Læsetid: 7 min.

Muhammad Ali – sindbilledet på sin epoke

Ved Muhammad Alis død er det væsentligt at huske ham for ændringen af synet på boksesporten og for hans rolle som oprørssymbol, der gjorde ham til planetens mest genkendte personlighed – og tilgive hans arrogance, smålighed og selvforherligelse
Cleveland Williams ligger på ryggen, slået ud af Muhammad Ali under deres boksekamp i Houston den 14. november 1966. Ali, der døde i fredags, opnåede under sin karriere at blive verdensmester tre gange og ændre det dannede syn på sværvægtsboksning, som nu blev opfattet som en selvstændig kunstart.

Cleveland Williams ligger på ryggen, slået ud af Muhammad Ali under deres boksekamp i Houston den 14. november 1966. Ali, der døde i fredags, opnåede under sin karriere at blive verdensmester tre gange og ændre det dannede syn på sværvægtsboksning, som nu blev opfattet som en selvstændig kunstart.

Arkivfoto

6. juni 2016

I en af de utallige facebookopdateringer i anledning af lørdagens vemodige farvel poserer Muhammad Ali og Bob Dylan for en fotograf i Madison Square Garden’s omklædningsrum.

Billedet er fra november 1975, 10 år efter de begge definerede deres periode: Dylan med den seks minutter lange elegi »Like a Rolling Stone«, han aldrig siden matchede, Muhammad Ali med sin destruktion af Sonny Liston i første omgang af deres andet opgør, en ydmygelse af en opponent, han ikke nogensinde gentog.

På billedet fra omklædningsrummet er de stadig i form – Dylan afsluttede sin ’Rolling Thunder Revue’, hans sidste rigtige rock’n’roll-tour, Ali var verdensmester i sværvægtsboksning for anden gang efter den taktisk betingede knockout af George Foreman året før i Kinshasa. Og dog var de på retur – Dylan har sminket øjenpartiet, Ali er ikke længere den ballerinaletfodede mester, der svævede som en sommerfugl og stak som en bi.

Som græske kirkeikoner illustrerede de en tidslomme, der skabte dem, såvel som de prægede den. Dylan turnerer stadig, men Ali døde i weekenden, svækket af Parkinsons sygdom. Han blev 74, men i hans tilfælde er alder underordnet – han var hele livet mesteren.

Boksning som kunstart

For mere end noget andet individ på planeten blev Ali sportens eksponent for 60’ernes kreative vitalitet og fantasien til – ikke magten, men frisættelsen af livet.

Det er tydeligt i gamle klip fra hans første titelkampe mod Sonny Liston og Floyd Patterson, hvordan han fornyede og udviklede sin sport – over for de dystre muskelbundter, der rullede fremad i ringen på flade fødder og pakket ind i løftede parader – eksistenser fra en sammenbidt og knyttet verden – dansede han væk fra slagene med lavthængende, inviterende handsker, hvis pludselige kontrastød og slagserier de massive modstandere sjældent nåede at registrere.

I det forløb ændrede han det dannede syn på sværvægtsboksning som brutale konfrontationer mellem tobenede næsehorn, og gjorde den til selvstændig kunstart – en status, den mistede med århundredets sidste originale talent, Mike Tyson.

Det var den tekniske dimension, og den hang sammen med den åndelige – eller om man vil, politiske, etiske, poetiske: talentet for markedsføring af holdninger, der gjorde ham til globalt symbol på opposition mod de magthavere, der også i dag bomber i Den Tredje Verden, og som rakte langt ud over hans glansperiode.

Allerede efter sin første titelkamp erklærede han, at han selv bestemte, hvem han var – det var ikke de hvides anliggende. Og satte trumf på med navneændringen fra Cassius Marcellus Clay jr., den unge mand med ’slavenavnet, der vandt OL-guld i Rom i 1960, til den 22-årige verdensmester Cassius X – en hyldest til den samtidige sorte, islamiske leder, Malcolm X – og snart efter til Muhammad Ali, der med flair for symbolik appellerede til såvel sunni- som shiamuslimer.

Rollen som oprørsikon, der rakte ud over den radikale racekamp for borgerrettigheder, fik han med sin afvisning af værnepligt under Vietnamkrigen efter ni vellykkede forsvar af sin titel.

Hans bemærkning om, at han ikke havde noget udestående med Viet Cong, der aldrig havde kaldt ham ’nigger’, gjorde ham upopulær i det hvide, etablerede USA og kostede ham næsten fire års udelukkelse fra sporten i netop de år fra 26 til 29, hvor han ellers ville have kulmineret. I systemets øjne var han hadprædikant, og der skulle afsiges en højesteretsdom, kombineret med pres fra de kommercielle interesser, der led under tørken fra hans fravær i ringen, før han igen fik lov at bokse.

Mytologiske opgør

Fra den periode huskes de tre mytologiske opgør med Joe Frazier i 1971, -74 og -75, hvoraf han tabte det første og vandt de to næste – og undervejs sårede Frazier med stærkt nedsættende og racistiske bemærkninger som ’gorillaen’, til trods for at netop Frazier var en utrættelig advokat for hans tilbagevenden til sporten, ligesom han lånte Ali penge i tørkeperioden.

Den anden kamp, der er gået over i historien, er ’The Rumble in The Jungle’, titelkampen i det daværende Zaire mod den hårdtslående George Foreman, der forinden havde gjort mos af Frazier, og som var bookmakernes storfavorit.

Kampen og den hype, der var omkring den i diktatoren Mobutus politistat (i dag Den Demokratiske Republik Congo) er fremragende skildret i filmen When We Were Kings og i Norman Mailers bog The Fight, der også markerer enden på Muhammad Alis æra som den bokser, verden havde lært at kende.

Det eneste letfodede hos Ali i Kinshasa var hans snakketøj, der i rappe rim – nogle mener ligefrem, han opfandt rap-genren – gjorde grin med den mutte modstander, og som ofte var udtænkt af hans spindoktor, Drew ’Bundini’ Brown.

Men han vandt kampen på knockout i ottende omgang, efter en indsats, der var mere intelligent end udfarende, nemlig ved at pakke sig ind i parader og søge tilflugt i tovene – rope-a-dope kaldte han teknikken – indtil Foreman havde slået sig så træt, at han var åben for en hurtig kombination med begge næver, der sendte ham til fuld tælling.

Forfejlet comeback

Han mistede og genvandt sin titel for tredje gang i 1978 i to kampe mod den ukarismatiske Leon Spinks, hvorefter han annoncerede sin afgang fra sporten og indledte en karriere som rejsende ambassadør for sig selv, hvilket bragte ham til København og Randers i 1979, hvor han optrådte som en patetisk parodi på sig selv i en ’opvisningskamp’.

Men økonomi var ikke hans stærkeste side; hans managere var dels fra det islamiske trossamfund, dels – i 1980, da han besluttede at gøre comeback – den flamboyante Don King, der fik arrangeret en titelkamp mod den langt yngre daværende sværvægtsmester, Larry Holmes.

Ali genoptog træningen i Deerlake, Pennsylvania, hans gamle træningslejr, hvor jeg og fotografen Heine Pedersen fik lov at følge ham en hel dag. Det var mærkbart, at han var ramt af symptomer, der senere blev diagnosticeret som Parkinsons syge – han henfaldt i en form for døs, når han satte sig ved et bord i træningslokalet, og trænede kun sporadisk foran et spejl og det betalende publikum, afbrudt af lange monologer om Larry Holmes’ fravær af talent og mangel på boksekunnen.

»Alt, hvad han kan, har han lært af mig, og jeg har kun vist ham en brøkdel,« lød karakteristikken af den kommende opponent, der i en periode havde været ansat som sparringspartner.

Men 2. oktober 1980 i Las Vegas vandt Holmes alle omgange, indtil kampen blev stoppet i tiende, og som det hedder i en af de talrige biografier, der er skrevet om legenden, ’var det ikke en kamp, men en henrettelse’. Året efter boksede han sin sidste kamp på Bahama mod en omrejsende huggeblok ved navn Trevor Berbick, som han også tabte. Han var da 39 og havde bokset i 23 år.

Værnet om myten

Men rollen som ikon, som verdens mest genkendelige person, var usvækket, og i 1996 tændte han med rystende hænder den olympiske ild i Atlanta, blev hædret i Det Hvide Hus i 2005 med hædersbevisningen Medal of Freedom, og hvor symbolet på alt, hvad han havde undsagt som ung, nemlig præsident George W. Bush, titulerede ham som ’alle tiders største bokser’.

Det var han også, men han var meget mere end det. Og sine sidste leveår brugte han på at sikre sin status som legende, ikke kun med deltagelse i diverse velgørenhedsprojekter og som fundraiser, men med en hærskare af advokater, der ifølge bogen The Zen of Muhammad Ali, nidkært hægede om hans image som mytologisk figur.

Ethvert forsøg, litterært, på film eller tv, på at pille ved – eller bare hylde – helgenmyten, blev mødt med sagsanlæg. En fan, der på internettet oprettede en hjemmeside til hans ære, og som angiveligt ikke havde kommercielle motiver, fik brev fra advokaterne med ordre om at lukke den ned. En anden, der havde været overværet kampen i Zaire og mere end 30 år senere udstillede egne fotos fra ’The Rumble in The Jungle’ i sit kunstgalleri i Los Angeles, blev sagsøgt.

Bogens forfatter, Davis Miller, havde tilsyneladende et langt venskab med Ali, indtil han i 1996 fremsendte sit manuskript til en anden bog, The Tao of Muhammad Ali, og blev lagt på is, fordi han beskrev en scene, hvor Ali var iført en T-shirt med et lille hul. »Jeg ville aldrig lade min mand forlade huset med en hullet T-shirt,« var meldingen i en telefonsamtale med Alis hustru, Lonnie. Den demytologisering, hun havde læst ud af manuskriptet, medførte et brud med forfatteren.

Som konkluderer: »Ved således at vogte sin pyramide er Ali blevet sig egen sandstenssfinks.«

Men det er så heller ikke så vigtigt – det vigtige er Muhammad Alis arv som sindbilledet på en epoke, der både var i opbrud og stadig uskyldig. Det er det billede, der sidder fast. Akkurat som billedet af Bob Dylan ikke forstyrres af de mange rapporter om ham som et nærigt, dumt svin. For dem begge gælder, at der er meget mere i spil – for eksempel vores forståelse af verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Øh, ja - og vi kan vel tilføje Fidel Castro som den politiske pendant i denne uddøende familie af 60'er ikoner.
Når han, om ikke så længe formentlig, går bort, vil 60'er-generationen sikkert skrive et enslydende nostalgisk retrospekt.

/O

Selvforherligelse? Han lukkede han bare munden på alle de hvide halvrascistiske journalister med deres dumme irrelevante spørgsmål. Han var kongen og ingen skulle pille ved hans boksekrone.

Smukkest var dog hans helt unikke come back efter fængselsdommen, for ikke at ville kæmpe mod vietnameserne. Det come back efter dommen er boksehistoriens finest af slagsen. Han kæmpede sig helt fra bunden og op, op igen. Paradoksalt nok var det the white establishments hævn, der gav Muhammed Ali mulighed for at slå fast - engang for alle - at han virkelig var alle tiders største bokser.

"...danser som en sommerfugl, stikker som en bi."

Smållighed? Han lod efterfølgende the white establishment overdænge sig med hædersbevisninger og ordener, uden en eneste bitter bemærkning ...dertil var han for stor. Men for the white establishments lakajer er netop smålighed en levevej.

Torben Lindegaard og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Han var ikke kun en af verdens bedste boksere men også den største showman. Jeg har engang set et interview med ham hvor han fortæller en hvid bokser han engang havde set. Personen kom ind i ringen iklædt en kappe som de gamle riddere og han råbte op om at han var den største i alle tider. Ali sagde til sig selv at der var et image han kunne bruge og lege med. Det var show og ikke arrogance og selvforherligelse -det lyser ud af ham at han more sig!

Torben Lindegaard

Muhammad Ali indtalte i 1970'erne sine memoirer - han har vist udgivet flere - men i disse, lige efter "The rumble in the jungle", fortæller han om kampen for at genvinde sin bokselicens.

Joe Frazier, som var blevet den nye verdensmester, var behjælpelig.

De aftalte, at Ali på en bestemt dag skulle møde op udenfor Fraziers træningslokale og udfordre Frazier til en kamp på de bare næver. Udfordringen var vel publiceret, så politiet anslog at 20.000 samledes rundt om træningslokalet, hvilket naturligvis medførte totalt trafiksammenbrud med alle TV-stationers vogne opstillet. Ali gav den fuld verbal skrue, og det var lige ved at gå gå galt, da han i farten fik kaldt Frazier for en Uncle Tom - det var for meget for Frazier.

Midt i tumulten ankom Fraziers hvide promotorer.
De var rystende nervøse for at deres guldfugl skulle blive beskadiget i en kamp uden indtægter - jamen altså.
"Don't fight him without money - we will get him for you - but not without money"

Disse folk havde stor indflydelse i New York boksekommission, de ejede den vel nærmest, så lige pludselig kunne alt lade sig gøre og "Fight of the Century" - den første Ali - Frazier kamp - kunne finde sted i foråret 1971 i Madison Square Garden.

Der er sikkert flere lag i den historie; men det er altså Alis udlægning:
De hvide promotorer troede på, at de 2 sorte var så kugleskøre, at de kunne finde på at slås uden betaling - ergo fik de kampen arrangeret i en ruf.