Læsetid 4 min.

Vil du spises af en tiger?

En politisk kunstnergruppe leder efter flygtninge, der i frustration over den europæiske flygtningepolitik er villige til at lade sig ofre til fire tigre i et forsøg på at påvirke beslutningstagerne
De fire tigere har 120 kvadratmeter, mere end dobbelt så meget som dyrlæger foreslog den politiske kunstnergruppe Zentrum für Politische Schönheit. På samme areal bor der i Hangar 3 på Tempelhof-flyplads i det sydlige Berlin op mod 80 asylansøgere.

Patryk Witt|Zentrum für Politische Schönheit

25. juni 2016

I hjertet af Berlin, på pladsen ved Maxim Gorki-teatret, der ligger klemt inde mellem Humboldt- Universität, byens historiske museum og Neue Wache, et mindesmærke for ofre for krig og tyranni, spankulerer fire majestætiske tigre rundt i et sortmalet bur, mens en mand i gladiatorkostume overvåger den nysgerrige folkemængde.

Det er kunstnergruppen Zentrum für Politische Schönheit, der er i gang med at afvikle aktionen Flüchtlinge Fressen, ’flygtningespisning’, hvis undertitel Not und Spiele (nød og skuespil) sender en hilsen til Romerrigets Brot und Spiele – brød og skuespil.

Det er 16. juni, og i Gorki-teatrets tætpakkede sal afholder tre af gruppens medlemmer pressemøde. Kulisserne ligner til forveksling den tyske forbundsdags presselokale, blot står der ikke Bundespressekonferenz, men Bundeserpressungskonferenz – ’afpresningskonference’ – på bagvæggen.

Kunstaktionen skal hjælpe nutidens krigs- og tyranniofre ved at få afskaffet EU-direktivet om transportøransvar, som gør det ulovligt at transportere folk uden visum ind i Schengen-området.

Folk på flugt har sjældent visum, til gengæld har de ifølge menneskerettighederne og Genèvekonventionen krav på asyl, men på grund af direktivet sidestilles de med illegale indvandrere og må derfor betale menneskesmuglere for en rejse over Middelhavet.

I stedet for at hjælpe de nødstedte, kaster Europa dem dermed ud i et spil om liv og død, ikke ulig gladiatorkampene i det gamle Rom, lyder det til afpresningskonferencen: Tigerne i buret er således et symbol på det dødbringende hav.

 

Kunstens Robin Hood

Men tigerne er mere end blot et symbol. Zentrum für Politische Schönheit forsøger samtidig at samle penge til at flyve 100 syriske flygtninge fra Tyrkiet til Berlin på 15-årsdagen for EU-direktivet. Det kræver dog en lovændring.

Derfor søger gruppen asylansøgere, der i frustration over situationen vil sætte livet på spil i tigerburet for derved at afpresse de tyske magthavere til at afskaffe loven.

I gruppens hyperreale teaterunivers indtager Angela Merkel og landets præsident, Joachim Gauck, altså rollerne som romerske feltherrer, der med en enkelt håndbevægelse kan bestemme over liv og død, over sikre flyruter og livsfarlige bådture.

Med deres aktionskunst forsøger Zentrum für Politische Schönheit at gøre verden til et bedre sted.

»Vi, de stærke, kæmper for de svages ret,« lyder det i en mail fra gruppen, hvis forbilleder tæller Claus von Stauffenberg, Robert Neudeck og Varian Fry; mænd, der forsøgte at afskaffe en diktator og hjalp nødstedte ud af krigszoner.

Nu forsøger gruppen med kunstens hjælp at redde menneskeliv:

»Vores aktioner viser, hvordan der fra øverste sted spilles med menneskeskæbner. Vi spiller dette spil, så offentligheden kan forstå, hvilket grusomt spil politikken spiller. Men ligesom Platon, der ikke mente, at folk blot skulle se skygger, vil vi rive teatrets ydre vægge ned, så samfundet opsnapper et glimt af sandheden. Vi viser, at der findes skyldige for massedøden, som kan adresseres.«

Men Zentrum für Politische Schönheit vil ikke kun udstille magthaverne og blotlægge sandheden; de viser også, hvad en politisk skøn handling kunne være.

Det er det, de gør, når de flyver 100 mennesker til Europa, og det var det, de gjorde sidste år med aktionen Die Brücke fra 2015.

På vegne af den østrigske regering offentliggjorde gruppen en video med planer om en bro fra Afrika til Europa. Af videoen fremgik det, at 1.000 redningsplatforme ville blive forankret i Middelhavet, mens bygningsarbejdet skulle pågå:

»For os handler det at forhindre folkedrab, og vi viser, hvordan det kan gøres. Die Brücke-aktionen er et godt eksempel. Med vores begrænsede finansielle midler satte vi den første platform ud og viste dermed, at man på kort tid og med få økonomiske udgifter kan redde liv. Nu venter vi på, at politikkerne overtager konceptet og installerer de resterende 999 platforme.«

 

Kunst når politikken svigter

Til spørgsmålet om, hvorvidt en sådan brobygning og installation af platforme ikke blot er en form for symptombehandling, svarer gruppen:

»Vi kan ikke blive ved med lade disse mennesker, deriblandt uforholdsmæssigt mange børn, drukne, indtil flugtårsagerne er afklaret og afskaffet. Vi kræver humanitet uden indskrænkninger. For os står menneskelighed over alle andre kategorier og ideologier. Enhver politiker, ethvert menneske, sågar kunsten, må lade sig lede af ædelmod og gøre alt, hvad der står i deres magt for at redde menneskeliv,« siger gruppen og tilføjer, at kunsten i deres optik spiller en essentiel rolle i det politiske spil: »Kunsten må gribe ind i politikken, når denne svigter. Med Flüchtlinge Fressen viser vi, at intet går under, hvis flygtningene kan købe flybilletter. Det forsøger politikerne ellers at bilde os ind. Det, som bryder sammen, er derimod den europæiske humanisme. Den bryder sammen, fordi vi fratager mennesker i nød muligheden for at finde en værdig vej til os.«

Flüchtlinge Fressen har ligesom Zentrüm für Politische Schönheits andre aktioner, heriblandt Marsch der Entschlossenen, som sidste år blev omtalt i Information, delt vandene.

gruppens facebookside kan man følge deres kamp med myndigheder, der anskuer aktionen som politisk provokation snarere end et oplysende kunstværk og derfor ønsker tigerburet fjernet.

»Det er et indgreb i vores kunstneriske frihed,« lyder det fra gruppen, der tilføjer: »Siden hvornår har information ikke måtte provokere?«

I de tyske medier har modtagelsen af aktionen været blandet. Den tyske journalist og forfatter Arno Widmann har rost aktionen i flere medier. Gruppen holder som altid, skriver Widmann, et spejl op for vores ansigter, og vi kvier os ved at vedkende os spejlbilledet.

Deutschlandfunks Ursula Kissel kalder derimod aktionen for tvivlsom og kynisk; ord der gentages af det tyske indenrigsministerium.

Gruppen ønsker ikke at være smagløse og kyniske, erklærer et medlem til afpresningskonferencen, men det er nødvendigt at efterabe og udstille den politiske kynisme for at ændre situationen. For det er ikke blot liv, der er på spil, siger gruppen, men den europæiske humanismes skæbne; vores arv og selvforståelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
    Jørgen Steen Andersen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Må arbejdsløse og fattige europæere mon også melde sig?

Flemming Berger, Thomas Petersen, Helene Kristensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels henrik højbjerg
niels henrik højbjerg

En rigtig god ide.
Der er alt for mange mennesker og alt for få tigre på denne planet.
Endelig sker der noget til fordel for dyrene på bekostning af mennesker.
Det plejer altid at være omvendt.

Morten Østergaard, Charlotte Svensgaard, Flemming Berger og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen

Kunsten skal være politisk, og hvis det er god kunst vil politikere eller andre, som på denne måde bliver udstillet offentligt med god grund føle sig ramt og i deres kynisme og magtbrynde prøve at stække ironi, satire og frie ytringer i demokratiets tjeneste.

Brugerbillede for Helene Kristensen
Helene Kristensen

Bill Atkins - næhhhh den slags er der så mange af, at man fodrer grise med dem ;-) Der er heller ikke noget nyt og smart i at smide arbejdsløse for rovdyrene - det har man efterhånden gjort så mange år.

Torben Skov, Flemming Berger, Bill Atkins, Thomas Petersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

"Siden hvornår har information ikke måtte(t) provokere?". Åh, det er efterhånden længe siden - især hvis informationen er politisk ukorrekt.

Brugerbillede for Jesper Oersted
Jesper Oersted

Velbekomme til tigerne! Loven bliver ikke lavet om, flygtningeproblemet skal løses i nærområdet, ellers bryder EU sammen og så vil en Brexit være det mindste af det hele.

Brugerbillede for Dina Helbo

I nær området er der krig, det er derfor folkene er regulære flygtninge og ikke migrænter.
Men, ud over at fred og demokrati i Syrien helt klart ville være den b

Brugerbillede for Dina Helbo

bedste løsning, hvordan vil du så foreslår at man opnår dette til i morgen, inden de næste 700 mennesker drukner i havet, Jesper Orestes?

Jeg beklager forøvrigt den opslittede tekst, teknologien driller. :)

Brugerbillede for Bill Atkins

Naturligvis kan Vesten i samarbejde med Rusland etablere en urørlig sikkerhedszone i nærområdet med de nødvendige millioner af telte, vand og mad. Det er blot et spørgsmål om penge og millitær indsats ...og vilje.

Istedet har man installeret 2.000.000 flygtninge i Tyrkiet, der i samarbejde med den europæiske elite udnytter disse flygtninge i et politisk spil om, at knække de europæiske folks tålmodighed. Hvordan kan det i øvrigt være at flygtningene bliver ved at komme over middelhavet når Lars Løkke og resten af den europæiske elite har lavet en aftale om at flygtninge skal sendes tilbage til Tyrkiet?

Og flygtningene fra Libyen kan få samme humane tilbud om en sikkerhedsgaranteret flygtningezone. Hvis viljen er der.

Men det er billigere at lade flygtningene løbe risikoen for at drukne for således at skræmme resten - hvis de får informationen.