Læsetid: 7 min.

En sixpack fra Madeira

Historien om Cristiano Ronaldo er historien om en mand, der altid var den sidste tilbage på træningsbanen. Som altid ville være den bedste. Og der er efterhånden ikke en rekord, som han ikke har snuppet
Naturtaletet Cristiano Ronaldo.

Naturtaletet Cristiano Ronaldo.

Polfoto

15. juni 2016

Det måtte jo ske. Cristiano Ronaldo, portugisisk landsholdsspiller og forwardstjerne hos Champions League-mestrene Real Madrid, har overhalet den pensionerede bokser Floyd Mayweather som den bedst indtjenende sportsudøver i verden.

I 2015 skovlede den 31-årige gut fra Santo António på øen Madeira op mod 700 millioner kroner sammen. Pengene kom fra lønnen i Real Madrid og lukrative reklameaftaler med Nike, Tag Heuer og Herbalife. Og mange flere.

Om Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro har Johan Cruyff, som tre gange har vundet Ballon d’Or-prisen som verdens bedste fodboldspiller, engang sagt:

»Ronaldo er bedre end George Best og Denis Law, som var to fantastiske spillere i Uniteds historie.«

Tilbage i 2014 spurgte BBC Sport Real Madrid-legenden Raúl González om Ronaldo er historiens bedste:

»Ronaldo er helt klart på toppen af sin karriere lige nu, og hvis han fortsætter på samme facon, kan han meget vel blive den bedste nogensinde,« sagde den da 37-årige centerforward, som siden blev solgt til New York Cosmos.

»Cristiano og Messi er to af historiens bedste spillere overhovedet. Spørgsmålet er, om de er endnu bedre end Pelé og Diego Maradona. Dén er svær. Men hvis Cristiano fortsætter sådan her fem år til, hvem ved?« spekulerede Raúl.

Efter kampen mod San Lorenzo, som indbragte Real Madrid verdensmesterskabet for klubhold i december 2014, måtte klubbens daværende træner, Carlo Ancelotti, offentligt trøste Ronaldo for de manglende mål. Da Ancelotti senere blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis Ronaldo, som rygterne lød, rejste i 2015, svarede han:

»Så følger jeg bare efter ham.«

Selv José Mourinho, der trænede Real Madrid i årene 2010 til 2013 og oplevede flere personlige bataljer med Ronaldo, måtte give sig:

»At træne ham har været det største, der er sket i min karriere. Han er den mest professionelle spiller, jeg nogensinde har kendt. Mellem en træner og en spiller kan der være meningsudvekslinger på et givent tidspunkt, men det bliver ved dét. Jeg har ikke noget problem med ham. Cristiano Ronaldo har et niveau af en anden verden.«

Mor med overalt

Lige som Cruyff har Ronaldo vundet Ballon d’Or tre gange. Første gang var i 2008. Han var allerede stjerne, men også lidt kejtet. Moderen, Maria Dolores, rejste med ham overalt. I løbet af marts 2009 donerede Ronaldo en million til det hospital, der havde reddet hans mors liv, efter hun fik konstateret brystkræft i 2007.

I 2014 brød Ronaldo ud i tårer, da han fik overrakt pokalen som verdens bedste fodboldspiller. Og i 2015, den tredje gang, udtalte han under festlighederne i Zürich:

»Det er et uforglemmeligt øjeblik i min karriere. Jeg forestillede mig ikke at vinde Guldbolden tre gange. Jeg håber ikke, jeg skal nøjes med denne her, jeg forventer at indhente Messi (som har fået Ballon D’Or fem gange, red.), men det er ikke en besættelse. Jeg vil gerne træde ind i fodboldhistorien som den bedste, og det arbejder jeg på hver eneste dag.«

Og så kom kampråbet: »Siiiiiiiii!«

Hvad var det for noget? Ronaldo forklarede selv efterfølgende:

»Folk og træneren ved, at vi altid laver det råb, når vi scorer mål. Vi gør det til træning, og når vi vinder, gør vi det samme. Det er vores holds råb.«

Det havde været et spektakulært år. Målmaskinen nettede 42 gange i 30 La Liga-kampe for Real Madrid. Han satte spansk rekord for antallet af hattricks. Han vandt Copa del Rey og ikke mindst Champions League, som havde været en besættelse for de hvidblusede i mere end et årti. Og det fortsatte bare. Selv når han spillede under niveau, smadrede han den ene vanvittige statistik efter den anden.

»Den store forskel i forhold til sidste år er, at jeg ikke græd denne gang. Man kan ikke altid græde. Det er et særligt øjeblik, når man hører sit navn. Naturligvis havde jeg tiltro til, at jeg ville vinde, for efter det år, jeg har haft, ville det blive meget svært ikke at vinde. Jeg er meget glad,« sagde Ronaldo på pressemødet i Zürich i midten af januar 2015.

Ronaldo formåede desuden at sætte ’de to sure’ – Michel Platini og Joseph Sepp Blatter – udtrykkeligt til vægs. Tilbage i 2013 udtalte Blatter således om Messi og Ronaldo:

»Messi er en god mand, han er ekstremt hurtigt, han er ikke flamboyant, nej, han danser, han er en venlig mand. Han er en god dreng. Og det er det, der gør ham så populær, og naturligvis scorer han en masse mål, fordi han er så flink og spiller så godt,« sagde Blatter.

Og så kom turen til Ronaldo:

»Ham den anden? Det er noget helt andet! Han er mere ligesom en kommandør på slagmarken.«

Den ene har noget, den anden ikke har. Ronaldo var individualisten, grænsende til det megalomane. Messi var holdspilleren. Blatter rejste sig fra sin stol og parodierede Cristiano: Brystet frem og kejserlige, afmålte skridt. Ligesom Ronaldos berømte frisparksignatur. Publikum grinede.

Efter Ronaldos triumf i starten af 2014 måtte Blatter pænt sige undskyld. Til fodboldfansene, til Real Madrid-præsidenten Florentino Pérez og til Ronaldo selv.

Det samme gjorde Michel Platini:

»Kære Cristiano, jeg vil gerne lykønske dig med at have vundet Guldbolden for tredje gang i din karriere. Det er en enorm bedrift i fodboldverdenen, og der er ingen tvivl om, at du har sat dit aftryk i historien i vores sport. Stort tillykke med alle dine bedrifter og held og lykke i 2015. Alt det bedste,« skrev Platini i sit åbne brev til fodboldstjernen.

CR Junior

Det var en tydeligt rørt Ronaldo, der indtog scenen i Schweiz. Sønnen, Cristiano Ronaldo Junior, som senere skulle spille en hovedrolle i filmen Ronaldo fra 2015, var med. Det samme var Maria Dolores og kæresten Irina Shayk. Klapsalverne regnede ned over den forløste atlet. Pelé var rørt. Selv Blatter havde kæmpe smil på læben.

»Det er et meget stort øjeblik. Jeg savner ord. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger i Real Madrid, på det portugisiske landshold og min familie, der er her sammen med mig i dag,« sagde en skælvende Ronaldo og fortsatte:

»De, der kender mig, ved, at mange har hjulpet mig hertil. Mange af dem er her, men jeg vil specielt gerne nævne afdøde Eusebio, min kæreste og min søn. Og hvis jeg skulle have glemt nogen, vil jeg gerne undskylde. Men lige nu er jeg meget rørt over at have modtaget den her pris.«

I sine første tre sæsoner hos Manchester United scorede Ronaldo kun 27 mål. I de sidste tre blev det til 91 mål. Efter skiftet til Real Madrid i 2009 røg snittet i vejret. Da Ronaldo stod og græd på podiet, havde han scoret 230 mål i 223 kampe. Hattricks var blevet hverdagskost, eller som en engelsk kommentator skrev oven på festen: Ronaldo har gjort mirakler til en grundpræmis.

Resten er hårdt arbejde. Fysikken er af en anden verden, og Ronaldo kan løbe 100 meter på lige knap 10 sekunder. Manchester Uniteds trænerstab kunne se det hele allerede i 2003 på Estadio Jose Alvalade, da Ronaldos daværende klub, Sporting Lissabon, spillede venskabskamp mod United. Få dage senere købte træner Sir Alex Ferguson ham for lidt over 100 millioner kroner.

Træningstimer

Dengang var Ronaldo en spinkel dreng med en enorm hjemve. Alligevel lagde han ikke skjul på, at han ville være verdens bedste. Hjælpen kom i form af Mike Clegg, Uniteds såkaldte udviklingscoach, der var kommet til klubben tre år tidligere. Nu skulle Ronaldo være en superatlet.

»Han var en livlig knægt,« fortalte Clegg til BBC Sport.

»Carlos Queiroz var afgørende i skiftet til United, men Ferguson var om muligt endnu vigtigere. Ronaldo var helt vildt determineret allerede fra begyndelsen, og det kunne Carlos og Fergie sagtens se. Men det var først, da drengen kom til Carrington, Uniteds træningskompleks, at hans seriøsitet rigtig gik op for mig,« sagde Mike Clegg.

»Ronaldo var et naturtalent, en usleben diamant, men han brugte tusinder og atter tusinder træningstimer på at blive den perfekte fodboldspiller. Og så ser jeg på de andre, som også har talent. Nani og Anderson kom begge til klubben i 2007 i cirka samme alder som Ronnie. Forskellen var astronomisk. Jeg tror ikke, de vidste, hvordan de kunne blive de bedste. Ronaldo var i en liga for sig,« slog Clegg fast.

Wayne Rooney havde allerede sagt det i sin selvbiografi om sin tidligere klubkammerat i Manchester United. Ronaldo – eller CR7, som han kalder sig selv og sine tøjbutikker på Madeira – står i timevis og spejler sig.

Vittigheden går på, at Ronaldo bliver harm over frispark og kolbøtter i det våde græs, fordi det ødelægger frisuren. Dén var Sepp Blatter helt med på, da han uden navns nævnelse sammenlignede Messi og Ronaldo:

»Men det er den anden side af fodbold, og det er en god ting at have sådan nogle chefer på banen også. Alle spillere har ikke nødvendigvis den samme attitude, og det giver liv til fodbolden, altså at den ene har flere frisørudgifter end den anden. Men det gør ikke noget,« sagde Blatter.

December sidste år glødede internettet. Søgeordene ’Ronaldo’ og ’gay’ viste foruroligende nyt. Madrid-stjernen rejste angiveligt flere gange ugentligt i sit private jetfly til Marokko for at besøge kickboxeren og muskelbjerget Badr Hari. Solbeskinnede fotos viste Cristiano i favnen på Hari.

Var han i virkeligheden ’kvinden’ i et homoseksuelt forhold? Eller var Hari og Ronaldo bare bros i et moderne, heteroseksuelt karneval?

Daniel Riolo, vært i det franske tv-show Touche pas a mon sport, fik publikum i studiet til at gispe, da han afslørede Ronaldos besøgsfrekvens. De to mænd gik i poolen sammen, havde armene om hinanden, spiste middag i skæret fra stearinlys – den ene skaldet og naturligt kropsbehåret, den anden glat som en orange fotomodel og med perfekt, plastikkirurgisk designet næse. Måske.

Og så gispede publikum endnu mere. Det fortæller mere om nogle fodboldprogrammer end om CR7.

I videoen ’Tested to the Limit’ får du alle svarene på vidunderet Ronaldo. Se den her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man ser ud som Cristiano Ronaldo, er der vel ikke noget at sige til, at man kan li' at se sig selv i spejlet.

"A constant pleasure to the eye".