Hvad må man kalde jazz?

En gammel kamp om Jazzhouses kunsteriske linje er blusset op igen efter kritik fra dele af det danske jazzmiljø. Konflikten handler i første omgang om fordeling af støttemidler i et lille musikmiljø, men trækker tråde gennem jazzens historie og peger på, hvor vanskeligt det er at definere jazzen som genre
En gammel kamp om Jazzhouses kunsteriske linje er blusset op igen efter kritik fra dele af det danske jazzmiljø. Konflikten handler i første omgang om fordeling af støttemidler i et lille musikmiljø, men trækker tråde gennem jazzens historie og peger på, hvor vanskeligt det er at definere jazzen som genre
Johanne Sorgenfri/iBureauet
3. juni 2016
Delt 5 gange

Enhver krig begynder med et skud, og det første skud i den aktuelle konflikt mellem det københavnske spillested Jazzhouse og en gruppering i det danske jazzmiljø faldt, da 15 danske jazzmusikere i begyndelsen af maj måned offentliggjorde en kronik i Politiken med titlen »Giv Copenhagen Jazzhouse tilbage til jazzen«.

Ifølge gruppen, der tæller prominente jazznavne som Cæcilie Norby, Benjamin Koppel, Nikolaj Bentzon, Karsten Bagge og Pernille Bévort, har Jazzhouse både svigtet sin forpligtelse til at være Danmarks nationaljazzscene og sit ansvar som udstillingsvindue for den brede danske jazzscene.

I stedet har spillestedet siden 2011, hvor Bjarke Svendsen tiltrådte som daglig leder, valgt at fokusere ensidigt på »det lille hjørne af jazzen, hvor avantgardejazz møder elektronika og eksperimentalrock«, som det hedder i kronikken.

Bjarke Svendsen og Jazzhouse afviser på den anden side, at de har den forpligtelse til at være den brede jazzscene, som de kritiseres for ikke at leve op til: Jazzhouses fokus på avantgarden er et bevidst valg og er fuldstændig i tråd med spilletstedets forpligtigelse til i særlig grad at udvikle vækstlag og smalle genre.

Konflikten handler om kulturpolitik og uddeling af støttemidler, men i uenigheden ligger også en kamp om definitionsretten over jazzen som genre. Det er nemlig ikke så simpelt at afgøre, hvad jazzmusik egentlig er, som man måske skulle tro. Det fortæller Larry Appelbaum, jazzspecialist i musikafdelingen i Library of Congress i Washington og bidragsyder til en række antologier om jazzmusikkens historie.

»At definere en hvilken som helst kunstform er en udfordring, men det er alligevel nødvendigt at forsøge, for det giver i det mindste en form for ramme at tale om kunst ud fra. Man skal bare huske, at definitionerne ikke er skåret ud i sten,« siger han til Information.

Kritikken af Jazzhouse ligner nemlig en gentagelse af en kritik fra 2014, formuleret af Politikens jazzanmelder Christian Munch-Hansen under overskriften »Er Jazzhouse et jazzhus eller hvad?«

Ifølge Munch-Hansen var det problematisk, at Jazzhouses program var fyldt med »musik inden for ’electronic’, ’experimental’, ’indie’, ’pop’, ’artpop’, ’singer-songwriter’ og ’noise rock’ … på bekostning af den etablerede jazz og den musikalske bredde, som Jazzhouse må forventes at holde i hævd som regionalt spillested og som landets centrale scene for dansk og international jazz«.

’Jeg tror, det er mange kulturinstitutioners fremtid at risikere sig selv lidt mere og turde have en holdning og en vinkling og dermed også en sjæl og en menneskelighed,’ siger den daglige leder af Jazzhouse, Bjarke Svendsen. Her er det bandet Navneløs, der spillede på Jazzhouse i april

Mads Nissen

Bevidst valg

Ifølge Bjarke Svendsen har kritikerne ret i, at Jazzhouse ikke er den store nationale jazzscene, som efterlyses – de tager bare fejl, når de tror, at spilletstedet har en forpligtigelse til at være det. Det er nemlig ikke Jazzhouses ambition at have noget for enhver smag.

»Ingen kan løfte opgaven at være det altomfavnende jazzspillested,« siger Bjarke Svendsen. »Vi er ikke bange for at lægge en klar profil. Vi præsenterer masser af regulær jazz, men har fokus på jazz som samtidskunst, ung musik, eksperimenterende musik og upcoming artister og musikere, som vi synes har jazzede kvaliteter ved sig, selv om man måske ikke ved første lyt ville klassificere det som jazz. Det kunne være et rockband, moderne kompositionsmusik eller noget helt tredje.«

Den måde at vægte programmet på hænger sammen med Jazzhouses måde at tænke genrer på:

»Vi tematiserer jazzen som en arbejdsform og en metode mere end som en bestemt historik og lyd. Jazzen opstod som et møde mellem musikere fra mange lande med en total åbenhed fra musikernes side – og med et ønske om at lade sig inspirere og give videre. Det er sådan set jazzens DNA: tolerance, åbenhed, nysgerrighed og villighed til noget nyt. Jazz for os er en værdi og ikke en kategori. De værdier, vi baserer vores program på, er meget præsente i jazzen; de er bare ikke eksklusive for jazzen. Derfor kan vi med ro i sjælen programlægge, så vi præsenterer folkemusik, der har en relation til jazzen, fordi musikerne arbejder med samme værdisæt. Eller med moderne kompositionsmusik, støjrock eller hiphop,« siger Bjarke Svendsen.

At spørgsmålet om, hvorvidt Jazzhouse spiller nok jazz, kan være kilde til tilbagevendende kritik, hænger sammen med, at genrer ikke er så ensidig en størrelse, som man kunne tro, og faktisk er det meget svært at sige noget entydigt om, hvad der definerer jazz som genre.

»Der er traditioner, du kan pege på, og trends som opstår over tid, men der er ikke nogen tjekliste eller regelbog, som siger, at jazz skal leve op til en bestemt teori, en formular eller et princip, og jeg er glad for, at det er sådan. Det ville være kedeligt; det er den slags ting, som rigide, humorløse mennesker dvæler ved. Man kan sige, at den måde at tænke på går imod jazzens sjæl,« siger Larry Appelbaum. I stedet må man finde sig i, at ordet betyder noget forskelligt for forskellige mennesker, hvilket gør en entydig definition både udfordrende og begrænsende. Det har også historisk ført til konflikter om, hvorvidt nye forgreninger i forståelsen af jazz kan og skal kunne rummes af genren.

»I hver og et af de tilfælde, hvor der har været sådanne konflikter, handler det om smag, hvor den ene fløj sætter hælene ned og modstår forandringer, og den anden side skubber til grænserne. Det sker inden for de fleste kunstformer og i høj grad i musikkens verden. Med de fleste nye innovationer og transaktioner – fra klassisk jazz til swing, fra swing til bebop, bebop til freejazz, mainstream til crossover – har det handlet om, at én smag møder en andens.

Et af de mest berømte eksempler har at gøre med den kritiske modtagelse af John Coltrane og Eric Dolphy i de tidlige tressere. Der var dem, der elskede hans indspilning af »My Favorite Things«, men som ikke kunne klare nogle af de friere aspekter af, hvor Coltrane og Dolphy var på vej hen. Flere kritikere afviste dem, og en kaldte det endda for antijazz. Vi griner ad det i dag, men folk tog det meget alvorligt. De havde deres idé om, hvilken slags jazz de elskede, og de prøvede at beskytte den mod modernistiske kræfter. Du kan finde lignende tendenser igennem jazzens historie – og i kunstverdenen generelt,« fortæller Appelbaum.

Ikke afskrive genren

Pernille Bévort, jazzmusiker og medunderskriver på kronikken, forstår godt Jazzhouses måde at tænke genre på, men mener ikke, at det kan retfærdiggøre at afskrive jazz som genre:

»Jeg forstår selvfølgelig godt, at der er nogle grundlæggende værdier i jazzen, som man kan betragte konceptuelt. Man arbejder med improvisationer og åbenhed, og det kan man jo godt kalde en værdi. Jazzen har også typisk taget alle mulige andre musikgenrer ind, som for eksempel populærmusikken. Der har været alle mulige dialoger mellem jazz og andre genrer. Det er også fint nok. Men derfra til helt at afskrive jazzen som genre, er der godt nok et stykke vej. Hvis der nu kom en ny chef ude i Operahuset, som begyndte at snakke om, at opera slet ikke er en stilart eller en musikform, men et koncept eller en værdi, så tror jeg også, at folk ville undre sig lidt,« siger hun.

– Hvordan vil du beskrive jazz som genre?

»Jazz er i virkeligheden et meget bredt begreb, som rummer mange forskellige udtryk eller sub-genrer. Hvis man går til 1920’erne og 30’erne finder man swingmusik. Der er det, man kalder mainstream-jazz, cool jazz, bebop, der er nordisk jazz, som har et lidt andet tonesprog. Der findes jazz, der er inspireret af worldmusik, latin jazz, avant-garde jazz – det er en meget bred palet. Der er noget i DNA’et, som handler om improvisation, det udforskende. Historisk set har der også været tradition for stor faglig kunnen, stor instrumental beherskelse og mange ’håndholdte instumenter’. Men feltet er ret stort. Det er også derfor, vi er lidt forsigtige med at sige, hvad der er jazz, for hver gang du peger på noget, er der også en masse andet, du udelukker,« siger Pernille Bévort.

Hun understreger, at underskriverne i gruppen anerkender, at Bjarke Svendsen laver nogle ting, som en del publikummer er rigtig glade for, og at han har en idé og en profil. Men hun mener også, at der findes mange måder at udforske musikken på inden for jazzen. Måder og udtryk, som lige nu ikke præsenteres på scenen. Og hun peger også på, at det kan være vanskeligt i samtiden at se, hvilken musik der er den nyskabende. Det er som regel først i bakspejlet, man kan se, hvilken musik der reelt viste sig at være fremadskuende.

Kuratoren

Bjarke Svendsen medgiver som sagt, at Jazzhouse prioriterer visse former for jazz mere end andre, men afviser, at det er et problem. I stedet peger han på netop prioritering som et grundvilkår for kulturinstitutioner:

»Sådan er det at være kurator – hver gang du hænger et billede op på væggen, tager det pladsen fra 500 andre billeder. Sådan er det også her. Hvor gang der står et band på scenen, er der 500 andre bands, som også gerne ville have spillet der,« siger han. Det eneste, han kan gøre, er at forsøge at være så klar og tydelig omkring sine valg som muligt.

Ideen om at et spillested kan favne alting, er ifølge Bjarke Svendsen en smuk idé, men også lige så urealistisk som ideen om et demokrati, hvor der var ét parti, som alle stemmeberettigede danskere spejlede sig i og derfor ville stemme på. I stedet betragter han det som en positiv og nødvendig udvikling, hvis flere spillesteder tør tage nogle valg i forhold til den kunst, de vælger at præsentere.

»Jeg tror, det er mange kulturinstitutioners fremtid at risikere sig selv lidt mere og turde have en holdning og en vinkling og dermed også en sjæl og en menneskelighed, så de ikke bare bliver effektive driftsapparater. Det giver folk et stærkere forhold til Jazzhouse – på godt og ondt. Jeg har sagt flere gange – og jeg ved godt, at nogle kritikere føler sig ekskluderet af det udsagn – men for Jazzhouse er det vigtigere at være meget for færre end at være en lille smule for alle,« siger Bjarke Svendsen. Det er næppe sidste gang, jazzmiljøet må tage opgør om, hvilken retning jazzen bevæger sig i, men ifølge Larry Appelbaum betyder det ikke, at man skal være bekymrede for jazzens fremtid:

»Jazzen vil klare sig helt fint, uanset hvor mange mennesker der vil prøve at forandre den eller bevare den. Den har en formidabel evne til at assimilere andre traditioner og smage. Husk på, at jazz er et sprog, og de eneste sprog, der er statiske, er de døde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for christen thomsen
christen thomsen

"Vi tematiserer jazzen som en arbejdsform og en metode mere end som en bestemt historik og lyd," siger den nuværende leder af Jazzhouse. En sådan opfattelse, at jazz er en metode, en måde man kan behandle en in princippet hvilken som helst musikform, er - om man så må sige - 'dybt' overfladisk. Ja, som stunt kan man, og har man, spille(t) Bach eller Mozart som 'jazz'. 'Ragging the classics' er ældgammelt stunt i jazzhistorien. Men der er ingen, som for alvor, vil sige, at det har bidraget med epokegørende, væsentlige musikbidrag. Et yngre dansk trommeslager har forsøgt sig med Wagner og Tchaikowsky som 'jazz'. Et alvorlig bidrag til musikken, eller et bidrag til muzakken, der gør det et fedt, hvad vi lytter. Det er sjovt, og måske 'interessant', men dybest set en forfladigelse og vulgarisering af musik. Det korte af det lange, der er uheldigvis en leder af Jazzhouse, som er uvidende eller ligeglad med jazz.

Brugerbillede for David Milo

Wow Christen Thomsen, imponerende så lidt viden om jazz man kan have. Jeg tror ikke engang de mest reaktionære jazzmusikere fra branchen ville gå så langt. At jazzen ikke må udvikle sig og være søgende, er det samme som at sige at jazzen aldrig har udviklet sig, og må siges at være musikkens pendant til fortolkning af det gamle testamente på den mest bogstavlige måde.
Jazzen har ALTID udviklet sig. Og det mest absurde ved din formulering, referencen til Mozart og Bach. Jazzen opstod i en fussionen mellem de afroamerikanske folkemusik traditioner (Ragtime/Blues m.v.) fra sydstaterne og europæisk klassisk musik og dens teori. Læs bare én jazzbiografi og det vi blive klart for dig. Jazz er i øvrigt slang for "sammenblanding" eller "mix" (Er blevet sammenlignet med sydstatsretten "Gumbo" hvor man blander det man har ved hånden ((Don Cherry)). Miles Davis var stor fan af både Bach og Mozart. John Coltrane studerede, ligesom Sonny Rollins, Mingus og Cherry m.fl. indisk klassisk musik. Pharoah Sanders + et hav af andre afrikansk, Stan Getz + et hav af andre Latin O.s.v … o.s.v . I Europa udviklede Jazzen sig op igennem 70'erne 80'erne og 90'erne til andre nuancer med det Schweiziske plade-lable ECM og skandinavisk jazz udviklede sig med blandt andre Jan Johanson, Jan Gabarek, Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg og mange andre. Og skal man tro biografien (film) "Monica" får Monica Zetterlund at vide af Ella Fitzgerald at hun skal holde om med at synge som de afroamerikanske sangerinder, for det er ikke hendes erfaringer, hun skal finde sin egen stemme, hvorefter hun opsøger digteren Beppe Volgers som skriver på svensk.
Det er med andre ord reaktionært ad helvedes til at bilde sig selv ind at jazzen ikke må udvikle sig. HIL BJARKE SVENDSEN:-)

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Samme diskussion og problematik har man haft inden for den klassiske kompositionsmusik, Det er vel nærmest en del af et hvert idioms livscyklus.

På mange måder kan man faktisk sige, at jazzens fødsel faldt sammen med den klassiske musiks identitetskrise i begyndelsen af det 20. århundrede - og nu har jazzen så selv været hele vejen rundt, og efter at have gennemlevet de samme faser som den klassiske musik. I øvrigt en udvikling fuld af genopdagelser fra den klassiske musikhistorie.

Nye generationer kommer til og genopfinder og genopdager tidligere epokers idéer - og giver dem ny krop.

/O

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Leonard Bernstein's formidable foredragsrække ' The unanswered question', hvis man interesserer sig for den vestlige musiks idéhistorie. Det er noget af det mest blændende formidling i både form og indhold - af en af de største musikpædagoger i nyere tid.
Den er lang, men fantastisk spændende.

https://www.youtube.com/watch?v=MB7ZOdp__gQ

/O

Brugerbillede for Kjeld Jensen
Kjeld Jensen

David Milo. Sjovt nok er de fleste, om ikke alle, af de kunstnere du nævner vel nogen der spiller jazz på en måde, der vel af de fleste vil høres som jazz.
Qua mit fritidsjob som tekniker på Radio Jazz hører jeg ofte udsendelsen Nyt fra Jazzhouse, og må da indrømme at jeg har svært ved at rubricere meget af musikken der i som jazz.
I hvert fald er det en musik for en lille udvalgt skare.
Men selvfølgelig skal musikken udvikle sig, men det gør da ikke noget, at den også har nogle lyttere?

Brugerbillede for David Milo

Kjeld Jensen, det er ikke min mening at være nedladende eller agressiv (det må de beholde på Nationen)! Som tidligere musiker og musikelsker har jeg oplevet hvordan nysgerrighed, åbenhed overfor alle musikkens nuancer og ønske om forandring, er blevet udelukket og tiet ihjel af det etablerede danske jazzmiljø (og essentielle danske medier som DR) de seneste 20 år. Af folk med nogenlunde samme holdning som ovenstående. Det har skabt en indre rebel der indimellem gerne vil ud:-)

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

Er det her jazz? Det er ihvertfald udtænkt af en fyr med en jazzbaggrund, som vistnok endte med at kalde sin musik for "social music"

https://vimeo.com/59238431

Måske har det bare noget at gøre med rytme. Det øjeblik man introducerer en ikke jazzet rytme i jazzsammenhæng, så bliver det lidt sværere at definere hvad det er for en musik, selvom der stadigvæk improviseres. Den konflikt der er om Copenhagen Jazzhouse lyder som den gamle kamp mellem genrerne eller nogen synes at der bliver spillet for mange ikke jazzede rytmer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Der er vel ikke noget der hedder en jazzsaxofon? Mig bekendt er en saxofon en saxofon og så er det op indehaveren at få en eller flere musikgenrer ud af den, evt. samtidigt. Så altså: Dette er ikke en saxofon, om jeg må bede.
(Der er noget der hedder en jazzguitar, som er forskellig fra fx. en klassisk guitar eller en westernguitar).

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

@Søren

Selvfølgelig har du lidt ret - dog er der blandt kendere forskel på forskellige mærker og modeller, og nogle er foretrukne blandt klassiske saxofonister, mens andre er foretrukne blandt jazz-saxofonister.

F.eks. har de amerikanske mærker som King, Conn, Buescher og Martin overvejende været brugt af jazzfolket - mens saxofoner fra f.eks. Buffet, SML og nogle andre mindre kendte mest har været brugt af klassiske musikere. Selmer er nok lige populært blandt begge. Men alle saxofonister ved samtidigt, at det er mundstykke og embouchure, som er de vigtigste parametre for tonen - og navnlig det sidste.

/O