Læsetid: 8 min.

Hvad må man kalde jazz?

En gammel kamp om Jazzhouses kunsteriske linje er blusset op igen efter kritik fra dele af det danske jazzmiljø. Konflikten handler i første omgang om fordeling af støttemidler i et lille musikmiljø, men trækker tråde gennem jazzens historie og peger på, hvor vanskeligt det er at definere jazzen som genre
En gammel kamp om Jazzhouses kunsteriske linje er blusset op igen efter kritik fra dele af det danske jazzmiljø. Konflikten handler i første omgang om fordeling af støttemidler i et lille musikmiljø, men trækker tråde gennem jazzens historie og peger på, hvor vanskeligt det er at definere jazzen som genre

Johanne Sorgenfri/iBureauet

3. juni 2016

Enhver krig begynder med et skud, og det første skud i den aktuelle konflikt mellem det københavnske spillested Jazzhouse og en gruppering i det danske jazzmiljø faldt, da 15 danske jazzmusikere i begyndelsen af maj måned offentliggjorde en kronik i Politiken med titlen »Giv Copenhagen Jazzhouse tilbage til jazzen«.

Ifølge gruppen, der tæller prominente jazznavne som Cæcilie Norby, Benjamin Koppel, Nikolaj Bentzon, Karsten Bagge og Pernille Bévort, har Jazzhouse både svigtet sin forpligtelse til at være Danmarks nationaljazzscene og sit ansvar som udstillingsvindue for den brede danske jazzscene.

I stedet har spillestedet siden 2011, hvor Bjarke Svendsen tiltrådte som daglig leder, valgt at fokusere ensidigt på »det lille hjørne af jazzen, hvor avantgardejazz møder elektronika og eksperimentalrock«, som det hedder i kronikken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

christen thomsen

"Vi tematiserer jazzen som en arbejdsform og en metode mere end som en bestemt historik og lyd," siger den nuværende leder af Jazzhouse. En sådan opfattelse, at jazz er en metode, en måde man kan behandle en in princippet hvilken som helst musikform, er - om man så må sige - 'dybt' overfladisk. Ja, som stunt kan man, og har man, spille(t) Bach eller Mozart som 'jazz'. 'Ragging the classics' er ældgammelt stunt i jazzhistorien. Men der er ingen, som for alvor, vil sige, at det har bidraget med epokegørende, væsentlige musikbidrag. Et yngre dansk trommeslager har forsøgt sig med Wagner og Tchaikowsky som 'jazz'. Et alvorlig bidrag til musikken, eller et bidrag til muzakken, der gør det et fedt, hvad vi lytter. Det er sjovt, og måske 'interessant', men dybest set en forfladigelse og vulgarisering af musik. Det korte af det lange, der er uheldigvis en leder af Jazzhouse, som er uvidende eller ligeglad med jazz.

Wow Christen Thomsen, imponerende så lidt viden om jazz man kan have. Jeg tror ikke engang de mest reaktionære jazzmusikere fra branchen ville gå så langt. At jazzen ikke må udvikle sig og være søgende, er det samme som at sige at jazzen aldrig har udviklet sig, og må siges at være musikkens pendant til fortolkning af det gamle testamente på den mest bogstavlige måde.
Jazzen har ALTID udviklet sig. Og det mest absurde ved din formulering, referencen til Mozart og Bach. Jazzen opstod i en fussionen mellem de afroamerikanske folkemusik traditioner (Ragtime/Blues m.v.) fra sydstaterne og europæisk klassisk musik og dens teori. Læs bare én jazzbiografi og det vi blive klart for dig. Jazz er i øvrigt slang for "sammenblanding" eller "mix" (Er blevet sammenlignet med sydstatsretten "Gumbo" hvor man blander det man har ved hånden ((Don Cherry)). Miles Davis var stor fan af både Bach og Mozart. John Coltrane studerede, ligesom Sonny Rollins, Mingus og Cherry m.fl. indisk klassisk musik. Pharoah Sanders + et hav af andre afrikansk, Stan Getz + et hav af andre Latin O.s.v … o.s.v . I Europa udviklede Jazzen sig op igennem 70'erne 80'erne og 90'erne til andre nuancer med det Schweiziske plade-lable ECM og skandinavisk jazz udviklede sig med blandt andre Jan Johanson, Jan Gabarek, Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg og mange andre. Og skal man tro biografien (film) "Monica" får Monica Zetterlund at vide af Ella Fitzgerald at hun skal holde om med at synge som de afroamerikanske sangerinder, for det er ikke hendes erfaringer, hun skal finde sin egen stemme, hvorefter hun opsøger digteren Beppe Volgers som skriver på svensk.
Det er med andre ord reaktionært ad helvedes til at bilde sig selv ind at jazzen ikke må udvikle sig. HIL BJARKE SVENDSEN:-)

olivier goulin

Samme diskussion og problematik har man haft inden for den klassiske kompositionsmusik, Det er vel nærmest en del af et hvert idioms livscyklus.

På mange måder kan man faktisk sige, at jazzens fødsel faldt sammen med den klassiske musiks identitetskrise i begyndelsen af det 20. århundrede - og nu har jazzen så selv været hele vejen rundt, og efter at have gennemlevet de samme faser som den klassiske musik. I øvrigt en udvikling fuld af genopdagelser fra den klassiske musikhistorie.

Nye generationer kommer til og genopfinder og genopdager tidligere epokers idéer - og giver dem ny krop.

/O

olivier goulin

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Leonard Bernstein's formidable foredragsrække ' The unanswered question', hvis man interesserer sig for den vestlige musiks idéhistorie. Det er noget af det mest blændende formidling i både form og indhold - af en af de største musikpædagoger i nyere tid.
Den er lang, men fantastisk spændende.

https://www.youtube.com/watch?v=MB7ZOdp__gQ

/O

Kjeld Jensen

David Milo. Sjovt nok er de fleste, om ikke alle, af de kunstnere du nævner vel nogen der spiller jazz på en måde, der vel af de fleste vil høres som jazz.
Qua mit fritidsjob som tekniker på Radio Jazz hører jeg ofte udsendelsen Nyt fra Jazzhouse, og må da indrømme at jeg har svært ved at rubricere meget af musikken der i som jazz.
I hvert fald er det en musik for en lille udvalgt skare.
Men selvfølgelig skal musikken udvikle sig, men det gør da ikke noget, at den også har nogle lyttere?

Kjeld Jensen, det er ikke min mening at være nedladende eller agressiv (det må de beholde på Nationen)! Som tidligere musiker og musikelsker har jeg oplevet hvordan nysgerrighed, åbenhed overfor alle musikkens nuancer og ønske om forandring, er blevet udelukket og tiet ihjel af det etablerede danske jazzmiljø (og essentielle danske medier som DR) de seneste 20 år. Af folk med nogenlunde samme holdning som ovenstående. Det har skabt en indre rebel der indimellem gerne vil ud:-)

Søren Rehhoff

Er det her jazz? Det er ihvertfald udtænkt af en fyr med en jazzbaggrund, som vistnok endte med at kalde sin musik for "social music"

https://vimeo.com/59238431

Måske har det bare noget at gøre med rytme. Det øjeblik man introducerer en ikke jazzet rytme i jazzsammenhæng, så bliver det lidt sværere at definere hvad det er for en musik, selvom der stadigvæk improviseres. Den konflikt der er om Copenhagen Jazzhouse lyder som den gamle kamp mellem genrerne eller nogen synes at der bliver spillet for mange ikke jazzede rytmer

Søren Kristensen

Der er vel ikke noget der hedder en jazzsaxofon? Mig bekendt er en saxofon en saxofon og så er det op indehaveren at få en eller flere musikgenrer ud af den, evt. samtidigt. Så altså: Dette er ikke en saxofon, om jeg må bede.
(Der er noget der hedder en jazzguitar, som er forskellig fra fx. en klassisk guitar eller en westernguitar).

olivier goulin

@Søren

Selvfølgelig har du lidt ret - dog er der blandt kendere forskel på forskellige mærker og modeller, og nogle er foretrukne blandt klassiske saxofonister, mens andre er foretrukne blandt jazz-saxofonister.

F.eks. har de amerikanske mærker som King, Conn, Buescher og Martin overvejende været brugt af jazzfolket - mens saxofoner fra f.eks. Buffet, SML og nogle andre mindre kendte mest har været brugt af klassiske musikere. Selmer er nok lige populært blandt begge. Men alle saxofonister ved samtidigt, at det er mundstykke og embouchure, som er de vigtigste parametre for tonen - og navnlig det sidste.

/O