Baggrund
Læsetid: 8 min.

Rambo fra Harar

Knægtene kalder Nahom for Rambo, fordi han er guide til Rimbaud museet. ’Raaambooo,’ lyder det, når de stryger forbi eller når han stopper op for at hilse ved at flette fingre og knipse dem igen og igen. Dette er Thomas Bobergs andet rejsebrev fra Etiopien
Der er i hundred – måske tusindvis vis af hjemløse her i Harar, det er grotesk så mange, der sover på gaderne. Det ligner en omfangsrig humanitær katastrofe på lavt blus.

Der er i hundred – måske tusindvis vis af hjemløse her i Harar, det er grotesk så mange, der sover på gaderne. Det ligner en omfangsrig humanitær katastrofe på lavt blus.

Jorge Fernández

Kultur
11. juni 2016

Dagen efter vores ankomst til Harar møder vi Nahom, eller rettere Nahom møder os på en tebar i Jegul. Det er den gamle bydel, som er omringet af en mur, hvor der er huller til hyænerne, så de kan komme ind og ud.

Han har meget store mørke øjne, der ser ud, som om de aldrig har set noget alvorligt. En slående uskyld. Ansigtshuden er helt blank og ny. Han forstår at være beskeden, afventende, men kort tid efter ved vi allerede en hel del om Nahom.

Hans store drøm er at komme på universitetet, det vil koste ham 12.000 birr (ca. 3.600 kr.), men hans mor, som han bor hos, har ingen penge. I Etiopien er 12.000 birr et uhyrligt beløb for en gadedreng; man kan heller ikke vide, om der er nogen sandhed i Nahoms fortælling. Men det er Nahom, som understøtter sin mor. Ikke desto mindre har hun lovet ham 5.000 birr.

Vi er alt for tætte min mor og mig, siger han, med sit store åbne smil. Nahom er 19 år. Han har lært at tale engelsk på gaden i Harar. Efter teen og samtalen rejser vi os, går udenfor, og der tager vi afsked. Når jeg tror ingen ser det, stikker jeg Nahom 100 birr. Han udviser overraskelse, glæde, som om han overhovedet ikke havde forventet det.

Han sagde ikke noget om, at han kender Imah, vores ven fra i går. Da vi fortalte ham om dette møde, udviste han ingen form for genkendelse. Men som skudt op af jorden står Imah her mellem os og taler højlydt med Nahom. De kender naturligvis alle sammen hinanden.

Om eftermiddagen, netop som jeg er ved at blive klippet, dukker Nahom tilsyneladende tilfældigt op. Frisørsalonen er en lille grotte i den hvide mur i den gamle bydel, labyrinten Jegul. De strittende stumper, maskinbarberingen efterlader, vasker frisøren med grøn shampoo. Skyl det ikke ud, det er vigtigt, siger han.

Det er fredag, Juma-almisse dag. De sidder i lange rækker langs murene og venter på en mønt. Vi bevæger os mod markedet, der er det muslimske marked og det kristne marked, men åbenbart samme sted, forstår jeg, eller alle kommer bare der.

Man må ikke spise kamelkød, siger Nahom, det står i Det Gamle Testamente, men det må muslimerne til gengæld godt. Nahom er selv kristen. For de kristne er kamelen hellig, siger han. Vi kommer til slagtepladsen. De skærer en kamel i stykker. Ådselfuglene suser som knive fra himlen og stjæler stykker ud af slagternes hænder.

Det fantastiske store træ, der skygger over Jeguls ældste moské Sheik Abadir, er en warca, siger Nahom. Sheikerne ligger begravet i moskeens baghave. Inde i den mørke gang sidder muslimer og tygger khat. De sidder på tæpperne, de sidder ved en hellig grav bagest i haven, det er sheikens gravsten, som endnu et stort warcatræ skærmer.

En gammel mand med dinglende snot fra næse ned over munden flagrer i sin brune kappe mellem gravene. De tygger morgen, de tygger middag, de tygger aften, og senere blunder de.

Vi kommer ud på pladsen ved den ortodokse kirke, nogen forlanger 50 birr for indgang. Vi er også kristne, siger jeg, men vi kommer stadig ikke ind. De maser sig voldsomt sammen ved muren, et meget stort grædekoneri. Stærkt troende, stærkt støjende. De ortodokse præster står ikke tilbage for muezzinerne. I timevis messer de, den monotone sang strømmer ud af højttalerne.

---

Kender du noget til Rimbaud og hans tid her, spørger jeg Nahom. Han vil straks vise os Rimbaudmuseet, men siger så, at vi først lige skal se Wesen Seged Hotel, der boede Rimbaud også, når han var i byen.

I gaderne passerer vi unge knægte, de kender alle sammen Nahom, de ved, han kan det der med de fremmede, ferenji. Nahoms blanke ansigt ligner bundløs naivitet, men de er vant til meget, de øjne, deres naive skin er en slags kynisme.

Knægtene kalder Nahom for Rambo, fordi han er guide til Rimbaud museet. »Raaambooo,« lyder det, når de stryger forbi, eller når han stopper op for at hilse ved at flette fingre og knipse dem igen og igen.

Wesen Seged Hotels café er en ussel balkon, der ligger ved Ras Makonnen plads med udsigt til det rundtossede menneskemylder omkring monumentet og Medhane Aleme-kirken, tidligere var det en moské. I 1887 da Kong Menelik II erobrede Harar, kravlede han op i minareten, og for øjnene af den forsamlede menneskemængde pissede han på moskeen.

Mennesker i lange spraglede klæder strømmer i alle retninger. Jeg sidder ved et vakkelvornt plastikbord på balkonen. Det er først, da jeg spørger efter toilettet og går ind i mørket, at jeg opdager en fugtig bardisk allerbagest.

Jeg er tilbage på balkonen, væk fra stanken fra det indre mørkes sjaskede lokummer. Foran mig står en beruset mand og tripper, kath påvirket. Han rabler. De tygger løs alle sammen, kristne som muslimer – også Nahom.

En kvinde trænger sig på, hun sælger en bunke khat- grene med blade i en plastikpose. Ellers sidder kvinder i rækker langs murene i centrum og sælger kath. Jeg tygger nogle blade, tager en ny bunke og propper i munden, det virker ikke på mig, man skal være vedholdende, det tager halve og hele dage at tygge igennem.

---

Hotelcafeen er fyldt med gadetosser, men den er ikke stor nok til dem alle sammen. Der er i hundred – måske tusindvis vis af hjemløse her i Harar, det er grotesk så mange, der sover på gaderne. Det ligner en omfangsrig humanitær katastrofe på lavt blus.

Om aftenen tændes de røde lamper i visse gyder, og purunge prostituerede med tørklæder bevæger sig fra bar til bar for at møde deres kunder. Nahom flyder ovenpå, for han kan tale med de fremmede og turisterne. Det er en af nøglerne.

En lille snavset pige drejer rundt om sig selv. Hun er iført et støvet strutskørt. Jeg har bestilt en cola. Det var altså i denne bygning, Rimbaud indlogerede sig i visse perioder. Sær skygge Rimbaudmyten kaster rundt i Harar. Der er i virkeligheden ingen skygge, den ligner mere kunsten at forvandle et udvisket minde til en eller anden form for indkomst.

Rimbaud havde ikke nogen drøm om et eftermæle, et museum, et mausoleum. Da han kom til Afrika, var han færdig med poesien, eller den var færdig med ham. Udødelighed tilhører en anden tid, tilhører den, han var før, tilhører ungdommen. Livet er dødeligt og forglemmeligt. Og forretningen Rimbaud er ikke god. Det ser man tydeligt, når man når til museet.

Inde i museet er der næsten ingenting. Det berømte digt »Le Bateau Ivre« (Den berusede båd), som Rimbaud skrev som 16-årig, er nedfældet på den engang blåmalede væg, som du ser, når du går op ad trappen til anden sal. Nogle af bogstaverne er slidt væk.

Kopien af et berømt foto af en sløret Rimbaud i Afrika er faldet ned fra væggen. Fra snore i loftet hænger kopier af fotos, som andre fra den tid har taget af byen, og så tilmed et par kopier af fotos, han selv tog engang. Han var en habil fotograf, havde på et tidspunkt ambitioner.

På anden sal er der fuldstændig tomt, de ramponerede vinduer står åbne, udenfor brænder solen og gennemlyser den knaldblå himmel over hustagene. Jeg prøver at lytte, at mærke. Byen, dens uafbrudte støj, stemmerne rundt om i gaderne, den indædte trafik.

Jeg prøver at forestille mig den kværnende aktivitet, det kulørte dagligliv, den myldrende fattigdom, som er Harar i dag. Her er der en sær stilhed kapslet ind i støjen fra virkeligheden udenfor. Der lyder et skarpt skrig, en lille fugl med kraftigt næb flakser rundt inde i bygningen, lander på vindueskarmen, står der og vipper med halen og flyver så ud i det blå.

Rimbaudmuseet her er især trækplaster for de litterært interesserede eller de desperate. De findes, som ser sig selv i hans billede, skønt billedet er plettet og tåget og knap kan siges at eksistere. Men Rimbaud er en anden. Det er ikke digteren, som rejste i Afrika, men handelsmanden. Digteren levede og skrev i Europa.

På trappen sidder en ung kvinde og læser i hans hårde og ret deprimerende breve fra Afrika. Rimbaud myten er det store poetiske mysterium. Hvorfor holdt han op med at skrive som tyveårig? Han blev med et voksen og skuffet, forestiller jeg mig, og vendte sig i afsky mod sin teenageungdoms eksesser.

Han rejste til Afrika, stadig nysgerrig, stadig fuld af rastløs ild, men digtet var forbi, nu drejede det sig konkret om at være undervejs, opdage, tjene penge, det vil sige overleve. Nej, poesien kunne ikke forandre verden, eller Rimbaud som digterseer kunne ikke forandre den, men han kunne forandre poesien, og poesien kunne forandre ham.

Rimbaud nærmede sig på en måde, tror jeg, sin katolske og pragmatiske mor, der kom til at hade poesien, fordi hun mente, den var skyld i sønnens skæbne. Når man er færdig med noget, så er det videre. Til det næste. Og hvis vi ikke når at blive færdige med det, bliver det dødsikkert færdig med os.

---

Man kan se museet fra slagtepladsen med alle fuglene, ådselæderne, der slås med slagterne om kødet. Museet ligner et Gingerbread house, siger min kæreste, ligger på toppen i et dryssende forfald, i sin tid bygget af en indian merchant adskillige år efter Rimbauds død. Der boede han, påstår Nahom. Der kunne han aldrig have boet, protesterer jeg.

Museets vagt, muslimen Abunasir, bekræfter min påstand af indlysende grunde. Nahom er ligeglad, han er Rambo. Han lever og går rundt i de samme gader som Rimbaud dengang for 135 år siden.

En tid boede Rimbaud i et lille hus tæt ved, som nu er revet ned, siger Abunasir. Han nærer en glødende interesse for Rimbaud, han var nemlig også muslim, siger han. Rambo står lidt i baggrunden og ser let distræt, let nonchalant ud i det skarpe lys, som om Abunasir og hans historie ikke vedkommer ham.

Læs også Thomas Bobergs første rejsebrev fra Etiopien: Til Etiopien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her