Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den store europæer

Herman Bang var meget mere end den fine skildrer af stille eksistenser i indestængt dansk provinsliv. Han var også et forbillede for mange store europæiske forfattere. Nu bliver det slået fast endnu engang, at Bang ikke bare, som Georg Brandes mente, var en ‘hjernedød kvindagtig person’, men netop fortrop i udviklingen af den europæiske modernisme
Kultur
11. juni 2016
Det Europa, Herman Bang oplevede for mere end hundrede år siden, minder på mange måder om Europa i dag, mener Anna Sandberg, lektor ved Københavns Universitet. Det er et Europa i en brydningstid.

Det Europa, Herman Bang oplevede for mere end hundrede år siden, minder på mange måder om Europa i dag, mener Anna Sandberg, lektor ved Københavns Universitet. Det er et Europa i en brydningstid.

Polfoto

Herman Bang var med til at forme og præge det moderne gennembrud i litteraturen i det europæiske kulturområde og spillede eksempelvis en vigtig rolle for store forfattere som Thomas Mann, Rainer Maria Rilke og Hugo von Hofmannsthal.

Siden gik han lidt i glemmebogen i andre europæiske lande, men i de senere år er hans internationale betydning igen vokset.

Derfor er alle sejl sat til, i Multisalen på Københavns Universitet trodser danske og internationale Herman Bang-forskere det danske sommervejr for at fokusere på »Europæeren Herman Bang« for én gang for alle at få åbnet dørene for de europæiske dimensioner af hans forfatterskab og virke som forfatter, journalist og intellektuel.

På andendagen af konferencen lyder det allerede som en dom: Hvis Herman Bang ikke havde skrevet på dansk, men på et af hovedsprogene, så ville han have været en af de helt store europæiske forfattere. Også i dag.

Så uomgængelige er hans værker, og så vigtig en rolle spillede han allerede fra begyndelsen af 1880’erne og frem til sin død i 1912 for den europæiske cirkulation og fremdrift af litteraturen i de afgørende år, lige før modernismen brød endeligt igennem på kontinentet.

Anna Sandberg, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, ridser det som indledning til selve konferencen kort og koncist op: Det Europa, Herman Bang oplevede for mere end hundrede år siden, minder på mange måder om Europa i dag, siger hun.

Det er Europa som et svimmelt kontinent og med et højt tempo. Her befinder vi os midt i et generelt opbrud af kønsroller, maskulinitetens svækkelse, udmattelse, agrarsamfundet svinder, mens ingeniørens verden vinder frem. Herman Bang reflekterer det i sin kunst, han står så at sige med ét ben i det gamle agrarsamfund og ét ben midt i moderniteten. Og det føder en særlig sprængfyldt litteratur.

De fleste kender sikkert Herman Bang som den suveræne skildrer af stille eksistenser i den idylliske, men klaustrofobiske, danske provins i værker som Stille Eksistenser med blandt andet novellen Ved vejen, Tine, Ludvigsbakke eller Sommerglæder.

Men Herman Bang er meget mere end skildrer af indestængt kvindeliv i den danske provins, han er med virkning ud i hele den europæiske litteratur en fornyer af den litterære realisme og en vigtig inspirator for centrale europæiske forfatterskaber.

Herman Bangs spor

Claudia Gremler fra Aston University i Birmingham i England er en af de internationale Bang-forskere, der er kommet til København. Hun kan således fortælle, hvordan Thomas Mann, så snart der udkom en ny bog af Herman Bang på tysk, skyndte sig at købe den.

Hun har undersøgt sporene fra Herman Bangs værker hos Thomas Mann, det litterater kalder de intertekstuelle spor. Thomas Mann læste alt og lærte alt af Herman Bang, og han var fascineret af Bangs stille eksistenser af kvindefigurer, som har en vis lighed til en lang række bifigurer rundt omkring i Manns omfattende forfatterskab.

Et andet spor, kunne Claudia Gremler pege på, er deres fælles fascination af seksualiteten som den ukontrollede kraft og forbindelsen mellem eros og thanatos, altså kærlighedsdriftens forbundethed med det destruktive og dødsdriften.

Som altid på sådan en konference er der mellem de mere vidtløftige og luftige oplæg små petitessefilologiske nedslag eller biografiske skitser. Vi skal have det med. Det hører med til billedet af, hvordan Bang er blevet forstået og især misforstået.

Således skal i Gert Posselts oplæg »Hovedspor i Herman Bang-forskningen« eksempelvis Harry Jacobsens store Herman Bang-biografi fra 1960 pure afvises, fordi den er uden litterær sans, mens Peer E. Sørensens Vor Tids Temperament fra 2009, der forfølger tre spor i forfatterskabet, et æstetisk, et historisk og et personligt, fremhæves.

Hotelromaner

Via små nedslag peges der på, hvordan Herman Bang var modernistisk forfatter, inden den betegnelse gjorde karriere. Eksempelvis hos den danske litterat Martin Zerlang, der i sit veloplagte oplæg »Herman Bang som rejsende og hjemløs i Europa« især fokuserer på hotelånden i Bangs værker.

Hotellet er det midlertidige hjem og som sådan det perfekte sindbillede på den moderne flygtige eksistens. Overalt i Europa, fortæller Martin Zerlang, rejste der sig i begyndelsen af 1900-tallet luksushoteller med navne som Grand Hotel, Hotel Excelsior mv. Med hotellet flyttede paladset så at sige ind i de moderne urbane omgivelser, og der rejste sig med inspiration fra en roman af Henry James en »sublim hotelånd« og en forestilling om hotellet som den rigeste livsform.

Herman Bangs forfatterskab er befolket med hoteller, lige fra Hotel Europe i debutromanen Haabløse Slægter over badehoteller i Sommerglæder til Hotel Danmark i hans sidste roman De uden Fædreland, hvor hotellet er bestemmende for hele romanen.

Zerlang påpeger, at det er en hotelregning, der i begyndelsen af romanen får hovedpersonen til at huske sin mors fødselsdag, hvorefter han bringes på sporet af den tabte tid, og hele historien foldes ud. Hotelregningen bliver Bangs pendant til Prousts madeleinekage.

Herman Bang skriver sig ifølge Martin Zerlang dermed ind i en international trend med modernistiske forfattere som Thomas Mann, Marcel Proust, Joseph Roth og mange flere, der gør hotellet til et omdrejningspunkt for deres forfatterskab.

Stephan Michael Schröder fra universitetet i Köln taler i sit oplæg »Europabilleder i romaner af Bang« også om Herman Bangs sidste roman De uden fædreland som en europæisk dannelsesroman og om hovedpersonen som et meget moderne menneske. Han finder aldrig hjem, for hjem findes ikke for det hjemløse menneske, og denne hjemløse tilstand kommer også til udtryk i den litterære form.

Journalisten Bang

I Anna Sandbergs fine oplæg »Tyskland og Frankrig set med Bangs øjne« hører vi om Herman Bangs rolle som kosmopolit og kulturel formidler i artikler fra henholdsvis Paris og Berlin.

Det er hans virke som journalist, der er i fokus, da Herman Bang i 1893 opholder sig i Paris og i gennemsnit skriver tre ugentlige artikler hjem til Aftenbladet. Han skriver om alt muligt, om indenrigspolitiske emner, kendisfester, om korruption, retssager, cirkus og cykelsport, leverer i reportager øjebliksbilleder af moderniseringen og skriver kunstnerportrætter, altimens han dyrker sin passion for teatret.

Bangs fokus er, fortæller Anna Sandberg, hvordan folk og stat gradvist er ved at glide fra hinanden, og hvordan befolkningen afviser staten.

Fra Aarhus indtager professor emeritus Peer E. Sørensen podiet i København og leverer med »Herman Bang og opbruddet mod modernismen« det mest vidtløftige og radikale indlæg. Han viser, hvor meget Herman Bangs realisme foregriber og er uadskillelig fra den efterfølgende modernisme. Det gør Bang til en fortrop for den europæiske modernismen og mere moderne end hidtil antaget.

Peer E. Sørensen tager afsæt i polemikken mellem Georg Brandes og Herman Bang i 1883. Brandes kaldte blandt andet Bang for en »hjernedød kvindagtig person«, en mand uden sans for filosofi og evne til begrebsmæssig tænkning.

Anledningen til polemikken var Brandes’ anmeldelse af Karl Gjellerups Romulus, som Bang gik i rette med. Og her ramte han ifølge Peer E. Sørensen Brandes’ æstetiske tænkning præcist og kritiserede dens traditionalisme og mangel på modernitet.

Bang var den førende kritiker i slutningen af 1870’erne og begyndelsen af1880’erne, og det brød Brandes sig ikke om. Han ville have patent på forståelsen af det moderne gennembrud. Stridighederne mellem Bang og Brandes er mere end to forskellige temperamenter, der tørner sammen.

Der er, som Peer E. Sørensen efterfølgende glimrende viser, tale om det litterater kalder en afgrundsdyb poetologisk uenighed mellem de to, der bunder i vidt forskellige opfattelser af, hvad det er for en tid, vi lever i, og hvordan det rette æstetiske udtryk for at rumme tiden skal være.

Hvis man vil forstå tidens modsatrettede karakter og radikale fornemmelse af at befinde sig på en tærskel mellem en gammel og ny verden, så skal man dykke ned i polemikken mellem de to.

Brandes synes her at hælde mod den gamle verden af idealisme, enhed og sammenhæng; derfor bliver han ifølge Bang også en utrolig dårlig læser af eksempelvis J.P. Jacobsens epokegørende roman Marie Grubbe, hvor han kun finder mangel på enhed og løsrevede billeder. I Brandes’ øjne bliver Jacobsen en dekadent forfatter, der søger mod det kraftløse fragment i stedet for at søge den kompositoriske enhed.

Verden uden enhed

Bang derimod ser Jacobsen helt anderledes. Ganske vist har Jacobsen ifølge Bang viljen til at søge kunstnerisk enhed i sine værker, men det »ligger i selve Sagens Natur, at disse Forsøg maa glippe«, som han selv formulerer det i Realisme og Realister.

For Brandes er det formløse et problem, det mister æstetisk gyldighed. For Bang er det derimod et perfekt udtryk for den moderne verdens fornemmelse af levet liv uden enhed, en psyke, der er spaltet i psyker og et liv uden klart mål.

Som Peer E. Sørensen slår fast, så insisterede Bang allerede i 1879 på kontingens og kaos som livsvilkår og gør op med enhver forestilling om en myndig og fornuftig hovedperson i en roman – ligesom J.P. Jacobsens romaner formes i tableauer, billeder og fragmenterede fortællemønstre.

Og Peer E. Sørensen kan fortsætte med høj energi: Herman Bang får tilfældighed og rod til at hænge sammen. Ikke fordi de integreres i en narrativ struktur, men fordi de krydser hinanden. Realitetens væsen er foranderlighed og ubegribelighed. Derfor må den litterære realisme, han praktiserer, også forstås på en ny måde. Realismen er ikke længere et begreb for det genkendelige, men derimod en opløsning af vores tillærte måder at opleve verden på, fordi de blokerer for det ubegribelige.

Dermed udvider realismen i Herman Bangs forstand litteraturens udtryksmåder i takt med med at dens faste form svækkes. Det er netop her, Herman Bang er en tidlig modernist. Idealisten i Brandes’ forstand vil forsøge at transcendere og overkomme formløsheden, mens Bang finder et helt nyt sprog for at udtrykke tidens mylder, og hvor enhver kunstnerisk form ikke kan være andet end foreløbig.

Dermed er Herman Bangs realisme skabt på en frugtbar modsigelse mellem kunstnerisk vilje til form og virkelighedens uregerlighed. Han tror ikke på, at de gamle litterære former har nutidig gyldighed; den realistiske forfatter bryder med vaner, som hindrer os i at se, og skildrer det sete på en måde, som bliver ny og anderledes.

Herman Bangs realisme er således knyttet intimt sammen med det litterære eksperiment. Det er netop hans tidlige modernisme, som består i at fange øjeblikket og være til stede, dér hvor det ukendte åbenbarer sig. Og det var dybest set det, der også gjorde Herman Bang til et vigtigt forbillede for mange europæiske modernistiske forfattere.

Konferencen ’Europæeren Herman Bang’, Centre for Modern European Studies, Københavns Universitet den 2.–3. juni. Læs mere på cemes.ku.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg siger det nu: jeg har aldrig været meget for Brandes, fordi jeg reelt set synes, at han havde en dårlig smag. Det er nu kun understreget yderligere.