Interview
Læsetid: 5 min.

’At leve langsomt er i sig selv et oprør’

Når verden slår knuder, så er der ikke bare brug for hektisk handlen og politisk famlen. Der er brug for langsomhed, nærvær og eftertænksomhed – med andre ord: litteratur. Det mener forfatterdebutant Hannah Lutz
Kultur
25. juni 2016
Hannah Lutz tvivler ikke et sekund på, at manifester, vrede og umiddelbart reagerende tekster er vigtige. Men vi skal også huske på, at netop kunsten og litteraturen har en anden mulighed.

Jakob Dall

Hannah Lutz er vokset op i skovene i Ekenäs, Finland. Skoven var den første del af verden, hun lærte at kende som barn. Herefter kom litteraturen.

Det er stadig her – i skovene og i bøgerne – hun føler sig bedst hjemme. Det er her hun fordøjer alt det andet, her hun øver sig i at være modig og lege og tro på, at det hun gør – at skrive – er pokkers vigtigt.

Hun flyttede i 2009 til Danmark og startede i 2011 på Forfatterskolen i København, hvor hun havde sin afgang i 2013. Og efter tre år ligger romanen Vildsvin nu foran hende som et fysisk og håndgribeligt bevis på, at legen og skriften er vigtig.

Hannah Lutz har med jævne mellemrum taget afsked med den, lagt den i skuffen, for så at vende tilbage igen og fortsætte fortællingen om Glenn, Ritve, Mia, Morfar og alle Siggalyckes vildsvin.

»Det tog mig lang tid at forstå, at jeg var nødt til at skrive den roman færdig. Jeg var nødt til at rede trådene ud, hjælpe personerne i bogen med at få styr på deres relationer til hinanden. Jeg følte, at jeg havde efterladt dem i nogle svære situationer, og at jeg måtte tage ansvar for, at de fik en ordentlig afslutning,« fortæller hun.

Og netop det – at tage ansvar og behandle både den verden litteraturen skrives i, såvel som de verdner litteraturen skriver frem, med omtanke og ansvarsbevidsthed – er noget, der karakteriserer den litteratur, Hannah Lutz holder allermest af. Og den litteratur, vi ifølge hende har allermest brug for.

Et andet sted

Litteratur er for Hannah Lutz en måde at behandle sproget omsorgsfuldt på. Det er en måde at tage ansvar på, og en måde at være i verden på.

For hende hænger sprog og verden sammen – og vi skal passe på begge dele. Men det er desværre sjældent tilfældet, når medier, politikere og samfundsdebattører hektisk og uden omtanke trumler afsted:

»Man er ikke spor forsigtig med de ord, man bruger, og man tager ikke ansvar for, hvad de gør ved verden og de mennesker, ordene retter sig mod. Man reproducerer på den måde bare det nemmeste, hurtigste og mest tilgængelige sprog. Litteraturen er virkelig vigtig som en modpol til den måde at tale og skrive på, som et andet sted, der arbejder på en ganske anden måde og i et tempo, hvor der netop er tid og plads til eftertænksomhed og omtanke,« fortæller Hannah Lutz.

For hende betegner »det mest tilgængelige sprog« et sprog, der ubetænksomt og ignorant er med til at opretholde en betændt og marginaliserende tone i det offentlige rum.

Det gælder måden, vi taler om flygtningespørgsmål på, om asylpolitik, klimakriser og den typiske fremstilling af alt det, der er for anderledes, konfliktfyldt eller svært til, at vi vil forstå det.

Den uforsigtige og ubetænksomme sprogbrug har været medvirkende til, at Hannah Lutz i løbet af det sidste års tid har befundet sig i en slags politisk depressionstilstand.

»Jeg har været vred, modløs og trist over mange af de ting, der sker i Danmark og i verden og den manglende politiske vilje til at gribe ind og handle langsigtet, solidarisk og ansvarsfuldt,« fortæller hun.

»Jeg har haft meget svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere. Jeg har haft lyst til at skrive vrede manifester og råbe højt og larme. Men det har jeg ikke gjort. For jeg har grundlæggende virkelig ikke lyst til at reagere på det, der er – og på den måde acceptere det. Jeg har haft lyst til at skabe noget og dermed insistere på nogle andre præmisser for, hvordan vi taler og bruger sprog.«

Revolution i skoven

Hannah Lutz tvivler ikke et sekund på, at manifester, vrede og umiddelbart reagerende tekster er vigtige. Men vi skal også huske på, at netop kunsten og litteraturen har en anden mulighed.

»Kunst og litteratur er enormt vigtige som et sted og rum, der arbejder under nogle ganske anderledes betingelser og præmisser end det øvrige samfund. Et sted, hvor man kan bruge sprog på en måde og i et tempo, der giver plads til både betænksomhed og omtanke. Jeg tror på, at det er muligt at skabe noget andet, noget nyt, der ikke bare svarer på de herskende præmisser, når du skriver litteratur,« fortæller Hannah Lutz.

Tanker om revolutioner og hvilke muligheder, vi har for at ændre tingene, er noget, der fylder meget i Hannah Lutz’ liv og tanker og omgangskreds. Og både i sit virke som forfatter, men også i sit virke som politisk aktivist, tror hun på, at litteraturen besidder et enestående potentiale.

I Vildsvin flytter personerne Glenn, Ritve, Mia og Morfar ud af byen og ud i skoven, til Tingsryd og Siggalycke. De håber alle, på hver deres måde og med hver deres grunde, at de i skoven kan leve anderledes, måske selvforsynende, måske roligt og måske her kan Morfar komme tilbage til sig selv og sproget og Mia.

Glenn vil gerne mærke ’forbindelsen’ til de store, øde marker, søerne og skovene, der breder sig til alle sider, mens Mia vil have Morfar til igen at lege vildsvinelegen om natten, og Ritve vil lære at bevæge sig, som vildsvinene bevæger sig. »At flytte ud i skoven, at ville leve langsomt er i sig selv oprørsk i dag.

At forsøge at leve på andre måder med andre præmisser, end det kapitalistiske samfunds, er svært. Og derfor er det meget vigtigt,« forklarer Hannah Lutz og fortæller om den feministiske filosof Gayattri Spivaks tanke om, at hurtig tækning og kortsigtet handling alt for ofte prioriteres langt højere end det eftertænksomme og langsommelige.

Ifølge Spivak – og også Hannah Lutz – er verden for kompleks, nuanceret og konfliktfyldt til, at vi kan løse vores udfordringer med nødberedskabsplaner. Det er den langsomme, stille, eftertænksomme tænkning, vi har brug for – det er den, der kan føre til bæredygtige og reelt løsningsorienterede handlinger.

»Vi tror tit, at politiske krisetider alene kalder på hurtig tænkning og hastig handling. Men de kalder altså i høj grad også på langsom tænkning, langsom læsning og langsom handling,« forklarer Hannah Lutz.

»Det er en tanke, jeg bliver ved med at vende tilbage til: Det er altid vigtigt at tænke langsomt og insistere på rum, der giver plads til netop det. Og det kan vi i litteraturen få lov til.«

Læs også anmeldelsen af Vildsvin: Vildsvin i svenskeskoven

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Steen Andersen

Jeg kan anbefale mange bøger, som er vidunderlige og sætter menneskers liv og problemer i perspektiv og giver svar på eksistentielle spørgsmål.
I øjeblikket nyder jeg en bog købt for 10 kroner i en Røde Kors butik.
Den hedder " Ordnede forhold" og er skrevet af Elia Kazan.

Søren Kristensen

Når man kan ødelægge verden med ord er det selvfølgelig også nærliggende at tro man også kan redde den med ord.

Jeg kan anbefale Budha:-) Han spørger nogle tilhørere, hvad har du brug for lige nu?

https://www.youtube.com/watch?v=OVQQ3An4csE

Mikael Nielsen

måske er reflektion,diskussion og handling bedre ?

Jørgen Steen Andersen

Mikael Nielsen 12:42
Begge dele, Mikael Nielsen, begge dele!

Michael Kongstad Nielsen

At have vildsvin på hjernen, lyder ikke indbydende.