Læsetid: 4 min.

Den porøse autonomi

Er den omdiskuterede ’autofiktion’ ikke blot én ud af flere måder, hvorpå danske forfattere de senere år har udfordret dogmet om litteraturens autonomi? Kan vi ikke i det mindste blive enige om det?
11. juni 2016

Mads Bunch og Poul Behrendts antologi til gymnasieskolen Selvfortalt (2015) har ingen anmeldelser fået, og det kan man egentlig godt forstå, at de er skuffede over, når bogen ifølge Mads Bunch for første gang »i verden(shistorien)« indeholder en underinddeling af begrebet ’autofiktion’.

Om det er en ambitiøs eller prætentiøs selvkarakteristik, vil jeg overlade til læseren at vurdere. Nu har begrebet til gengæld fået langt mere omtale de seneste uger, end nogen af forfatterne formentlig havde turdet drømme om.

Det er i den sammenhæng tankevækkende, at det gamle medie, den trykte avis, stadig kan tage føringen i en litteraturdebat foran blogs og Facebook i følgeskab med et substantielt bidrag i det digitale tidsskrift Salon 55 under overskriften »Tilbage til kritikken«.

Det oprindelige spørgsmål lød som bekendt, hvori det nye i dansk samtidslitteratur består? Et bud lyder: »autofiktion«, hvad det så end betyder. Et andet bud, der fortjener en nærmere overvejelse er, hvad Niels Frank i det afsluttende essay i Alt andet er løgn (2007) har benævnt »porøs autonomi«.

Kendetegnende for den modernistiske værkforståelse er forestillingen om kunsten som selvberoende eller autonom, og denne forestilling har i de senere år været under heftig beskydning. Grænsen mellem det kunstneriske udtryk og den omgivende verden synes at være til genforhandling. Den afgørende pointe hos Frank er imidlertid, at der er flere måder at unddrage sig eller overskride værkets autonomi på.

Læs også: Den selvbiografiske sandhed

Omtrent samtidig med Frank formulerede Jeppe Brixvold i Forfatterskolens antologi Legenda IV (2004) et parallelt opgør med autonomiidealet under en (selv)kritisk refleksion over selvbiografien som en mulighed.

At skrive selvbiografisk er for Brixvold blot én vej at gå, også essaystik eller dokumentarisme med en politisk, kulturel, social eller økokritisk dagsorden kan bidrage til overskridelsen af værkautonomien og lægge op til andet og mere end den rent æstetiske læsning.

Traditionsbevidsthed

Vi kan godt blive enige om, at modernismen ikke længere er dominerende. Tilsvarende er jeg som medudgiver af Peer Hultbergs selvbiografi og brev til moren (begge 2009) heller ikke blind for kvaliteterne i den selvbiografiske genre, tværtimod.

Men er det ikke mere perspektivrigt at forstå samtiden i forlængelse snarere end fornægtelse af fortiden? Niels Frank, der med tekstsamlingen Første person, anden person i 2004 søgte en selvbiografisk overskridelse af værkautonomien, legitimerede i førnævnte essay sit ærinde med henvisning til subjektopfattelsen hos de tyske romantikere, navnlig Friedrich Schlegel, der i et Athenäum-fragment fra 1798 definerede subjektet som et »system af personer«, dvs. uden en stabil kerne.

Omvendt må det være på tide at indrømme, at de forfattere, der vel at mærke kun retrospektivt er klassificeret som ’modernister’ i litteraturhistorien, også beskæftigede sig med en virkelighedsreference, endda en selvbiografisk.

Eksempelvis finder James Joyces Ulysses (1922) sted 16. juni 1904, netop den dag, hvor forfatteren havde sit første stævnemøde med Nora Barnacle, sin kommende hustru. At hævde, at der ikke skulle være rigeligt med selvbiografiske invitationer i denne periodes litteratur, er nonsens.

Hvis ikke vi er i stand til at beskrive samtidslitteraturens selvbiografiske nysgerrighed i forlængelse af den litterære tradition, ender vi på historiens losseplads.

Den historiske kontekst hjælper endda til at forstå, hvad der synes at kendetegne samtidslitteraturen; nemlig ikke bare en fornyet selvbiografisk interesse, men i det hele taget en historisk ny bestræbelse på at gennemhulle autonomiidealet og dermed vende tilbage til et udgangspunkt før ideen om æstetisk autonomi for alvor vandt udbredelse.

Postnationalisme

En alt for upåagtet tendens i samtidens litteratur er intentionen om at skrive sig på omgangshøjde med den globaliserede virkelighed. De senere års tilvækst af flygtninge og indvandrere i Danmark har aktualiseret spørgsmålet om nationalitet forstået som en forestilling om kulturel homogenitet.

Ifølge den tyske sociolog Ulrich Beck er nationalstaternes tid i realiteten forbi, og det er kun et spørgsmål om tid, før de europæiske lande erkender, at tidens magt- og identitetsskabende relationer snarere er globale og lokale end nationale. Danske forfattere afsøger tilsvarende nye fællesskaber i et globaliseret rum uden for de nationale rammer.

Foruden Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang (2007) og Niels Franks Nellies bog (2013) kunne der peges på værker som Christina Hagens Boyfrind (2014) og Peder Frederik Jensens Vold (2016).

Tendensen findes også i de øvrige skandinaviske lande, særlig tydeligt i Norge hos eksempelvis Thure Erik Lund, mens Sverige som følge af en mere liberal indvandringspolitik allerede har en veletableret ’indvandrerlitteratur’ med Jonas Hassen Khemiri som én blandt flere markante repræsentanter.

Læs også: Modernismen og ’autofiktion’ er ikke i opposition, men forbindelse

De nævnte forfattere genforhandler intenst relationen mellem nation, modersmål og identitet med henblik på at finde nye postnationale fællesskaber bl.a. defineret af, hvad den indiske antropolog Arjun Appadurai kalder globaliseringens gennemgribende forandring af »det sociale fantasiliv«.

Flere af de valgte værker har indoptaget det fremmede sprog, deres fiktionsunivers er situeret i, hvorfor dansk blandes med engelsk, tysk, fransk eller spansk, og i flere tilfælde udfordres også retskrivningsnormen.

Sådanne værker giver naturligvis ikke fuldstændig afkald på deres autonomi, forfatterne er selvsagt bevidste om deres litterære forudsætninger i det 20. århundrede, men det enkelte værk søger i højeste grad at fremsætte politiske udsagn. Hvis man partout skulle læse denne litteratur som ’autofiktion’, blot fordi der lejlighedsvis henvises til et selvbiografisk forfattersubjekt, ville man ganske enkelt overse værkernes primære anliggende.

Anders Juhl Rasmussen, ph.d., postdoc ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab og litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad.

Læs alle indlæg i debatten om eksperimenter i litteraturen og autofiktion på Information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu