Læsetid: 3 min.

Alle er vi øer

En edderfugl er grund nok til at blive eneboer, en hånds bevægelse hen over en dug portrætterer et helt ægteskab. Tænk at debutere så stilrent, tyst og cool som Rakel Haslund-Gjerrild gør med ’Øer’
Det besynderlige og alment accepterede bytter plads i den eminente debut ’Øer’.

Maria Dønvang

4. juni 2016

Så er der godt nyt: Rakel Haslund-Gjerrild hedder hun, og jeg glæder mig allerede – helt urimeligt – til hendes næste udgivelse. Rakel Haslund-Gjerrild er debutant på Kronstork, hun har skrevet en flok noveller under titlen Øer. Som bogværk er der ikke noget fancy bling-bling over den. Lille format, omslaget er en grøn-hvid skravering af et uroligt hav. Titlen er camoufleret på forsiden, forfatternavnet står med helt små typer på ryggen.

Om den ultrakorte »Edderfuglen«, der er placeret nogenlunde midt i samlingen, står der, at den er fra Knud Rasmussens samling af grønlandske sagn og myter. Den er ikke længere end:

»Der var engang en pebersvend, der roede ud i kajak. Da han kom rundt om et næs og så en edderfugl, gik han til fjelds og blev eneboer.«

En edderfugl kan være grund nok, altså. Eller sagt på en anden måde: Der behøver ikke at stå mere for at sætte en læser i gang. Den lånte fortælling viser ret fint, hvad der er på færde i Øer, nemlig selvvalgt isolation, natur og ja, øer. Ud over Grønland er de øer i øvrigt Bornholm og Island. Havet rundt om øerne naturligvis også. Tomhed og forladthed præger stemningen, og helt konkret tomme og forladte huse.

Jeg kan også give et andet eksempel for at vise samlingens fortættede stil, dette citat er fra »Øst for Paradis«, hvor Sarah og Benjamin er på vej til klipperne for at bade: »De kører ud langs havnen. En stor trawler er på vej ind. Himlen er knaldblå. Mågerne skræpper op og slår smut som små, fjerede skifersten hen over dem. Hun kan godt nå rundt om ham, selv om de har badetøjet imellem sig. Motorcyklen var rød engang. Nu er den falmet så meget, at den næsten er orange. Benjamin siger at den er fra DDR.«

Øer har flere temperamenter, der er f.eks. novellen »To måneder«, som er en lang, løbsk talestrøm om et syret forløb, hvor to mennesker, der lige er blevet kærester har fået hinanden »lidt over grænsen«.

Lige der på kanten

De får rodet sig ud i et vildt ritual, en practical joke, i den lokale kirke midt om natten inspireret af »noget så stenet som det hønseskidningslotteri, der havde været på torvet dagen før« og en cubansk heksedoktor. De optager det hele og vækker stor forargelse. Den gerning får de to måneder for, jf. novellens titel. Novellens stilskift og talesprog får mig til at tænke på Naja Marie Aidts tidlige noveller. Helt præcist på »Betragtning« fra Tilgang (1995), der også pludseligt kommer drønende i, hvad der fremstår som et ufiltreret talesprog.

Så er der de helt tyste sager, eller de små, umærkelige oprør, som personerne i Øer gør. En gammel mand, der skjuler for sine børn, at han er begyndt at vinterbade om natten. Det er der jo sådan set ikke noget mærkeligt i – at vinterbade – ligesom der heller ikke er noget mærkeligt i at etablere en tørresnor med tre rækker snore uden for et sommerhus. Rakel Haslund-Gjerrild er eminent til at skildre alene-mennesker lige der på kanten mellem det allermest almindelige og virkeligt sære. Eller hun får det besynderlige til at bytte plads med det alment accepterede. F.eks. når en fælles, lokal begivenhed som hønseskidningslotteriet lige nævnes i farten som en okay aktivitet, og et selvbestaltet ritual foretaget af to opildnede kroppe derimod som kriminelt.

Og nu tilbage til tørresnoren: At skrive en novelle om en ældre enkemand, der slår pæle i jorden og monterer »flagsnor af tvundet nylon med en høj brud- og slidstyrke« på tværbrættet, så han kan tørre sit vasketøj. At få en så udramatisk handling til at sitre af intensitet og ja, nærmest spænding, det er altså en kunst. Tørresnoren skal være solid, den skal kunne holde til »den saltede vinds slid resten af hans tid her.« Alene dé ord. For ikke at tale om: »når han drikker sin kaffe« og »en gang imellem [stryger] dugen glat med en flad fast hånd, udmærket klar over at han kopierer sin kone, der aldrig selv havde været sig bevægelsen bevidst.«

Han er helt alene der ved havet med sit projekt tørresnor. Hans hånds strøg over dugen minder ham om, at det har han ikke altid været. Så præcist og tyst skildres det lille, store drama i Rakel Haslund-Gjerrilds noveller. Engang hed det »No man is an island«. Alle er vi øer, må det hedde fra nu af.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu