I sidste uge kunne man på facebook vælge, at tage følgende test: ’Hvor bor du om 20 år?’, ’Hvilken lækker sommerdrink er du?’, ’Er kjolen blå eller guldfarvet?’ og – en all time favourite – ’hvilken Sex and the City-karakter er du?’.
Eller man kunne vælge at tage indfødsretsprøven.
Og det var der mange, der gjorde. Altså tog den sidste. Og de skrev i opdatering på opdatering, at den var for svær og drejede sig for meget om Olsenbanden.
Og begge dele havde de ganske givet ret i. Problemet er bare, at det ikke er det, det handler om. Og at det desværre ikke er gratis at føre debat på den facon. For internetvirakken om indfødsretsprøven er et skræmmende godt eksempel på, hvordan dynamikken på de sociale medier – og de traditionelle mediers leflen derfor – gør alle os ’gode mennesker’ til medskyldige i, at de vigtige diskussioner forsvinder til fordel for støj med letaflæselige signaler.
Når politisk debat bliver til virale quizhits slører det nemlig for den egenlige debat – i dette tilfælde, om vi faktisk ønsker et samfund, hvor folk, der er født og opvokset i Danmark, skal forhindres i at blive fuldgyldige medlemmer af vores fællesskab og af den demokratiske process med de pligter og rettigheder, som det medfører.
Vi bidrog til, at risikoen for, at regeringen kunne slippe nemt omkring endnu en stramning, steg, fordi vi behandlede det som en overspringshandling i frokostpausen.
Der skæres fra bunden
Men indfødsretsprøven handler om eksklusion og afspejlede en politisk vilje til at skære endnu flere fra og at gøre det fra bunden. Det er de skolede, fagligt stærke, der består. For indfødsretsprøven er en helt klassik ’læs og forstå’-opgave.
Du får noget materiale, du læser det, du svarer på nogle spørgsmål. Og dumper du, kan du gå hjem igen og fortsætte dit liv på andre vilkår end din nabo. For vi er trods alt ikke der endnu, at du bliver sat på et fly, hvis du viser dig at være lidt rusten udi stænderforsamlinger.
Den billigste tur Kbh-Horsens
Så medmindre man tror på den pæne borgerlige udlægning af manøvren, nemlig at de nye danskere efter gennemført test går videre i livet med en langt mere dybtfølt forståelse for vores værdier, må indholdet af spørgsmålene i prøven højst være materiale til en hyggelig rødvinssnak.
Hvis man ikke tror på, at ansøgerne til dansk statsborgerskab internaliserer ligheden mellem kønnene alene ved at svare på spørgsmålene, må det være ret underordnet, om spørgsmålene handler om kronprinsesse Mary eller Yvonne, dronningen af Valby.
Ellers hører den debat i hvert fald bedre hjemme ovre i Bertel Haarders (V) kanondepartemant. Skal vi tage en alvorlig snak om, hvad det er praktisk at vide, når man bor i Danmark, vil jeg i stedet smide spørgsmålene: ’Hvordan logger du på med NemID?’ eller ’Er en tur-retur København-Horsens billigst på rejsekort eller billet?’ i puljen.
De gamle medier
Men det var jo sådan set ikke Mark Zuckerberg, der satten rammen for debatten – omend hans og Facebooks algoritmer næppe arbejdede direkte imod. Det var de traditionelle medier – der hvor debatten gerne skulle skæres ind til benet.
For der var få danske medie, der ikke opfordrede deres følgere på de sociale medier til at lege med. Og det giver rigtig god mening fra et kommercielt perspektiv, det kan endda have en vis ræson, hvis det handler om, at få budskabet ud til folk, der ikke vil kaste sig over en klassik artikel.
Det gør det til gengæld ikke, hvis de/vi mener, at vores opgave er at skrue ned for den værdipolitiske støj og op for de fundamentale diskussioner om vores samfunds kurs.
Konsekvens
Og resultaterne af Facebook-grillen fandt endda vej tilbage i journalistikken. Blandt andet valgte Politiken at inddrage tal for, hvor mange af deres læsere der havde dumpet prøven. Og det i en helt klassisk artikel om dem, der faktisk dumpede prøven. Dén prøve. Altså den rigtige. Den med konsekvens.
For skal vi blive enige om, at de første af avisens facebookfans sandsynligvis ikke havde læst det medfølgende materiale. Og i hvert fald om, at de ikke havde særligt meget mere på spil under besvarelsen end lidt street cred på informationsmotorvejen.
Ifølge de quizzer, man i sidste uge kunne tage på Facebook, kan man sige om mig, at: Jeg bliver gammel på Amager. Jeg er en mojito. Kjolen er guldfarvet. Jeg er den røvsyge advokat Miranda fra Sex and the City. Og jeg må godt kalde mig dansk.
Men det kunne jeg jo i forvejen. Så med det overskud vil jeg gennemføre testen ’Hvilken nationalitet er du i sengen?’.
Åh, jeg håber, at det er noget eksotisk.
