Læsetid: 3 min.

Pistoler byttes ud med gulerødder

The Bronx har længe været hærget af kriminalitet og bandeopgør. En af løsningerne har vist sig at være etableringen af urbane haver, heriblandt Taqwa Farm, som har været en af frontløberne
31-årige Gosh Gonzales står med sine høretelefoner i Taqwa Farm. Han nyder at gå rundt i haven med musik i ørerene. ’Mit frirum’ kalder han det.

Gustav Packness

10. juni 2016

Det er en varm forårsdag i The Bronx i New York, den pulserende by med høje skyskrabere og tusindvis af biler og mennesker. Lyden af travlhed bliver erstattet af ro og børnelatter, når man træder ind gennem metalporten til den urbane have Taqwa Farm.

Til stor forbavselse for børnene fra den nærliggende skole går en fritgående høne rundt og hakker i jorden blandt grøntsagerne. Børnene hviner over hønen, mens Gustav ’Gosh’ Gonzales, 31 år, der arbejder på stedet som frivillig, står sammen med grundlæggeren af Taqwa Farm, Abu Talib, og ser smilende på.

Abu Talib er i slidte Levi’s-shorts og navyblå sweatshirt og fortæller om opstarten helt tilbage i 1991:

»Dengang var der flere stoffer end friske råvarer og flere pistoler end ordentlige mennesker i dette område,« fortæller han. The Bronx var – og er – kendt for banderelateret kriminalitet samt sine mange ghettoer, arbejdsløshed og en høj kriminalitetsrate.

Fra chop shop til urban farm

Der hvor Taqwa Farm ligger i dag, lå der tidligere en såkaldt chop shop: Det flød med tyvekoster, hovedsageligt biler, der havde fået fjernet nummerpladerne, blev skilt ad og solgt videre. Alle tingene på dette sted var nogle, de lokale bander havde hugget.

The Bronx er et fattigt område med mange faldefærdige boligblokke i grålige og brunlige nuancer. Hist og her overmalet med graffiti, men ikke på den trendy måde som i hippe Brooklyn. Fattigdom og bandekriminalitet er stadig en del af The Bronx, men det går bedre i området end tidligere.

Abu Talib og Gosh Gonzales er enige om, at de urbane haver i området har haft indflydelse på miljøet i The Bronx. Haver som Taqwa Farm har været med til at afkriminalisere områder og samtidig gøre haveredskaber til fællesskabets foretrukne værktøj i stedet for pistoler.

»Uden havebrugene ville børnene hærge gaderne, som de gjorde tidligere,« mener Abu Talib. Gosh Gonzales nikker. Derfor mener de begge, at det er vigtigt at videreføre projektet.

Målet er overlevelse

»Vi vil give børn og voksne et sted, hvor det er muligt at skabe et fællesskab,« fortæller den halvt svenske, halvt amerikanske Gosh Gonzales, der har arbejdet frivilligt på Taqwa Farm i syv år.

Børnene, der bor i The Bronx, og som overvejende er sorte amerikanere, hjælper ivrigt til ved at køre med trillebør og vende jorden. Fire ud af ti børn i folkeskolerne i The Bronx er overvægtige, og netop derfor er det afgørende, at børnene lærer noget om friske, sunde råvarer og selv er en del af processen. Det er grundtanken bag Taqwa Farm.

The Bronx er et af de områder i New York, som er en såkaldt food desert – et sted, hvor friske og nærende råvarer er svære at få fat på. Desuden er de få friske fødevarer, der er tilgængelige i The Bronx, dyre, hvilket gør det svært for den gennemsnitlige familie at købe sundt ind. Det går ud over helbredstilstanden. Selvom Gosh Gonzales synes, at det ville være skønt, hvis Taqwa Farm kunne levere mad til mange mennesker, skal man også være realistisk, mener han.

»Vores mål er ikke at udvide og producere fødevarer til tusindvis af mennesker. Det er simpelthen bare at overleve.«

Hvad angår fremtiden, mener Gosh Gonzalez, at de urbane haver er et koncept, der er kommet for at blive. Der har været en stabil ekspansion de seneste år, og der åbnes nye havebrug hvert år. De samarbejder med folkeskoler, og det giver eleverne mulighed for at opleve naturen i et ellers naturfattigt byrum.

»Vi vil vise børnene, at der er andre tilgange til livet end dem, de kender,« fortæller Gosh Gonzales. Han håber, at det vil lykkes at skabe en mentalitet hos den kommende generation, der er sporet ind på bæredygtighed. Taqwa Farm får ingen statsstøtte, men i stedet bidrag fra private donatorer og andre borgere, der deler stedets vision.

»Der er kommet et større fokus på miljøet. Derfor tør jeg godt sige, at dette (de urbane havebrug, red.) er et blivende fænomen,« siger Gosh Gonzales med et selvsikkert smil. Den hvide høne har fundet et af de mange steder, hvor der gror ukrudt, som den står og hakker i. Gosh Gonzales jager den væk. Han vil ikke undvære ukrudtet.

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Tilbage til den grønne fornuft

    10. juni 2016
    Bæredygtig byudvikling kan handle om alt fra affaldssortering til klimarenovering af huse. Men det drejer sig også om at skabe arealer, hvor folk både kan nyde naturen og hinandens selskab
  • Godt nyt fra klimafronten

    10. juni 2016
    En rejse til Bangladesh og mødet med mennesker, der lever med klimaforandringernes direkte konsekvenser, blev startskuddet til 23-årige Klaas Decortes kamp for en mere bæredygtig verden. Hjemme i Bruxelles har han startet magasinet Green Boomers, hvor unge kan medvirke til at fremme den grønne omstilling
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu