Læsetid: 3 min.

’Vi har ikke de største stjerner. Men vi har muligvis det bedste fodboldhold’

Det er ikke de største stjerner, Island stiller med til EM. ‘Men muligvis det bedste fodboldhold,’ lyder det sejrssikkert fra det lille nordatlantiske land, hvor fodboldrevolutionen ikke er en tilfældighed
3. september 2015 tikkede det mest sensationelle resultat i islandsk fodbold ind på alverdens nyhedsbureauer. Holdet fra landet med kun 330.000 indbyggere slog Holland 1-0 på hollændernes hjemmebane i Amsterdam. Det var endnu bedre end 1-1-resultatet tilbage i 1998 mod verdensmestrene fra Frankrig.

Peter Dejong

14. juni 2016

»Vi kan godt vinde det hér,« tænker de islandske landsholdsspillere, når de løber på banen til endnu en kamp, de på papiret burde tabe. På papiret burde de tabe de fleste kampe. Nu er de til EM.

Undervejs har de sensationelt slået forhåndsfavoritterne Holland både ude og hjemme samt Tyrkiet og Tjekkiet på hjemmebane. Resten er, som de siger i Odins eget vikingeland i Atlanten, gode gener, overdækkede fodboldbaner og stålfast psyke – og et trænerteam, der har turdet forandre holdet.

Det er den 9. september 2014. Det er i hvert fald ét sted at begynde. De 7.000 tilskuere på Laugardalsvöllur, det islandske nationalstadion i Reykjavik, tror ikke deres egne øjne. Kolbeinn Sigthorsson, der dengang spillede for hollandske Ajax, har lige scoret til 3-0 mod Tyrkiet i EM-kvalifikationen. Det er i det 78. minut.

»Wauw!« udbrød Islands centrale defensiv, Kari Arnason, en af de mere erfarne spiller på et islandsk hold, der for alvor var brudt igennem med U/21-mandskabet i 2011.

»Alt kan ske nu,« fortsatte Arnason, der til daglig tjener sin hyre i Rotherham i den tredjebedste engelske fodboldrække.

Kort tid efter, i oktober 2014, besejrede Island mægtige Holland hjemme med 2-0, og året efter tikkede det mest sensationelle resultat i islandsk fodbold ind på alverdens nyhedsbureauer: Holland ude, 1-0. Det var endnu bedre end 1-1-resultatet tilbage i 1998 mod verdensmestrene fra Frankrig.

»Det var simpelthen ikke til at fatte,« sagde venstrebacken, Ari Skulason, med tårer i øjnene. »Alt omkring holdet har ændret sig,« fortæller den 29-årige Skulason, der til daglig spiller i OB, til CNN. Men forandringen af det islandske hold er ingen tilfældighed. Det hele står og falder med landsholdets unikke træner-duo, Lars Lagerback og Heimir Hallgrimsson.

»Før Lars og Heimir kom til, havde vi den dér attitude med, at det jo nok er en vanskelig kamp, så lad os gå efter det ene point. Nu møder vi alle opgør med vinderinstinkt og troen på det,« konkluderer Skulason.

Den islandske Beckham

Nu om dage er han mest på bænken, men Eidur Gudjohnsen er en legende. Han var egentlig gået på pension. Han er 37 år og har en fortid i kæmpeklubber som Chelsea, Barcelona, Monaco og Tottenham. Lagerback og Hallgrimsson insisterede på at have ham med i Frankrig. Solid erfaring kan ikke købes for penge.

»Når Eidur taler, så lytter man selvfølgelig,« siger Skulason.

»Vi taler om en fodboldspiller, der har vundet Premier League, La Liga og Champions League.«

En anden, de lytter til på grønsværen og i omklædningsrummet, er Swanseas Gylfi Sigurdsson. I England bliver han kaldt den islandske David Beckham. Godt udseende og så dater han en tidligere islandsk Miss World. Blandt et hold af slidere og arbejdsmænd formår Sigurdsson at skille sig ud: Han arbejder hårdest af alle. Og så scorer han mål fra den 10’er-position, som Swanseas tidligere træner, Alan Curtis, opfandt til ham. Sigurdsson scorede seks mål i Islands EM-kvalifikation.

Island har Björk, Jonsi, Sigur Rós og mildest talt spændende finanser. Og så er de efter sigende eminent gode til at multitaske. Reykjaviks borgmester er uddannet læge, og manden før ham var en tidligere stand-up’er. Islands målmand, Hannes Halldorsson, er filminstruktør og stod blandt andet bag videoen til landets Melodi Grand Prix-sang i 2012. Træner Hallgrimsson er tandlæge. Når han ellers har tid.

»Fodbold udviklede sig i takt med nationen,« fortæller formanden for Islands fodboldforbund, Geir Thorsteinsson, til The Telegraph.

»Vi har hele tiden en tro på, at vi kan performe på højeste niveau. Inden for sport, musik – og nu fodbold. Vi opfører os ikke, som dét, vi er: en nation på 330.000 indbyggere,« udtaler Thorsteinsson.

Fodboldsuccesen trækker tråde tilbage til starten af 90’erne. Islandske officials rejste til det nordlige Norge. Der havde de nemlig bygget store, opvarmede indendørs fodboldbaner. De vendte tilbage til Island med en vision: ‘fodboldhuse’ i hver eneste by i Island. Det mest berømte af fodboldhusene blev Breidablik, der ligger i en sydlig forstad til Reykjavik.

Effekten af Breidablik er tydelig ifølge Telegraph. Her er udklækket de bedste og mest tekniske spillere i landets korte fodboldhistorie. Fire af Islands EM-trup kommer fra Breidablik, inklusiv Charltons Johann Berg Gudmundsson og Gylfi Sigurdsson.

På trods af teknikken er det sammenholdet, der er vigtigst.

»Vi kommer helt klart ikke til at have de bedste individualister under EM. Og selvfølgelig ikke særlig meget boldbesiddelse,« udtaler Heimir Hallgrimsson.

»Men så må vi være disciplinerede, fokuseret og hårdtarbejdende. Det er DNA’et i alt, hvad vi foretager os. På Island siger vi ‘duglegur!’. Det betyder ‘hårdt arbejde’. Og ‘godt gået’,« forklarer Hallgrimsson.

»Vi har ikke de største stjerner. Men vi har muligvis det bedste fodboldhold,« supplerer Johann Berg Gudmundsson.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu