Baggrund
Læsetid: 12 min.

Myterne om Etiopien ligger som et slør over dagens virkelighed

’Der indfinder sig en underlig lad fatalisme. Den hænger i støvlamper, den er i de røde blomster i flamboyanttræernes skærme. Religion er den ensomme altoverdækkende herskende parasol. Troens stokke. Troens pjalter. Troens hemmelige skrin. Troens accept. Troens laden stå til.’ Sidste afsnit i Thomas Bobergs rejsebreve fra Etiopien
Guiden Sisay er ’The Messenger’, i hvert fald ifølge forretningsmanden Doctor Jay, der vil have ham til at spille hovedrollen i en filmatisering af historien om den historiske forkynder Jarandereba, der tog Jesus’ ord med tilbage fra Jerusalem og udbredte dem i Axrum.

Thomas Boberg

Kultur
25. juni 2016

Det har været en lang rejse, men den slutter kun der, hvor jeg beslutter det, for tiden er ustoppelig, det kan pludselig føles endeløst, at tage en bus eller gå ud i en by, for uvægerligt gør man nye opdagelser, man risikerer at falde i snak med et menneske, der fortæller en noget, som pludselig kan vende de første indtryk og antagelser på hovedet. Altså forfra. Igen og igen.

Før rejsen ud i Tigrays brudbjerge og vilde afgrunde og plateauer blev jeg pludselig nervøs for, at den ikke skulle være mulig.

Nu, hvor vandreturen er slut, og afskeden med Bernhe, den storslåede guide i de områder, for længst er dækket af tid, ser jeg Sisay gå ned ad en gade i Axum, endnu et menneske, jeg har mødt undervejs.

Han bor i Axum, denne mytiske by, der består af en hovedgade, hvor det solide Hotel Africa ligger, og hvor jeg boede i de par dage, jeg var i byen. Jeg ser Sisay gå ned ad gaden, vi har netop taget afsked, han går hjem til sin kone og sine to børn.

Hans kone, hun hedder Alganesh, hun bestyrer en lille butik, hans ældste søn på seks hedder Alador og den yngste, som er et år, hedder Jarandereba.

Axum er fuld af historier, f.eks. den om den forsvundne Pagtens Ark, at den skulle eksistere her skjult i et kloster, som en mand i solfarvet gabbi bevogter, som den eneste nulevende der har set den ark, fordi sådan er traditionens regler.

Det hedder sig, at den unge Menelik, søn af dronningen af Sabah og Kong Salomon, efter sit ophold i Jerusalem smuglede Pagtens Ark med ud og bragte den til Axum i Etiopien.

Jeg så præsterne, jeg så i tusindvis af de troende, jeg så Axums fattigdom, jeg så obeliskerne, den enorme på 37 meter og mere end 520 tons, der lå i store stykker, den styrtede under et påstået jordskælv i år 900, og jeg så den ene af de oprejste, den som Mussolini stjal i 1937, og som først blev tilbageleveret i 2005, fløjet hertil i et russisk fragtfly.

Jeg så Kong Kalebs grav, jeg så, hvordan de store granitblokke var føjet sammen fuldstændig, som inkaerne havde gjort det i Cusco, Peru, og jeg fornemmede en sammenhæng, som jeg ikke aner, om er der.

Jeg så Kong Ezanas – han som indførte kristendommen i Etiopien ca. år 400 – monolit med indskriften på de tre sprog, græsk, gee´ez og sabean. Indskriften er en beretning om hans store sejre over nabo- rigerne. Jeg så ruinerne af Makedas eller dronningen af Sabas palads.

Nej, jeg ved ikke, hvad jeg så, Sisay fortalte mig historierne. Men den mest levende var hans egen. Den om Doctor Jay og budbringeren, den om Jarandereba og skæbnen.

Sisay talte om at være fra et sted, tage ud og vende tilbage, en hjemstavn. Sådan havde han det med Axum, og det var vigtigt for ham at gøre sig klart, at han hørte til i Axum, for han stod foran det store eventyr.

Doctor Jay er en amerikansk forretningsmand, han har investeret i hoteller i flere lande i Afrika, hans ejendom er lige så stor som den her landsby, Sisay peger i en cirkel rundt om os. Doctor Jay var del af en gruppe turister, som Sisay for et par år siden var guide for i Axum, og som fik den tur, Sisay senere gav mig.

Læs også: Til Etiopien

Sisay fortalte Doctor Jay og gruppen historien om Jarandereba, han var en etiopisk jøde, velbevandret i de hellige skrifter, han havde læst om frelserens komme, han rejste til Jerusalem og var der, da verdensfrelseren, Guds søn, blev født.

Jarandereba blev ven med den hellige familie, »DEN HELLIGE FAMILIE,« råbte Sisay, »THE HOLY FAMILY, IMAGINE THAT,« han lod sig døbe af apostlen Filip i Jordanfloden.

Sisays mimik er meget levende, ligesom hans øjne er det, en del af udtrykket, stemmen har en karismatisk glød. Jarandereba rejste med Gudssønnen, han lyttede til ham på samme måde som Johannes, hans foretrukne discipel.

Jarandereba sugede til sig, og nogle år efter vendte han tilbage til Etiopien, til Axum, hvor han udbredte budskabet om Guds søn og verdensfrelsen. Det er dig, sagde Doctor Jay til Sisay, jeg har søgt efter i Afrika og på Jamaica, det er dig, som kan spille den store rolle i min film.

Du er The Messenger. Når Doctor Jay rejser i Etiopien med Sisay, er han klædt på som en meget betydelig mand, folk forstår med det samme, at her kommer en stor personlighed, det er respekt og beundring ved første blik, folk lytter, folk stimler sammen om Doctor Jay og Sisay.

Og Doctor Jay skal lave filmen om Jarandebera, som han, Sisay, skal spille. Det er derfor, Sisay har givet sin yngste søn navnet Jarandereba.

Snart skal Sisay til USA, det bliver en anden verden, en mærkelig verden, som han ikke kender noget til, men han ved han skal dertil, for han er udvalgt til at være The Messenger.

Axum er et sted, der er fuld af historier, ikke mindst den om Pagtens Ark, der skulle gemme sig bag tykke mure, kun set af ét levende menneske: Vogteren. Og ve den, der prøver at tiltvinge sig adgang.

Axum er et sted, der er fuld af historier, ikke mindst den om Pagtens Ark, der skulle gemme sig bag tykke mure, kun set af ét levende menneske: Vogteren. Og ve den, der prøver at tiltvinge sig adgang.

Thomas Boberg

Sisay og jeg havde snakket om alt muligt og havde strejfet flere ømtålelige sager, f.eks. etiopierens forhold til homoseksualitet, som er forbudt her. Homoseksualitet er forkert, sagde Sisay, Herren har ikke skabt mennesket til at kopulere med sit eget køn, og folk hader de homoseksuelle, men han måtte også indrømme, at han som guide havde truffet mange homoseksuelle, og de var som regel meget fine mennesker.

Selvom han lignede en rasta med sine dreadlocks holdt på plads af en sort hæklet hue med gul kant, var han ikke rasta. Dreadlocks, sagde Sisay, er oprindeligt Axum-stil, det er rastafarierne der har kopieret os. Rastaerne, som tilbeder Haile Selassie som en messias, er »let astray«, som han sagde. Et stort sort kattedyr sprang på Sisays blå T-shirt.

---

Begærligheden gør mig strunk og nedtrykt. Objekternes lys. Det er så blødt og hårdt. Jeg går ind i butikken og vækker den slumrende indehaver, han er ung, han har topmave, han er herinde, alt det andet er derude.

Han har historier om sin bedstefar, som havde tilknytning til Det Røde Hav, det er fra dengang, ravstykkerne stammer. Jeg beder ham om at tage ravstykkerne ud af perlekæderne, dem han selv har flikket sammen, der er elendighed nok. Bøje sig for elendigheden.

En flue lander og gnider sine elendighedsben sammen, som en gnier gnider sine hænder i pengenes fedt. Jeg kan ikke retfærdiggøre nogen form for selv. Mig selv. Dig selv. Jeg.

Den dækkende teori bryder sammen foran individet. Se disse fødder i snavset gaze. Han ligger der med disse fødder i snavset gaze og kommer ingen vegne. Menneskelig ulykke og fornedrelse gør kold lige der og den kulde går videre.

Til sidst er der ikke ret meget tilbage, kun en svag erindring om lyset, det bløde, det hårde i ravstykkernes millionårige historie. Det politiske, krigene, forbruget. Fravær af midler til at løfte sig selv og andre. Deres elendighed.

Der indfinder sig en underlig lad fatalisme. Den hænger i støvlamper, den er i de røde blomster i flamboyanttræernes skærme. Religion er den ensomme altoverdækkende herskende parasol. Troens stokke. Troens pjalter. Troens hemmelige skrin. Troens accept. Troens laden stå til. Troens som og fletningen af legender og dens insisteren på sandhed og krig hvis ikke.

Myterne om Etiopiens særstatus i Afrika. Myterne om Etiopien som et slør over dagens virkelighed. I går overværede jeg de ortodokse præsters optog efter en af de syv timer lange gudstjenester. De kom ud af kirken som kulørte larver. De bugtede sig af sted i rækker af betydelige hatte og kapper og røde og blå og flere farver.

Meget vigtige mænd, den vigtigste mand var i sort. Men alle følgerne havde hvide klæder slynget om magre kroppe. De bare fødder. På knæ. I fuld tilbedelse. Mumlende at bøje sig i støvet for optoget af gamle præster. Rundt om kirken og videre til klosteret.

Læs også: Rambo fra Harar

Der står en mand med hovedbeklædning, en mand i solfarvet gabbi. En mand som er vogter, han, den mand som er vogter, er den eneste, der har set den ark, som klosterets inderste mørke skjuler.

Når optoget tager Pagtens Ark med ud i lyset, er det altid en kopi. Der er tre kopier, der er fire kopier, men der er kun én original, som ingen har set, kun vogteren. Inden vogteren dør, må en arvtager udpeges.

Pagtens Ark forsvandt for meget lang tid siden i Jerusalem, det siger den jødiske tradition, men Pagtens Ark er ikke forsvundet, den er her, og der er kun en levende på jord, der har set den, og det er ham med hovedbeklædningen og den solfarvede gabbi.

Der var en ung mand, der pludselig løb mod klosteret, mod indgangen, han prøvede at tvinge sig ind i det allerhelligste, den unge mand ville se med egne øjne Pagtens forsvundne Ark. Mosesarken.

Den kiste, som er beklædt med guld både udenpå og indeni, og som rummer stentavlerne med De ti bud, Arons stav og en lille bunke mana som reddede israelitterne fra sultedøden i ørkenen.

Den unge mand fik aldrig et glimt af Pagtens Ark. Han blev kastet i fængsel. Han blev kastet ud af landet. Han landede i fængslet i sit hjemland. Han var fra Ungarn. Han var jøde, sagde de. Ungarsk jøde.

---

Så besluttede vi os for at tage til markedet i Godino, der ligger seks kilometer fra Debre Zeyit, som igen ligger en lille times kørsel fra Addis Ababa. Det er et område med kratersøer og fugleliv.

Det var Jan, som arrangerede det, den belgiske ejer af Viewpoint Lodge, en hestevogn stod snart derude og ventede. Kusken hedder Sammi, og en af de unge kvinder, Faniye, der arbejder på Viewpoint Lodge, skal med. Vores søn i selen på min mave, og så sætter vi os til rette.

Den magre hest trækker os afsted, asfaltvejen slutter, nu på jordvejen, flere og flere på vejene, nogle på vej væk, nogle på vej til markedet.

Kvægflokke, tyre og køer med enorme svungne horn, der ender i drabelige spidser, æselflokke, flere hestevogne, minibusser. Ved markedet er der sammenstimlen på parkeringspladsen, hvor busserne holder, hvor trækdyrene tumler.

Alle synes muntre, jeg er den eneste hvide. Det er svært for omgivelserne at forstå vores forhold, jeg og min kæreste, som er mulat, men som ligner en habesha (lokal amharisk etiopier), hun har den samme lyse farve som mange etiopiere, de forstår umiddelbart ikke, at hun ikke taler amharisk.

Hvorfor er hun med mig, og hvilken forbindelse er der til den temmelig hvide baby? Man stirrer på os, ler. Munterheden er spædet op med alkohol, der er altid gang i den på markeder verden over. Et æsel er overlæsset med sammenbundne høns.

En hestevogn bræger, det er en bunke geder, som er surret sammen og presset ned mellem de to baghjul. En tyr river sig løs og skaber et øjebliks kaos, så får de den under kontrol.

Et sted maler de korn, de er alle sammen dækket af mel, et sted sliber de slagteknivene, det er til kvæget, siger Sammi, hans øjne er lidt gule, han er oppe at køre, han trænger måske til at få den spædet op. Vi går ind i en bar på markedet, det er et fladt lerstampet lokale, der er fulde huse, de fleste barske mænd med kasketter, lettere berusede, hærgede.

I bunden sidder en kvinde, og udenfor sidder der også kvinder, som deltager i livet på værtshuset, de drikker af vældige fadøl. Man stirrer på mig, vores søn, på os. Sammi forklarer sammenhængen på amharisk, der er altid den her måde at bløde konturerne, grænserne op på, drikke en øl, skåle med de nærmeste.

Jeg bestiller øl til bordet, det vil sige vores, vi skåler, vi hilser på de nærmest siddende. En mand kommer ind, han har tyve hatte på hovedet, han bærer på tøj, på stokke, på flere høje hatte, det hele til salg, han kommer flere gange ind og ud uden held.

En anden mand kommer ind, han sælger værktøj, save, to af savene går rundt mellem gæsterne ved et andet bord til højre for os.

Jeg tager et billede af baren, og fustagen, der er fadøl her midt på dette marked, det er forbløffende, en af dem ved omtalte bord tager sin mobil frem og tager et billede af mig, det udløser en latter, andre gør det samme, tager fotos af os, vi er dagens uventede indslag, moro og begejstring løfter sig.

En af mændene henleder min opmærksomhed på de to save af samme type, den ene lysegrøn, den anden mørkegrøn, hvilken en er mon den bedste? Du, som er den store handyman, siger min kæreste ironisk. Ja, men nu er min tid kommet, siger jeg. Jeg peger på den lysegrønne sav, det er den bedste, siger jeg.

I næste øjeblik har han købt den. Nu håber jeg sgu, den er god, siger jeg, det er jo et stort ansvar, sådan at skulle anbefale værktøj til kendere. Stemningen er fin hele vejen igennem, vi betaler og går ud i mængden igen.

Nu er der mere gang i den, flere folk ankommer, det er også et kvægmarked, finder vi ud af, derfor er der så mange flotte køer med de store svungne horn. Masser af geder, æsler, de triste æsler som altid hænger med hovedet.

En kvindestemme synger et sted fra, det kommer fra højttalere under pladsens figentræ. En mand messer i megafon. Musikken bølger. Det er utvivlsomt noget religiøst, men sangen er smuk.

Vi standser op der midt i hvirvlen. En mand med hat, jakkesæt og hvid stok kommer hen til mig, han kysser mig på kinderne, han kysser vores baby på panden. En flok børn kigger med.

Genstridige tyre trækkes hårdt forbi, hestevogne aser sig gennem mængden, lyden af piskesnert. Og så er det tid til at fortsætte. Vi sætter os op i hestevognen. Masser af kvæg på vej mod markedet, æsler, geder, får. Pisken smælder. Det magre øg kaster sig fremover i tøjret.

Bag os samler sig en sky, nærmest sort, den skjuler bjerget i baggrunden og holder på en gigantisk sæk regn. Sammis ene bror bor i et hus på vejen, han ringer til ham, og netop som regnen begynder, kan vi søge ly i brorens hus.

Det er kun hans kone, der er hjemme, hun er ung, blid og gæstfri, der er tre små børn derinde, men hun har født seks, siger Sammi. Vi sidder på gedeskindsdækkede lerbænke, der går i et med væggene i stuen. En bunke slidte skolebøger i et hjørne, som den tiårige datter samler sammen. Få støvede uindrammede billeder på væggene.

En ged stikker hovedet ind, men bliver råbt ad, så den forsvinder. Vi kan høre regnen tromme vildt på bliktaget. Sammis svigerinde åbner et lyserødt kommodelignende møbel i dukkestørrelse, og tager kaffekopper og underkopper ud, som om hun tryllede det hele frem, elegant og rørende.

Nu overtager den tiårige datter, vasker kopperne, mens moren brygger kaffen i et andet rum, hun kommer ind med den lille pande med rygende nyristede bønner, så vi kan dufte dem, sådan som kaffeceremoniskikken byder. Men først et stort rundt fad med injera (det pandekageagtige brød), hvor en sovs – shiro – hældes ud over.

Datteren kommer med et fad vand og en kande, så vi kan vaske hænder, og så spiser vi, mens regnen bliver ved med at vælte ned.

Når vi har drukket kaffen, holder regnen op. Min kæreste vil gerne give noget, men hvordan gør man det i den her uventede situation, den her smukke gæstfrihed, som åbnede dørene til et hus, mad, kaffe på et øjeblik?

Penge virker uklædeligt, men min kæreste har noget babytøj med, hun havde tænkt sig at give væk, når den rette situation skulle indfinde sig. Den lille dreng nærmer sig forsigtigt, han ser på vores søn med store øjne, der er fluer i øjenkrogene, som jeg prøver at vifte væk, min kæreste giver ham babytøjet.

Han stavrer hen til sin mor med tøjet i favnen. Moren smiler, datteren smiler. Regnen er stilnet af. Vi rejser os og siger tak og farvel.

Læs også: ’Vi sidder herude i Tigray, og så snakker vi om deres shit’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her