig grøn omstilling.

–Jeg leder efter en slags klimaets Che Guevara, kunne det være dig?

»Ja da. Jeg hopper ind i telefonboksen og skifter til heltekostume, så snart der er brug for det. Jeg har faktisk lige været på en mission,« svarer Søren Hermansen på en telefon, da det lykkes at fange 2008-miljøhelten mellem to af hans tilsyneladende mange rejser.

Følg klimakampen – uge for uge

Hver uge følger vi klimakampen og de store og små skridt, der tages i henholdsvis den rigtige og forkerte retning. Og hver fredag kl. 12 sender vi et overblik i din indbakke. Tilmeld dig her.

Al Gore eller den lokale smed?

Søren Hermansen, helten fra Samsø, fortæller, han kort forinden har opholdt sig tre uger i Japan for at rådgive om grøn omstilling. Og at han netop er kommet tilbage fra Canada, hvor han har talt om bæredygtig udvikling med oprindelige folk, eskimosamfund, der lever off grid og kæmper for at bevare ikke bare deres identitet, men også rent bogstaveligt deres land.

»Det er folk, der forsøger at finde deres egen spirituelle dagsorden i en verden, hvor de konstant flyttes fra sted til sted, fordi der er guld, olie eller andre mineraler, som er vigtigere,« siger Søren Hermansen, der dagen efter dette interview haster videre til Hawaii-øen Molokai hvor de ønsker at skabe en bæredygtig ø efter Samsø-modellen.

»Så du kan se, ringer de stadig til mig for at høre om bæredygtig udvikling. Min heltestatus er uforandret.«

Alligevel, skrevet i al respekt, er det ikke Søren Hermansen, de fleste tænker på, når talen falder på superhelte, revolutioner og Che – og det ved han nu også godt selv.

»Nej, det er jo egentlig noget pjat og en meget kommerciel udnævnelse. De laver mange af de her lister med årets personer, og for dem handler det jo bare om at sælge magasiner,« siger han og fortsætter:

»Men har vi brug for sådan én helt eller guru? Al Gore satte en helt ny dagsorden med An Inconvenient Truth, og det var meget dygtigt gjort. Vi nærede alle næsegrus beundring for hans klimashow, der var fremragende og et fantastisk projekt, der visualiserede den udfordring, vi står over for. Det var både modigt og flot. Men i dag er han gledet lidt ud af kampen og er mere en kransekagefigur, der stiller op ved festlige lejligheder.«

Søren Hermansen tror mere på ideen om, at der er brug for mange helte – på alle niveauer og lokaliteter. Det har også vist sig at være grundlaget for den grønne revolution på Samsø og alle andre steder, hvor tingene er lykkes.

På Samsø er den lokale smed, der købte ideen om grøn omstilling, efteruddannede sig og tilbød at skifte folks oliefyr ud med nye grønne løsninger, derfor lige så stor en helt som Al Gore, der flot brugte sin politiske slagkraft til at sætte dagsordenen, mener han.

»Det er nødvendigt at have en figur, en person, der tager de første skridt, som andre kan følge og dermed skabe en bevægelse. Men omstillingen er så omfattende og involverer stort set alle fag, industrier og niveauer af magt, så det er ikke en enkelt person, der kan lede omstillingen,« siger Søren Hermansen, der mener, det måske er mere korrekt at tale om pionerer end om revolutionære ledere eller helte.

»Det gælder om at finde sådan nogle pionerer inden for hvert eneste område, i hver en landsby og i hver en egn, som kan få andre med. Folk, som andre kan koble sig på. Men der er ikke kun én person.«

Samme tilgang til klodens klimaløsninger havde den amerikanske professor Elinor Ostrom, der i 2009 modtog Nobelprisen i økonomi for netop sine betragtninger om fællesskabets ressourcer – såsom vand, luft, jord – og forvaltningen af disse.

Ved blandt andet at studere oprindelige folk i regnskoven lagde hun fundamentet til sin politiske teori, der kaldes polycentric approach, og som hævder, at det ikke er én person eller institution – eller et klimatopmøde – der er løsningen. Det kræver, at mange viser veje at gå, og at alle deltager.

Blandt hendes otte principper for forvaltningen af de fælles ressourcer (the commons) er, at forvaltningen skal tage udgangspunkt i lokale behov; at alle – fra græsrodsniveau til øverste myndighed – skal gøres ansvarlige, og ikke mindst at de, som bliver direkte påvirket af måden, ressourcerne forbruges på, skal være med til at udforme reglerne for brugen af disse.

DiCaprio, Musk og McKibben

Der kan altså være mange klimahelte derude, hvilket lyder lovende. Især når man tager betragtning, at den grønne omstilling, som alle siger skal gennemføres, fortsat går alt, alt for langsomt.

For selvom der produceres flere økologiske grøntsager og andelen af grøn energi hele tiden øges, er det langtfra nok til at stoppe stigningen i udledningen af drivhusgasser.

Det globale forbrug og antallet af mennesker på Jorden vil fortsat vokse de næste årtier. Koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger, kloden bliver varmere, og en dag vil det være for sent at reagere.

Det synspunkt er miljøaktivist, journalist og forfatter Bill McKibben helt enig i. I midten af 00´erne skabte han platformen 350.org og det i en tid, hvor de fleste miljø- og klimaorganisationer fortsat troede på, at vejen til en fælles forståelse og reaktion på klimaudfordringen gik igennem dialog med industri og politikere.

McKibben ser helt anderledes på sagen. Dialog, frivillighed og sniksnak hjælper ikke. Han mener, at den eneste måde at ændre den katastrofale klimakurs på er at presse industrien på pengepungen. Derfor må strategien være at slukke for strømmen af finansiering til den skadelige olie-, gas- og kulindustri, hvilket efterfølgende har vist sig at være langt mere populært og hurtigvirkende, end de fleste i industrien nok havde regnet med.

McKibben er i USA især kendt for at organisere kampagner vendt mod Keystone XL-rørledningen, der skal forsyne USA med olie udvundet af canadisk tjæresand. Men globalt er det netop kampagnen for at frasælge investeringer i den fossile brændselsindustri, der har vakt opsigt og vundet udbredelse.

Startskuddet til kampagnen var en artikel i Rolling Stone Magazine fra juni 2012 med titlen ”Global Warming’s Terrifying New Math”, hvor Mckibben på meget overskuelig vis påviste, at rundt regnet 80 procent af alle kendte forekomster af kul, olie og gas af hensyn til klimaet nødvendigvis må forblive i undergrunden.

Siden er det lykkedes at få en lang række universiteter i USA og Europa til at frasælge deres investeringer i kul-, olie- og gasindustrien – ligesom hele byer, blandt andre København og Oslo, har tilsluttet sig kampagnen.

Det samme har flere investeringsfonde og pensionskasser – også danske – der i første omgang frasælger investeringer i kulindustrien. Store børsselskaber har fulgt trop, og tilbyder nu aktieporteføljer frie af investeringer i kul, olie og gas.

I december 2014 blev McKibben tildelt den alternative Nobelpris i Stockholm for sit vigtige arbejde med at sætte fokus på klimaudfordringerne. Kort efter meddelte McKibben, at han trak sig som bestyrelsesformand for 350.org for i højere grad at kunne koncentrere sig om aktivisme.

Det skete, samtidig med at McKibben over en frokost med det britiske dagblad The Guardians daværende chefredaktør, Alan Rusbridger, netop havde forklaret, at det ikke så meget er politikerne, der er udfordringen: »Det er de store fossile olie-, gas og kulselskaber, der er problemets rod.«

Kort efter igangsatte The Guardian sin egen kampagne, ”Keep it in the ground”, hvor avisen går i offensiven for at presse pensionskasser og investeringsfonde til at gå uden om olie, kul og gas.

McKibben er derfor en af de klimahelte, der i øjeblikket har den måske største reelle betydning for klimasagen. Alligevel er der andre klimahelte, som er mere kendte – nok egentlig mest fordi de i forvejen var kendte.

En af dem er skuespilleren Leonardo DiCaprio, der i løbet af de seneste år er blevet stadig mere aktiv i klimakampen. I september 2014 talte DiCaprio ved åbningen af FN´s generalforsamling i New York, hvor han mindede de tilstedeværende politiske ledere om, at ansvaret er deres: »I kan enten skabe historien eller blive dømt af den.«

Og i dette års januarudgave af Rolling Stone Magazine fortæller DiCaprio om en ny naturdokumentar, han er medskaber af, og som skal vise, hvordan verden ødelægges af klimaforandringerne. Selv har han ved flere lejligheder fortalt, hvordan klimaspørgsmålet mere end noget andet ligger ham på sinde. I Rolling Stone Magazine siger han blandt andet:

»Vi kan på ingen måde påstå, at vi ikke er hykleriske omkring den (klimasagen, red.), og der er ikke noget tidspunkt på dagen, hvor jeg ikke tænker på det her. Det store spørgsmål er, om det er for sent.«

Det er det muligvis, hvis man spørger en anden af tidens fremadstormende klimahelte, Sydafrikanske Elon Musk, der foruden at være grundlægger af Tesla Motors, SolarCity og Paypal også har oprettet og ejer SpaceX, et program, der har som mål at etablere den første menneskekoloni på Mars, for »at minimere risikoen for, at menneskeheden uddør«.

Elon Musk spiller derfor på to heste. Hans elbiler og solenergianlæg skal fremme produktion og forbrug af grøn energi. Men skulle det ikke lykkes at gennemføre omstillingen i tide, er plan B at flytte til Mars.

Troen på, at det kan lade sig gøre

Tilbage hos Søren Hermansen, hvor tankerne slet ikke kredser om at emigrere til Mars eller nogen anden form for plan B. Han mener, omstillingen er en nødvendighed og vil slet ikke tænke på alternativerne.

Selv har Søren Hermansen lært af Sven Auken, der er hans eget forbillede og klimahelt, at det er troen på fællesskabets kraft, der skal gøre omstillingen til virkelighed. Det er også det, der har gjort Danmark til forgangsland med hensyn til bæredygtig udvikling – eksemplet, som alle ville lære af.

»Han skabte troen på, det kunne lade sig gøre. Politisk stod han for en omstilling, der var langtidsholdbar og var til at stole på – og som hele tiden var finansieret,« siger Søren Hermansen.

Danmark har siden levet højt og økonomisk godt på den grønne omstilling, Sven Auken iværksatte med målrettet støtte og politiske rammer, der muliggjorde det, der fortsat regnes for verdens mest succesfulde grønne omstilling på nationalt niveau.

Men måske flader bølgen ud. De seneste politiske udmeldinger tyder på, at viljen til grøn omstilling er blevet til hop på stedet, og måske er Danmark ved at miste førertrøjen. Til gengæld er der andre, der kandiderer til at overtage den.

Skotland, eksempelvis, har længe ført en ambitiøs klimapolitik, og har reduceret landets udledninger af CO2 fra de ikke-kvotebelagte sektorer med 38 procent målt i forhold til 1990.

Det samme har Danmark, men hvor den danske Venstre-regering nu skaber usikkerhed omkring det danske mål om 40 procent reduktion i 2020, melder den skotske klimaminister Aileen McLeod ud, at Skotland fortsat holder kursen mod at sætte verdensrekord ved at skære 42 procent af udledningerne i 2020.

Under klimatopmødet i december i Paris gjorde Danmark sig for første gang i mange år decideret uheldigt bemærket. Samtidig med at den danske pavilion for fuld musik var i færd med at sælge Danmark som hele verdens klimahelt, måtte den danske energi og klimaminister, Lars Christian Lilleholt, lide den tort at modtage prisen som fossil of the day.

Prisen gives til dagens klimaskurk. 

Klimahelte

Connie Hedegaard

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Politiker, journalist og tidligere EU-klimakommissær, Connie Hedegaard, har været Europas vigtigste klimapolitiske stemme. En snedig diplomat med sans for at sætte hårdt imod hårdt i afgørende øjeblikke. 

Under klimatopmødet i Sydafrika i 2011 kørte hun et genstridigt polsk EU-formandsskab ud i mørket og pressede i overtid den indiske chefforhandler til at lægge sig fladt ned efter en benhård psykisk duel.

»I demokratiske samfund betyder det ganske meget, hvad borgerne vælger at gøre (…) Pointen er, at vi erkender, at vi selv har et ansvar. At vi selv må handle. Fordi intet bliver til noget, hvis alle venter på alle«

Naomi Klein

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Filmskaber, aktivist og forfatter til flere hovedværker om forholdet mellem klimakrise og kapitalisme, Naomi Klein, er en af den vestlige verdens mest hørte kritikere af den neoliberale økonomiske doktrin, som hun anser for alle klimaløsningers værste fjende.

Hun sidder i bestyrelsen i 350.org, og har sammen med Bill McKibben været blandt de førende aktivister i kampagnen rettet imod KeyStone XL rørledningen og i kampagnen for universiteter og pensionskassers afvikling af investeringer i kul, olie og gas.

»I en verden, hvor profit konsekvent sættes højere end mennesker og natur, handler klimaøkonomi i den grad om morel og etik«

Vandana Shiva

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Vandana Shiva, indisk forfatter, aktivist og økofeminist, har i mere end 30 år kæmpet for biodiversitet og bæredygtigt landbrug og imod agro-industriens kontrol over markederne.

Hun var Time Magazines klimahelt i 2003, og i 2005 var hun med til at vinde et ti år lang stridsmål ved den europæiske patentdomstol over det amerikanske selskab W.R. Grace and Company og det amerikanske landbrugsministerium, der havde givet selskabet patent på et produkt udviklet af Neem-træet.

Sejren blev regnet som afgørende i kampen imod private selskaber, der tager patent på naturens egne produkter.

»I naturens økonomi er møntfoden ikke penge, men liv«

Pave Frans

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Paven er ikke blot en skarp kritikker af verdens ulige økonomiske fordeling, men også den første pave, der har sat en grøn dagsorden.

Pave Frans har derfor potentiale til at blive en af klimakampens vigtigste figurer, hvis han får verdens knap 1,2 mia. katolikker til at følge trop og godtage budskaberne om at udvise beskedenhed og ydmyghed overfor Guds skabte natur.

I maj 2015 udsendte paven sit andet encyklika, Laudato Si, hvor over 180 sider kalder til fælles kamp for klimaet i en heftig kritik af den økonomiske udvikling og forbrugskulturen.

»Princippet om profitmaksimering uden skelen til andre hensyn, afspejler vores misforståede syn på økonomi«

Kumi Naidoo

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Tidligere international direktør i Greenpeace, sydafrikanske Kumi Naidoo, er mester i civil ulydighed, og har blandt andet været anholdt og fængslet i Grønland for at klatre om bord på en skotsk borerig  for at bede kaptajnen forlade Arktis.

Da han trådte tilbage fra direktørposten i 2015 var det med ordene: ’Jeg forlader stillingen for at indtage en vigtigere rolle – som frivillig aktivist i Greenpeace.’

»Mit vigtigste råd til unge er, at de ikke skal vente på, at voksne politikere tager lederskab. De aktuelle ledere nægter at anerkende den virkelighed, vi står overfor – så træd selv frem. Lederskab kan komme alle steder fra«

Anote Tong

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Kiribatis præsident, Anote Tong, der slutter sin tredje og sidste præsidentperiode i år, kæmper ikke bare for den grønne omstilling, men konkret for sit folks overlevelse.

Stillehavsøens godt 100.000 beboere er nogle af de første, der må forlade deres land og bosætte sig andetsteds, da de igangværende vandstandsstigninger indenfor de kommende årtier vil få øen til at forsvinde.

I 2014 besluttede præsident Tong at købe en stykke land på Fiji, der er nærmeste nabo, for at have et sted at flytte sit folk hen. 

»For os er klimaforandringerne ikke noget, der sker engang i fremtiden. Det er noget, vi allerede nu kæmper med (...) det er vores overlevelse, der er på spil«

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Beijings økopionerer er unge, der er stået af ræset

    10. juni 2016
    Økologiske landbrugskollektiver vokser frem i Kina. Livet som økolandmand tiltrækker unge, der søger et alternativ til kontorarbejde i storbyen. De rider på en bølge af stigende efterspørgsel på rene fødevarer
  • Apokalypsens tidsalder

    10. juni 2016
    Klimaforandringerne er blevet vor tids fortælling om verdens undergang, der har erstattet fortællinger om atomkrig, meteornedslag og alt det andet, vi engang frygtede. Men truslen om undergang er ikke længere nok til at få os til at handle – vi har brug for inspirerende historier om, at det nytter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu