Baggrund
Læsetid: 3 min.

Sæsonens bedste krimier

Fransk kultur er i krise, hævder mange. Måske redningen kommer fra krimifronten, hvor der ligefrem tales om en ny international bølge
Flere steder er man begyndt at tale om en decideret fransk krimibølge, der vil overtage efter den skandinaviske. Mest effektiv og medrivende blandt de nyeste i bølgen er Bernard Miniers ’Iskold død’.

Craig Roberts

Kultur
25. juni 2016

Frankrig er ikke, hvad landet har været. Det hævder mange med forstand på det i hvert fald.

Allerede i 2007 bragte tidsskriftet Time en forsideartikel under overskriften »The Death of French Culture«, hvori det blev konkluderet, at ingen uden for Frankrigs grænser bemærker noget, når et af landets mægtige træer fældes i »den kulturelle skov«.

Og sidste år fulgte Sudhir Hazareesingh op med bogen How the French Think: An Affectionate Portrait of an Intellectual People.

Jeg holder meget af Frankrig, hvor jeg boede nogle år som lille og stadig årligt vender tilbage til, så jeg er snart nået igennem Hazareesinghs meget tykke og tankevækkende fortælling om franske tanker, ideer og filosofi i tidens løb.

Foreløbig er jeg ikke i tvivl: Også Hazareesingh – der er professor i politik ved Oxford og har vundet den franske Prix d’histoire for en bog om Napoleon – er skeptisk over for de seneste årtiers udvikling inden for fransk kultur.

Han ser den præget af alt for abstrakte tanker og en »fetich for semantik« samt »en tendens til at kigge indad og bagud«. I et essay på hjemmesiden aeon.com, bragt i forbindelse med bogens udgivelse, citerer han en førende fransk historiker for at sige, at Frankrig i dag lider af en »national provinsialisme«, hvad ideer og tanker angår.

Angrebene kommer altså fra flere sider, og modvilligt måtte jeg da også selv erkende, at jeg har svært ved at pege på en eneste aktuel fransk forfatter eller filosof, man skal læse.

Med trykket på skal mener jeg, at Houellebecq ikke altid lever op til forventningerne, og hvad skønlitteraturen angår, har jeg i hvert fald svært ved at finde en forfatter, der gør en forskel på samme måde som Balzac, Flaubert, Sartre og Camus engang gjorde.

Eneste undtagelse er kriminalromanen, hvor franskmændene er pokkers veloplagte, hvilket understreges af fire af sæsonens bedste danske titler inden for genren.

Charlie Hebdos nabolag

Mest effektiv og medrivende er Bernard Miniers Iskold død (L&R), der udspiller sig i Pyrenæerne. Her findes et hestekadaver ophængt i en svævebane i 2.000 meters højde.

Ad to spor følger vi politikommissær Martin Servaz’ forsøg på at opklare forbrydelsen og en ung kvindelig psykologs kvaler i sit nye job på den lokale psykiatriske anstalt, hvor en berygtet massemorder sidder indespærret. Kan det være ham, der er på færde?

Minier holder et højt tempo hele vejen igennem, men finder samtidig plads til stemningsfulde landskabsbeskrivelser og en mild kritik af et samfund plaget af frygt, fordomme og social skævhed.

Den slags er der skruet mere op for i Karim Miskés rytmiske og litterært legende Arabisk jazz (Rosinante).

Handlingen udspiller sig i Paris’ 19. arrondissement, en veritabel smeltedigel af jøder, kristne og muslimer. Her fordriver Ahmed dagene med at ryge pot, dagdrømme og læse krimier, indtil hans nabo findes brutalt myrdet, og han selv ender som hovedmistænkt.

Opklaringen foretages af et umage makkerpar, der kommer godt rundt i kvarterets kroge. Uden at virke anmassende eller moralsk får Miské på den måde belyst nogle af de spændinger, der blandt andet førte til angrebet på Charlie Hebdo foretaget af et terrornetværk fra netop dette arrondissement.

Paris’ drabsafdeling har også travlt i Fred Vargas Den barmhjertige guillotine (Rosinante). Men den charmerende lille og intelligente kriminalinspektør Adamsberg stresser ikke, da han får til opgave at finde sammenhængen mellem to lig, der dukker op kort efter hinanden i hovedstaden.

Plottet i dette syvende bind på dansk om Adamsberg er seriens hidtil mest løse og usammenhængende, men sprogligt og stemningsmæssigt skuffer Frankrigs såkaldte krimidronning heller ikke denne gang.

En ny fransk bølge

Det samme gælder Pierre Lemaitres Brudekjolen (L&R), om en kvinde, der flere år efter at have flygtet fra sin fortid, erfarer, at nogen kender til hendes hemmelighed.

Lemaitre har denne gang skruet op for det psykologiske drama og ned for politiintrigen. Resultatet er en anderledes og raffineret krimi, der i bedste forstand er mere uhyggelig og gådefuld, end den er spændende.

Frankrig har altid haft en stor og bred krimitradition med navne som Boileau-Narcejac, Maurice Leblanc, Jean-Claude Izzo og Jean-Christophe Grangé i fortroppen. Alle har de til en vis grad afspejlet det franske samfund med deres bøger, skabt nye tendenser og samtidig været i dialog med strømninger og publikum i udlandet.

Den tradition bæres fint videre af de her nævnte forfattere, som har vundet fine priser og et stort publikum både hjemme og ude; flere steder er man ovenikøbet begyndt at tale om en decideret fransk krimibølge, der vil overtage efter den skandinaviske af slagsen.

Måske den succes vil smitte af på resten af kulturen, så Frankrig atter kan stjæle overskrifter for andet end amerikanske Cannes-premierer, Eurodisneys lange køer og hvad der er langt, langt værre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her