Læsetid: 10 min.

Den litterære guldalders nye front

De pibler frem fra finske skove, bag containerskibene i Esbjerg, fra øerne, udkanten og stenbroen: Foråret har tilhørt et mangfoldigt felt af litterære debutanter. Litterære traditioner udveksles på tværs af Norden, formmæssige grænser overskrides, mens strømninger som New Sincerity og autofiktion fortsat påvirker og inspirerer debutanterne. Den politiske indignation og kritiske tanke tager form i det sårbare, inderlige og undrende
De pibler frem fra finske skove, bag containerskibene i Esbjerg, fra øerne, udkanten og stenbroen: Foråret har tilhørt et mangfoldigt felt af litterære debutanter. Litterære traditioner udveksles på tværs af Norden, formmæssige grænser overskrides, mens strømninger som New Sincerity og autofiktion fortsat påvirker og inspirerer debutanterne. Den politiske indignation og kritiske tanke tager form i det sårbare, inderlige og undrende

Johanne Sorgenfri/iBureauet

25. juni 2016

Hvem er det, der sørger for at sætte ord på det, der rører sig lige nu? Hvem er det, der fortæller de fortællinger, der er formet af de seneste år?

Og hvad er det for nogle ord, nogle fortællinger – hvad har de tilfælles? Og hvad har de ikke tilfælles?

Tænker forfattere også på flygtningespørgsmål, klimaforandringer og autofiktion? Eller skriver de sig væk – ud i skovene, ud på havene, tilbage i tiden?

Nogle taler om, at der lige nu udspiller sig en litterær guldalder i Danmark sammenlignet med resten af Norden. I dette tema ser vi nærmere på en række af de forfattere, der har haft deres litterære debut i foråret 2016: Hvem er de, hvordan ser verden ud fra deres ståsted, og ikke mindst, hvad er det for en litteratur, de skriver.

Feltet er større og mere mangfoldigt end nogensinde før, og efter bedste evne har vi sammensat et hold af ti forfattere, der repræsenterer den mangfoldighed, nysgerrighed, politiske indignation og grænseoverskridende sårbarhed, der er – og som litterært har noget interessant at byde på.

Feltet består af en 19-årig kvinde fra Næstved (Maja Mittag), en finlandssvensker fra Forfatterskolen i København (Hannah Lutz), en historieinteresseret fra Forfatterskolen i Bergen (Kirstine Reffstrup), en billedkunstner bosat i Berlin (Lise Harlev), en 54-årig sømand fra Fanø (Hans Hedegaard Andersen), en 58-årig ordblind poet fra Aarhus (Nis-Christian Bredholt), en 20-årig kvinde fra København med tilnavnet ’slammeren’ (Sofie Diemer) og en alt-mulig-mand, bosat i den svenske skov (Jon Monrad Møller).

Nogle af de nøgleord, der indfanger og beskriver de litterære debutanter og den litteratur, de bringer med sig, tæller ud over mangfoldighed, grænseoverskridelse og genreskred, en fortolkning af strømningen New Sincerity, der dyrker det inderlige og banale på nye måder, og interessen for autofiktion samt psykisk sårbarhed som muligheden for en politisk og stærkt kritisk position.

Noget, der er særligt bemærkelsesværdigt for sæsonen litterære debutanter er, at de kommer i stort set alle aldre og fra forskellige skriveskoler eller forfatterkurser.

Nye forfatterkurser og skriveskoler er piblet frem på nærmest månedlig basis i løbet af de seneste år. Vesterbro Forfatterskole er nyeste skud på stammen, der også tæller Forfatterskolen i København, Talentskolen i Næstved, Gladiatorskolen, Den Jyske Forfatterskole, Brønderslev Forfatterskole og Forfatterskolen for Børnelitteratur – blandt andre.

Skrivekurserne på landets højskoler er ligeledes i høj kurs, stadig flere skrivende søger til Testrup, Vallekilde, Løgumkloster, Ry, Vestjyllands eller Borups Højskole for at videreudvikle eller afprøve skrivetalentet. Aldrig har skrivende og litteraturinteresserede haft så mange steder at gå hen med interesse, skrift og udtryk.

Det har ifølge Jeppe Brixvold, rektor ved Forfatterskolen i København, været medvirkende til, at mange forholder sig anderledes, måske mere åbent, til det at skrive:

»Der er generelt mindre generthed og mindre blufærdighed i forhold til at sende sine tekster ud i verden, ud til kritik og gennemlæsning hos andre. Og så er fremkomsten af de mange skriveskoler for mig at se også en anerkendelse af, at forfatteren ikke behøver at opfinde det hele selv, men kan udvikle sin skrift og sin litteratur i samspil med andre.«

Hans Otto Jørgensen, grundlægger af og underviser på Gladiatorskolen og tidligere rektor ved Forfatterskolen i København, glæder sig over, at de mange skriveskoler har medvind og giver flere og flere mulighed for at efterprøve deres forfatterdrømme og -talent:

»Gladiatorskolen og andre nye skriveskoler tilbyder en form, der kan tilgodese de folk, der måske ikke er i begyndelsen af deres 20’ere med masser af SU-klip og ganske få andre forpligtelser,« fortæller han.

Og det er positivt medvirkende til, at litteraturscenen forbliver en mangfoldig og sammensat størrelse, mener Hans Otto Jørgensen.

Han ser ikke de mange nye og mindre skriveskoler som en kritik af eksempelvis Forfatterskolen i København, men derimod som et vigtigt og eftertragtet supplement til de mere etablerede institutioner, der sikrer, at også en sømand bosat på Fanø eller en ordblind og skleroseramt kunstner fra Aarhus kan få deres tekster ud i verden.

»To ret atypiske debutanter som Hans Hedegaard Andersen eller Nis-Christian Bredholt, havde ikke haft mulighed for at debutere i år, hvis ikke det var for en skriveskoleform, der muliggør, at man kan arbejde ved siden af og fortsat leve og bo på Fanø eller i Aarhus med de forpligtelser og forudsætninger, man nu en gang har,« fortæller Hans Otto Jørgensen.

En litterær guldalder

På samme måde henvender Talentskolen i Næstved, der arbejder med fjernundervisning via Skype, sig til skrivende, der har flere jern i ilden.

Mads Eslund, der underviser i skrivning på Talentskolen og Testrup Højskole, ser ligeledes et stort og mangfoldighedsskabende potentiale i, at skriveskoler kan møde elever, hvor de er, arbejder og lever.

»Der er sket rigtig meget de seneste år i forhold til debutantlitteratur. Der er en kæmpe interesse for nye stemmer, og der bliver udgivet flere debutanter end nogensinde før. I Sverige taler man om, at der i Danmark udspiller sig en form for litterær guldalder lige nu,« fortæller han.

Ifølge Mads Eslund er opblomstringen af de mange nye, stærke stemmer en del af en større bevægelse, som sker i spændingsfeltet mellem et pulserende litterært miljø, forlagsbranchen og de mange skriveskoler.

»Litteraturscenen er blevet til litteraturscenerne. Det litterære felt udvider sig. Der er i dag mange steder, man kan gå hen med sit udtryk som skrivende,« siger han. Og vil man som skrivende længere væk end Næstved eller Vestjylland, så kan man tage til Sverige eller Norge, som også flere og flere gør.

Kirstine Reffstrups debutroman Jeg, Unica er en af de romaner, der har begejstret forårets læsere og kritikere. En anden er Hannah Lutz’ Vildsvin, der også har høstet et væld af roser. Begge romaner er særlige i og med, at de udkommer på to nordiske sprog i samme omgang.

Kirstine Reffstrup er opvokset i Danmark, men uddannet fra Skriveakademiet i Bergen og Litterär Gestaltning i Göteborg og hendes Jeg, Unica udkommer altså både på dansk og norsk. Og Hannah Lutz, der er opvokset i Finland som en del af det svenske mindretal, er uddannet fra Forfatterskolen i København, og hendes Vildsvin udkommer også i Sverige.

Den bevægelse er for Mads Eslund, der også selv bor og skriver i Oslo, endnu et udtryk for, at det litterære område udvider sig:

»Flere og flere forfattere begynder at orientere sig på tværs af Norden. Og det betyder bestemt noget for deres udtryk, da der i Sverige og Norge er en anden tradition for tekstarbejde; det er simpelthen en anden måde at arbejde med tekstlæsning på, som naturligvis sætter et aftryk,« siger Mads Eslund.

Nordiske krydsninger

Jeppe Brixvold ser også Hannah Lutz og Kirstine Reffstrup som en del af en større bevægelse og »litterær udveksling« mellem de nordiske lande:

»Der er nogle karakteristika, der gør sig gældende på forskellige måder i de litterære traditioner i Norge, Sverige, Finland og Danmark, og som begynder at bevæge sig på tværs i takt med, at forfattere uddanner sig på tværs. Der er eksempelvis en særlig alvor og enkelhed i naturbeskrivelsen hos Hannah Lutz, der svarer til hendes finlandssvenske baggrund.«

Ligesom en særlig alvor trænger ind i den danske litteratur fra Finland, så trænger en række politiske spørgsmål og diskussioner ind fra Sverige, forklarer Jeppe Brixvold og fremhæver også, hvordan for eksempel den selvreflekterende tone i norske Tomas Espedals forfatterskabs har været en inspirationskilde for mange unge danske forfattere.

Det er ikke kun de geografiske grænser, der krydses i debutantlitteraturen. En stor del af forårets debutanter bevæger sig legende og eksperimenterende på tværs af genrer og formmæssig stringens.

Maja Mittag, Lise Harlev og Sofie Diemer skriver poesi, men i en fragmentarisk og nærmest prosaisk form, der bevæger sig langt fra det centrallyriske sprog og tættere på det autofiktive, anekdotiske og hverdagssproglige.

Nis-Christian Bredholts Freischwimmer er helt uden for kategori og bærer genrebetegnelsen MixedMedia, der henviser til en blandingsstil, hvor poesi, prosa og erindringer i både fotografisk og anekdotisk form smelter sammen.

Genreskred og prosaisk poesi er ikke nyt som sådan, men del af en større bevægelse, der har udfoldet sig de senere år, forklarer Jeppe Brixvold:

»Prosaen bliver mere lyrisk, som Hannah Lutz er et eksempel på, mens lyrikken nærmer sig det prosaiske, som det er tilfældet hos Maja Mittag. Der foregår nogle overordnede skred henover grænserne mellem fortælling, anden prosa og poesi – og det har været i gang i længere tid.«

For ham at se bygger det på en stor interesse i at undersøge virkeligheden på nye måder. Den mere klassiske realistiske fortælleform er ikke et naturligt sted at gå hen for de litterære debutanter, hvorimod den poetiske stil, der trækker på strømninger som New Sincerity eller ældre mere udskældte kategorier som bekendelseslitteraturen, bliver søgt redefineret af mange.

Det er en stil, hvor det inderlige og voldsomme blandes med det ironiske og banale i et sitrende, umiddelbart sprog og udtryk.

Mere etablerede forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Theis Ørntoft og Caspar Eric har i høj grad skabt en ny fortolkning af inderlighed, der på vidt forskellig vis leger med genrer, blander det poppede og banale med det højstemte og inderlige, fortæller Jeppe Brixvold:

Mads Eslund er enig: »Deres vilde skrift er i høj grad blevet ambassadører for en tendens, en slags dansk fortolkning af New Sincerity, som mange unge forfattere finder stor inspiration i. Jeg har efterhånden set en del eksempler på, hvordan nogle nærmest én til én prøver at kopiere eller efterligne Caspar Erics særegne udtryk. Der er en ret vild fan-agtig dyrkelse af forfattere som de tre her,« fortæller Eslund.

Sårbarhed som strategi

De litterære debutanter er påfaldende mange og interessen for skrivekurser og nye forfatterskoler virker umættelig. Det er for Mads Eslund et udtryk for, at litteraturen er et sted, hvor man kan varetage samtidens politiske klima og de eksistentielle spørgsmål og udfordringer, der opstår i samfundet, på en anden måde.

»Litteratur har til alle tider været et fristed; et sted, der kan sætte ord på følsomme emner og kritiske tilstande. At flere og flere søger mod litteraturen og især poesien, er for mig at se et udtryk for, at det politiske klima bliver mere og mere betændt, globale og nationale kriser trænger sig på, og kravene til, hvad et ungt menneske skal kunne rumme og håndtere, eksploderer.«

De former og emner, som mange af forårets debutanter arbejder med, trækker på en inderlighed og et bekendelsesmodus, der i 70’erne og årtierne herefter var udskældt, forklarer Mads Eslund.

»Den inderlighed er tilbage i stor stil, og rigtig mange debutanter og unge forfattere skriver med et sårbart jeg – med et stort behov for at udtrykke sårbarhed og en erkendelse af, at den sårbare stemme altså er en stærk og kritisk og politisk position,« fortæller Eslund og fremhæver Maja Mittag, som han selv har fulgt og undervist på Talentskolen.

Hun bruger ifølge ham litteraturen som en måde at håndtere en psykisk sårbarhed og en overvældende tilværelse på; en strategi i en tilværelse og verden, der er svær at være i.

Både yngre som ældre forfattere har de seneste år arbejdet med et udtryk, en skrift baseret på egne erfaringer, der har igangsat en lang række diskussioner om autofiktion som genre; om forholdet mellem litteratur og privatliv i værker, der placerer sig et sted imellem det selvbiografiske og det skønlitterære. Og flere af forårets debutanter træder ind i autofiktionens genre.

Nis-Christian Bredholt skriver i Freischwimmer både om sin opvækst og sygdommen sklerose, Hannah Lutz trækker på barndomserindringer fra skoven og Siggalycke, Lise Harlevs parforhold, tanker om egen alder og identitet er tilstede i hendes poesi, mens også Maja Mittags poesi refererer direkte til blindtarmsoperationer, arbejdet på Domino’s Pizza og relationer til mennesker, der altså også findes uden for det litterære rum.

Det er ifølge Mads Eslund mere en slags æstetisk og kunstnerisk naturlighed end et bevidst valg. »Det er naturligt for mange litterære debutanter at trække på egen erfaring. Det er litteratur, der lægger sig tæt op af levet liv, og gør brug af egne sindsbilleder og erfaringer som stærke kunstneriske ressourcer,« fortæller han.

Politisk engagement

Mange af forårets litterære debutanter arbejder altså på tværs af grænser og genrer, de giver form til en inderlighed, sårbarhed og levet erfaring og er stærkt inspirerede af samtidens litterære ambassadører.

Og så er der et stort politisk engagement hos flere og flere nye forfattere, mener både Jeppe Brixvold og Mads Eslund. Litteraturen er verdensvendt, og de debuterende forfattere tænker og taler med verden, kunsten og samfundet.

»Vi ser mange eksempler på tekster og værker, der på forskellig vis engagerer sig politisk i den såkaldte nyhedsdiskurs og forholder sig temmelig direkte til spørgsmål om krops- og identitetspolitik, klimaforandring og integrationspolitik,« forklarer Mads Eslund.

Og Jeppe Brixvold er enig: »Der er en gennemsyrende politisk tone i meget nyere litteratur. Den forholder sig ikke altid til politik på et konkret eller partipolitisk niveau, men arbejder med at indkredse, hvad det vil sige at være en borger og et individ i det vestlige demokrati og kapitalistiske system – og hvilken rolle kunsten spiller i systemet,« fortæller han.

Foråret 2016 har budt på et væld af strømninger, ord og lysende litterære debutanter, og afslutningsvist må opfordringen lyde: Læs! læs! læs!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu