Læsetid: 7 min.

Patroniserende hyggekultur

Med soloudstillingen ’Exterior’ på Sorø Kunstmuseum forsøger kunstnergruppen A Kassen at hjælpe museet med at komme i kontakt med det lokale. Det er der kommet en mærkværdigt patroniserende udstilling ud af, der viser begrænsningerne med ideen om en folkelig konceptkunst
Hvor Pieroth viser værdien i det værdiløse ved at pumpe beskidt vand op fra vandpytter i Berlin og geninstallere dem i et galleri, erstatter A Kassen det værdiløse vand med kostbar aluminium. Det ligner en salgbar og blankpoleret version af hverdagen.

Torben Eskerod

17. juni 2016

Det var ikke let at komme frem til Sorø Kunstmuseum under åbningen af kunstnergruppen A Kassens soloudstilling Exterior for to uger siden.

Byens Storgade, hvor museet ligger, var spærret af for at give plads til et motionsløb, og gaden var fuld af folk, der var godt i gang med at komme i stemning til aftenens udsolgte grillfest og storkoncert med ’verdens største ABBA tribute show’, Arrival from Sweden, på Carlsens Plæne. Nede i kældergalleriet på kunstmuseet, hvor A Kassen udstiller, var der derimod tomt og stille.

Selv om kunstnergruppens udstilling har flyttet dele af Storgades eksteriør ind i gallerirummet, var folkefesten ikke fulgt med.

Det er måske ikke så mærkelig, for Exterior er en ret forsigtig udstilling. Eftersom udstillingen præsenteres som en refleksion »over byens identitet og relationen mellem by og museum«, kan man blive fristet til at tro, at A Kassen måske ikke synes, at Sorø har en særpræget identitet.

Udstillingen står nemlig i genbrugets tegn, og gensynet med A Kassens velkendte værker og strategier i denne ’stedsspecifikke’ kontekst lægger op til en diskussion af standardisering og ’designificering’ af by såvel som kunst i mere generelle termer.

Velkendt underfundighed

Kunstnerne Tommy Petersen, Christian Bretton-Meyer, Søren Petersen og Morten Hebsgaard har samarbejdet under navnet A Kassen siden 2004.

I de seneste årene har kunstnergruppen dog langtfra været arbejdsledig. A Kassen har markeret sig nationalt så vel som internationalt med sine skulpturelle og performative interventioner, der forskyder, forflytter eller transformerer hverdagslige scenografier, objekter eller materialer i og rundt om gallerirummet.

I foråret modtog gruppen Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium for sine »underfundige og præcise værker«, som legatudvalget formuleret det, der »leger bevidst med beskuerens sanser og forventninger til både værket, til kunstinstitutionen og til hverdagen«.

Fem værker

Exterior er A Kassens første soloudstilling på et dansk kunstmuseum, og kunstnergruppen leverer også denne gang en serie ret forudsigelige ’underfundigheder’.

Udstillingen, der blot rummer fem værker, fremstår mest af alt som et slags opsamlingsheat, materielt såvel som konceptuelt, af kunstnergruppens arbejde de seneste år.

Allerede i trappehuset på vej ind i udstillingens hovedrum har A Kassen installeret nogle gamle kendinger, heriblandt et fotografi fra serien Encirclements (2012). Billedet viser den runde brandtrappe i glas fra Arne Jacobsens ’hvide fabrik’ på Nordre Fasanvej i København udstillet i en ramme af materialer lånt fra selvsamme bygning.

På gulvet under fotografiet ligger Cobble Stones (Chaussésten) (2011) bestående af en serie generiske brosten, der delvist er skabt af tilhuggede fragmenter af en gammel barokstatue.

Hvorfor netop disse to værker er med på udstillingen synes uklart, udover at de viser A Kassens vedvarende interesse for at både tage design- og arkitekturelementer ud af deres vante brugskontekst og præsentere dem som ’funktionsløse’ kunstværker samt at omdanne ’traditionelle’ kunstværker til mere eller mindre funktionelle byggeklodser.

Patroniserende antagelser

Transformationer af denne typen er også omdrejningspunktet for de to nye værker, der fylder udstillingens hovedrum.

I værket »Handles« (Håndtag) (2016) har A Kassen lånt femten dørhåndtag fra butikker i Sorøs Storgade og monteret dem direkte på væggene i galleriet. De forskellige dørhåndtag er installeret med store mellemrum langs væggene i den højde, de har siddet i på de døre, de er hentet fra.

I kontrast til disse diskrete greb på væggene er installationen »Inverted Lamp Post« (Omvendte lygtepæle) (2016) mere fremtrædende med sine fem lysende lygtepæle, der hænger ned fra loftet.

Lygtepælene er af samme type, som dem man finder i Storgade, og er monteret sådan, at lamperne næsten berører bakken, mens cementblokkene, som de tidligere har været muret fast i, stikker op gennem gulvet i museets stueetage, hvor de står som små skulpturer i egen ret.

Spredt mellem lygtepælene ligger fem spejlblanke vandpytter i aluminium fra serien Puddles (Vandpytter) (2014-2015), der også var udstillet på gruppens soloudstilling på Gallery Nicolai Wallner i København i foråret.

Exterior fremstår umiddelbart som en stilsikker, kontrolleret og ret kølig udstilling, der placerer sig trygt inden for en kunstnerisk ready- made-tradition med tiltro til rekontekstualiseringens øjenåbnende effekter.

Det er hverdagsæstetikkens tilsyneladende usynlighed, A Kassen vil rette vores blik imod. Ud fra en antagelse om, at vi normalt ikke giver genstandene, der omgiver os, nok fokus, flytter A Kassen altså masseproducerede objekter som offentlige lygtepæle og dørhåndtag ind i museet i håb om, at mødet med denne »omvendte, fordrejede verden«, som formidlingsteksten forklarer det, vil give os »en fornyet opmærksomhed på tingene«.

At hænge dørhåndtag fra Storgade som små minimalistiske smykker på væggene gør naturligvis, at vi ser dem på en anden måde – som æstetiske designobjekter.

Tanken er nok også, at den lokale borger vil synes, det er sjovt at gense et velkendt dørhåndtag præsenteret som et værdifuldt objekt på museumsvæggen. Sjov eller ej så fremstår installationen både ret nem og simpel i sit koncept og sin udførelse som så meget i A Kassens praksis.

Det kræver derfor en vis generøsitet fra tilskueren for at se, hvordan disse håndtag på et »symbolsk plan (kan) åbne andre døre« i gallerirummet. Ja, måske peger dørhåndtagene på Sorøs fordums rigdom, idet de greb, der ser ældst ud, er langt mere komplekst udført i værdifulde metaller som messing, mens de moderne er strømlinjeformede i kedelige materialer som krom.

Måske kan dørhåndtagene fortælle noget om standardisering af design i dagens masseproducerende IKEA-tider. Men måske er sådanne socialhistoriske eller designpolitiske spørgsmål for seriøse at bringe i spil i forhold til en udstilling, der på lettere patroniserende vis synes at være funderet i en antagelse om, at vi besøgende – heriblandt Sorøs beboere – normalt er blinde for og uinteresseret i vores omgivelsers former og deres effekter.

Det er noget lettere irriterende i formidlingstekstens mindfuldnessinspirerede sprog, der hævder, at vi ved at »lægge mærke til rigdommen af detaljer på f.eks. håndtag, eller glædes over vandpytternes form i stedet for at irriteres over dem«, kan opleve, at »hverdagen kan genfortrylles«.

Forgyldningen af hverdagen

A-Kassens kunstpraksis synes nu ellers også mindre investeret i at fortrylle end at forgylde hverdagen. Tag f.eks. gruppens vandpytskulpturer Puddles (Vandpytter). Disse værker står i stærk kontrast til projekter af f.eks. kunstnere som Al Masson, Christian Yde Frostholm eller Kirsten Pieroth, der tit forsøger at vise værdien i det, andre ser som værdiløst.

Hvor Pieroth i projektet Berlin Pfütze (2001-2013) pumper beskidt vand op fra vandpytter i Berlin for derefter at geninstallere pytterne i galleriet, sådan at vandet får en ny flygtig værdi, erstatter A Kassen det værdiløse vand med kostbar aluminium.

Det er derfor ikke så meget »de marginale og oversete fænomener«, der gives en selvstændig værdi her, sådan som formidlingsteksten vil have det til, men snarere en blankpoleret og salgbar udgave af hverdagen.

Når A Kassen installerer lygtepæle i udstillingsrummet, så fremstår disse derfor ikke automatisk som et forsøg på at vise den offentlige arkitekturs fortryllende skønhed.

A Kassens bidrag til sidste weekends Heartland Festival på Egeskov Slot synes at understrege gruppens normalt ret ironiske distance til den kommunale hverdagsæstetik. Til festivalen flyttede A Kassen en lille cirkel af Odenses velfærdsarkitektur, komplet med betonfliser, cykelstativ, trafikskilt og det hele, til den drømmende slotspark.

Hvis A Kassen om ikke andet skabte lidt forstyrrelse i landskabet da, fremstår gruppens interventioner i Sorø friktionsfri og harmløse. Dette kan have noget at gøre med, at Exterior indgår i en udstillingsserie, hvor museet »inviterer yngre danske kunstnere til at interagere med samlingen eller den lokale kontekst«.

I en tid hvor kunstmuseer i stigende grad bliver afkrævet at demonstrere deres relevans og betydning gennem besøgstal og synlighed i offentligheden er udstillinger, der skaber positiv medieomtale om samarbejde med lokale forretningsdrivende og håndværkere, et sikkert kort.

Langt sikrere end at skabe en udstilling, der for eksempel fremhæver, hvordan designfeltet fungerer som et normativt, offentligt forhandlingsrum for forståelse af social status, klasse og andre markører i dagens såkaldt ligestillede samfund.

Uinteresseret

Selv om Exterior med sine mange genbrugsværker ikke for alvor synes interesseret i Sorø som historisk sted, fremstår udstillingen alligevel ret så stedsspecifik. Projektets stedsspecificitet er bare knyttet til museets kontekstuelle behov for lokal forankring snarere end byens sociale geografi.

A Kassen synes på denne måde at være et godt eksempel på fremvæksten af det, kunstneren Honza Hoeck har kaldt ’postinstitutionelle’ kunstpraksisser, der i stedet for at forholde sig kritisk til kunstinstitutionen samarbejder aktivt med den på institutionernes præmisser.

Imens nogle postinstitutionelle kunstnere forsøger at udstille, hvorledes kunstproduktionen formes af de krav, der stilles til f.eks. kunstmuseer i dag, synes A Kassen snarere gladelig at agere som en slags serviceprovider eller institutionskonsulent, der med sin folkelige konceptkunst hjælper museet til at invitere byens borgere ind i en færdigscriptet, konfliktfri forestilling om ’samarbejde’ og ’interaktion’.

Som udstilling er Exterior derfor måske mest interessant som et eksempel på, hvorledes den omsiggribende ’OPP-kultur’ (af offentlig-private partnerskaber) for alvor er ved at blive en normaliseret del af kunstfeltet i dag.

Konsekvenserne af denne tendens er det måske for tidligt at sige noget om, men hvis vi skal dømme ud fra A Kassens udstilling, kan vi frygte en yderligere segmentering af en hyggeorienteret konsensuskultur.

I denne folkelighedsøkonomi vil samtidskunsten nok altid falde dårligt ud til fordel for lettere tilgængelige formater som en grillfest og et ABBA tribute show på den lokale plæne.

’Exterior’. A Kassen på Sorø Kunstmuseum indtil 28. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu