Baggrund
Læsetid: 7 min.

Tilbage til rødderne

For 40 år siden skabte miniserien ’Rødder’ både historie og tv-historie med sin empatiske og chokerende fortælling om slaveri, racisme og det unge Amerika. Nu er serien blevet genindspillet i en endnu mere barsk, detaljeret og nuanceret udgave, der passer til en tid med Black Lives Matter-bevægelse og danske ’neger’-diskussioner
’Roots’ fortæller i løbet af fire afsnit og otte timer stort set den samme historie som den originale serie, ’Rødder’, fra 1977. Men hvor den gamle serie om Kunta Kinte i nogen grad også var en hvid historie, er den nye serie i høj grad kun en sort historie. I ’Roots’ spilles Kunta Kinte af Malchi Kirby (billedet).

Steve Dietl

Kultur
3. juni 2016

Mere end halvdelen af den amerikanske befolkning – over 100 mio. mennesker – kiggede med, da tv-serien Rødder første gang blev vist på tv over otte aftener i træk i januar 1977.

ABC, der angiveligt havde bestilt og betalt for serien ud af en følelse af moralsk forpligtelse, troede ikke på, at den ville blive en succes og valgte derfor at sende den hurtigt på et tidspunkt, der dengang var noget nær den visse død for en tv-serie. Men sådan gik det ikke.

Seerne flokkedes om tv-skærmene, ikke bare i USA, men også i Danmark og store dele af den vestlige verden, for at følge med i den dramatiske og tragiske historie om Kunta Kinte (spillet af først LeVar Burton og siden John Amos), der i 1700-tallet bliver kidnappet af hvide slavehandlere og deres sorte makkere i Gambia i Vestafrika og sammen med mange andre sejlet til Amerika for at blive solgt som slaver til de hvide ejere af tobaks- og bomuldsplantager i Virginia.

De i alt 12 timers tv handler både om Kunta Kinte og hans kamp for at bevare sit afrikanske navn og sin afrikanske identitet, selv om hans ejere gør, hvad de kan for at banke begge dele ud af ham – hans amerikanske navn er Toby – og de kampe, hans børn og børnebørn må tage, efterhånden som det amerikanske samfund udvikler sig gennem uafhængighedskrig og borgerkrig, ikke altid til det bedre, men dog med mere frihed til følge.

 

Øjenåbner

Rødder, der var baseret på en bog af forfatteren Alex Haley – og hans families historie – havde premiere ikke længe efter 1960’ernes borgerrettighedsmarcher, og for første gang fik de sorte seere fortalt deres lidelseshistorie på en vedkommende, empatisk og sammenhængende facon.

For de hvide seere var serien tillige en øjenåbner – også for en meget ung, dansk dreng – men på en ganske anden måde, som film- og tv-kritiker og kommentator Matt Zoller Seitz formulerer det i en artikel i Vulture om Rødders historiske betydning:

»Rødder bragte det hele ind i de amerikanske stuer, aften efter aften, og dramatiserede det med velformede figurer spillet af skuespillere med fantasi og empati. For mange hvide seere var miniserien første gang, at de ikke bare blev bedt om at identificere sig med en kulturelle oplevelser, der var dem fremmede, men rent faktisk at føle dem – ved at se på Kunta og hans medslaver kæmpe for frihed, enten fysisk eller følelsesmæssigt, for så kun at indse, at det var umuligt i et land, som havde institutionaliseret hvidt overherredømme og ingen presserende grunde havde til at ændre sine metoder.«

I en verden, hvor racisme stadig rammer mange mennesker, ikke mindst sorte amerikanere – og danske politikere ikke kan forstå, hvorfor det er forkert at sige ’neger’ – er Rødder så aktuel som aldrig før, hvilket er en af grundene til, at en genindspilning af serien nu har amerikansk og dansk premiere.

Der er brug for igen og igen at minde om, hvad fremmedhadet bunder i, og hvor systematisk undertrykt sort identitet stammer fra, og den nye Rødder – der også på dansk hedder Roots – er om noget en serie til tiden.

Den dumper ned midt i hele Black Lives Matter-diskussionen og beretter, igen med Zoller Seitz’ ord, ikke bare om »en mands familie, men om en nations hemmelige historie, en fortælling, som man endnu ikke fuldt og helt har forholdt sig til og forstået, og som stadig mangler en tilfredsstillende slutning«.

En sort historie

Roots fortæller i løbet af fire afsnit og otte timer stort set den samme historie som den originale serie – og vises også på amerikansk tv i løbet af fire sammenhængende dage. Men hvor den gamle serie i nogen grad også var en hvid historie, er den nye serie i høj grad kun en sort historie.

Væk er f.eks. den hvide slaveskibskaptajn (Ed Asner), der havde moralske kvaler over at sejle med slaver – men trods alt ikke gjorde noget ved det – og på sin vis tjente som en samvittighedsventil for hvide seere. Og var der i 1977 en smule sympati at spore for enkelte af de hvide plantageejere, er 2016-udgaven mere direkte og uforsonlig i sine anklager mod de hvide menneskers moralske og menneskelige fallit.

Der er ikke længere nogen grund til at pakke tingene ind: Det, der skete dengang, var modbydeligt og brutalt, og sådan er det også nødt til at blive præsenteret på skærmen.

»Roots er mere passioneret, mere fejende, temmelig meget mere vred og mere for- arget over de fysiske og moralske grusomheder, den skildrer. Volden er mere udpenslet: Blodet flyder frit, og der er gyserfilms- nærbilleder af handlinger, der foregik uden for billedet i 1977-udgaven,« skriver Matt Zoller Seitz i en anmeldelse i New York Magazine.

Der er sket meget med tv-mediet i de ca. 40 år, der er gået siden premieren på Rødder. Den amerikanske tv-serie er så at sige blevet moden og meget mere bevidst om egne virkemidler, både dramaturgisk og visuelt, og det er i serierne, man får lov til at se og høre meget af alt det, den amerikanske filmbranche – i hvert fald den mest mainstream del af den – ikke tør beskæftige sig med så direkte og eksplicit. Desuden tager den gamle serie sig noget bedaget ud for moderne, forvænte tv-seere, både hvad angår skuespil, fortælletempo, makeup, kulisser og effekter.

For nylig sagde Roots’ hovedproducent, Mark M. Wolper – der er søn af David L. Wolper, manden bag den oprindelige serie – til The New York Times, at hovedårsagen til at genindspille Rødder var, at den gamle serie ikke længere kunne fange et nyt, ungt publikum.

»Jeg forsøger på ingen måder at være beskeden,« sagde han.

Flere detaljer og nuancer

»Vi er nødt til at lave den bedre end den første Rødder. Hvorfor skulle vi ellers gøre det?«

Roots viser, hvordan de forskellige stammer i det Afrika, Kunta Kinte (Malchi Kirby) kommer fra, tager medlemmer af rivaliserende stammer til fange og bruger dem som slaver eller sælger dem til de hvide englændere for våben, de kan bruge til at forsvare sig med – eller angribe og erobre.

Den lukrative trekantshandel mellem England, Afrika og Amerika belyses også i højere grad: Englænderne sejler våben til Afrika, bruger dem til at købe slaver, som de så sejler til Amerika og sælger til tobaksplantagerne, der producerer tobak, som sejles til England.

Det handler altså både om økonomi og profit og om den unge nations behov for at frigøre sig fra sine europæiske herrer, der i tide og utide forsøger at blande sig i, hvordan man gør forretninger og bedriver politik i den nye verden. Det er den moderne kapitalismes fødsel, vi er vidne til i Roots, og som altid er der nogen, som må lide, for at andre kan blive rige.

I det hele taget er den nye serie mere nuanceret og detaljeret, ligesom den visuelt tager sig ud af meget mere. Det understreges, at Kunta Kintes folk, mandinkaerne, er muslimer, at de rider på heste og er loyale mod om-rådets konge, og at Kunta som ethvert ungt menneske med udlængsel drømmer om at studere på universitetet i Timbuktu, langt væk fra hjembyen Juffure.

I et interview med Mother Jones fortæller den gamle series Kunta Kinte, LeVar Burton, der er en af den nye series producere, om, hvordan historikeres forskning har været med til at forme opdateringen af historien.

»Da Alex Haley lavede sin oprindelige research, vidste man ikke, at Juffure var et stort handelscentrum,« siger han.

»Den information skyldes romanens og miniseriens succes; mange flere mennesker var interesseret i at studere Vestafrika og Gambia. Vi ved nu, at mandinkafolket var hestekrigere – det vidste vi ikke i 1970’erne. Dette er de essentielle elementer. Der var historikere involveret i alle aspekter af serien: Kulisser, kostumer, musik.«

Den vigtige samtale

Det er usandsynligt, at den moderne udgave af Rødder får den samme kulturelle og globale gennemslagskraft som serien fra 1977. Mediebilledet har ændret sig fundamentalt siden dengang, hvor der var meget færre tv-kanaler, end der er i dag, og slet ingen digitale medier til at stjæle opmærksomheden.

Men som sagt kommer miniserien på det helt rigtige tidspunkt, hvor diskussionen om sort og hvid er så vigtig som nogensinde.

»Seere, der så Rødder for fire årtier siden, har siden dengang i racemæssig sammenhæng oplevet både fremskridt og tilbageskridt,« skriver James Poniewozik i sin anmeldelse af Roots i The New York Times.

»De har oplevet Amerika få sin første sorte præsident og en præsidentkandidat tøve med at fornægte Ku Klux Klan. I timing og ånd er dette således en Black Lives Matter-Roots, der optimistisk fokuserer på sine figurers styrke og er realistisk i sin erkendelse af, at vi måske altid vil havde brug for at blive mindet om, hvilke liv der betyder noget.«

I et interview med selvsamme avis, siger LeVar Burton, at »jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg slet ikke bævede eller var nervøs. Men jeg tror på, at vi har meget at bidrage med til den meget vigtige samtale om race i Amerika, og hvordan det bliver ved med at holde os tilbage som samfund«.

Roots’ kan i Danmark ses på HBO Nordic. Den gamle ’Rødder’ kan fås på dvd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her