Interview
Læsetid: 6 min.

Dette er ikke en zulukriger

Al kultur er manipuleret og iscenesat. Det mener den schweizisk-guineanske fotokunstner Namsa Leuba, der i sin kunst udfordrer særligt vestlige forestillinger om, at afrikansk identitet skulle være noget entydigt og stereotypt. Selv kan hun ikke lave kunst, hvis hun skal forholde sig til, om andre skulle opfatte det som stereotypiserende
Kultur
24. juni 2016
Kunstner Namsa Leuba kan ikke lave kunst, hvis hun hele tiden skal overveje, om hun ramler ind i stereotyper.

Kunstner Namsa Leuba kan ikke lave kunst, hvis hun hele tiden skal overveje, om hun ramler ind i stereotyper.

Namsa Leuba

Foran resterne af et blikskur og en gigantisk blå himmel står en voodoostatue. Men statuen er ikke en dukke, den er et barn iklædt traditionelle zulu-klæder.

Hans fødder er malet blå, han har en hvid paryk på, og hans næve er hævet og knyttet som en hilsen til den sydafrikanske antiapartheidbevægelse. Han står på en træstub, et stykke helligt træ hentet fra skoven uden for Soweto i Sydafrika.

Billedet er en del af fotokunstprojektet Zulu Kids (2014), der indtil august kan ses i Øksnehallen. Udstillingen Africa Reframed, hvor den schweizisk-guineanske fotokunstner Namsa Leuba er et af hovednavnene, har samlet en række prominente navne inden for moderne afrikansk fotokunst.

»Zulu Kids er en sammensætning af en række symboler og tegn taget ud af forskellige sammenhænge. Børnenes uskyldige udtryk står i kontrast til apartheidreferencerne, ligesom zulu-klæderne er en del af en anden tradition end voodooopstillingen,« fortæller Namsa Leuba.

For det er det, hun interesserer sig for: at undersøge, hvordan symboler og tegn kan skabe nye fortællinger, når de tages ud af én sammenhæng og sættes ind i en anden. Sådan har Namsa Leuba de sidste fem år arbejdet, leget og eksperimenteret med kulturel identitet i sin fotokunst.

»Ved at blande dokumentarisme med performance og sammenstille kulturelle, etniske, politiske og religiøse tegn, klæder og symboler forsøger jeg at indkapsle den kompleksitet og mangetydighed, som det afrikanske kontinent rummer,« fortæller Namsa Leuba.

Kvindens tøj er en traditionel dragt fra en manddomsceremoni, hvor unge mænd tager alene op i bjergene for at leve – og blive mænd. Hovedbeklædningen trækker på ’high fashion’.

Kvindens tøj er en traditionel dragt fra en manddomsceremoni, hvor unge mænd tager alene op i bjergene for at leve – og blive mænd. Hovedbeklædningen trækker på ’high fashion’.

Namsa Leuba

Iscenesættelse og usammenhæng

Hvor Zulu Kids arbejder med voodooudtryk, børn, politiske symboler og zulu-kultur, har Namsa Leuba i et andet værk, Khoisan (2014), brugt animistiske masker, blik, plastik, bue og pil.

Mange af symbolerne peger mod dels Khoisan-folkets levevis og kultur i Lesotho og dels mod animismen som en særlig vestafrikansk religion.

I samspil med de stærkt karikerede masker og plastikmaterialet får flere af billederne et futuristisk, næsten komisk udtryk, der ifølge Namsa Leuba peger på, hvordan kunsten kan give form til usammenhæng:

»Kunst kan som intet andet udtrykke den hybriditet, mangfoldighed og usammenhæng, der for mig virkelig indfanger den verden og det Afrika, vi lever i lige nu. Alt er manipuleret og fantaseret – lande, kulturer, identiteter og etniciteter. Enhver kultur er per definition en iscenesat performance – både for de, der indgår i den, og dem der ser med udefra.«

Hun definerer selv sin kunst som dokumentarisk fiktion og performance: »Det er ikke virkelighed, hverken det, jeg laver, eller de kulturelle symboler, jeg bruger: Jeg interesserer mig ikke for virkeligheden, jeg interesserer mig for fortolkninger af virkeligheden,« siger hun.

Drengen er klædt i traditionelle zuluklæder og står på et helligt træ fra Soweto i Sydafrika. Hans knyttede, hævede næve er en hilsen til antiapartheidbevægelsen.

Drengen er klædt i traditionelle zuluklæder og står på et helligt træ fra Soweto i Sydafrika. Hans knyttede, hævede næve er en hilsen til antiapartheidbevægelsen.

Namsa Leuba

Kulturel identitet

Det betyder for Namsa Leuba ikke, at kultur, identitet eller etnicitet er falske og relative størrelser, tværtimod.

Ifølge hende er enhver performance oprigtig og reel. Men det betyder, at intet er hugget i sten, og at vi må være opmærksomme på, hvordan vi varetager ikke bare egen, men også andres kulturarv. Det er et spørgsmål om engagement, om fascination og viljen til at lære at afkode det, man ikke kender.

»Vi må ikke tænke i kasser eller fastdefinerede kulturelle former, men vi må heller ikke give slip på symboler, traditioner og identiteter – de er en del af, hvem vi var, og de vil være en del af, hvem vi bliver,« mener Namsa Leuba.

Namsa Leuba tror på, at traditioner og symboler bevares bedst når de forandres og udfordres i nye sammenhænge. Og allerhelst æstetisk interessant og smukke sammenhænger, forklarer hun.

»Det er dels et æstetisk projekt: at skabe smukke og inspirerende motiver, og dels et antropologisk projekt: at bevare og dermed omforme og redefinere kulturer og ritualer i tidssvarende former. Og endelig har jeg et ønske om at udfordre en typisk vestlig forståelse af afrikansk identitet som noget entydigt,« fortæller Namsa Leuba.

Leuba boede i månedsvis med Khoisan-folket i Sydafrika for at lære deres symboler og ritualer at kende. Hovedbeklædningen henviser til vestafrikansk animisme og naturreligion.

Leuba boede i månedsvis med Khoisan-folket i Sydafrika for at lære deres symboler og ritualer at kende. Hovedbeklædningen henviser til vestafrikansk animisme og naturreligion.

Namsa Leuba

Intervention uden retning

At være født ind i både en schweizisk og guineansk kultur er for Namsa Leuba først og fremmest et privilegium:

»Der er ingen tvivl om, at min hybride identitet giver mig et andet blik på både Afrika og Vesten og på kunst og æstetik, der gør det muligt at lave den kunst, jeg laver, i en eller anden form for syntese mellem performance, æstetik og antropologisk feltarbejde,« fortæller Namsa Leuba, der selv beskriver sit arbejde som dokumentarisk fiktionskunst.

Hun boede seks måneder i Soweto i Sydafrika, da hun arbejdede på Zulu Kids:

»Jeg lærte traditionerne, skovene, religionerne, nogle af klik-lydende i det ældgamle klik-sprog og selv ånderne at kende. Og så plukkede og udvalgte jeg nogle symboler, udelod andre, kombinerede dem med min egen voodootro og animisme og organiserede det efter æstetiske parametre frem for kulturelle,« fortæller Namsa Leuba.

På den måde har symbolerne, zulu-klæderne og den hellige træstub i sidste ende ikke meget med zulukultur at gøre. Namsa Leuba brugte sammen strategi med billedserierne Khoisan (om Khoisan-folket i Sydafrika) og Kingdom of Mountain (om området Katze Dam i Lesotho). En strategi, hun selv beskriver som »kunstnerisk intervention«.

»Jeg intervenerer for at lave god kunst,« fortæller hun. »Og så tror jeg på, at god kunst vil kunne videreføre og nyfortolke symboler, fortællinger og traditioner, så de i en eller anden sprængt form kan bevares; det er en måde at bringe rigdommene videre med os ind i fremtiden,« mener Namsa Leuba.

Det blåmønstrede stof bruges ved særlige ceremonier i Lesotho. Sedlerne er breve med bønner til forfædre – og ikke prismærker. Sådan leger Leuba med vores forventninger.

Det blåmønstrede stof bruges ved særlige ceremonier i Lesotho. Sedlerne er breve med bønner til forfædre – og ikke prismærker. Sådan leger Leuba med vores forventninger.

Namsa Leuba

Kunstneriske barrierer

Det er ikke alle, der fra første øjekast kan se, at drengen med den knyttede næve, zuluklæderne og de blåmalede fødder er en kunstig konstruktion, en iscenesat performance og ikke et portræt af en ung zulu.

Det sker ofte, at Namsa Leubas kunst tages for at være dokumentaristisk – en art vidnesbyrd om, hvordan unge sydafrikanske drengebørn nu og da poserer. Det er ikke kun vestlige øjne, der lader sig narre.

»Også folk fra forskellige dele af det afrikanske kontinent tror, at jeg portrætterer eksotiske afkroge af et ukendt, men altså eksisterende Afrika,« fortæller hun.

Det bliver ved med at overraske hende, hvor karikerede og syrede hendes billeder kan blive og stadig opfattes som ’autentiske’ og dokumentariske. Det tydeliggør, hvor mørklagt og mytisk store dele af Afrika stadig er.

Ved ikke at gøre opmærksom på sin kunst som værende netop konstrueret og iscenesat, kunne man frygte, at man egentlig – mod sin vilje – er med til at forstærke en karikeret og stereotyp forestilling om afrikansk identitet.

– Er du aldrig bange for at bidrage til stereotypiseringen af Afrika?

»Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal stille op med den slags spørgsmål. For jeg tror ikke, det er min eller kunstens opgave at tænke i strukturer eller postkolonial kritik. For mig er kunst leg. Og leg er i bund og grund at udforske, udvide forståelse og sprænge rammer. Det er også at være betænksom, bevidst og hensynsfuld. Men det er for mig ikke at arbejde under den slags politiske agendaer,« fortæller Namsa Leuba.

»Hvis jeg skal forholde mig til kunst som en dekoloniserende instans eller som en del af en eller anden form for overordnet kampskrift, så stivner jeg – jeg kan ikke bevæge mig kunstnerisk, hvis jeg skal forholde mig til postkoloniale strukturer og frygte, at min kunst kunne opfattes som stereotypiserende. Det er jo ude af mine hænder, hvordan folk opfatter det.«

Det postkoloniale

Namsa Leuba ser sig selv som værende en del af en generation, der har bevæget sig ud over det, hun beskriver som »det postkoloniale paradigme«.

»Vesten må snart komme videre fra forestillingen om, at al afrikansk kunst forholder sig til kolonitiden, og at enhver, der rører ved afrikansk historie, kultur og tradition, er med til enten at videreføre eksotiseringen eller direkte gøre op med den. Kolonitiden er ovre – og det er tiden efter kolonitiden også.«

Man kan for hende godt være æstetiker, fotokunstner og politisk bevidst uden at forholde sig specifikt til postkolonialisme.

»I Nigeria, i Senegal, i Sydafrika og i andre afrikanske lande og regioner sker der enormt meget på kunstscenerne. Det afrikanske kontinent er en sand overflod af symboler, ritualer og fortællinger. Og jo, mange kunstnere bruger også meget af det her materiale politisk. Men det har sjældent noget med postkolonialisme at gøre,« forklarer Namsa Leuba.

»Jeg tror på, at dette øjeblik er skabt af et væld af elementer fra fortid, forfædre, religion, historie, tradition, politiske konflikter og økonomiske forhold. Det er det, min kunst forsøger at fremvise – alt det, der er, og som ikke kan organiseres af grænser, etnicitet og kulturelle normer,« fortæller hun.

Og ligesom et vestligt blik kan fastholde elementer og symboler i kunstige sammenhænge, så kan postkoloniale diskussioner blive ved med at optage alt for meget plads.

»Det er min erfaring, at diskussioner om, hvordan man approprierer kunst, først og fremmest hindrer én i at lave kunst.«

Fotoudstillingen ’Africa Reframed – visual storytelling from contemporary Africa’ vises i Øksnehallen fra den 18. juni til den 2. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her