Opgøret med et forgudet spansk spillesystem

En af de ubesungne helte bag de tyske verdensmestres succes i de senere år er en i offentligheden fuldstændig ukendt schweizer ved navn Urs Siegenthaler.

Denne kløgtige iagttager, der har en fortid som divisionsspiller for FC Basel i den bedste schweiziske række tilbage i 1970’erne, er ansat af DFB (Deutscher Fussball-Bund, red.) som en slags global chefspejder, hvilket i bund og grund betyder, at han skal flyve hele kloden rundt på vegne af fodboldforbundet for at se så mange fodboldkampe, som han kan overkomme, og spotte de trends, der afslører, hvor spillet rent taktisk bevæger sig hen.

Disse meldinger sender han så tilbage til Otto-Fleck-Schneise 6 i Frankfurt, hvor fodboldforbundet holder til, og ikke mindst til den tyske landstræner, Joachim Löw, der hele tiden forsøger at kalibrere sit mandskab, så det er parat til at møde nye trusler og udfordringer på den internationale scene.

Löw og Siegenthaler mødes hyppigt til samtaler om den taktiske og spillemæssige udvikling, som fodbolden undergår.

Og som den engelske avis The Guardian kunne referere for nylig, så handler en af de vigtigste tendenser, som Siegenthaler op til dette års europamesterskab har rapporteret hjem til den tyske fodboldboss, om en fornyet spillemæssig styrke hos mandskaber, der forkaster alle tanker om spildominans og overvægt i boldbesiddelse og i stedet bygger deres angrebsspil på at ramme modstanderne på lynhurtige omstillinger, mens de er i ubalance.

De nykårede engelske mestre fra Leicester City og Diego Simeones kyniske Champions League-finalister fra Atlético Madrid er præmieeksempler på mandskaber, der i den forgangne sæson har høstet succes på denne form for direkte og aggressiv omstillingsfodbold.

Men de er blot frontnavnene i en bølge, der også tæller hold som Klopps Liverpool, Tuchels Borussia Dortmund og Marcelinos Villarreal; og på hjemlig grund kan vi efter sommeren vente at se den selvsamme spillestil ude på Vestegnen, hvor Brøndbys nye træner, Alexander Zorniger, ankommer fra Tyskland med et ry for at være en af spilleformens mere radikale disciple.

Vi har i det hele taget at gøre med en generation af trænere, der nærmest i protest mod tiki-takaens – det spanske spillesystem perfektioneret med succes af både Barcelona og Spanien de seneste ti år – uendelige guirlander af pasningssmykkede angrebsopbygninger har udviklet en stil, der går fuldstændig i den anden retning.

Eller som Jürgen Klopp engang karakteriserede forskellen på hans egen fodboldfilosofi og den boldbesiddende stil, der praktiseres af Arsène Wenger og Arsenal:

»Han elsker at have bolden, at spille fodbold, skabe afleveringer … Det er som et orkester. Men det er en stille sang. Jeg holder mere af heavy metal. Jeg kan ikke få det højt nok.«

Forsvarernes EM

Den nye tendens er også slået igennem på landsholdsplan, hvilket blandt andet er blevet bemærket af Tipsbladets redaktør, Troels Bager Thøgersen, der i en artikel op til europamesterskabet noterede sig, at seks af de kvalificerede landshold ankom til Frankrig efter en kvalifikationsturnering, hvor de havde haft mindre end 50 procents boldbesiddelse i puljekampene.

Med andre ord er der tale om landshold, der med en nærmest gammeldags kynisme lokker modstanderne frem på banen og derefter slår til i lynhurtige kontrastød. Og dermed udgør de et nyt trusselsbillede for et traditionelt spilstyrende nationalmandskab som det tyske.

Eller som Siegenthaler ifølge The Guardian har formuleret det:

»Spillet er i forandring for tiden, og vi kæmper med at tilpasse os. Vi bliver nødt til at udvikle nye strategier for at klare os.«

Og en af de strategier, som Die Nationalelf har arbejdet med op til denne slutrunde centrerer om en 1.89 høj target man med spanske aner ved navn Mario Gómez.

Gómez er en klassisk centerforward, der – nogenlunde ligesom den tidligere tyske EM-helt Horst Hrubesch – spiller på den facon, som tyskerne kalder mit der Brechstange.

Sofistikeret pasningsspil og snævre driblinger er ikke hans force, men han er god på låget og ikke bleg for at dele øretæver ud til modstanderne i nærkampene inde i feltet.

Gómez var en integreret del af germanernes landshold i Joachims Löws første tid som landstræner, men han er faldet out of fashion i de seneste tre-fire år.

Skader har holdt ham ude af spillet i længere perioder, og samtidig er han blevet offer for Löws ambitioner om at skabe et mere flydende og pasningsorienteret angrebsspil.

Mere Gómez

I opløbet til denne slutrunde er den høje angriber med det elegant tilbagesvungne hår dog blevet genopfundet i landsholdsregi. Han gjorde comeback på nationalmandskabet i november sidste år til en venskabskamp mod Frankrig, og i foråret scorede han sit første mål i landsholdstrøjen i fire år, da tyskerne dystede mod England.

Nu har han så sneget sig med i den tyske EM-trup og er dermed et af de redskaber, der står til Joachim Löws disposition. Og det ser allerede ud til, at han er blevet en af der Bundestrainers favoritter.

Ganske vist fik han ikke spilletid i den første kamp, men hans funktion på holdet blev allerede demonstreret i gruppespillets andet opgør, hvor Löws tropper havde svært ved at nedbryde et velorganiseret og kontrastærkt polsk mandskab, der gennem store dele af kampen nulstillede de germanske angreb og fik sat flere farlige omstillinger i scene.

Efter godt 70 minutter havde Löw set nok og pillede midtbanemanden Julian Draxler ud til fordel for Gómez.

Dét kom der ikke mål ud af ved den lejlighed, men den store og hovedstødsstærke angribers ankomst på banen gjorde tyskernes opspil mere direkte og beviste, at den tyske landstræner ikke er bleg til at skifte superteknikernes offensive boldnipseri ud med Route One – som englænderne kalder spillemåden med at hælde høje bolde frem til en klassisk tankcenterforward – hvis alt andet svigter.

Og i den tredje puljekamp spillede Gómez fra starten og scorede kampens enlige kasse mod nordirerne. Så der er tegn i stjernerne på, at vi kommer til at se mere til den hovedstødsstærke frontløber fra Fiorentina i denne turnering!

På mange måder deler en anden af turneringens store favoritter – spanierne – skæbne med tyskerne, eftersom også holdet fra Den Iberiske Halvø er ankommet til slutrunden med en spillestil, der i de seneste år har været det, som man i managementsprog kalder ’under udfordring’.

Lige siden tiki-takaen brød frem i slutningen af 00’erne, har iberernes landsholdsrivaler arbejdet på modtræk mod denne tilsyneladende altbesejrende spillestil, og ved verdensmesterskaberne i 2014 så det ud til at være lykkedes.

Her løb La Furia Roja fem gange ind i kontrakniven i kampen mod et hollandsk landshold, der var perfekt sat op af Louis van Gaal. Dén kom spanierne sig aldrig over, og selv om de efterfølgende vandt en halvblød kvalifikationspulje til EM overlegent, så har der op til slutrunden været tvivl om de forsvarende mestres reelle styrke.

Del Bosques meritter

Det var en tvivl, der blev accentueret af det faktum, at spanierne – i modsætning til tyskerne – ikke råder over en træner, der nogensinde har bevist sig selv som en mesterstrateg.

Ganske vist har Vicente del Bosque vundet titler og hæder med både Real Madrid og Spanien, men det har aldrig været med hold, han selv har bygget op.

Det Real Madrid-hold, som han førte til både Champions League-titler og mesterskaber, var stort set selvkørende og blev i øvrigt styret med hård hånd af Casillas, Hierro og Zidane inde på grønsværen.

Og da han skiftede til jobbet som spansk landstræner, overtog han et mandskab med en etableret spillestil, som hans forgænger, Luis Aragonés, under megen møje og besvær havde installeret på holdet.

Man skal jo ikke glemme, at det var El sabio de Hortaleza (vismanden fra Hortaleza, red.) – som Luis Aragonés blev kaldt – der som den første kom til den erkendelse, at hvis spanierne skulle forløse deres fulde potentiale på landsholdsniveau, måtte de skifte fra et umodent og alt for emotionelt kontrahold og til et modent og boldbesiddende turneringshold.

Den flegmatiske del Bosques vigtigste bedrift som landstræner har i høj grad ligget i mandskabsplejen og i hans evne til at skabe en positiv stemning omkring det traditionelt fraktionshærgede nationalmandskab.

Nedturen ved sidste VM udløste imidlertid et generationsskifte på holdet, hvor blandt andet tiki-takaens vigtigste kustoder på den centrale midtbane – Xavi og Xabi Alonso – trak sig tilbage fra aktiv tjeneste, og lige siden har del Bosque haft travlt med at fortælle enhver, der gad høre på det, at hans hold var under omstilling.

Nu må den omstilling dog formodes at være tilendebragt, og den korpulente træner med hvalrosoverskægget er ankommet til Frankrig med et landshold, der for første gang kan karakteriseres som helt hans eget.

Spaniere uden rutine

Det er et forbløffende urutineret hold i stævnesammenhæng, forstået på den måde at spanierne er taget til Frankrig med det mandskab i EM-slutrunden, der har spillet færrest landskampe pr. spiller, nemlig 16.

Spillestilen ser i store træk ud til at være uforandret; der satses fortfarende på en kontrolleret og pasningsbetonet offensiv under ledelse af midtbanemetronomen Andrés Iniesta.

Der ser dog ud til at være sneget sig et nyt element ind i spaniernes angreb i form af en ægte 9’er – altså en decideret frontløber – oppe i forreste linje i stedet for en roterende angrebskæde, hvor midtbanefolkene skyder frem på skift.

Juventus-angriberen Álvaro Morata har i hvert fald fået en del spilletid indtil videre i turneringen, og det har pyntet på spaniernes offensiv, for spydspidsen fra Torino har givet dem den ekstra skarphed, som de al deres succes til trods tidligere har savnet (man skal jo ikke glemme, at Spanien blev verdensmestre i 2010 på blot at score otte mål i syv kampe).

Til trods for en scoring fra Morata løb spanierne imidlertid ind i et uventet nederlag i den tredje puljekamp mod Kroatien, som i denne turnering netop optræder som et af de snu og omstillingsstærke mandskaber, som Siegenthaler advarede Löw mod.

Nederlaget betyder, at spanierne nu har udsigt til en ottendedelsfinale mod endnu et af slutrundens mest udspekulerede mandskaber i skikkelse af Contes Italien.

Der skal nok blive brug for Moratas målinstinkter, hvis de forsvarende europamestre fra Spanien skal overleve den udfordring.

Tyskland spiller ottendedelsfinale på søndag kl. 18 mod en treer fra pulje A, B eller F. Slaget mellem Italien og Spanien spilles på mandag kl. 18