Læsetid: 5 min.

Bliver Roskilde Festival konstruktiv? Hvem ved. Destruktiv? Givetvis

Roskilde Festival er et mulighedernes eksperimentarium, hvor gæsterne kan opleve musikalske udtryk for det bestående, men heldigvis også bygge broer mellem generationerne. Hvilket vi i den grad har brug for. Informations musikstab peger på årets potentielt bedste koncerter
PJ Harvey spiller på Arena-scenen torsdag kl. 20.30.

PJ Harvey spiller på Arena-scenen torsdag kl. 20.30.

Sofie Amalie Klougart

29. juni 2016

Det er på tide at snakke sammen. Råbe sammen. Skråle. Skåle. I oprømt, øllet, pøllet, lykkelig, euforisk, euforiseret stemning. Roskilde Festival åbner i dag. Og i musikken er der mulighed for nye samtaler. Ja, med Brexit som en bitter realitet er det værd at huske på, at Roskilde Festival også kan agere tværgenerationelt eksperimentarium.

Vi lever i en tid, hvor de ældre generationers privilegier og tankemønstre er til ulempe for de yngre generationer, og det er senest kommet til udtryk med Brexit-afstemningen, hvor den britiske ungdom hjertens gerne ville blive i EU, men ikke fik lov af de ældre. Blandt de 18-24-årige stemte 64 procent for at blive, mens kun 24 stemte for exit, mens tallene for dem over 65 år var 33 for at blive mod 58 procent for at skride.

Det er på tide at lytte til hinanden på tværs af aldersgrupper. Og Roskilde Festival sørger med sin historiebevidsthed for, at repræsentanter for tidligere generationer får lov at kommunikere med ungdommen på et mere underbevidst, måske endda hedonistisk niveau. Ligesom ungdommens protagonister kan formidle de yngres rastløshed, nydelser og frustrationer.

Læs Informations anbefalinger til Roskilde festival her

Kommer der noget ud af det? Måske. Bliver det konstruktivt? Hvem ved. Destruktivt? Givetvis. Men også for at kunne bygge noget nyt i ruinernes vakuum.

De gamles fest

Flere forskellige årtier og musikkulturer er igen i år repræsenteret, således at unge brushoveder kan checke, hvad det er, der sender det grå guld af sted. Neil Young + Promise of the Real giver indsigt i dengang, elguitaren kunne være samtidskritisk fanfare og den akustiske guitar et pastoralt alternativ til borgerskabet. Fra dengang i 60’erne og de tidligere 70’ere, hvor man troede på rocken som omvæltende kraft.

New Order transmitterer fra 80’ernes desillusion, overfladebegejstring og neoliberalismens indtog i Vesten. Reagan og Thatcher. En ny musikkulturs afsked med den politiske forankring til fordel for seksuelle og kønslige undersøgelser – og den elektroniske instrumentpark.

Og de to californiske outfits – funksterne i Red Hot Chili Peppers og hiphopperne i House of Pain (dem med »Jump Around«) – tager os ind i 90’erne, hvor historien blev erklæret slut. Jerntæppet var faldet, og kapitalismen blev vedtaget som det eneste svar, som den sande stabilisator af vores verdensorden.

Der er også transmissioner fra tidlig elektronisk dansemusiks udspring i 80’ernes homoklubkulturer i New York og Chicago: Den amerikanske trio Tuskegees spøgelseserotiske fortolkning af acid house lyder som et perfekt soundtrack til fredag nat. Og den britiske duo Duskys deep house med labre besoulede vokaler i frække filtreringer. Især sidstnævnte lyder som et sundt mødested for dansere i alle aldre.

De unges fest

For de gamle stødere, herunder undertegnede, er der mulighed for at overvære og forhåbentlig tage del i den tidssvarende fest, den med nymodens beats, laserlys, bassdrops og energidrik. Det kommer sandsynligvis i stand med danske MØ og den amerikanske hiphopfunky duo Macklemore & Ryan Lewis (der står bag monsterhittet »Uptown«). Eller i mindre skala med Hayden James’ lækre tropical house, duoen Shades’ spruttende mix af grime, dancehall, drum’n’bass eller Santigolds knejsende globalista-pop.

Ja, måske kan man endda overvære eller endda prøve en nymodens variant af punkens og metallens moshpit, som har fundet nye, unge formidlere i disse år?

Uanset hvad handler det om at se på kroppe og deres sprog, kulturer og deres aftaler. Erfare hvordan forskellige generationer responderer på musikkens vildt varierende betydninger og påvirkninger. Måske erindre hvordan man selv engang var et korpus af utidig forundring. Eller hvordan også ældre generationer er proppet med sanselige væsener.

Lyden af de varme lande

En anden mulighed er at drukne sine indgroede adfærdsmønstre og dansevaner i ukendt territorium. I eksotisk musiks betingede semiotiske vakuum – altså set og hørt fra et vestligt perspektiv. Lov mig i hvert fald at dyrke nogle af de mange koncerter med musik fra de varme lande.

Baba Commandant & The Mandingo Bands rislende polyrytmiske, multiharmoniske afrobeat mixet med folkemusik fra hjemlandet Burkina Faso.

Calypso Rose, den stolte grand old dame af calypsoen, direkte fra Trinidad og Tobago – husk olie til hofteleddene. Marokkanske Imghranes trance-inducerende berber-folklore. Khun Narin’s Electric Phin Band: Psykedelisk elguitar, der tegner med lys på baggrund af et thailandsk folklorist-tapet. Norske Vassviks samiske folklore-hypnoser. Ghanesiske Pat Thomas & Kwashibu Area Bands afrofunk, der varmer alle atomer i din krop. Tal National fra Niger, der affyrer den vildeste, intrikat spillede dansemusik med uregerlige rødder i vestafrikansk tradition.

Og i de mere lytteorienterede egne af det etnisk righoldige katalog kan man inhalere colombianske Los Pirañas, der lyder som cumbia fortolket af en Looney Tunes-komponist. Camerouns Blick Bassy, der leverer en forrygende etnisk farvet singersongwriter fra en anden, en fjerde verdens dimension. Tyrkiske Gaye Su Akyols kryds mellem lokale forsiringer og vokaler samt Lounge Lizards-agtig barstemning. Eller Qwanqwa, bestående af en amerikanske violinist og en etiopisk trio, der vikler smukke og animerende melodier omkring hinanden – og os.

De lysende auteurs

Og så er der igen i år lysende auteurs på pladsen: PJ Harvey. James Blake. Anna Von Hausswolff. Grimes. The Orchestra of Syrian Musicians + Guests ledet af det uforlignelige Blur/Gorillaz-renæssancemenneske Damon Albarn. Amerikanske Blood Oranges eventyrlystne soul-pop. Walisiske Cate Le Bons syrede indie-pop, der afslører en af tidens store melodikere. Samt den canadiske electroclash-queer-frækkert Peaches, der aldrig rigtig synes at ældes.

Folk med guitarer

På metalfronten kan man glæde sig til Gojira, Ghost, Kvelertak, Meshuggah, Slayer og Sumacs tonstunge post-metal.

Og elguitaren fortsat: I den mere indie-sindige ende er der Mac DeMarco, Tame Impala, Car Seat Headrest og de virkelig lovende højsangere i Whitney. Samt den spanske kvartet Hinds’ lo-fi-jubel.

Og lidt uterlig omgang med elguitaren: So Pitteds dommedags-støjrock. Letlive.’s nærmest poppede og alligevel apoplektiske hardcore. Blood Sports polyrytmiske artpunk.

To slags hiphop

Den amerikanskfødte hiphop er stærkt repræsenteret med Vince Staples’ smukt svungne fortællinger fra Long Beach, Californiens bagside. Mens Anderson .Paak mestrer en frisk klingende soul- og jazz-inficeret og melodiøs hiphop, der kunne blive et højdepunkt. Og ellers så sæt dine dollars på Schoolboy Q, Young Thug, chilenske Ana Tijoux (spunky, råt, socialt og feministisk engageret), Freddie Gibbs’ thughop, HO9909’s punkede udladninger, svenske Silvana Imams knejsende ynde.

Eller forsøg dig med den britiske videreudvikling af hiphop, døbt grime. Med Skepta og Stormzy er den nye britiske generation af grime-rappere stærkt repræsenteret. Mens det heller ikke skader, at Elf Kid og Little Simz (kun delvist grime) dukker op.

Og så er der en anden slags britisk rocket hiphop på spil hos den olmt, men begavet spyttende cockney-duo Sleaford Mods, der lukker festivalens Arena-scene lørdag nat.

Electronica og DK

Den elektroniske fane holdes højt i Floating Points’ jazztroniske ekskursioner, der aldrig forfalder til lam tradition. Amerikanske Dj Paypals rundtossede footwork. Kaitlyn Aurelia Smiths fluorescerende oceaniske lydkæder. Og Recondites summende melodiske massage.

Og de danske farver er – over et bredt genrespektrum – fornemt repræsenteret af Bisse, Choir of Young Believers, EXEC, Jacob Bellens, Liss og S!vas.

Uden for kategori

Gå heller ikke glip af Colin Stetson & Sarah Neufeld – en bassaxofonist, der strubesynger, samtidig med at han blæser. Og en violinist, der vikler sig så smukt rundt om det blæste.

Og heller ikke den fænomenale trommeslager Greg Fox, der er artist in residence på årets festival og kan høres i hele tre outfits: trommetosomheden Fox Millions Duo, impro-infernoet Guardian Alien og brutalkvartetten Ex Eye. Det bliver hyl.

God festival. Uanset hvem du er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer