Interview
Læsetid: 3 min.

’Litteratur holder galskaben på afstand’

’Litteratur er efterhånden det eneste sted, der har plads til landsbytosserne og romantikerne,’ mener Hans H. Andersen
Kultur
25. juni 2016

Hans Hedegaard Andersen har siden 1978 været sømand. Han har i 40 år bevæget sig rundt på verdens have – først som dæksdreng, så matros og siden hen som skibsfører og styrmand. Og nu også som forfatter.

I 2016 debuterede han med romanen Manden i Månen om sømanden Lasse, der stifter meget nært og rystende bekendtskab med en tsunami i Thailand.

»Som sømand har jeg set mange ting i store dele af verden, fattigdom, sult og uretfærdighed. Selv om jeg fortsat betaler afdrag på huset, slår græsset og lever mit liv, så har det har sat nogle stærke aftryk i mig,« fortæller Hans H. Andersen.

Han brød sig ikke om folkeskolen, hvorfor han som 16-årig tog ud for at fiske. Havet rummede en særlig mystik og romantik, der virkede dragende på ham – som den havde gjort på hans far, hans farfar og flere slægtled før dem.

»Jeg har nok altid haft en særlig længsel efter oplevelser og fortællinger. Dem har jeg fundet på havet – og i litteraturen,« fortæller Hans H. Andersen.

Ligesom havet tilbyder en ganske særlig og euforiserende frihed, (»alt og intet kan læses ind i en horisont,« udtrykker Hans H. Andersen det), så tilbyder litteraturen også en enestående frihed og luft og mulighed.

Begge steder har ingen grænser, begge steder lader sømanden og læseren være til stede, præcis som han eller hun er.

»Jeg er ikke litterat eller retoriker. Og jeg er ikke den typiske forfatterdebutant. Men jeg har en bunke oplevelser, jeg har nogle erfaringer og nogle billeder fra et andet sted. Og jeg vil gerne insistere på at få lov at være anderledes og gøre oprør med den lidt snævre forståelse af, hvem forfatteren er, eller hvad litteratur bør være,« understreger Hans H. Andersen.

Værn mod bitterhed

Ifølge ham er litteratur en bred størrelse; billeder, svævende tanker, specifikke tanker, storladne tanker.

»Litteratur er alt det, der ætser sig fast på din nethinde. De billeder og sætninger, der bliver hos dig – selv når han kæmper for at slippe af med dem igen,« siger Hans H. Andersen.

Han har eksempelvis erkendt, at han ikke kan læse hverken Herta Müller eller Johannes V. Jensen, før han skal sove – billederne holder ham vågne, de sætter for meget i gang i hans indre. Omvendt får Henrik S. Holcks Testamente & Blomsterdigte Hans H. Andersen til at falde til ro, mens Dostojevskij, Hemingway og Astrid Lindgren altid fylder ham med inspiration og skrivelyst.

»Jeg skriver først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være. Det er en måde at omsætte billeder og fortællinger, der ellers ville fylde mig fuldstændig med galskab. Og så er det er også en måde at omsætte indignation og politisk utilfredshed,« fortæller Hans H. Andersen.

Det er litteraturen – både læse- og skrivedelen – der afholder ham fra at stivne hen: »Jeg vil ikke blive til en gammel sur mand. Og litteraturen hjælper mig med det projekt,« siger han og tilføjer, at hans generation skulle tage og læse lidt mere.

For romaner, poesi eller enhver anden form for tekst opsluger og rykker noget i mennesker, mener han.

»Det blødgør grænser mellem hjerner og mennesker og udvider horisonter. Det er ganske banalt, men litteratur fordrer empati og tolerance. Hvis vi ikke kan forstå hinanden, hvordan skulle vi så kunne hjælpe, tilgive og rumme hinanden?« spørger Hans H. Andersen.

»Jeg tror på, at litteratur er enormt nødvendig og dyrebar, hvis vi vil skabe os et mere tolerant og mangfoldigt samfund. Eller fastholde resterne af det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her