Læsetid: 5 min.

Vildskab på plænerne

Omstillingsprojektet Vild Med Vilje iscenesætter vild natur i byen for at få danskerne til at lukke naturen ind i deres hjerter og hjerner
På en rejse til Zimbabwe fik den dengang kun 11-årige Philip Hahn-Petersen øjnene op for den vilde naturs uudtømmelige rigdom. Siden da har han kæmpet for at give den vilde natur mere plads i Danmark.

Joshua Ursin Hollingdale

10. juni 2016

»Det her simulerer dyr, der græsser,« siger Philip Hahn-Petersen, mens han svinger leen med det 70 cm lange blad over det lårhøje græs. »Det er med til at vise nogle af de processer, som naturligt ville understøtte en rig og mangfoldig natur i et græsområde som dette, hvis vi havde fritgående planteædere.«

Leen svinger igen og kapper et lille buskads over helt nede ved roden. Da han er færdig med at demonstrere, sætter Philip Hahn-Petersen sig på en træbænk på det vilde græsareal på Refshaleøen.

Han fortæller om sommerfuglen Seksplettet Køllesværmer og planten Almindelig Kællingetand, som har æren for, at sommerfuglene trives så godt på netop dette græsområde, da den er foderplante for deres larver. Imens tegner han i luften med et langt græsstrå, som en professor ville gøre det med et stykke kridt.

Philip Hahn-Petersen er grundlægger af bevægelsen Vild Med Vilje, hvis mission er at gøre den vilde natur til en mere integreret del af danskernes bevidsthed.

Ideen bag bevægelsen, som er startet sammen med landskabsarkitekt Lise Kloster Bro og bæredygtighedskoordinator Rasmus Vincentz, er enkel: I stedet for at trimme, klippe og rydde op på græs- og parkarealer skal man skabe forhold, der fordrer biodiversitet, for eksempel ved at udpine jorden for næringsstoffer og derpå så frø fra vilde planter, som har større chancer for at overleve, når de udbredte invasive arter har mindre frit spil. Derefter skal områderne i vid udstrækning have lov at passe sig selv og blive vilde, med vilje.

»Vi tænkte: ’Hvad er det simpleste, man overhovedet kan gøre for at hjælpe naturen og øge biodiversiteten i byer og forstæder?’ Og så kom vi til at tænke på græsplænerne. Tænk, hvis man kunne konvertere alle de arealer med græsplæner til artsrigt græsland, nu hvor vi mangler så meget plads til naturen i Danmark,« siger han.

Alle kan gøre en forskel

Siden grundlæggelsen i 2011 har Vild Med Vilje udviklet sig fra et lokalt projekt i København til en bevægelse, der både favner professionelle aktører og private haveejere rundt i hele landet.

Vild Med Vilje tilbyder kommuner, institutioner og virksomheder professionel assistance til at omstille drift, design og formidling af deres grønne områder fra trimmet til vild natur.

På listen over samarbejdspartnere finder man blandt andre Herlev Kommune, Kolding Kommune, Aarhus Universitet og efterskolen EPOS, som alle har iscenesat vildtvoksende græs- eller parkarealer. Det er dog ikke kun kommuner, institutioner og virksomheder, der kan være med til at øge biodiversiteten i den danske natur ved at lade naturen vokse vildt. Alle kan gøre en forskel, slår Philip Hahn-Petersen fast.

»Vild Med Vilje kan favne alt fra en baghave til en gårdhave til et virksomhedsdomicil til et naturreservat. Det handler om at give plads til vildheden og gøre en lokal forskel for naturens mangfoldighed, der hvor man har muligheden for det.

Alle, der har lyst, kan sætte et Vild Med Vilje-skilt op i deres have og være med til at sprede budskabet – vi skal bare vise, at det bliver gjort med overlæg, for så forstår folk det,« forklarer grundlæggeren.

Det handler om formidling

Vild Med Viljes professionelle projekter er som oftest at finde i tæt befolkede byområder, hvor borgerne kommer i kontakt med de vildtvoksende områder. Og her skal det være tydeligt, at områderne vokser vildt med overlæg, ellers vil byboere, der er vant til en pæn og ryddelig by, komme til at stille sig kritisk over for projekterne, forklarer Philip Hahn-Petersen.

»Vores opgave er at iscenesætte og formidle det vilde, på de steder hvor vi er meget tæt på mennesker, der er vant til at se noget meget velholdt. Det gør vi for eksempel ved at lade arealer vokse vildt og så slå en fin sti igennem eller slå en plads, så man kan se, at det er helt med vilje, at det får lov at stå,« siger han.

Ifølge Philip Hahn-Petersen handler det om at flytte folks mentalitet omkring parker og haver, så der bliver en accept af og begejstring for, at naturen vokser vildt i byen.

»Gør man det rigtigt, synes folk, det er skønt. Men hvis folk ikke forstår, at det er med vilje, kan de finde på at klage til kommunen,« forklarer han, mens han tegner en usynlig skitse på træbænken med græsstrået.

Nye fællesskaber i byen

Udover at hjælpe kommuner og andre Vild Med Vilje-projektindehavere med formidling og at holde kurser for gartnere og andre professionelle er et centralt led i at fortælle historien om Vild Med Vilje at inddrage områdets borgere og brugere – dem, der i sidste ende skal leve ved og med den vilde urbane natur.

»Vi kan være sammen om at slå med le i byen, og vi kan være sammen om at observere, hvilket liv der kommer i det vilde, og glæde os over det i fællesskab. Ved at starte uformelle fællesskaber om glæden ved naturen i byen, kan vi både inspirere til en bedre byudvikling og en opbakning til en vildere bynatur,« siger han.

Et opgør med natursyn

Philip Hahn-Petersens langsigtede mål for Vild Med Vilje er dog, at bevægelsen kan være med til at opfordre til et mærkbart skifte i danskernes natursyn, så flere ønsker, at naturen får mere plads til at være vild, rig og mangfoldig. Biodiversiteten i Danmark er nemlig først og fremmest truet, fordi naturen mangler plads, siger han.

»I Danmark har vi jo en rigtig landbrugsmentalitet – vi vil gerne kontrollere naturen, og vi vil gerne have udbytte fra den alle steder, på landet såvel som i skoven, i haven og i byen – og det er det, vi forsøger at flytte på. Hvis vi kan give plads til den vilde natur i folks hjerter og hjerner, så får vi også plads til naturen i landskabet på den store skala,« siger han.

Men det handler også om politik, forklarer Philip Hahn-Petersen, som håber, at Vild Med Vilje kan være med til at sætte biodiversiteten mere på den politiske dagsorden.

»Den langsigtede effekt af Vild Med Vilje bliver forhåbentlig, at folk får en øget bevidsthed om og en øget kærlighed til naturen; for hvis du oplever glæden ved at give plads til naturen i din baghave, så vil du måske også begynde at kræve handling af magthaverne og sætte krydset på din stemmeseddel, efter hvilke politikere der har de største ambitioner for naturen,« siger han.

Selvom han erkender, at udviklingen mod at give naturen mere plads allerede er i gang, så går det ifølge grundlæggeren simpelthen ikke hurtigt nok.

»Det går langsomt med at få politikerne til at prioritere ressourcer nok til at give naturen plads i Danmark, hvis vi skal standse tabet af biodiversiteten. Derfor er det så vigtigt at mobilisere folk; så befolkningen kommer til at stille krav til politikerne, om at styrke den natur vi har.«

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Opråb på filmlærredet

    10. juni 2016
    Det er på mode med aktivistiske dokumentarfilm, der vil skabe forandring. Klodens tilstand er en af de globale udfordringer, som er på dagsordenen – også hos den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX
  • Bygger en ny verden

    10. juni 2016
    FREE&REAL vil inspirere til at leve et mere bæredygtigt liv. En gruppe unge mennesker gør deres eget forsøg ved bjerget Telaithrion i det nordlige Grækenland
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu