Læsetid: 4 min.

Når fans går amok

De sociale medier har givet film- og tegneseriefans en megafon, som nogle bruger til at råbe, demonstrere og true skaberne, hvis ikke de får, hvad de ønsker. Det er et problem for kunsten og kulturen, mener en amerikansk kritiker, mens en anden mener, at det i nogle tilfælde skaber bedre kunst
Captain America er et ikon i USA, så da tegneseriens forfatter for nylig afslørede, at superhelten igennem alle årene har været dobbeltagent i det ondes tjeneste, reagerede særligt én fan helt ekstremt.

Marvel Comics

17. juni 2016

For en lille måned siden udgav tegneserieforlaget Marvel Comics en ny tegneserie, Steve Rogers: Captain America, der afslørede den chokerende kendsgerning, at superhelten Captain America og hans alter ego, Steve Rogers, der gennem mange år har været indbegrebet af amerikansk mod, mandshjerte og ikke mindst hæderlighed, altid har været dobbeltagent for den onde organisation Hydra.

Naturligvis sendte denne afsløring chokbølger gennem tegneseriemiljøet og rystede fans af Captain America. Seriens forfatter, Nick Spencer, måtte lukke sin Twitter-konto, fordi han blev angrebet fra alle sider, men få reagerede så voldsomt som en tidligere marinesoldat, der i et brev til Marvel truede redaktør Tom Brevoort og Spencer.

»Jeg vil have, at I skal vide, at da jeg blev marinesoldat i ’95, gjorde jeg det ifølge et striks etisk kodeks. Sandhed, ære og retfærdighed. Dette kodeks var inspireret af Steve Rogers. Jeg vidste, at jeg aldrig kunne blive den samme person som ham, det var jeg ikke mentalt udrustet til, men det gav mig noget at stræbe efter,« skrev den tidligere marinesoldat i begyndelsen af sit brev.

Og så blev det noget mørkere: »Takket være jer to vil jeg nu skrotte mit kodeks og blive det monster, som folk frygtede, jeg måske ville blive, som jeg selv frygtede, jeg ville blive. Jeg vil bruge ethvert tilgængeligt middel, hver eneste mulighed for at finde og opspore jer. Jeg skal nok finde jer til sidst, og jeg vil dræbe jer på den mest smertefulde måde, jeg kan komme i tanke om. Den eneste måde at stoppe mig på er ved at dræbe mig.«

Trusler om død

Nu ved man selvfølgelig ikke, hvor alvorligt den slags trusler skal tages – meget tyder på, at den pågældende marinesoldat i forvejen har haft sine psykiske problemer at slås med.

Men brevet er et grelt og desværre ikke enestående eksempel på, hvor nærtagende fans af film, tegneserier og anden populærkultur er blevet, og hvordan de kan reagere, når et eller andet går dem imod.

Den amerikanske kritiker og kommentator Devin Faraci skrev i slutningen af maj i webmagasinet Birth.Movies.Death et meget omtalt essay, Fandom Is Broken, hvori marinesoldaten nævnes, og som handler om hysterisk fandyrkelse og den digitale teknologi, der gør det muligt for dem at reagere med det samme og uden den store omtanke.

Fandyrkelse ikke noget nyt – Arthur Conan Doyle fik sine læseres kærlighed at føle, da han i 1893 aflivede Sherlock Holmes, og George Lucas blev beskyldt for at ødelægge folks barndom, da han digitalt ændrede i sine tre oprindelige Star Wars-film.

Men, skriver Faraci, »nu lever vi i en verden, hvor hver eneste sløjfede tv-serie genopstår på Netflix eller får en tegneserieudgave eller lever videre i en række romaner, og fans er holdt op med at forsvare de ting, de elsker, og er blevet mere og mere involverede i at forsøge at forme dem. Og det foregår ikke ved at skrive eller skabe, men ved at råbe og demonstrere og oftere og oftere true med død.«

Begrænset af udsyn

Problemet med råb og trusler er, skriver Devin Faraci, at fans blander sig i den kreative og kunstneriske proces. Det er ikke længere tegneserieskabere, filmmagere og forfattere, som bestemmer, hvordan deres værker skal se ud – det er derimod fans, og de vil have, at der tages hensyn til deres ønsker og behov i forhold til figurers udvikling, udseende, seksualitet, religion og politik.

»Disse fans behandler historier, som var de ved at bestille mad på en restaurant – ingen pickles, tak, og kan jeg få salat i stedet for grønkål? Men det er ikke sådan, kunst virker, og det burde ikke være sådan, kunst-elskere reagerer på kunst. De burde ikke tage en bøtte maling med på museum for at fjerne noget af det blå fra de der Picasso-malerier,« skriver Faraci. Og han er ikke alene med den holdning. Den prominente tegneserieforfatter Kurt Busiek reagerede på essayet og den efterfølgende debat med en række tweets: »Jeg kan godt lide samtaler om inklusion og repræsentation og respekt, fordi det er værdige emner at diskutere. De får mig til at tænke og overveje og lege med ideer, og i sidste ende kommer de på en en eller anden måde til udtryk i mine historier. Men det er ikke en tag selv-buffet. Jeg skriver mine egne historier. Jeg kan ikke skrive dine. Det kan du kun gøre selv.«

Fanbæstet

Der er også dem, der ikke mener, at problemet reelt er så stort. På Slates hjemmeside skriver Sam Adams, at fans godt nok har fået en stor megafon i form af de sociale medier, der giver dem mere eller mindre direkte adgang til kunstnerne og skaberne, og at de ofte opfører sig endog meget dårligt. Som f.eks. da den første trailer for den nye Ghostbusters-film, hvor hovedpersonerne er kvinder, udløste en bølge af negative, chauvinistiske reaktioner.

Men, skriver Adams, filmstudier og tegneserieforlag fodrer selv fan-bæstet med det indhold, de gerne vil have dem til ikke bare at reagere på, men interagere med.

Derfor er det forkert at opfatte fans som »kræsne kunder, der forlanger, at man følger deres pludselige indskydelser. Det, filmselskaberne har med at gøre, er et publikum, der ikke længere blot opfatter sig selv som kunde, men som en aktionær, der har ret til at blive hørt.

De mennesker, der laver tegneseriefilm og den slags, er ikke Picasso eller van Gogh. De laver forbrugsprodukter, som nogle gange er kunst, og det er i alles interesse at opfatte dem sådan. Det betyder ikke, at fans altid skal have, hvad de vil have: Som Joss Whedon formulerer det, så er det nogle gange vigtigt at give fans det, de har behov for.

Men det er længe siden, at publikums mulighed for at ytre sig om sit behov kun lå i pengepungen, og hvis det er blevet mere risikabelt at skabe kunst på grund af den endeløse mængde feedback, så bliver produktet i nogle tilfælde kun bedre af det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu