Læsetid: 6 min.

Den selvbiografiske sandhed

Det selvbiografiske er en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at tage alvorligt, hvis man fortsat vil hævde, at man udøver en kritisk litteraturlæsning
4. juni 2016

De seneste uger er der i Information blevet diskuteret autofiktion. Men desværre er diskussionen løbet løbsk og handler om alt muligt andet end autofiktion.

Bl.a. har man tillagt autofiktionen at være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme hænger sammen via en fundamental uafgørlighed i sproget mellem det selvbiografiske og det private, men en sådan uafgørlighed er vel hverken autofiktionens eller modernismens, men snarere litteraturens som sådan, hvorfor den heller ikke giver mening.

En litteraturforsker har påstået, at betegnelsen autofiktion »sporadisk« bliver »klasket på bøgers forsider af forlag«. Men jeg kender ikke til mange romaner, hvor det faktisk er tilfældet, selv om jeg har beskæftiget mig med begrebet i snart mere end fem år. Resultatet er, at tingene mudrer gevaldigt. Folk hidser sig op og kalder autofiktion for et korset og en betegnelse opfundet af enten lidt for smarte journalister eller tilfældige forfattere.

Man enten lader som om eller ser i skyndingen bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet, ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25 år.
Poul Behrendt, som, så vidt jeg ved, er den eneste, der har leveret forskning inden for feltet, definerer fornuftigt autofiktionen således: For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser være opfyldt fra forfatterens side.

Der skal inde i bogen være navneidentitet mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen og på dens titelblad stå genrebetegnelsen roman. Så vidt er jeg fuldstændig enig med Behrendt. Det problematiske opstår, når man også inddrager spørgsmålet om kontrakter. Dvs. hvor meget navneligheden faktisk forpligter forfatteren på det, der fremføres i romanen. Dvs. om navnelighed nu også er lig med empirisk lighed. Det varierer meget inden for genren, alt efter hvilken opfattelse af sprog og virkelighed, forfatteren faktisk har.

I nogle tilfælde skal navneligheden tages som en del af værkets samlede æstetiske udsagn, f.eks. når Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet bevidst leger med sit navn og spiller på navneligheden mellem Bjørn og en bjørn, og, ikke mindst, bjørnen fra Sigurds Bjørnetime. Andre gange, som når Karl Ove Knausgård (selv)højtideligt skriver i bind 6 af Min kamp: »Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove Knausgård.« Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor det til trods for at begge nok kan kategoriseres som autofiktioner, i øvrigt kan være vanskelige at sammenligne yderligere.

Det er klart, at man i Knausgårds roman får mere ud af at gå det selvbiografiske efter i sømmene end i Rasmussens tilfælde, der ikke rigtig inviterer til en sådan læsning.

For min del har jeg aldrig været interesseret i at gå det selvbiografiske efter i sømmene. Det interesserer mig ikke, men jeg finder det interessant, at værkerne integrerer det selvbiografiske så eksplicit, som de gør, i deres udsagn. Hvis jeg ignorer det som læser, er jeg en sørgelig én af slagsen.

Det selvbiografiske er derfor en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at tage alvorligt, hvis man fortsat vil hævde, at man udøver en kritisk litteraturlæsning. Og dette gælder jo ikke bare for autofiktioner, men for megen litteratur ud over denne. Autofiktionen er derfor ikke en tendens, men et forsøg på en genrebetegnelse for de romaner, hvor der er navnelighed, men ikke nødvendigvis empirisk lighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson, men hvor genrebetegnelsen desuagtet er roman.

Behrendt udvider så denne genrebetegnelsesproblematik til også at gælde andet end romaner og indfører i stedet et samlet begreb om fiktionsgenrebetegnelser. Her er jeg ikke helt enig med ham, f.eks. mener jeg ikke, at betegnelsen ’digte’ på en bogs omslag faktisk er enslydende med en ’fiktionskontrakt’. Digte er faktisk sjældent fiktion i mine øjne, men det er en anden sag.

Teksten har sit eget liv

Uanset hvad, så gælder det, at autofiktionen som genre er udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, som er vanskelig at få hold på, og som tilsyneladende ofte får begreberne til at skride.

Denne form for selvfremstilling inden for skønlitteraturen, som man mere overordnet kunne kalde det, afspejler derfor en mere omfattende tendens, der handler om forandringer i selvet og identitetsfølelsen i lyset af generelle termer som globalisering og medialisering.

Autofiktionen er en afspejling af dette. I den udmærkede akademiske artikel om begrebet, som opfinderen af begrebet, forfatteren og litteraten Serge Doubrovsky, udgiver, et par år efter at han opfinder begrebet på bagsiden af sin roman Fils, ser man, hvordan han snarere end at bruge selvbiografien som et udgangspunkt for sin neologisme bruger selvportrættet, og dermed tænker den selvbiografiske diskurs mere i billeder, eller i hvert fald mindst ligeså meget i billeder, som i skrift.

Doubrovsky spørger her bl.a. sig selv, hvordan forfatteren løser den umulighed (apori), der er i projektet at gengive sig selv, og hævder, at det som udgangspunkt er fjollet, fordi det er umuligt. Doubrovskys ’løsning’ er imidlertid den psykoanalytiske session, for her har man med en selvforståelse at gøre, der inkluderer flere deltagere. Autofiktioner skabes via billedet af én selv i det analytiske spejl. Meningen med det billede er noget, der forhandles mellem deltagerne i analysen.

Der er derfor en bevægelse fra væren til tekst i autofiktioner som i selvbiografier, men i autofiktioner skal også tekstens væren tages alvorligt, hævder Doubrovsky. Teksten har sit eget liv, skriver han.
At teksten har sit eget liv, kan lyde gådefyldt, men måske er tanken ikke mere mystisk, end at man som læser også må tage hensyn til dens æstetiske intentioner og dermed kunstneriske ambitioner. Det betyder, at autofiktioner opererer med flere sandheder på samme tid. En selvbiografisk sandhed, hvor det handler om henvisning eller ej, samt en æstetisk sandhed, hvor sandheden kommer til udtryk i det litterære og kunstneriske.

At der sådan arbejdes med flere sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for en kontrovers.

Men forsøger man at se Doubrovskys intentioner i et større perspektiv end noget, der kun har med litterære genrer at gøre, dvs. også at gøre med den grundlæggende forandring af vores tilgang til selvet og det selvbiografiske i kraft af medialisering, globalisering etc., så ser man også et større perspektiv i autofiktionen som genre.

En selvbiografisk diskurs i skønlitterære værker handler ikke bare om at lægge sig på briksen for at finde ud af, hvem man er, men snarere hvor man er i verden. Dvs. den handler om den umulige opgave, det er at være det selvportræt. Det er i sidste ende den selvbiografiske sandhed, som Doubrovsky med sit begreb sigter efter, tror jeg. Dvs. vores utilstrækkelighed i forhold til at ’være’ os selv i en dialogisk/social kontekst, ikke om billedet, portrættet, selvbiografien ligner eller ej.

Og i forhold til den bestræbelse er det helt konkret billedet af os selv, uanset om det billede er i et spejl, et fotografi eller på en skærm, der er det forstyrrende element, for et billede vil i mange tilfælde føles mere virkeligt end én selv. Individet, der som bekendt betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er med de mange medier i dag.

Og apropos, så er det måske i virkeligheden den delelighed, der også langt hen ad vejen karakteriserer debatten her i avisen om autofiktion og andre steder. Litteraturdebattører har mere travlt med at forsvare eller hævde den persona, dvs. det billede, som medierne har skabt, end med at være litteraturkritikere eller litteraturforskere.

Det er i en medielogik en stærk og selvforstærkende proces – man kommer desto mere i medierne – men som litteraturforskning er det muligvis en falliterklæring. Vi må se, hvad fremtiden bringer.

Stefan Kjergaard er literat tilknyttet Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu