Baggrund
Læsetid: 13 min.

’Vi sidder herude i Tigray, og så snakker vi om deres shit’

Om natten bliver min rejsekammerat syg, han vælter ud af sengen og kaster op under stjernerne, feberen stiger, om morgenen er han meget svag og nervøs. Godt vi har de der ’fucking americans’. Tredje del af Thomas Bobergs rejsebreve fra Etiopien
Vi ankommer til et marked, som et fatamorgana i en øde egn, ødselt åbne sække med alle slags krydderier i stærke farver, majs, hvede, æsler, geder, muldyr, dromedarer.

Thomas Boberg

Kultur
18. juni 2016

Fra Meskel Square i Addis går bussen til Mekele. Derfra er det videre til Adigrat, hvor Berhe venter, guiden som skal føre os, min rejsekammerat og jeg, ud i bjergene i Tigray i det nordlige Etiopien ikke så langt fra Eritrea. I 1983 kørte jeg fra Port Sudan til Kassala med lastbilchaufføren Tusfaih og tilbage igen, jeg kørte med ham to gange, han var fra Eritrea, han havde selv deltaget i krigen mod Etiopien og hans søn var blevet dræbt. Heller ikke dengang var det en god idé at tage til Eritrea, Tusfaih frarådede den rejse, det ville næppe være muligt at komme ind. I dag er Eritrea mere lukket end nogensinde. Som Berhe senere siger det, er det politik, ikke folkets vilje. Etiopien er et stort land med 100 millioner mennesker, men der er ikke adgang til havet, og der er ingen vej gennem Eritrea. Vejen til havet for Etiopien går gennem Djibouti. I øjeblikket er den kinesiskejede virksomhed CREC ved at lægge sidste hænder på jernbanen fra Addis Ababa til Djibouti. Kineserne står for en stor del af den nye infrastruktur. Fra anden side hører jeg, at de er ved at bygge en militærbase i Djibouti, som er dobbelt så stor som amerikanernes. Der tales om tørken i nord, der tales om tørken i Afar, Danakil depression. Tigray er famine insecurity zone 2, der er udsigt til hungersnød, hvis ikke regnen og hjælpen kommer. Men i Addis har det regnet. Klokken er 4.30 om morgenen, vi står i en grå, træt kø, bagagen skal tjekkes og vejes, før den placeres i bagagerummet.

---

Turen ud af Addis er langsom gennem den vågnende by. Skikkelser driver langs vejene i morgenmørket. Solen står op. Vi har udsigt til de slidte tørre brudbjerge på dette enorme plateau, som en stor del af Etiopien er gjort af. Skærmen er tændt, og en endeløs sekvens fra en eller anden etiopisk tv-serie kører knitrende og støjende deroppe, rask væk har man taget berømte films soundtrack, hovedpersonerne taler konstant i mobiltelefon i urealistiske og kulisseagtige velhaverhverdagsmiljøer. Når afsnittet slutter, er der videoer med etiopisk popmusik, en sødmefyldt pastoralemuzak i slægt med arabisk, men blødere, sangen snor sig olieagtigt i lette arabesker, det foregår altid ude på landet blandt husdyr, kornneg, figentræer, de danser med overkroppen vrikkende frem og tilbage, og alle er klædt i snehvide dragter. Men den virkelige etiopiske musikscene er ikke desto mindre spændende, jazzens fusion med de traditionelle rytmer, eller reggaens rejse tilbage til sine spirituelle etiopiske rødder. En aften spillede den aldrende Mulatu Astatke i African Jazz Village i Addis, han var selv med til at starte stedet i sin tid. Nu hænger han som plakat overalt, og næsten hver aften kan man se ham i sofaen eller ved et af bordene, tilstede. Efter en times kørsel er det ind til siden. Folk stiger ud, vi forstår at bussen har »technical problems«. Mændene pisser langs vejen, der er en lille klynge af unge eukalyptustræer, hvor kvinder sætter sig på hug. Min rejsekammerat har stillet sig ud mellem træerne for at dyrke tai-chi. De prøver at reparere bussen, men det virker ikke. Vi får at vide, at en ny vil komme, solen er helt oppe nu, og varmen begynder. Der går halvanden time, en ny grøn bus fra Salam-busselskabet kører ind til siden, så kan vi fortsætte rejsen henover det etiopiske højland, hvor hyrder driver deres geder og deres får over vejen, og små dromedarkaravaner bevæger sig i rabatten.

Vi stiger op og har udsigt til et sært fremmed landskab af enorme dimensioner, et urlandskab forestiller jeg mig; åh Lucy, du gamle pige, som gik rundt i Etiopien for 3,2 millioner år siden, vi kalder dig for vores urmoder, skønt du langt fra er den første eller den ældste. Foto: Thomas Boberg

Vi stiger op og har udsigt til et sært fremmed landskab af enorme dimensioner, et urlandskab forestiller jeg mig; åh Lucy, du gamle pige, som gik rundt i Etiopien for 3,2 millioner år siden, vi kalder dig for vores urmoder, skønt du langt fra er den første eller den ældste. Foto: Thomas Boberg

De fleste er kristne herude, men der er også mange muslimer, og på denne strækning ser vi salafismens voksende indflydelse, kvinder med burka, kun en sprække til øjnene. Det er nyt og bekymrende, siger Berhe senere. Vi har altid levet side om side, men fundamentalismen æder sig ind i landet. I Guinea, har jeg fået fortalt, bliver lokale kvinder betalt for at gå med burka, som led i det fundamentalistiske fremstød. Muslimerne har forsøgt at få opført en moské i Axum, Etiopiens helligste by, hvor den oprindelige Pagtens Ark, ifølge de ortodokse, befinder sig i et kloster bevogtet af en mand i solfarvet gabbi (senere får jeg ham selv at se), den eneste levende på kloden, som har set arken, selv ikke de helligste præster må se den. Men moskeen bliver ikke opført i Axum, bystyret svarede: ’Har I nogensinde hørt om, at der er blevet opført en kirke i Mekka?’ Sådan bevæger vi os med bussen videre gennem små pulserende byer, geder, får og dromedarer og så en flok gelada- bavianer, der har anbragt sig i vejkanten for at tigge. Fra tid til anden ser vi mænd i hvide jellabaer og turban patruljere med rifler eller kalasjnikov. Pludselig et bump, bussen har påkørt et æsel, kort opstandelse, æslet rejser sig og humper ud til siden. De har aldrig, som hundene, lært det, æslerne, gederne, muldyrene, at reagere tids nok i trafikken. Min rejsekammerat fortæller om en busrejse i Tanzania, bussen påkørte og dræbte en kvinde, man rullede hende ind i et tæppe og efterlod den døde i vejkanten. 14 timer senere kører vi ind i Mekele, en mellemstor etiopisk by, vi lejer os ind på et forfaldent hotel med store værelser, højt til loftet, lasede vægge, gekkoer i hjørner og ikke fungerende vandhaner og wc-kummer.

Udenfor møder vi King, han arbejder for regeringen og er meget interesseret i at gøre noget for os. Han havde allerede lagt mærke til os i bussen fra Addis, han havde selv været til arbejdsmøde der, siger han. Han peger på Salam-busskiltet til kontoret lige ved hotellet, »for further information«, gentager han igen og igen. King er høj, rimelig velklædt, kan tale engelsk, han siger, at han tænker på at migrere, om Danmark ikke kunne være en god idé? Det er en farefuld færd, han i så fald skal ud på, formentlig først til Khartoum i Sudan for at kontakte en eller anden menneskesmugler, der kan etablere en risikofyldt transport til Libyen. Khartoum er noget lort, Libyen er noget lort, der bliver flygtninge og migranter ofte kidnappet, mishandlet og tvunget ind i slavearbejde. Hvis han overlever dette, er der så den famøse bådtur over Middelhavet, derefter rejsen gennem et stadig vanskeligere Europa, og skulle han nogensinde få ophold i Danmark, hvilket er usandsynligt, da folk fra Etiopien ikke har flygtningestatus, kan han se frem til at blive flaskesamler og bo i en sovepose i Folkets Park på Nørrebro. Her i Mekele har han status, værdighed, ser det ud til, men hvad ved man om andre mennesker efter at have truffet dem et par gange? Alt dette afskrækker ikke King. Jeg har anskaffet mig en mobil her i landet, og King bliver i dage fremover ved med at ringe til mig, han vil høre, hvordan det går, og slutter altid med »for further information«. Mekele er en behagelig by, roligere, langt mindre end Addis. Der er et væld af barer og cafeer, prostituerede trækker udenfor. Sådan er det over hele Etiopien. Jeg sætter mig ind i en meget lille bar og bestiller en Dashen beer. Jeg er den eneste i lokalet udover den kønne modne kvinde, der står bag disken. Hun skruer op for musikken, hun vil vide, om jeg vil høre vestlig musik, jeg siger nej, hvad så? Etiopisk er fint, siger jeg. Hun skruer endnu mere op, så stiller hun sig ud på gulvet og begynder at danse, smukt, sensuelt, diskret. Hun smiler og drejer rundt om sig selv og sætter sig derpå ved mit bord. Der sidder vi i tavshed, indtil min rejsekammerat dukker op, han fortæller om et endnu livligere kvarter, han har fundet, hvor nattelivet for længst er begyndt.

---

I Adigrat venter Berhe på os eller rettere, han finder os ved busholdepladsen. En kort tur i taxa op ad vejen, hvor vi står af. Der står et par æsler og to unge drenge, som går med et stykke vej, ved et stort figentræ venter et par nye æsler og to andre knægte. Hurtigt forsvinder vi ud i et øde landskab af tørre træer og gamle klipper, der rejser sig i udstrakte plateauer. Vi stiger op og har udsigt til et sært fremmed landskab af enorme dimensioner, et urlandskab forestiller jeg mig; åh Lucy, du gamle pige, som gik rundt i Etiopien for 3,2 millioner år siden, vi kalder dig for vores urmoder, skønt du langt fra er den første eller den ældste. Engang brød klodens indre ild ud også her og skubbede gigantiske plader op i plateauer, der størknede til dette på en gang rolige, tidløse og dramatiske landskab. Lodrette 300-400 meter klippevægge, dale med afgrøder og lokale bondesamfund, hvor man pløjer jorden med træplov, hvor man ikke hører lyden af maskiner, kun en sjælden gang ser vi en lastvogn arbejde sig besværligt hen ad en jordvej. Et sted er der en klippeformation med adskillige kirker hugget ind i væggen. Et sted går vi gennem en allé af kaktustræer, et sted springer et blomstrende jacaranda op i det blå, et sted breder et ensomt figentræ sin fantastiske krone ud under himlen. Der er altid træer og planter i en rimelig radius om en kirke, sådan er loven, man må ikke fælde der, gamle knortede oliventræer, men uden oliven, eucalyptus måske og for det meste et figentræ. De såkaldte ’guesthouses’, hvor vi overnatter, er fine stenkonstruktioner, der fra en afstand ligner små flade kirker. De er placeret på udvalgte steder med svimlende syn til bratte fald. Lodrette klippevægge, svævende rovfugle, lammegribben, som kun ernærer sig ved knogler og marv. Et sted huserer den endemiske gelada-bavian, vi ser flokke hærge bøndernes afgrøder, de får øje på os, så trækker de sig langsomt, men alfahannen springer på en af hunaberne og kopulerer, mens den betragter os. Den ligeledes endemiske etiopiske ulv findes herude, og en bjergleopard, som gør indhug i bøndernes dyrebestand om natten. Når vi kommer ind i en landsby, og børnene får øje på os, løber de os råbende og jublende i møde. Vi ankommer til et marked, som et fatamorgana i en øde egn, ødselt åbne sække med alle slags krydderier i stærke farver, majs, hvede, teff til injera (fladbrød, red.), æsler, geder, muldyr, dromedarer. Vi drikker kaffe på et spisested, en lav bygning af ler og mudder, kvinder og mænd får sig en pause fra markedet, man drikker øl her ved middagstid, kvinder som mænd. I de ortodokse miljøer ser man, til forskel fra de muslimske, kvinder og mænd sammen, det er en befrielse. Servitricen er restaurantens ejer og har flere børn, hun er smuk og sexet og styrer butikken med hård hånd.

En af dagene styrter regnen ned, folk er glade, fordi der endelig er lidt væde, senere begynder det at hagle vildt. Jeg pisker ud i landskabet med den ene af æseldriverne, den prægtige fyr Tewelde Medhin, han intonerer en gjaldende krigssang, og jeg stemmer i. Han driver æslet gennem landskabet, og vi suser videre, mens haglbygerne pisker, så bryder solen fri, regnbuen står i en tindrende bue over afgrunden, alting damper og dalen dernede emmer af friskhed. En anden dag søger vi ly i en landsbys lille restaurant, folk står presset helt sammen derinde, mens byger af store haglkugler trommer mod bliktaget og hudfletter omgivelserne.

Mange af de lokale har god kontakt til Tesfa Tours, turistbureauet, der har sendt os herud. Englænderen Mark Chapman er grundlæggeren af Tesfa og har boet i Etiopien i en årrække. Det særlige ved Tesfa er samarbejdet med de lokale, 55 procent af pengene går direkte til dem. Nogle af dem arbejder for vores velbefindende i de forskellige guesthouses. Maden er lokal, velsmagende, fasting (ikke kød) injera, dette glutenfri dejagtige pandekagebrød, hvorpå elegant placeres portioner af grønkål, linser, kartofler, stærk chili m.m., og som man indtager ved med et stykke injera at gribe om en klump og proppe det i munden. Den berømte kaffeceremoni er i top. Min rejsekammerat og jeg er de eneste turister på strækningen, først den allersidste aften møder vi tre amerikanere.

Jeg havde endnu engang forventet enerum i det sidste guesthouse, men det blev forpurret af amerikanerne. Turister har det med at foragte og hade andre turister. Vi vil ha’ det hele for os selv. Jeg var lige flyttet ind i det skønneste rum med et vindue med udsigt til et 300 meter styrt, så blev jeg bedt om at flytte ud og ind i rummet sammen med min rejsekammerat. Fra vores fælles indgang kunne jeg nu se en ca. 40 årig kvinde lægge sine ting ud på den seng, jeg netop havde forladt, lygter, førstehjælpstaske, kamera, alt sammen sidste skrig, denne amerikanske kvinde var velforberedt.

»Satans,« siger jeg, se, hvordan hun folder sig ud der.

»Et pust,« siger min rejsekammerat, så er det ud i afgrunden.«

»Det er for let,« siger jeg.

»Du har ret,« siger han, »vi kan begynde med at flytte hendes ting ud til klippekanten.«

»Det er en skidegod idé,« siger jeg, »sparke dem ud en efter en, langt mere raffineret.«

»Nemlig,« siger han.

»Jeg går ud i gården,« hilser på kvinden med et hyklerisk smil. Oppe på taget ser jeg den ene halvdel af ægteparret, en høj ærkeamerikansk mand med et meget dyrt kamera, som han for længst har stillet op på trefod, mens han står bøjet over det, i færd med at erobre landskabet med sin linse. Hans kone sidder nede i deres værelse og roder med en pose, som viser sig at være en lampe, der lyser posen op indefra. Selv har jeg en soloplader til mobilen med, det er for mig helt ny teknologi, en veninde lånte den til mig. Men de lokale kender den allerede, deres natlamper har solopladere, de kan lyse i 24 timer. Den slags var science fiction i 1983, da jeg rejste rundt i Sudan på den anden side af Eritreas grænse.

Jeg står ved kanten af den lodrette klippevæg, en flok fugle skræpper op 300 meter længere nede, hvis du stirrer længe nok ned i afgrunden, så stirrer den igen, det er vist Nietzsche, der har sagt det, men det behøver man sgu ingen filosof for at sande. Jeg kan endda høre afgrunden hviske »kom, kom, kom«. Så er det tid til at vende om og gå tilbage. Men nu står the american lige ved.

Vi hilser.

»So, what are you doing?«

»I am a writer,« siger jeg.

»Oh, interesting, yeah, my wife just started writing, she really loves it, and she is really good at it.«

»What about you?«

»I am a family doctor.«

Om aftenen sidder vi nede i spiserummet, som også er der, hvor Berhe skal sove. Vi drikker en øl, amerikanerne er der, vi falder i snak. De er lige kommet fra Simiens Mountains. Manden hedder Michael, han er sandt nok ærkeamerikansk, var udstationeret i Irak under deres sidste krig, har set lidt af hvert, nu bor han med sin kone, børnene er voksne, i staten Washington uden for Seattle oppe i Rocky Mountains, det er »great«, for han kan løbe på ski hele vinteren. Han ser at Mellemøsten er et ragnarok, fordi USA og allierede ikke har forstået konfliktens art, nej, man blev der for længe, den første Irak-krig var rigtig. »We went in, cleaned out and left,« som han siger. Han virker naiv og suveræn på samme tid, very friendly, imødekommende som amerikanere kan være det. Vi taler om det kommende præsidentvalg, og de overrasker os ved at være hårdnakkede Bernie Sanders-fans. Han har det, der skal til, mener de, Michaels kone har arbejdet tre uger i et projekt som børnelæge nær Gondar her i Etiopien. Det er muligt, at Bernie Sanders ikke vinder, men han har vist en vej, siger de alle sammen.

Nu har disse amerikanere igen fået hele samtalen til at dreje sig om dem og United States of America. Vi sidder herude i Tigray, og så snakker vi om deres shit. Men de er alligevel flinke folk, bliver vi enige om. Og lidt efter: Det drejer sig om dem, sandt nok, men det er også os, der animerer dem, det er os der udspørger dem om fucking Trump og fucking Hillary og oldingen Bernie. Sådan bliver disse amerikanere alligevel altid centrum for debatten.

---

Om natten bliver min rejsekammerat syg, han vælter ud af sengen og kaster op under stjernerne, feberen stiger, om morgenen er han meget svag og nervøs. Godt vi har de der fucking americans. Michael ser på min rejsekammerat, han vurderer hans overlevelseschancer som gode,»probably a stomachflu, will pass in 24 hours, in the meantime you can have these«. Han gir’ min rejsekammerat nogle piller til at stoppe kvalmen. Og den onde kvinde, som stjal mit rum, tilbyder sig også med febernedsættende piller, alt har de fucking americans taget med. Vi takker og bukker. Vi har en nedstigning på halvanden time, inden vi når vejen. Min rejsekammerat vakler under solens hammer. Berhe ringer til en minibus, den venter på os dernede. Vi bliver for 400 kroner kørt direkte til Axum, en tur på 3 timer, hvor vi indlogerer os på Africa Hotel. Næste morgen lykkes det min rejsekammerat at købe en flybillet til Addis. Jeg bliver et par dage i det mærkværdige og mytiske Axum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her