GENTRIFICERING
Bliver næste års Ibyen-pris uddelt i Hvidovre?
I sidste uge blev Politikens Ibyen-pris tildelt en ny hip bar og trendy restaurant. En kortlægning af de seneste års nominerede viser, at prisen er en indikator for, hvilke dele af København der står over for at blive gentrificeret. Men er det virkelig mikrobryggerierne og naturvinen, der presser de fattige ud af byen?
Tekst: Nikolaj Houmann Mortensen
Illustration: Mia Mottelson
Folkets Park på Nørrebro i København rummer en ret broget flok. Vestafrikanske hjemløse sorterer deres indsamlede flasker og afventer muligheden for at komme til at overnatte på herberget over for parken, mens aktivister fra det engang slumstormede Folkets Hus drikker kaffe og spiller bordtennis.

Ved siden af en flok børn, der forsøger at bestige et klatrestativ, står en gruppe unge mænd og piller ved en meget skinnende Audi. En af dem har »LTF« – forkortelsen for banden Loyal to Familia – tatoveret op ad halsen.

Sådan har parken været i årevis. Men ud til parken i Griffenfeldsgade, som i mange år har været kendt som ’Lille Mogadishu’ på grund af dens talrige somaliske beboere og butikker, sidder som noget nyt en gruppe unge mennesker i opsmøgede sommerskorter og drikker gourmetdåseøl til omkring 60 kroner stykket.

De sidder på cafébænkene uden for Ramen to Bíiru – en nyåbnet bar og restaurant, der kombinerer hypet japansk nudelsuppe med specialbrygget øl fra det prisvindende Mikkeller-bryggeri. Ligesom den trendy toast-konceptcafé, Fætter Fætter, der sidste år åbnede på den anden side af gaden ud mod parken, var Ramen to Bíiru nomineret til dette års Ibyen-pris, som Politiken blandt andet uddeler til årets bar og årets spisested.

Spørger man billedkunstner og aktivist Thomas Bo Østergaard, der gennem årene har beskæftiget sig kritisk med byudviklingen i København og på Nørrebro, er de nyåbnede beværtninger tegn på, at bydelen i øjeblikket gennemgår gentrificering – en proces, hvor et område bliver mere attraktivt for kreative stifindere og dernæst middelklassen, hvilket på sigt får både hus- og butikspriser til at stige og dermed presser de mindrebemidlede ud af bydelen.

»Det er jo tydeligt bare ud fra æstetikken, at her er nogle steder, som tiltrækker et nyt, hipt segment til området. Om det er de folk, der normalt har brugt parken, som vil købe en toast til overpris, tvivler jeg på,« siger Thomas Bo Østergaard, da Information går en tur med ham på indre Nørrebro.

Ibyen-prisens nominerede dikteres ifølge Ibyens redaktør Tommy Grøn ud fra, »hvem der kommer med noget nyt og originalt, som er i øjenhøjde med og giver noget tilbage til byen«.

Kan disse nye og originale prisnominerede barer og restauranter være markører for, hvilke dele af byen der står foran gentrificering? Information har undersøgt sagen og kortlagt Ibyens nominerede i kategorierne Årets Bar og Årets Spisested fra 2009 til i dag.
Trøffelsvinsprisen
Ser man på, hvem der har været nomineret gennem tiden, tegner der sig en temmelig klar bevægelse fra Københavns Indre By, der til at starte med var stærkt repræsenteret blandt de nominerede steder, hen over Vesterbro og nu Nørrebro.

I 2010 toppede Vesterbro ved at snuppe syv ud af ti nomineringer, og mellem 2009 og 2011 var det i det hele taget det trendsættende slaraffenland omkring Kødbyen, der løb med opmærksomheden. Men siden da har prisuddelernes hype af bydelen været stagneret eller faldende.

Prisudmærkelserne på Nørrebro har til gengæld været mere eller mindre stødt stigende siden 2010. I 2011 og 2012 skete der et opsving, og her var stort set alle Nørrebros nominerede placeret i og omkring delikatesse- og – ifølge Ibyen selv – »hipstermekkaet«, Jægersborggade.

Og i 2016 ser det »nye og originale« så ud til for alvor at foregå på Nørrebro. Samtlige nominerede barer er således beliggende i området, og to ud af fem nominerede spisesteder ligger her.

Og det er virkelig firstmovers’ne, som hyldes: mens Ramen to Bíiru og Fætter Fætter serverer gourmet til et hvidt middelklassesegment, som ikke plejede at kendetegne Griffenfeldsgade, har en anden nomineret introduceret biodynamisk naturvin til den strækning af Nørrebrogade, der primært består af shawarmabarer.

En tredje har nyrenoveret et brunt værtshus på ydre Nørrebro, og en fjerde har med livlig udeservering af lokalbrygget øl givet et nyt image til Rantzausgade, som i medierne primært plejede at være kendt for hasarderet trafik og drive-by-skyderier. Ølbaren Kølsters Tolv Haner er »en kærkommen ankomst i den spirende ende af Nørrebro«, som Ibyen formulerer det.
Anders Lund Hansen, der er lektor på Institut for Kulturgeografi og Økonomisk Geografi på Lunds Universitet, og som længe har beskæftiget sig med gentrificering, mener bestemt, at en kortlægning af de nominerede etablissementer kan sige noget om gentrificering i København.

»Det ligner helt klart et gentrifier- eller firstmover-index. Det ser ud til, at der også gives point til ’den lidt skæve’ urbane lokalisering. Hårdt trukket op kunne man kalde den ’trøffelsvinsprisen’, eller ’årets urbane trøffelsvin’,« siger han med henvisning til, at trøffelsvin finder trøfler i mudderet før alle andre.

’Det kulturelle trøffelsvin’ er altså pioneren, der er først med at finde det nye område, som er ’på vej op’.
Prisuddeling i Hvidovre?
Med prisuddelernes både stigende og faldende interesse for blandt andet Indre By og Vesterbro tydeliggør nomineringerne et mønster, som er karakteristisk for gentrificeringen af den moderne storby, forklarer Mikkel Thelle, der er lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og leder af Dansk Center for Byhistorie.

»Kortlægningen illustrerer fint bølgerne, der går gennem København, og det afspejler, hvad der sker i mange storbyer, hvor både de kreative og lavere indkomstgrupper presses længere og længere væk fra centrum, når middelklassen flytter ind. Og efterhånden bliver de små eksperimenterende events, gallerier og cafeer så også umuliggjort. Vesterbro er en af de bydele, der har oplevet de mest radikale prisstigninger siden krisen, og her bliver den eksperimenterende kant, som tiltrak folk til blandt andet Kødbyen, nu gradvist afløst af en mere konsoliderende fase, hvor det er butikker, der skal tjene profit, som rykker ind,« siger han.

»Så efterhånden som det her sker på Vesterbro og nu også Nørrebro, hvor bliver kommende års priser så uddelt? I Hvidovre måske?« spørger Mikkel Thelle.
Gentrificering i udlandet
I Berlin har der i årevis eksisteret lokale bevægelser mod gentrificering, huslejestigninger og husudsættelser, som blandt andet har afholdt borgermøder, større demonstrationer og holdt offentlige pladser besat. Nogle kampagner har forsøgt at holde turister og tilflyttere fra at komme til byen og drive priser og huslejer i vejret. 'All Tourists Are Bastards' – alle turister er svin – har blandt andet været et slogan.

I Hamborg har et 'Recht auf Stadt'-netværk mobiliseret til brede borgermøder og protester mod, at mindrebemidlede og migranter presses ud af byen, men anti-gentrificeringsdemonstrationer har også ført til voldsomme sammenstød med ordensmagten. Kampagner, hvor kunstnere og aktivister besatte en række offentlige bygninger, der blev solgt til udenlandske investorer, har blandt andet ført til indrømmelser fra bystyret, som købte bygninger tilbage.

I USA arrangerer netværket 'Right to the City' borgermøder, konferencer og kampagner i byer over hele landet for at involvere græsrødder og fagligt aktive i kampen for de mindrebemidledes ret til at forme byen. I Los Angeles har man desuden set organiserede lokalsamfund anvende alle typer midler – heriblandt fysiske trusler – for at holde velhavere ude af deres kvarter.

For at modvirke boligprisernes himmelflugt i byen gjorde Berlin det i år ulovligt at leje hele lejligheder og huse ud til turister via nettjenester som Airbnb. I Paris og flere amerikanske byer har man forsøgt at slå ned på de mange Airbnb-udlejere, der leaser deres lejligheder året rundt, ligesom man i Barcelona har indført omfattende regulering af udlejningstjenesten og tilbageholdt nye hoteltilladelser for at modvirke, at byen efterhånden er forbeholdt turister og velhavere.
Kapitalens nyttige idiot
Toastbaren Fætter Fætter ligger i det ret unikke Vestafrikanske spisested Mama Africas tidligere lokaler, og den nominerede naturvinbar, Vinskabet, sælger østers og kaviar på adressen, der indtil sidste år husede hjemløsecafeen Grace.

Mette Melchjorsen, der er leder af Grace, går ikke i detaljer med, hvorfor man rykkede ud af lokalerne, men forklarer, at cafeen siden har haft svært ved at finde nye lokaler på Nørrebro.

»Det har vist sig at være rigtig svært at finde et sted, som har lyst til at leje ud til os – et værested og nødherberg for hjemløse immigranter er desværre ikke noget, særligt mange ønsker som naboer,« forklarer hun.

Men er det så de små økologiske cafeer, som driver gentrificeringen og presser de mindrebemidlede og marginaliserede grupper ud?

Så simpelt kan det ikke siges, mener Anders Lund Hansen. Han forklarer, at der, siden man begyndte at forske i gentrificering i 1960’erne, har været en diskussion om, hvorvidt udviklingen drives af kulturen eller af økonomien. Og selvom tendensen oftest først observeres ved, at kunstnere, små gallerier og cafeer rykker ind, så har en række processer som regel gået forud for det.

»En del forskning peger på, at investorerne allerede har været inde og opkøbe og spekulere i ejendommene i de områder, som man regner med, er ’på vej op’, inden kulturen rykker ind. Det er bare ikke så synligt, når man går rundt i byen. Men den nye økonomiske kortlægning af byen kan allerede være i gang, før den lille hippe café rykker ind,« forklarer Anders Lund Hansen.

Han peger på, hvordan selskabet By og Havn for eksempel ejer området omkring Refshaleøen, som endnu ikke er blevet åbnet for planlægning. Her har man i løbet af de seneste år tilskyndet kulturelle arrangementer, der indtil det kommende salg af områdets grunde øger egnens brand, alt imens de kulturelle aktører måske selv føler, at de har været heldige at finde en ny, uberørt plet.

Et andet eksempel er virksomheden Byens Ejendoms investorkonference, der reklamerer med, hvordan Nørrebro og Københavns Nordvest-kvarter udvikler sig »fra at være nedslidte industriområder til at blive nye trendy bydele,« som for erhvervs- og boliginvesteringer efterhånden vil blive »lige så attraktive som indre by«.

»Så kulturen kan – hvis man skal være lidt grov – gå hen og blive en nyttig idiot for kapitalen,« tilføjer Anders Lund Hansen.
Solbrillepoliti
At kulturen går investorernes ærinde, er Thomas Bo Østergaard enig i. Selvom han er kritisk over for de stilrigtige cafeers indryk, mener han ikke, at løsningen er at bebrejde den enkelte caféejer eller at reducere gentrificering til kun at handle om smag og æstetik.

»Folk indgår også ubevidst som instrumenter i processen. Det er jo bestemt af markedsmekanismerne, og skulle det være op til det enkelte individ, ville det blive enormt moraliserende. Så skulle man gå rundt og bede folk om at skifte sko eller tage deres solbriller af, hvis de var lidt for smarte. Det kan man jo ikke,« siger han og påpeger, hvordan både han selv og Informations udsendte bidrager til udviklingen, som vi sidder dér på en bænk på Nørrebro med økologisk to go-kaffe.

– Ja, for skal man modarbejde gentrificering ved for eksempel udelukkende at købe ikkeøkologisk eller lade sine omgivelser forfalde? Kan kritikken ikke let komme til at blive lidt slumromantisk?

»Jo, jeg synes da også, det er et problem, når Søren Ulrik Thomsen for eksempel er så nostalgisk om, hvordan byen plejede at være beskidt, hvor det kommer til at handle mere om, at det er svært at være bohemedigter i byen i dag, frem for hvordan byfornyelsen påvirker menneskene og befolkningssammensætningen,« siger han med henvisning til digterens bidrag til debatten, der især har drejet sig om at kritisere forstadsæstetik i storbyen.

»Jeg kan da for eksempel nu se, at min tidligere kritik af renoveringen af Folkets Park var forfejlet, for parken er faktisk blevet et bedre sted at opholde sig for folk nu – men det hænger så også sammen med, at det er de lokale brugere, der har været inde over det,« siger Thomas Bo Østergaard.

»Problemet er bare, at det offentlige rum er låst i de her neoliberale strukturer, hvor man – lige meget hvor progressive intentioner man må have – er en del af den her Tivoli-økonomi, så snart man bidrager med noget. Al offentlig kultur og kunst og selv dét at sidde og nyde solen her kan jo medvirke til at styrke bydelen som brand.«
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2009.
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2010.
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2016.
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2009.
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2010.
Barer og restauranter nomineret til Ibyenprisen i 2016.
Forskansning mod forældrekøb
Vi holder os inden for Nørrebro-kvarteret ’Den Sorte Firkant’ mellem Jagtvej, Nørrebrogade og Åboulevarden, der gennem tiden har været kendt for både fattigdom og politisk revolte, og går fra Folkets Park mod Blågårds Plads.

Omsluttet af røde murstensblokke spiller børn med rødder i alskens nationer fodbold på pladsen. Siden kommunen under stor lokal modstand udsatte kvarteret for omfattende sanering i slut-1970’erne og 1980’erne har området huset en stor mængde almene boliger.

»De er ligesom bastionen, der gør, at det endnu ikke er endt som på den anden side af Nørrebrogade,« siger Thomas Bo Østergaard og nikker op mod området omkring Sankt Hans Torv, der siden 1990’erne har oplevet en markant ændring i befolkningssammensætningen som følge af blandt andet byfornyelse og forældrekøb af områdets ejer- og andelsboliger.

Byfornyelse og dereguleringen af boligmarkedet over de sidste 10-15 år er ifølge Anders Lund Hansen og Mikkel Thelle netop nogle af hovedkræfterne bag gentrificeringen af København. En boligpolitisk ændring fra en socialdemokratisk byplanlægningstilgang til en mere neoliberal orientering har betydet, at private udlejningsejendomme nu handles til svimlende priser, og at andelsboligerne nærmer sig ejerboligerne i pris.

»Det kan få gentrificeringsprocessen til at eskalere kraftigt i et område med mange andelsejendomme såsom Nørrebro og Vesterbro,« forklarer Anders Lund Hansen, der ligesom Mikkel Thelle mener, at kommunens renovering af Vesterbro er en hovedårsag til, at store dele af bydelens socialt udsatte i dag er presset ud af middelklassen.

»Det har ikke nødvendigvis været kommunens taktik, men på den anden side var man i mange år interesseret i en befolkning, der kunne give et højere skattegrundlag,« siger Anders Lund Hansen.

I flere af kvartererne, der har oplevet en tilstrømning af kulturelle entreprenører over de seneste år, ser udviklingen også ud til at ske i en vekselvirkning med kommunal byfornyelse.

Ved Kødbyen har Sønder Boulevard været udsat for omfattende renovering, området omkring Jægersborggade på Nørrebro flugtes nu af cykelruten Den Grønne Sti, og åbningen af Griffenfeldsgades nye cafeer falder sammen med, at vejen har fået ny, lækker brostensbelægning.
Forædlingens modstandere
På Nørrebrogade, ikke langt fra de nye Ibyen-nomineringer, er der opsat plakater med teksten »BYFORNYELSEN ER FOR DE RIGE – FORSVAR DIT KVARTER!«. Men ellers er både debatten og den folkelige modstand mod gentrificering til at overse i København, hvis man sammenligner med andre europæiske og amerikanske storbyer.

I Berlin har man for eksempel i mange år set kampagner for at holde turister ude af visse kvarterer, og ligesom i andre storbyer mobiliseres der indimellem til store aktioner og borgermøder mod gentrificering. Desuden tages emnet op over for lokalpolitikere, som i flere byer blandt andet presses til at regulere eller ulovliggøre Airbnb.

Mikkel Thelle, der netop har deltaget i en konference om gentrificering i Berlin, mener, den manglende debat i Danmark har at gøre med, at processen er mindre synlig her.

»Amerikanske storbyer – og i langt mindre grad Berlin – fører en mere liberalistisk boligpolitik. Jeg talte med en kvinde fra San Francisco, der simpelthen ikke kunne se, at der foregår gentrificering i København, fordi den bare går så meget langsommere end i USA. Fordi der trods alt stadig er en del regulering her, så bliver processen både langsommere men også mindre synlig,« forklarer han.

Det er Anders Lund Hansen enig i. Han mener samtidig, der har været en mangel på anerkendelse af problemet i Danmark.

»Da jeg skrev min bachelor om gentrificering på Vesterbro i 1996, fik jeg at vide, at ’i Skandinavien har vi løst de her ting’. Der har været den selvopfattelse, at vi er ude over de her problemer. Men med de seneste 20 års afmontering af velfærdsplanlægningen, har problemet nu vist sig at være reelt for mange,« siger han.

Nogle af de få synlige reaktioner på gentrificering i København har været såkaldte Reclaim the Streets-aktioner, som senest sidste år endte med utallige knuste ruder hos ejendomsmæglere og banker på Nørrebro.

Og så var der gadefesten i Hyskenstræde i 2009, som for at »yde forædlingen af byrummet modstand« dækkede den mondæne gade i indre by med graffiti og smadrede butiksfacader.

»Man kan sige meget om Hyskenstræde-aktionen, men i det mindste blev 'gentrificering' for første gang nævnt i danske medier,« siger Thomas Bo Østergaard.

Mikkel Thelle peger desuden på en række andre mulige modsvar til byudviklingen.

»Lige nu er der for eksempel små initiativer for at lave byhaver i byens mellemrum, som bruger byrummet autonomt og dermed indirekte reagerer mod byudviklingstankegangen lige nu, hvor store dele af det offentlige rum bliver privatejet. Oppefra kunne man jo prioritere at planlægge byen, så der er plads til både lejere og små butikker. Og så er den oprindelige tanke bag andelsboligen jo at modvirke spekulation, så man kunne forestille sig, at andelssammenslutninger modsatte sig at spekulere, så helt almindelige mennesker stadig kunne have råd til at bo i byen. Ligesom lejere kunne modsætte sig at købe deres lejligheder, når de fik det tilbudt,« siger han.

»Og så er det herhjemme først og fremmest en god idé at gøre opmærksom på og begynde at tale om problemet.«

Så det har vi altså forsøgt at gøre nu. Men tendensen må alligevel være gået de færreste mennesker på indre Nørrebro forbi, kunne man tænke, som vi klemmer os gennem den summende masse af gæster på Blågårdsgades mange Berlin-lignende cafébænke, der har formeret sig kraftigt over de seneste par år.

I takt med at gallerierne er begyndt at rykke fra Kødbyen til Københavns Nordvestkvarter, er det Nordvest og ydre Nørrebro, som nu skal til at forberede sig på invasionen af hjemmeristede direct trade-kaffebønner, mousserende biovin og højere huslejer. Det kan man nok godt fremskrive temmelig sikkert, for udover gallerierne, spillestederne og investorkonferencerne derude, har området allerede haft tre barer nomineret til Ibyen-prisen.
Tekst: Nikolaj Houmann Mortensen
Illustration: Mia Mottelson
Foto: Polfoto
Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 10. juni 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Martin E. Haastrup
    Martin E. Haastrup
  • Brugerbillede for Sup Aya  Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
Martin E. Haastrup, Sup Aya Laya og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sup Aya  Laya
Sup Aya Laya

Er det ikke et job for Information, at undersøge hvad det er der foregår med firmaet Jeudan der har opkøbt rigtig rigtig mange ejendomme i København? Der er i hvert fald ikke en socialøkonomisk virksomhed ...

Brugerbillede for Lasse Glavind
Lasse Glavind

Og Information rider såmænd med på gentrificeringsbølgen, når middelklasseavisen fra Indre By nu skuer tilbage og laver et lækkert layout (og en god artikel) om en udvikling, der er sket. På den måde når man lige at stille sig 'på den rigtige side' i kampen om byen, selv om både skribenter og abonnenter vel ret beset udgør en del af 'besættelsetropperne' i brokvartererne.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor Information var og er dengang og nu, når de politiske slag blev/bliver udkæmpet? Det kan der svares meget kort på: Information er og har altid været aldeles fraværende som mulig platform for en debat om gentrificeringen og byens fremtid. Det kan jeg sige med 30 års lokalpolitisk erfaring blandt andet fra byfornyelsen af Vesterbro.
Man har - trods masser af opfordringer - altid hellere villet skrive om byfornyelse og beboerprotester i San Francisco, Bogota og Berlin end om de tilsvarende processer i København. Sådan var det i 1990'erne, da vi kæmpede om den sociale dimension i byfornyelsen, og sådan er det i dag, når gentrificeringen ruller videre henover byen - nu i nye kvarterer.

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Jeg har anbefalet artiklen fordi jeg læste den i papiravisen over en frokost hjemme på altanen og godt havde hørt om begrebet 'gentrificering' men vidste ikke hvad det betød.

Den her artikel har anskuelig-gjort det for mig præcis på den måde jeg allerbedst kunne tænke mig at en (papir-)avis skal og bør og må.

Det er oplysning og information når det er bedst.

Tak til Information.