’Råb højt! Det er jeres fremtid det gælder’

Diskussionen om klima og bæredygtighed går mindst tilbage til 1970’erne, fortæller Mogens Lykketoft, der husker diskussionerne i Socialdemokratiet dengang.

Siden har det været et skridt frem og et eller to tilbage, men nu er nedtællingen til de helt store konsekvenser af klimabelastningerne for alvor begyndt.

Mogens Lykketoft opfordrer de unge generationer til at kræve handling, for det er de unge, der skal leve med de ødelæggelser, den nuværende kurs skaber.

– Hvornår blev du første gang opmærksom på klimaspørgsmålet?

»Da vi skrev socialdemokratisk principprogram i 1970’erne, var vi meget optaget af den rapport, der hed Grænser for vækst. Den var skrevet af en international tænketank, der hed Romklubben. De skrev, at man kunne se, at presset på ressourcerne ville blive alt for voldsomt, hvis man fortsatte med den samme økonomiske vækstmodel, som man havde haft siden krigen. Men det var, som om den diskussion fusede lidt ud igen, da man fik oliekrisen. Så var der ikke så meget vækst i verden.«

»Klimaopmærksomheden blegnede en overgang, men i virkeligheden var den rapport starten på den diskussion, vi har nu; klima som en påtrængende del af bæredygtighed. Det accelererer jo nu, i erkendelsen af hvad klimaforandringerne har sat i gang. At de er meget voldsommere, end vi troede. Selv den diskussion, der lå til grund for Parisaftalen i december, er måske desværre allerede forældet, fordi vi har haft så kraftig en opvarmning de sidste år.«

»Det understreger, at hvis man skal undgå, at forandringen bliver fatal, skal man handle nu. Hvis vi fortsætter som hidtil, sender vi mange hundrede millioner mennesker på vandring, skaber nye konflikter, ørkenspredning og stigende vandstande i havene. Det vil være uopretteligt. Forleden sad jeg og talte med min gode ven, FN’s vicegeneralsekretær Jan Eliasson. Han har lige været i Vietnam, hvor man oplever, at lavere vandstand i Mekong-floden og gradvist stigende vandstand i havene betyder, at saltvand trænger op i flodlejet og ødelægger mulighederne for at leve i den første del af Mekong-deltaet. Det er en pædagogisk illustration af, hvad vi får i meget større skala, hvis ikke vi handler. Det betyder, at vandbøfler dør, fordi de ikke kan drikke saltvand. Fiskebestanden går tilbage. Markerne kan ikke dyrkes på samme måde. Der er allerede millioner af mennesker, der bliver nødt til at rykke andre steder hen.«

– Hvordan så man generelt på miljøet og klimaet, da du var ung?

»Jeg kan huske, at vi i Socialdemokratiet formulerede en erkendelse af, at der var grænser for vækst af den type, vi havde haft indtil da. Men der var ikke grænser for vækst i livskvalitet, for det er noget andet end den form for ressourceforbrug og miljøforstyrrende form for vækst, vi har dyrket i den vestlige civilisation. Så erkendelsen har ligget og ulmet, men den er nogle gange blevet overskygget af, at man har sagt: ’Nu har vi haft krise, nu må vi have noget mere gang i væksten.’ Diskussionen om, hvordan vi kan få dækket vores energiforbrug uden at bruge for mange fossile brændstoffer, er først kommet senere hen. Det samme gælder spørgsmålet om, hvordan vi kan producere og genbruge råvarer i stedet for at smide væk. Hele den nødvendige ændring i vores måde at forsyne os på, vores måde at forbruge på, den sker meget langsomt. Man kan dog sige, at FN’s beslutninger i anden halvdel af sidste år er et udtryk for, at den er trængt igennem de højeste steder nu. Ikke mindst er det selvfølgelig vigtigt, at de, der er i spidsen i USA og i Kina, forstår det. Hvis ikke de ændrer kurs, ændrer verden ikke kurs. De fylder for meget i det samlede billede.«

– Hvilke skelsættende begivenheder har ændret dit syn på klima undervejs?

Mogens Lykketoft mener, at de unge generationer har større forståelse for klimaforandringernes konsekvenser end de ældre og råder dem til at kræve handling fra politikerne.

Ulrik Hasemann

»Dét, vi ser for vores øjne. De trusler, som vi efterhånden i et videnskabeligt samfund siger, der er, hvis ikke vi ændrer kurs dramatisk. Det bekymrer mig mest. Det er også derfor, at det bekymrer mig, når der er nogle, der tager så let på det, som man gør i Danmark lige nu. At vi nærmest går ned i ambitionsniveau, når verden har brug for et højere ambitionsniveau. Det her er simpelthen ikke noget, man kan tygge drøv på i fem eller ti år. Hvis vi gør det, er det muligvis for sent overhovedet at gøre noget som helst. Så får I, de unge, en meget besværlig tilværelse.«

– Hvad ser du som den største udfordring ved grøn omstilling?

»Nobelprisvinderen Joseph Stiglitz sagde noget til mig for flere år siden, da vi sad over en middag i København og kiggede på hans bog om finanskrisen. Jeg kunne ikke nå at læse bogen, så jeg lagde hånden på bogen, der lå på bordet. Så spurgte jeg ham, hvad hovedproblemet er. Hans svar var: ’Maybe we only have the best government money can buy.‘ Det er et citat, jeg har brugt og skamredet lige siden. Det er kullobbyen, det er olieselskaberne, det er alle de penge, de kan sprøjte ind i det politiske system for at blive ved med at tjene penge på det, de gør i modstrid med menneskehedens langsigtede interesser. Derfor er Bernie Sanders’ kampagne næsten mere rigtig, end man tør tro. Han mener, at det vigtigste, der kan ske i USA, er at få en regering, der ikke er afhængig af økonomiske interesser. Det gælder selvfølgelig også resten af verden.«

– Hvilke kræfter i samfundet, lokale, nationale og globale, har gjort en bemærkelsesværdig indsats for miljøet?

»Der er heldigvis sådan, at der i tilblivelsen af bæredygtighedsdagsordenen og klimadebatten har været et vældig godt folkemedvirkende. Men det, som jeg er meget opmuntret af for tiden, er de forskellige FN-møder, jeg har været til. Der er en meget stærk opinion blandt nogle af de største virksomheder i verden, som siger, at nu har politikerne fastlagt de regler og reguleringer, som gør, at de som virksomheder gør det rigtige. Eksempelvis er prisen på kul og udslip af CO2 sådan, at den bedste, den mindst risikofyldte og den mest profitable investering er at trække den rigtige vej for kloden. Det er et anderledes medspil, end vi har oplevet tidligere. Vi har selvfølgelig stadig nogle olieselskaber og kulmineejere, som vil kæmpe imod til det sidste. Men der er rigtig meget progressivt erhvervsliv, som siger: ’Vi vil gerne gøre det rigtige, men I må hjælpe os med rammerne, så vi stadig kan drive forretning på det. Så der er sammenhæng mellem det, som verden kan tjene på, og det vi kan tjene på.’«

– Er der nogen, du særligt sætter din lid til, når det gælder klimakampen?

»Det er der heldigvis – og dem skal man virkelig holde til ilden. Der er vældig mange mennesker, der har engageret sig i miljø- og klimabevægelsen. Vi har et stort segment af erhvervsliv, som vi skal have til at hjælpe os med at presse de politiske systemer til at handle. Det er i virkeligheden de vigtigste. Når de private er så vigtige, er det, fordi langt den største del af de investeringer, der skal styre den rigtige vej i retning af mere bæredygtighed og vedvarende energi, er partnerskab med privat kapital. Det private skal være indstillet på at gå den rigtige vej, når vi f.eks. skal lave nye trafiksystemer og finde nye måder at lave byer og affaldssorteringer på. Det har vi allerede haft mange diskussioner om i FN.«

»Vi har også brug for den akademiske verden. Eksperterne. Vi er afhængige af, at der sker nogle teknologiske spring. De har faktisk været i gang hele tiden, f.eks. er prisen på solceller faldet 80 pct. Der er mange andre innovative initiativer, som vi må fremskynde, for at vi kan finde tilstrækkelig mange værktøjer. Videnskaben gør hele tiden enorme fremskridt. Men vores problem er, at vi ved, hvor meget det haster, men vi ved ikke, nøjagtig hvilke nye redskaber, vi får. Men man må støtte den udvikling – også finansielt fra staternes side.«

– Hvilken rolle spiller Danmark i klimadebatten i FN?

»Danmark har haft en markant profil, men den er måske knap så markant nu. Det synes jeg selvfølgelig er dumt. Danmarks indsats har været med til at give os indflydelse på de forskellige processer, og det har været med til at give os høje krav med hensyn til klima og miljø. Det har skabt virksomheder i Danmark, som har solgt til resten af verden. Holder vi et højt ambitionsniveau, lukker nogle gamle virksomheder i Danmark, men det skaber formentligt flere nye, fordi man får fremmet teknologier og produktioner, som resten af verden også har brug for.«

– Hvordan prioriteres klimadebatten i FN i forhold til akutte kriser som flygtninge? Bliver klimadebatten nedprioriteret?

»I FN tror jeg ikke, man kan sige, at der er noget, som bliver nedprioriteret. Jeg vil til Ban Ki-moons, FN’s generalsekretærs, store ros sige, at hvis der er én ting, som han har holdt fast i og skubbet på hele vejen igennem sine snart 10 år på posten, så er det klimasagen. Problemet er ikke i FN-systemet. Vi kan godt holde opmærksomheden på de forskellige udfordringer på samme tid. Problemet er f.eks. Europa, som er fuldstændig opslugt af problemerne omkring flygtninge og en mulig britisk udtrædelse af EU. Det betyder, at der ikke er mange andre beslutninger, der bliver taget i EU på denne side af sommerferien.«

»Hvis Storbritannien træder ud af EU, er det ikke kun en svækkelse af EU som enhed. I det tilfælde vil man skulle bruge næsten alle ressourcer på at finde ud af alle de praktiske ting. Det vil være frygteligt i forhold til at træffe beslutninger om at håndtere klimaproblemet. Amerikanerne er også lidt fraværende for tiden. Det skyldes valgkampen. Men jeg vil sige, at Obama virkelig prøver at skubbe til alle de bolde, han kan skubbe til i forhold til klimaudfordringerne – i den tid, han nu har tilbage.«

– Hvis du skal kigge i krystalkuglen og se på netop klimaspørgsmålet, er du så fortrøstningsfuld, eller ser du udfordringer, der er for store?

»Jeg er moderat optimistisk i forhold til verdenssamfundet. Der er meget, der tyder på, at de største magter trods alt forstår, at deres fælles interesser er vigtigere end deres uenigheder. De problemer, vi står over for – fra terrorisme til klimaforandringer – er virkelig vigtige. De kan kun løses i et internationalt samarbejde. .«

– Er det dit indtryk, at den unge generation i dag er mere opmærksom på klimaet, end din ungdomsgeneration var?

»Det er mit indtryk, at der er mere forståelse for klimaudfordringerne hos den unge generation. Men der er stadig brug for meget mere forståelse! Der er brug for, at de, der har indset, hvor meget det haster, også får nogle andre til at gøre noget. De skal gøre det til et centralt politisk tema. Det er måske en forenklet måde at sige det på, men man er nødt til at stille krav til politikerne om, at de tænker mindst lige så meget på næste generation som på næste valg. Det er bare på med vanten.«

– Har du et godt klimaråd til den unge generation?

»Ja. Råb meget højt! Det er jeres tilværelse, det handler om, nok så meget som det er vores. Måske kan det ikke nå at gå rablende galt, inden jeg dør. Men det kan det sagtens nå at gøre, inden I dør. Derfor må man virkelig engagere sig i at stille krav til politikerne om at handle nu!«