Ud i virkeligheden må man jo af og til bevæge sig, så derfor drog denne skribent i et mindre selskab mandag aften ned på Islands Brygge for at se ottendedelsfinalen mellem Spanien og Italien på storskærm på det hippe område ved havnebadet, som DR under disse europamesterskaber har omdannet til mekka for byens metroseksuelle fodboldelskere.
Her fandt vi en plads i vrimlen blandt de mange andre, der også havde fået den idé at se mesterskabernes første rigtige fodboldbrag under åben himmel, og vi bredte vores tæppe ud og forsøgte at gøre os det så mageligt, som man nu kan, når man blot har få kvadratmeter bulet græs til sin rådighed, og når selskaberne omkring én ustandseligt sender depecher af sted gennem mængden for at hente friske forsyninger af belgiske øl, lune sandwich og overdyre chilinødder.
På et tidspunkt kom et par unge fyre og slog sig ned med et tæppe og et par flasker rosévin lige i nakken på os; og selv om de måske sad et par håndsbredder tættere på, end denne skribent egentlig kunne have foretrukket (men måske har den unge generation simpelthen et andet forhold til det personlige rum, end os, der efterhånden har rundet halvvejspunktet i livet?) så gjorde det ikke noget, for det var rolige typer, der tydeligvis ikke havde andet formål med denne lune juniaften end at drikke afkølet vin og se to af Sydeuropas giganter tørne sammen.
Og desuden gjorde deres nærhed det muligt at opfange dette replikskifte imellem dem, da Italien i kampens slutfase scorede til 2-0, og de azurblås karismatiske landstræner Antonio Conte i ren begejstring stormede hen til udskiftningsboksen og som en bagtung hamster forsøgte at krabbe op på halvtaget for at give udtryk for sin eufori.
Det var kostelige scener, der fik den ene af fyrene bag mig til at sukke hengivent: »Conte, for fanden, mand …« Hvortil den anden med beklagende stemme svarede:
»Og så skifter han til Chelsea …«
Disse få ord fortæller egentlig alt, hvad man har brug for at vide om den lodret stigende begejstring, som fodboldfolket over hele Europa omfavner den italienske landstræner med under denne slutrunde.
Conte er blevet kult.
Virkelig reality
Hans sejrsvilje er så intens, at den transmitterer sig ud gennem skærmen til tv-seere over hele Europa.
Og et af de ikoniske billeder, som man vil huske fra denne slutrunde, når alt andet er borte – når de alt for mange fedtspilleropgør og lunkne præstationer er sendt ud i glemslens nådige mørke – vil være billedet af den italienske landstræner, der i mørkt jakkesæt og med moderigtigt, kortsnudet slips patruljerer sidelinjen, vifter ophidset med armene og brøler ordrer ind til sine spillere, hvis de befinder sig så meget som en meter ude af den aftalte position.
Conte rummer denne flygtige kvalitet, som fodboldlandstrænere (og for den sags skyld også politikere, marketingsfolk, realitystjerner og andre af den slags typer) stræber efter, nemlig autenticitet.
Den italienske landstræner er gennemægte i alt, hvad han foretager sig. Hans optræden ude på sidelinjen er fuldstændig befriet for manerer eller enhver form for kunstighed.
Hvad vi er vidne til, er en vinder i sin reneste form. Det er en mand, hvis eneste i formål i livet er at vinde fodboldkampe, og som i de 90 minutter, kampen varer, er fuldstændig opslugt af forsøget på at kontrollere slaget inde på grønsværen.
Eller som en engelsk fodboldfan skrev på Twitter:
»This Conte fella seems the type of man that would drop kick his granny for 3 points. I love it.« (Ham Conte-fyren ligner typen, der ville sparke sin egen bedstemor højt op i luften, hvis det gjaldt 3 point. Jeg elsker det, red.)
Og sådan har han faktisk været hele sin trænerkarriere. Da Conte overtog ansvaret for Juventus tilbage i 2011, var hans største præstation ikke at føre de zebrastribede tilbage på toppen af den italienske trone.
Det var ganske vist i sig selv en imponerende bedrift, eftersom han overtog et demoraliseret mandskab, der lå og vuggede rundt på syvendepladsen i ligaen.
Men hvad der hændte bagefter, var på mange måder endnu flottere. Conte formåede nemlig at gøre sine højtbetalte verdensstjerner endnu mere sultne og aggressive, efter at de havde etableret deres dominans.
Den slags er jo nærmest i strid med fodboldloven. Normalt begynder selv topspillere at blive ramt af en vis form for mæthed, når trofæerne og medaljerne hober sig op.
Alle andre idioter
De tre mesterskaber, som Juventus vandt under Conte, er imidlertid karakteriseret ved, at hver eneste blev vundet med større pointforspring end det forgående.
Den indebrændte mand fra Lecce helt nede i Italiens støvlehæl ville simpelthen ikke tillade, at hans spillere på nogen måde begyndte at sovse hen i deres egen succes.
Dét fik en af holdets største stjerner, målmanden Gianluigi Buffon, at mærke ved et taktikmøde op til sæsonens sidste kamp i sæsonen 2013-2014, en på papiret fuldstændig betydningsløs hjemmekamp mod Cagliari.
Juventus lå langt foran i tabellen, guldet var for længst i hus, og Buffon mødte op til taktikmødet sammen med klubbens administrerende direktør, Beppe Marotta.
»Undskyld mig, chef,« sagde Buffon til Conte. »Men direktøren vil lige komme med nogle bemærkninger om den bonus, som vi er berettiget til efter erobringen af mesterskabet.«
Det fik Conte til at tænde fuldstændig af. Og han skræmte nærmest alle Juventus-spillerne ud af lokalet med sit angreb på den ellers urørlige målmandsstjerne:
»Jeg vil ikke høre ét eneste ord til fra dig,« råbte han. »Fra dig – af alle – ville jeg aldrig have forventet dette. Bonusser … Du er en skuffelse, et nederlag fra det øjeblik du åbnede munden. Ligesom alle de andre idioter.«
Episoden står beskrevet i den italienske journalist Alessandro Alciatos bog Metodo Conte, sådan som den er refereret i den engelske avis The Guardian.
Og den giver netop dét billede af Conte, som man også genkender fra hans optræden på sidelinjen ved dette EM – nemlig billedet af en træner, der konstant driver sine spillere fremad, og som ikke tillader dem at slappe af i så meget som et sekund.
At vrede er et motivationsfremmende redskab, som Conte hyppigt tager i anvendelse, bliver i øvrigt også bekræftet af den gamle Juventus-playmaker Andrea Pirlo i sin selvbiografi.
Her noterer han, at han kom til at fortryde sin beslutning om at have valgt omklædningsskabet tættest ved døren i Juventus’ omklædningsrum, eftersom Conte hyppigt tyrede vandflasker mod døren, når han fik sine jævnlige raseriudbrud i pauserne.
Svært at bære
Alt er dog ikke vredesudbrud, flyvende vandflasker og maniske fagter på sidelinjen. Bag den intense facade gemmer sig en snu taktiker, der indstiller sine hold efter spillernes styrker.
Da Conte overtog Juventus, ændrede han den traditionelle firebackkæde til et tremandsforsvar for at kunne trække den aldrende playmaker Pirlo ned i en defensiv midtbanerolle.
Og da han blev landstræner, førte han simpelthen 3-5-2 opstillingen over på nationalmandskabet og installerede trebackkæden fra Juventus – Chiellini, Bonucci og Barzagli – foran deres klubkammerat Buffon i azurris defensiv.
Resultatet er, at Italien i dag råder over det sandsynligvis stærkeste forsvar i Europa på landsholdsplan. Der er endnu ikke scoret imod dem i denne slutrunde, mens de har været i stærkeste opstilling (Irlands mål i den sidste gruppekamp faldt mod de italienske reserver på et tidspunkt, hvor Italien havde sikret sig førstepladsen i puljen.) Og tyskerne får deres hyr med at trænge igennem den italienske defensiv i kvartfinalen i aften.
Samtidig har Conte gennem sine perfekte taktiske oplæg til Italiens kampe mod forhåndsfavoritterne fra Belgien og Spanien manifesteret sig som den vigtigste aktør i den italienske EM-delegation og en af de største stjerner, der overhovedet er ved denne slutrunde.
Og det er netop det, der – for nu at vende tilbage til ungersvendenes dialog på Bryggen i starten af artiklen – gør det så svært for mange fodboldelskere at kapere, at Conte har valgt at takke ja til at blive træner for netop Chelsea; en klub, der i manges øjne fremstår som en slags fodboldmæssigt kunstprodukt. Et historieløst engelsk midterhold, der er blevet pumpet op med olierubler og som styres på oligarkisk vis af eneejeren Roman Abramovich.
At Conte skal gå i hans sold kan være svært at bære, men på den anden side er det en virkelighed, der først indtræffer efter europamesterskaberne. Foreløbig tilhører Conte os alle!
Angsten for ydmygelse
Hvad angår søndagens kvartfinale mellem Frankrig og Island, så taler vi om et opgør, som i højere grad bliver spændende på grund af det psykologiske end det sportslige aspekt.
For der er ingen tvivl om, at franskmændene er islændingene overlegne på hver eneste sportslige parameter. Spørgsmålet er, om franskmændene kan håndtere den angst for en fodboldhistorisk ydmygelse, som et nederlag vil føre med sig.
Det var den angst – mere end sagasønnernes fodboldmæssige kvaliteter – der knækkede de unge engelske spillere. Man kunne se det i deres stive bevægelser, frygtsomme opspil og forvildede løbemønstre.
De kunne simpelthen ikke bære tanken om at skulle blive identificeret med det værste engelske nederlag i landsholdsregi i historien. Og derfor krakelerede de for åben skærm, bogstaveligt talt.
Franskmændene skal turde se denne frygt i øjnene. Og så skal de bare blæse Island ud af banen. For helt ærligt: Nu er det på tide, at dette eventyr slutter.
Island – og ikke mindst deres fans – har været et charmerende bekendtskab. Men nu er vi nået hen til den fase i turneringen, hvor vi tørster efter at se de bedste europæiske mandskaber folde sig ud.
Og lad os på den baggrund lige huske på en enkelt ting: Island trænes altså af Lars Lagerbäck. Lars Lagerbäck! En mand, der er så konservativ og publikumsfjendsk i sin 4-4-2 stil, at selv svenskerne – der ellers ikke er kostfornægtere på det punkt – fik nok.
En mand, der drev Zlatan til randen af et karrierestop på landsholdet. En mand, der stadig spiller fodbold som om de sidste tyve års udvikling i spillet på grønsværen aldrig har fundet sted.
Islands deltagelse ved dette års europamesterskaber er et eventyr. Men alle eventyr har en afslutning. Og nu har man selv som velvilligt indstillet seer efterhånden fået nok af en fodboldstil, der bygger på to dybtliggende firemands kæder og angreb ført igennem ved hjælp af 25-meters indkast.
Så selv om man bor i Norden, må det være tilladt i morgen aften, når Island og Frankrig løber på banen på Stade de France i udkanten af Paris, at hviske et stille:
Allez les Bleus!
