Læsetid: 5 min.

Hvad er et tabu?

Hvad var det mon lige der skete i den diskussion, der opstod i kølvandet på to unge kvinders udgivelse af en bog, hvor de prøver at bryde, hvad de kalder et ’tabu’ omkring menstruation? Var det måske noget større?
Begrebet ’tabu’, blev med overlegen sans for kulturel appropriation  importeret til Europa fra Hawaii, af James Cook, den store opdagelsesrejsende.

AP

10. juni 2016

Så var den på forsiderne igen, menstruationen. Et brugt bind med virkeligt rødt blod og så i Politiken. Så var helvede løs. Troede man, at menstruation ikke var tabu, så genopstod tabuet lige dér og blev pløkket i jorden med hegnspæle og næsten uden at nogen opdagede det.

Det interessante ved diskussionerne i samtlige medier – både de sociale og de asociale – var nemlig, at der opstod noget, som lignede et paradoks: »Menstruation er da ikke et tabu mere, så hold nu op at snakke om det.«

Hvis ’tabu’ i vore vestlige egne betyder ’ikke at tale om det’, var man her vidne til en bølge af krampagtige forsøg på fortrængning. Menstruation hører privatlivet til, kunne man læse, det er slet ikke et tabu. Hvis Information kan sætte en tampon på forsiden i 2014 og oven i købet vinde prisen for bedste forside, og Politiken følge trop med et brugt hygiejnebind i 2016, er det i sig selv bevis på, at de unge damer tager helt fejl.

De unge damers interesse for free-bleeding er blot pubertær og i øvrigt lidt ulækker. Den slags kvinder inviterer man i enhver forstand ikke hjem i sin sofa, var de fleste på en måde helt enige i.

De unge damers egne fornemmelser af, at det er noget, de skjuler og ikke er stolte af, og deres forsøg på at bringe det ud i lyset, blev gjort til skamme. Hamret i jorden.

Nej, vi ønsker ikke at se på mensesblod, lige så lidt, som vi gider tale om lort, i øvrigt, fik de læst og påskrevet med statistikker om, hvor mange gange ordet ’menstruation’ er blevet nævnt.

Kan vi så i øvrigt ikke tale om vigtigere emner, fandt en hel masse mennesker det fornødent at råde om hist og pist. Helt vildt mange. Folk, som jo sådan set bare kunne have ladet være med at kommentere. Hvis det ikke er tabu, hvorfor så denne næsten uendelige række af kommentarer, som lige så mange formaninger eller hellige ritualer om at holde kæft?

Det må manes i jorden, det er så utrolig vigtigt at få lagt låg på alt det der mensesblod. Igen.

Nu er det så sådan, at vi rent faktisk sjældent taler om menses, men virkelig tit om lort. Den, der ikke i en situation af typen ’to overfyldte nettoposer i hånden, hvor den ene begynder at glide ned, med risiko for at det hele falder’ har udbrudt »shit« eller »lort« inden for det sidste døgn, rækker lige hånden op?

»Dumme skid«, »sikke noget lort«, vi taler om den nærmest uafbrudt, den der afføring. Vi siger ikke »menstruation«, når det går af helvede til, afskyen for lorten, eller »af jord er du kommet til jord skal du blive«, luftes konstant, og også så meget, at det næsten ikke lugter mere.

Sådan er det ikke med menstruation. Den nævnes hverken på pakkerne med bind eller tamponer eller til daglig, når snørebåndet går i kludder.

Hvad er et tabu? Man orker næsten ikke nævne Freud, men han skrev faktisk en uovertruffen bog om det i 1913 Totem og tabu. Her greb Freud fat i den oprindelige viden om, hvad tabu betyder: Det stammer fra polynesisk tapu og har at gøre med noget helligt, som man ikke må røre, fordi man så i en vis forstand smittes af det hellige totem.

Totem var oprindeligt et lille dyr af en art. Det, der er helligt, må man ikke slå ihjel og har man rørt det, må man ikke gå i seng med nogen. De to helt grundlæggende forbud, tegner sig her: drab og incest.

Begrebet ’tabu’, blev med overlegen sans for kulturel appropriation importeret til Europa fra Hawaii, af James Cook, den store opdagelsesrejsende, og har siden været flittigt brug, især om noget man ikke må tale om. I dag mest om død, kræft og inkontinens. Alderdom. Selvom den oprindelige betydning var større.

Cook døde på en strand i Hawaii i 1779, altså lige omkring den franske revolution, slået ihjel af de indfødte han ellers indtil da havde haft styr på med forskellige former for kidnapning og afpresning. Kort sagt døde han på grund af en kulturel misforståelse.

Han havde tilbragt et par virkeligt gode måneder på Hawaii. Han forlod øen, men var nødt til at vende tilbage på grund af en ødelagt mast. En anden, og mindre venlig gud havde i mellemtiden, med de indfødtes tidsregning, taget over, krigsguden. De slog ham så ihjel.

Cook blev så udvist den ære, at de kogte hans ben af, som man nu gør det med store mænd, så man kan gemme dem. Matroserne fik kun udleveret en lille stump af James Cook, som de kunne begrave, for hos os bliver man jo til jord eller mere romantisk en del af havet. Man ædes af en krabbe og ender i al fald som lort, for en eller anden.

Der findes tabuer, og ellers opfinder man dem. Alt andet er angstprovokerende. Måske er det bedste sådan set stadig at placere det angstfyldte hos små dyr, i noget ydre altså, det man ikke tør røre. Edderkopper, mus, mikrober eller virusser.

Det, som Freud med sine patenter indså, var, at vi placerer det et sted, med fobier og neuroser. »Inderst inde er vi alle langt ude,« som Lilian Munk Rösing har formuleret det på godt dansk. Så lad os da bare kalde det privat. Ganske vist er sperm og lort privat – bare ikke helt så meget. Som menstruation.

Men det at sige, at menstruation er privat, er derfor en lidt doven løsning. Det er, når man hverken har tænkt over ’privat’, ’tabu’ eller uhyggeligt, unheimlich – og hvad man nu kan holde ud – at det lille dyr viser sig. Noget blodigt, naturligt skræmmende og alt for virkeligt. Alt, alt for hjemligt og bekendt. Det vi virkelig ikke vil nævne. Måske med hår på.

Menstruation er mere end privat. I trådene på de sociale medier kan man læse om en næsten halvfjerdsårig mand, som har evig afsky over for menstruation, fordi hans mor lod trusser med bind flyde ved siden af sengen. Eller en ung kvinde, som beretter, at det åbenbart atter er sådan, at hendes jævnaldrende, de unge mænd, undgår at gå i seng med hende, når hun bløder. Det gentager sig, tabuet, det gror lige dér, hvor man troede, man var kommet det til livs.

Der findes et oplysningsideal, som sådan set er helt fælles for de to kvinder, der denne gang har skrevet om menstruation, og deres modstandere. De er jo enige om, at emnet skal belyses, blot ikke, om det er blevet det nok.

Men måske kan vi aldrig få det helt belyst, hvor overrumplet man bliver over den røde plet i egne eller andres bukser. Alt det der blod, som minder os alt for meget om sex og død. Man kan igen og igen prøve at overbevise sig om, at det er fint nok – og det skal nok også gøres.

Men farligt, det er det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu