Læsetid: 5 min.

’At skrive er at gøre angsten håndgribelig’

Rakel Haslund-Gjerrilds Øer er et forsvarsskrift for de eksistenser, der står uden for det, samfundet har defineret som normalt og meningsfuldt. ’Vi har brug for litteraturen til virkelig at møde det, der ikke er os selv,’ mener hun
At læse og skrive er en måde at komme derud, hvor ting, tanker og levemåder lugter anderledes, mener Rakel Haslund-Gjerrild.

Ulrik Hasemann

25. juni 2016

Første skub til udgivelsen af novellesamlingen Øer kom fra Rakel Haslund-Gjerrilds fødeø, Bornholm, da hun til Jakob Hansens Litteraturfestival på Bornholm i september 2014 blev inviteret til at læse op.

Herfra landede novellen »Vinterligger« i det litterære tidsskrift Slagtryk, og nu er novellen altså en del af samlingen Øer, der er udkommet på forlaget Kronstork.

Øer er en bog om øboere og øsamfund – om fiskere, kristne og eneboere. Især Bornholm, hvor Rakel Haslund-Gjerrild er vokset op, men også Grønland, hvorfra det meste af samlingen er skrevet.

»Jeg interesserer mig for de mennesker, der ikke lever op til et eller andet normalitetsbegreb – fordi de ikke lever op til et eller andet normalitetsbegreb. Der er nogle særlige excentriske og sælsomme typer, der nok især lever på øerne og i civilisationens udkant, tror jeg,« fortæller hun.

Øer er en litterær undersøgelse af, hvad ensomhed og værdighed og en meningsfuld tilværelse egentlig er; en undersøgelse af de mindste betydningsgivende elementer i menneskers liv.

»En grundlæggende motivation for mig er nok at stille spørgsmål til, hvad der gør liv meningsfuldt,« fortæller Rakel Haslund-Gjerrild.

Og det kan i Øer være de mindste ting, der giver et liv, en dag eller et øjeblik mening: at hænge en tørresnor op, at glatte en dug, at fælde et kastanjetræ ned i en søsters rododendronbusk eller at vinterbade om natten.

»De her rituelle handlinger minder os om, at intet er ubetydeligt, hvis personen, der udfører handlingen, dedikerer sig til det og selv tror på, at det er meningsfuldt,« forklarer Rakel Haslund-Gjerrild. Hun mener, at vi både som mennesker og samfund bør være bedre til at have forståelse og rum for det, der er meningsfuldt for andre:

»At være eneboer og vælge at leve på kanten af det, samfundet definerer som ’normalt’ er på ingen måde ensbetydende med, at man ikke har mening eller værdi i sit liv. Ligesom tro og religion ikke er en antitese til det uddannede og kritisk tænkende,« siger Rakel Haslund-Gjerrild og tilføjer:

»Derfor er jeg også meget interesseret i at portrættere det danske frikirkemiljø, som i dansk litteratur næsten altid fremstilles satirisk: At tale i tunger opfattes som latterligt, men jeg er interesseret i den betydning, sådan en handling har for det menneske, der tror på det.«

Der er brug for flere stemmer i litteraturen såvel som i samfundsdebatten, der taler om det anderledes, om de øsamfund, eneboere og troende, hvis livsbetingelser bliver sværere og sværere, mener Rakel Haslund-Gjerrild:

»De bliver glemt. Alt imens deres arbejde, identitet og historie forsvinder.«

Hun beskriver, hvordan eksempelvis Nexø Havn var stopfyldt og pulserende, da hun var barn. Men i dag, mindre end tyve år senere, er havnen næsten tom.

»Og mens de socioøkonomiske omstændigheder for en tilværelse som øboer bliver sværere og sværere, synes jeg, der er en voksende tendens til, at man ser ned på den her type eksistenser. Øer er et slags forsvarsskrift for de her mennesker og steder,« fastslår hun.

Angst og analfabet

Da Rakel Haslund-Gjerrild var 19 år gammel, besluttede hun sig for af flytte til Kina for at leve anderledes, lære kinesisk og finde ud af, om hun egentlig var kristen.

Hun er vokset op i, hvad hun selv beskriver som »et varmt, reflekteret og trygt trosmiljø« på Bornholm, men oplevede i sine teenageår en grundlæggende tvivl, som hun måtte rejse væk for at få styr på. Så hun rejste til Yunnan-provinsen (»stedet syd for skyerne« oversætter hun), hvor hun boede i to år.

»Flytningen var en del af en lang beslutningsproces, der endte med, at jeg besluttede, at jeg ikke var kristen. Jeg var følelsesmæssigt overbevist om, at Gud måtte eksistere, men rationelt syntes jeg ikke, at argumenterne slog til. Men hvad så derfra? Hvad er så meningen? Det var naturligvis dér, jeg ramte mit livs største krise,« fortæller hun.

Og dér hjalp Kina, det fuldstændig ukendte kinesiske sprog og litteraturen:

»At flytte til Kina var at blive analfabet på alle områder – i forhold til sprog, religion, kultur og tænkning.«

Kina gav Rakel Haslund-Gjerrild mulighed for at starte et andet sted; tænke, tale og skrive fra et andet sted og med en ny åbenhed – og på den måde oplevede hun at holde sig selv, sin tro eller ikke-tro og hendes angst for meningsløsheden ud i strakt arm. »Og det er præcis det, litteraturen også gør for mig,« fortæller hun.

»Det har hjulpet mig i min angst for meningsløshed at skrive. Det er en måde at distancere sig fra sig selv og få en tiltrængt pause fra sine tanker. Og så er det en måde at give netop angsten én eller anden form for konkret substans eller udtryk – og på den måde bliver den synlig og lettere at håndtere,« fortæller Rakel Haslund-Gjerrild.

Læsevenskab

Det at skrive, at lade sig bebo af andre stemmer og karakterer, har ikke alene en distancerende og angstdæmpende funktion for Rakel Haslund-Gjerrild. Det er også det mest horisontudvidende, socialt, kulturelt og psykologisk uddannende, man kan komme i nærheden af, mener hun.

»Det er så fuldstændig enestående, hvordan litteratur kan bygge bro mellem mennesker, historiske perioder og geografiske grænser med ganske få virkemidler. Litteratur giver som intet andet adgang til indre liv, tanker og tilværelser, som vi ellers er afskåret fra af diverse sociale, kulturelle eller geografiske årsager.«

At læse og skrive er en måde at komme derud, hvor ting, tanker og levemåder lugter anderledes:

»For det er faktisk ganske svært virkelig at møde det, der er anderledes med et nogenlunde åbent og nysgerrigt sind. Men i litteraturen er det ganske let; her møder vi karakterer og miljøer præcis dér, hvor de er – i en kinesisk landsby for 3.000 år siden eller måske i en bornholmsk havneby i dag.«

Og mødet med det anderledes er forudsætningen for at forstå, lære og acceptere det anderledes. Noget, litteraturen kan hjælpe os med at blive bedre til, mener Rakel Haslund-Gjerrild:

»En af de ældste kinesiske definitioner på, hvad et digt er, siger at ’digtet udtrykker det, som hjertet er fyldt af’. Altså er et digt det sted, hvor du ikke kan skjule, hvem du er. Og netop derfor skaber litteratur, som jeg ser det, de bedste forudsætninger for at mødes på tværs af tid, geografi og socioøkonomiske skel.«

Læs også anmeldelsen af Øer: Alle er vi øer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu