Læsetid 6 min.

Diætismens ordsalat varsler den nye forbudstid

Vores kost og vores kroppe bliver dele af et symbolsk tegnsprog i det store projekt om vellykket selvrealisering – men presset for ’nutritionistisk’ selvdisciplinering kan koste dyrt
Mad er blevet til medicin for raske mennesker. Psykiater Finn Skårderud sætter fokus på, hvordan en blanding af videnskab, religion, psykologi og kultur har resulteret i magtfulde myter og et sundhedshysteri, der for alvor kan gøre os syge
iBureauet/Mia Mottelson
13. juli 2016
Delt 2659 gange

Hvad skete der med børnefødselsdage? Tidligere var der skæg og ballade, fiskeleg med godteposer, pølser til alle. Nu møder mange op med en e-mail fra forældrene, der oplister alt det, deres barn ikke kan tåle at spise.

Diagnoser har indtaget børnefesterne. »Jeg kan ikke tåle det«, er blevet en fast vending. Selv om vi ikke er helt på det rene med, hvad det så skal betyde.

Det er et markant tegn i vores tid, at der investeres en betydelig interesse i mad og sundhed – at mad og næringsstoffer italesættes som frelse eller dæmoni. For nogen er denne nye kræsenhed en sund interesse. For andre er den stærk tro. For andre igen en kilde til sundhedsangst. Nogle føler, vi lever i en ny forbudstid. Alt i alt er det én stor babelsk forvirring.

Og noget af det, som med garanti forvirrer, er, at sundhed og skønhed rodes sammen. Man siger ’sund’, men mener gerne ’tynd’. Og det, mange mener med ’tynd’, er for tyndt til også at være sundt.

Dette skal handle om kostråd, overdrivelser, menneskesyn – og ikke mindst om sprog. Vi spiser ikke sprog, men sproget bliver til fortællinger. Og disse fortællinger er med til at skabe både personlige og kollektive virkeligheder. Vi bliver hurtigt fanget ind af det, som forekommer os at være virkeligt.
Hvad med fortællingerne om sund kost og helse? Hvad er tro og viden, myter og evidens, fornuft og angst, salgsgas og simpelt humbug?

Mad og sundhed er følsomme temaer. Jeg finder det bekymrende, at så mange af vores samtaler om kost og sundhed i så høj grad ligner det, vi kender fra spiseforstyrrelsernes psykologi: enten-eller, sort-hvidt – alt eller intet …

Jeg skriver altså denne tekst for at advare om en mulig fare. Er det ikke, som om at mange af vores fortællinger om sund mad i sig selv går hen og bliver usunde? Fortællinger er med at til at skabe adfærd. Dette rammer også vores forhold til maden, til kroppen, til sindet – og til hinanden. Hos nogen sætter maden sig fast i hovedet snarere end i halsen. I min profession som psykolog kommer jeg ekstra tæt på de negative sider. Et snæversynet fokus på madens indhold kan desuden true måltidet som socialt fællesskab.

Det gode kan blive dårligt

Der er stort set altid ’noget om’ de råd, vi får. Men dette ’noget’ rykkes helt ud af sammenhænge og proportioner. Der er god livsvisdom i at holde fast i det græske ord pharmakon. Det betyder både ’lægemiddel’ og ’gift’. I praksis handler det ofte om at dosere. For meget af det gode kan blive dårligt for dig.

For min egen del har jeg ingen kostråd ud over dette: »Spis rimeligt varieret i rimelige mængder«. »Og spis mest muligt frugt og grønt« – af hensyn til kloden. Gode ernæringsråd bør tage udgangspunkt i, at alt for mange er alt for optagede af ernæring på en forfejlet måde.

Jeg ved selvfølgelig meget vel, at mange spiser usundt, og at fedme er et omfattende problem. Alligevel er det vigtigt at skelne mellem både det sundt sunde, det usundt usunde – og det usundt sunde. Mange af dem, som overspiser, er egentlig gået på ’diæt’, men ’knækker’ under selvdisciplinstvangen.

iBureauet/Mia Mottelson

Forskeren Annechen Bahr Bugge fra det norske Statens Institutt for Forbrugsforskning er forfatter til en omfangsrig rapport om norske madvaner, Mad, måltid og moralhvordan spise rett og riktig, der kom i 2015. Her er der er mange gode iagttagelser at hente. Mange har en sund interesse i sund kost og er optaget af økologi og miljø, ligesom måltidet er en vigtig social institution.

Men hun skriver også om, hvor mange i dag der oplever et mere anstrengt forhold til mad.
En hovedpointe er, at mad bliver til moral. Hvad man spiser eller ikke spiser, bliver til udsagn om identitet, om hvem man vil være og høre til. Kosten og kroppen er en del af et symbolsk tegnsprog i det store projekt om vellykket selvrealisering. Man er, hvad man spiser.

I bogen Nutritionism – the Science of Dietary Advice sætter australske Gyorgy Scrinis meget på plads. Han skriver om madens politik, sociologi, filosofi og teknologi. Ifølge ham begyndte det at gå galt i midten af 1800-tallet. Det var dengang, man for alvor opdagede og begyndte at fokusere nøje på madens enkeltingredienser.

Han kalder dette detailfokus for ’nutritionism’ og analyserer det på én gang som paradigme og ideologi. Han anvender som Marx ideologibegrebet i betydningen ’falsk bevidsthed’. Denne ’dårlige tænkning’ har ifølge forfatteren præget både forskningen, mediebilledet og den folkelige retorik om mad og helse.

I 1960’erne blev der for alvor sat fokus på ’gode’ og ’onde’ ingredienser. I takt med vel-
standsøgningen gik man fra at være optaget af mest optaget af manglerne – såsom mangel på vitaminer – til at bekymres for, at folk spiste for meget. Det var den tid, da man for alvor begyndte at gå løs på fedtet. Siden er der kommet stadig nye dæmoner til.

Hvad er det, som ifølge Gyorgy Scrinis går så galt i vores fokus på ingredienser? Det er hele den reduktionisme, som består i at bryde mennesket op i en række fordøjelsesfunktioner. Maden gøres til en ansamling af separate næringsstoffer. Helheden ryger. Nutritionismen er et indskrænkende menneskesyn, en grum materialisme – og en tingsliggørelse af livsverdenen.

Scrinis pakker sin kritik ind i akademisk jargon, men den findes også i mere populærvidenskabelig version. Michael Pollans In Defense of Food er netop et forsvar for maden som sådan, før maden bliver stykket op i sine bestanddele. Steven Pooles You Aren’t What You Eat er et underholdende, saftigt og velrettet slag imod tanken om, at vi bliver, hvad vi spiser. Vi er så meget mere.

En anden af Scrinis’ pointer er, at der ikke findes belæg for, hvad denne ideologi lover om helse, lykke, IQ, sygdom og død. Mad er vigtig, men ikke så vigtig – hvis bare vi husker at spise rimeligt varieret og i rimelige mængder. Scrinis beskriver et særligt blik, ’nutritional gaze’, hos tidens nutricentriske personer. Med nutriblikket læses maden, før den spises: Broccolien er mest antioksidanter, mens smørret er hjertedød.

En apotekerdisk

Nutritionisme repræsenterer også en medikalisering ved at reducere maden til dens medicinske egenskaber. Den franske filosof Pascal Bruckner skriver i bogen Evig eufori – essay om pligten til at være lykkelig om, hvordan spisebordet begynder at ligne en apotekerdisk. For min egen del bryder jeg mig ikke om boksere med proteinpulver i omklædningsrummet. Hvad er der nu i vejen med mad? Logikken tilsiger, at sådanne kosttilskud kan blive en genvej til egentlige dopingmidler.

Med en sådan tilgang til maden og tilværelsen kan vi ende med diskussioner som følgende: Hvad er sundest: grønkål, som lige netop nu er noget af det hotteste sunde, eller den gode gamle spinat? Sandsynligvis er det umuligt at give et fornuftigt definitivt svar på spørgsmålet. Og det er næppe grønkål versus spinat, der afgør, hvor gammel man bliver. Der må nok spises meget grønt for at kompensere for helbredseffekter af for eksempel ensomhed.

Mad bliver altså medicin. I kølvandet på medikaliseringen af maden følger den diætetiske tænkemåde. Diæter er noget for syge folk. Hensigten med dem er, at de skal blive raske. I den forstand er det foruroligende, at vi er titusinder, der er begyndt at medicinere os selv med diæter uden at være syge. Hvilke diæter skal man vælge?

Her opstår så den store forvirring. Hvad er sundest? Hvordan bliver jeg slank? Hvad er sundt nu, som var farligt før? Og omvendt? Hvem skal vi tro på, om nogen? Skal man vælge lavkarbo, Atkins, paleo, makrobiotisk, chia-frø, pillediæter, periodisk faste, glutenfri, hvidvindsdiæten, raw food, 5:2, laktosereduceret, blodtypediæten, ph-diæten osv. osv.

Det er en voldsom portion ordsalat, og det er derfor befriende, at den polemiske kok og skribent Andreas Viestad har lanceret antidiæten. Diæter virker i det lange løb ikke, fastslår han med belæg i forskning, undtagen for de ganske få, som på grund af visse specifikke og definerede lidelser må følge dem. Så hold op med det, formaner han. Og er helt på linje med Geoffrey Kabat, som i bogen Hyping Health Risks skriver, at sukker, salt, kød og mel ikke er ’den nye tobak’.

Tarmen er populær

Under en mellemlanding på en italiensk flyveplads for nylig var der en forside, som råbte til mig fra aviskiosken. En nøgen kvinde med stilethæle sidder krumbøjet over vægten. Teksten er »Dietomani«, og opslaget inde i ugemagasinet Panorama spekulerer i »kommende manier«. Snart kommer nok diæten ’Happy Gut’. Vejen til lykken vil her gå via tarmfloraen. Tarmen er i det hele taget populær for tiden. Tyske Giuluia Enders bog Charmen ved tarmen har alene i Norge solgt 70.000 eksemplarer. Selv er jeg ret usikker på, hvor charmerende tarmen nu også er.

Der findes et mentalt slægtskab mellem nutritionisme og spiseforstyrrelser – den overdrevne fokus på madens og kroppens detaljer. Nutritionismen i dens radikaliserede version kan ende med den variant af spiseforstyrrelser, som den amerikanske læge Steven Bratman har døbt ’ortoreksi’, overdreven optagethed af sundhed. Angsten iklæder sig næringsstoffernes dragt, og kostindholdet snævres ind.

Vi, som arbejder med spiseforstyrrelser, har mærket ortoreksiens indtog i de senere år. Terapeutisk arbejde med spiseforstyrrelser kan være meget krævende. Det bliver ikke lettere, hvis den syge har sat sig i hovedet, at han eller hun er særligt sund.

Jeg vender tilbage til begyndelsen. Mit billede af børnefødselsdagen fortæller os, at vi lige nu er i gang med at give dette videre til den næste generation. Det kan godt bekymre mig.

Sundere samtaler

I en serie miniessays problematiserer den norske psykiater, professor og forfatter Finn Skårderud vores samtaler om mad og sundhed.

Samtaler, hvor videnskab, religion, psykologi og kultur blandes sammen til moderne myter om kost, krop og helse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Robert  Kroll
    Robert Kroll
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
Maj-Britt Kent Hansen, Britta Hansen, Kurt Nielsen, Robert Kroll og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Min diæt er simpel. Mindst mulig fedt, sukker og salt. Nul alkohol. Kun rå naturlige råvarer, intet færdig lavet. Masser af postevand. Undgå overspidsning.

...Og så er det oven i købet billig ;-) Det hele røgfri naturligvis.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jeg er praktisk talt altædende. Det er sikkert usundt, men ret nemt at have med at gøre. Så får jeg tid til alt det andet.

Dana Hansen, Liliane Murray, Michael Friis, Annette Dinesen, Martin Winther, Leif Høybye, Benny Jensen, Kurt Nielsen, Carsten Mortensen, gitte luk, Henrik Brøndum, jørn andersen og Claus Kristoffersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Rohde Jensen
John Rohde Jensen

Jeg lavede analysen for et par år siden og resultatet er ikke specielt svært at nå frem til. Atkins diæt er meget gavnlig for dig selv og planeten. Hvis du samtidig nøjes med at bruge råvarer fra lokalområdet, som ikke er dyrket i drivhus så er det dobbelt plus godt. Det kan bare blive lidt kedeligt at spise.

Derfor er jeg begyndt at bruge metoderne fra Modernist Cuisine og andre videnskabelige tilgangsvinkler tid madlavning. Det er ret sjovt og giver noget lækkert mad.

Men, det er stadigvæk svært at leve som man burde. Kroppen er forprogrammeret til at elske de ting, som er dårlige for den og vores miljø.

Brugerbillede for Claus Kristoffersen
Claus Kristoffersen

Hellere mæt og munter end mager og muggen!

Dana Hansen, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Brøndum og jørn andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Hvis BMI er over 25 -> spis generelt mindre
Hvis BMI er under 18.5 -> spis generelt mere.

Oftest er det største problem at man spiser for meget, for ofte.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Finder at dietismens og ortoreksiens selviscensatte kritiske alfader selv er ligeså fyldt af mytologiske tomme klicheer og uvidenskabelige fordomme... - jeg vejer nok 10 kilo for meget... - Men jeg er fandme glad for at jeg er stoppet med at ryge og begyndt at lære at spise sundere - eller mindre usundt! - Og ikke kan få nok af vitaminer!

Annemette & Ejlif Bach & Vrejlev og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

For ti år siden kom æg på den sorte liste nærmest overnight. De er først for nylig blevet frigivet. Hvidt brød er fortsat forbudt. Det er salt også. Heldigvis er kaffe taget til nåde. Te vil altid være mere end tilladt og det vil frugt også, forudsat det ikke er hverken sprøjet eller lakeret.

Brugerbillede for Anders  Hede

Hvis man ikke kan spise hvad der serveres tager man selv mad med. Det kan da ikke være så svært at forstå.
Det skal aldrig blive værtens problem at børnefødselsdagsgæster er madfølsomme

Brugerbillede for Heidi Larsen
Heidi Larsen

Det handler jo om det psykiske i det her, ortoreksi, som forfatteren af artiklen nævner, er en spiseforstyrrelse. Det handler ikke om maden som sådan, men om kontrol, ganske som ved andre spiseforstyrrelser.

http://www.lmsos.dk/viden/ortoreksi/

Martin E. Haastrup, Annette Dinesen, Troels Brøgger, Anne Eriksen, Niels Nielsen, jørn andersen, Britt Kristensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Lerdorf
Jens Lerdorf

En af grundene til ortoreksi er så svært at helbrede skyldes nok også, at urmennesket i os bliver skrub forvirret af al den farvestrålende fristende emballage og så siger fra for al sund fornuft.
Næringsformlen 1:4:2 i bipollen, rykker ret godt, altså 1 del fedt til 4 dele kulhydrat til 2 dele protein, selvfølgelig ikke kun leve af bipollen, som er biernes svar på komplette multi vitamin piller, men sammensætte sin kost næring derefter.

Brugerbillede for Hanne Koplev
Hanne Koplev

Jeg kunne foreslå Psykiater Finn Skårderud at anskaffe sig viden om miljøgifte, så han fremover kunne skrive en faglig relevant artikel og ikke bare en gang "ord-salat".
F.eks. vil forgiftning / belastning med kviksølv ofte medføre reaktion overfor gluten og kasein (ostestof fra mælkeprodukter).
Tester man børn for allergi ved en moderne metode (f.eks. www.MELISA.org), påvises ofte allergi overfor kviksølv, hvilket er ensbetydende med, at børn faktisk også eksponeres overfor kviksølv!
Når danske læger ikke påviser kviksølv-belastning skydes det, at danske lægers undersøgelser grundlægges på urin eller blod-prøver, men da f.eks. metallisk kviksølv har en halveringstid i blodet på kun 2 dage (men en halveringstid i f.eks. hjerne-væv på 25-30 år) overses problematikken.
Mange forældres erfaring med, at deres børn ikke tåler gluten og mælkeprodukter kan derfor sagtens begrundes.

Annemette & Ejlif Bach & Vrejlev, David Breuer, Martin E. Haastrup, Karsten Aaen, Ernst Enevoldsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Hanne Koplev (kl 09.53)

MELISA skriver faktisk på sin side, at en LILLE minoritet kan have problemer med diverse metaller ( plomber, implantater, metaller ( herunder vel også til dels de naturligt forekommende ) i fødevarer o s v) - der er med udgangspunkt i MELISA ikke belæg for at gå i "selvsving" og kritisere artiklens forfatter,

Når sunde mennesker indbilder sig at have diverse "problemer/sygdomstilstande" og følgeligt kaster sig ud i spisning af piller og / eller pudsige diæter, så er der god grund til at at hæve en advarende finger - og det skal artiklens forfatter have tak for.

(I øvrigt så synes det som om, at MELISA er lidt for "glat", så en nærmere research af foretagendet er nok en ulejlighed værd, inden man kaster sig ud i diverse formentlig relativt dyre tests?)

Når man ser internettes udbud af piller mod alt muligt og umuligt, så bekræftes man i den antagelse, at en masse mennesker er hypokondre og udsætter sig for betydelig fare ved at spise ukontrollerede farmaceutiske varer produceret i obskure laboratorier med med falske "testimoinials" og "forsøgsresultater".

lars søgaard-jensen, Viggo Okholm og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Det bekymrer mig, at denne norske psykiater kalder sig psykolog og samtidig har skrevet både bøger, artikler og kompetenceprogrammer for norsk sundhedspersonale...

Som læge og derefter psykiater formodes man også at have kendskab til ernæring, især det man oftest kan købe i alm. dagligvareforretninger + tilsætningsstoffer, forgiftning og miljø.
Måske kan det at beskæftige sig med spiseforstyrrelser på dette niveau gennem en årrække resultere i et ensidigt fokus?

eksempel:
http://www.kroppogselvfolelse.no/?kat=hve_utdanning

Brugerbillede for Kurt Nielsen
Kurt Nielsen

Den eneste sygdom jeg ikke lider af er hypokondri!

Lise Lotte Rahbek, Niels Nielsen, Jens Kofoed, Henrik Brøndum, Steffen Gliese og Robert Kroll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Robert Kroll,

Det danske system/ sundhedsstyrelser er ikke til dato indstillet til at tage folk med tungmetal forgiftninger alvorligt.
Derimod har ingen det mindste i mod at fylde folk med symptom bekæmpelse i stor mængder!

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE2133268/medicin-er-s...

Ja, Melisa nævnes også her, men samtidig er der mere information.
http://www.tungmetal.dk/Tungmetalforgiftning/3_-_Diagnosticering.html

Brugerbillede for Jens Lerdorf
Jens Lerdorf

Sulten kalder på smag kroppen på (er)næring. Så start med hudløst ærligt at skriv alt ned, hvad du spiser efter ernærings indholdet f.eks.
100g pasta 350 3g 68g 12g
300g gulerod 120 1g 30g 3g
100g kylling 185 - 5g 31g
14g smør 100 12g - 9g
15g ketchup 20 - 5g -
cirka kalorier 775 fedt 16g kulhydrat 108g protein 55g
Madens ernæring er ret relevant, som man i løbet af dagen kan trimme videre på alt efter ønsket formel. Der vil selvfølgelig ret tit være ting man indtager, der bryder med en given formel, men det er kroppen heldigvis vant til og ligeglad med, bare dagens slut resultat er i ernærings balance.
Og selvfølgelig også relevant hvad man foretager sig. En Tour de France cykelrytter brænder let 6000 kalorier af om dagen som kroppen ikke kan nå at ernærings optage, så cykelrytteren let går sukker kold, der får os til at hepper langs vejkanten, kør – kør – kør, som igen frister cykelrytterens konkurrence ego til at dope sig! I et stille siddende job er 2000 kalorier jo ofte nok om dagen.

Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

1.
"Terapeutisk arbejde med spiseforstyrrelser kan være meget krævende. Det bliver ikke lettere, hvis den syge har sat sig i hovedet, at han eller hun er særligt sund."

Jeg er også bange for at den kære Finn Skårderuds terapeutiske arbejde med mennesker med spiseforstyrrelser selv begrænser sig til det typiske mere eller mindre overfladiske ensidige symptom-behandling, som er så almindeligt og populært i vore dage. Mindfullness, cognitiv behandling... - Overflade og symptombehandling. Manipulation.

De fleste psykologer, psykiatere og terapeuter, nægter simpelthen at medvirke til at løse op for tidlige omsorgssvigt og barndomstraumer, som ofte kan være årsager til diverse mere eller mindre livstruende selvdestruktive forstyrrelser.

De tror at spiseforstyrrelsen er årsagen, mens de i virkeligheden ofte er symptomet på noget langt dybere, feks. overgreb i den tidlige barndom og andre tidlige omsorgssvigt.

Resultatet er, som den gode Alice Miller beskriver i sit livslange terapeut-praksis-kritiserende forfatterskab : "Du må ikke mærke" - "Den Bandlyste Viden" etc. - At folk som kalder sig behandlere, istedet for at vejlede, vildleder folk og fastholder dem i årevis i en slags rundkørsels-pseudo-behandling, hvor klienten aldrig får noget kendskab til at hans/hendes ydre og overfladiske problemer, hvor alvorlige og livstruende de så end måtte være (selvdestruktivitet, selv-skamfering, selvmords-tanker, spiesforstyrrelser osv.) ofte kun er symptomer på noget langt dybere.

Som voksen barn af alkoholiker og udsat for sexuelt misbrug af fremmed mand (pædofili) i mine allertidligste pubertets-unge år, har jeg været heldig at få bearbejdet disse ting helt til bunds, i en virkelig terapi, som vovede at dykke ned i følelserne omkring disse tidlige overgreb og omsorgs-svigt. - Hvilket gør, at jeg er nogenlunde symptom-fri idag.

Hvis ikke jeg havde lykkes at finde en sådan karatarsisk forløsende terapi, blandt andet at arbejde med 'stolen' og andet fra Gestalt-terapien, ville jeg idag, som de i artiklen nævnte 'besværlige klienter med spiseforstyrrelser, som det er meget krævende at arbejde med', også være besat af lignende symptomer, som kunne forveksles med et sygdomsbillede i sig selv.

Men det er altså kun symptomer vi ser på overfladen! - Årsagerne skal findes andre steder end i en overfladisk kritik af vores ernærings-bølge osv. - Terapeuter må begynde at gå foran igen, som eksempler på, at de selv har fået løst op for deres selvdestrutkive tvangs-neurotiske symptomer, ved at arbejde katarsisk med ting, ved at arbejde med deres egne dybe og tidlige omsorgs-svigt o.lign.

Ellers sker der intet. Og som Alice Miller så udførligt og præcist beskriver det : De færreste psykologer, psykiatere og terapeuter er således meget lidt virkelig interesseret i, at deres patienter kommer til erkendelse af disse tidlige omsorgs-svigt, fordi det ville forudsætte, at de skulle have bearbejdet deres egne, for at kunne rumme klientens oprindelige smerte - Og at de ofte ikke har det, er netop årsagen, iflg Alice Miller til at de bliver psykoterapeuter! - De leder selv efter "Den Skjulte Nøgle" - Som alle andre, bliver de provokeret af klientens smerter symptomer istedet for at forstå dem og hjælpe klienten til selv at forstå dem og gradvist frigøre sig fra dem.

Alle de hersens overfladiske provokerende problemer, som nævnes i artiklen og i det hele taget vores sindssyge forskruede verden, er i de fleste tilfælde kun symptomer, overfladiske neurotiske forstyrrelser, som har sin rod i tidlige forstyrrelser og overgreb i barndommen eller/og ungdommen.

Spiseforstyrrelser har i virkeligheden slet ikke noget med fysiske helbreds-problemer at skaffe. Det er en form for selv-destruktiv adfærd, som skal beskytte klienten mod at erfare den dybe oprindelige traumatiske smerte, som han/hun ikke kan rumme og behøver prof. hjælp til at erkende og gradvis modigt lære at integrere og føle og blive mere og mere fotrolig med i gennem et længere terapiforløb, hvor terapeuten selv kan rumme sine egne af disse tidlige omsorgssvigt og skelne symptomer fra årsager i klienten, fordi vedkommende selv har arbejdet med sine egne grundlæggende tidlige omsorgs-svigt.

Vor tid, efter Millenium, er besat af, at kun kigge på den alleryderste overflade, i alle forhold i livet. Derfor ser verden ud som den gør og derfor bliver alting kun værre og værre! Ingen, absolut ingen bryder sig længere om at arbejde i dybden med tingene, alting skimmes kun på overfladen og symptomer behandles som årsager og vice verca. Tag en pille...

Derfor vil den her udvikling fortsætte og folk blive mere og mere fanatiske og enøjede og intolerante også på sundhedsområdet. Det er altsammen 'kun' symptomer på kroniske neurotiske traumatiske forstyrrelser. Den bandlyste viden, at folk ikke aner, og aldrig bryder sig om at se ind og erkende deres tidlige omsorgssvigt. Det er for besværligt. Det-kan-ikke-betale-sig...

De ved det ikke engang selv, fordi de aldrig har prøvet andet! - De har ikke noget sammenlignings-grundlag!

Knud Larsen, Bill Atkins, Niels Nielsen, Anne Eriksen, Heidi Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

2.
Derfor svigter både psykologer, især psykiatere, men også terapeuter, stort set alle sammen idag : De der virkelig modigt skulle vove at inspirere folk til at se ind og komme til gradvis af erkendelse af, at der måske var noget galt i deres opvækst, at de måske er blevet udsat for overgreb, mishandling o.lign. alt det fortrængte, de vover heller ikke at se så dybt ind, de er selv trængende! - De bruger blot ubevidst klienterne til at bekræfte og benægte deres egne ulykkelige barndomshistorier.

Alice Miller beskriver fortræffeligt videnskabeligt hvordan, sådanne mere eller mindre kvaksalvere, ubevidst selvfølgelig, kan sidde i årevis med klienter, som de betragter som mere eller mindre håbløse tilfælde, fordi de ikke selv har opnået nogen dybere forståelse af årsagerne til deres egne neurotiske symptomer. Til stor fortvivelse og desperation for både klient og terapeut...

Hvis man virkelig vil arbejde med årsagerne til al det her sundheds-fanatisme, vil jeg anbefale, at man istedet begynder med et seriøst studie af Alice Miller. Det ville helt sikkert kunne flytte noget hos folk og bringe erkendelsen ned på et tilpas dybt niveau, hvor man lærer at erkende, hvad der er symptomer og hvad der årsager.

Og hvis man er modig og udholdende nok og finder den rette terapeut, til at arbejde med, længe nok, vil man opnå karatasis, og så forsvinder og fordamper symptomerne som dug for solen med tiden. En sund og naturlig balance opnås på alle livets områder, når forstyrrelserne på et følelsesmæssigt plan erkendes for hvad de er og de sjælelige sår læges langsomt men sikkert. Fortiden kan ikke slettes eller gøres om, men hændelsernes traumatiske kroniske virkning som lever som symptomer i nuet, kan integreres, efter at være blevet systematisk udlevet og afreageret i det beskyttede rum i terapien, feks. efter gestalt-terapeutisk metode, med at arbejde med den tomme stol, tæppebankeren osv.

Det her er ikke til diskussion. Jeg har selv oplevet det på min krop. Det er fakta. 12 års forløb i intensiv terapi. Men det er så provokerende for de fleste idag, at det er med rette, at Alice Miller gav en af sine kendte bøger titlen "Den Bandlyste Viden" om blandt andet sex-overgreb i den tidlige barndom. Folk vil simpelthen ikke vide af det, før de får kniven på struben og selv er ved at dø af deres symptomer, feks som anrexi-patienter. Men selv da, hvis man ikke kan finde en terapeut, som selv har arbejdet tilstrækkeligt i dybden med sine egne tidlige omsorgs-svigt vil det oprindelie traume hos anorexi-patienten ikke kunne blive forløst.

Det vil blive en rundkørsels-terapi som kan foregå i årevis til både klient og terapeuts store fortvivlelse... - Der sker ingen grundlæggende fremskridt. Og mange klienter med de her dybe traumer ender med at begå selvmord, fordi de således erfarer gang på gang, at de er håbløse tilfælde, mens det i virkeligheden er terapeuterne/psykologerne/ psykiaterne som burde betragtes som sådanne...! Jeg var selv ved at dø engang! Jeg var kronisk selvmordstruet og erfarende gang på gang at der ikke fandtes nogen som kunne rumme mig. Tilsidst bliver man træt og giver op!

Jeg brugte selv år på at lede efter den rette terapeut. Men min opfordring til alle anorexi-og bulemi-patienter er at de skal blive ved med at søge, indtil de kan mærke, at de er havnet hos den rette, som uden fordomme vil kunne tolerere og rumme dem hvor de er, som de er - og ikke prøve at forandre til dem det, de mener, de burde være!

Klienten skal som udgangspunkt som det første lære at forstå betydningen og livsvigtigheden af sin egen selvdestruktive adfærd og opfordres til at fortsætte med den! Det er en overlevelses-strategi! Selvdestruktiv adfærd er den bedste måde klienten har kunnet mobilisere sin overlevelses-strategi! - Og som det lykkes gradvis at få bearbejdet og udlevet smerten fra fortiden, gradvis opmuntres klienten til at finde nogen nye og mildere måder at straffe sig selv på/selvskamfering/over-underspisning osv - Nye og mindre selvdestruktive adfærd som kan træde istedet for de livstruende.

Den her måde at arbejde på er stadig kontroversiel. Men det siger mere om vor tids hyper-overfladiske tænkning, end det siger om, at det faktisk virker, for de klienter, den her artikel også handler om.

Annemette & Ejlif Bach & Vrejlev, Bill Atkins, Niels Nielsen, Anne Eriksen, Heidi Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen
Kurt Nielsen

Martin E. Haastrup

Glimrende indlæg. Jeg er fuldstændig enig.

Dine to indlæg er dybt savnet i en anden tråd som p.t. 'kører' på Informations debatside, nemlig artiklen 'Psykiatrien skriger på et nyt menneskesyn'.

Kunne jeg måske overtale dig til at copy-paste dem der?

- Eller evt. få din accept af at jeg gør det?

Martin E. Haastrup, Bill Atkins og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Vil også gerne anbefale Alice Millers bøger, de har været en stor hjælp og viden. Også Karen Horney er værd at læse...
Der er flest piger, der lider af af spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Den danske måde at behandle problemet på er desværre også fokus på mad og vægt, hvilket skader sagen mere end det hjælper.
Den gamle for længst afdøde psykiater Ronald Laing var efter min mening et forbillede for at tage hele familien i behandling.

Martin E. Haastrup, Bill Atkins og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Kurt Nielsen 13. juli, 2016 - 13:11 - Jeg har allerede skimmet debatten om psykiatri og forsøgte netop derfor at vinkle til det også i mine skriv idag... - Tak for anerkendelsen! - Du er selvfølgelig velkommen til at bruge mit indlæg derovre også. Jeg vil selvfølgelig sætte pris at mit navn bliver nævnt som ophavsmand. Også tak til Anne Eriksen for anerkendelsen.

Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Anne Eriksen - 13. juli, 2016 - 13:45 - Jeg har gjort samme iagttagelse, om flest piger med (erkendte) spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd... - Men da jeg var i terapi igennem 90'erne (Incest-projekt for unge misbrugere) snakkede vi en del om, at der er mange fyre/mænd/drenge, som også har de her problemer, men at det er sådan et tabu hos det andet køn, at have sådan nogen 'pigeproblemer' ...??! - Jeg gætter på at vi stadig har til gode, at se en temmelig stor mandegruppe dukke op i terapi-lokalerne som pt lever sine symptomer ud, i blandt temmelig voldsomt og hardcore sadistiske sexuelle handlinger, åbenlyse averteringer efter smådrenge i chatterne på nettet osv. - Hele bølgen af volds-orgier - Men det er selvfølgelig udenfor emnet, men også problematisk, at 'selvdestruktiv adfærd' kun forstås som, når man direkte skader sig selv. Voldelige og sex-misbruger-mænd skader jo også sig selv, udover deres ofre. Det er bare lettere at bedrage sig selv, at man ikke er et offer, når man er den, som også aktivt gør andre til offer! ...?

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Martin A. Haastrup,

Dine erfaringer er fantastisk spændende læsning...
Jeg tror, at du har været utrolig heldig på trods af det lange forløb, selvom der nok er sket en del siden jeg selv var meget optaget af emnet.
Der kan drages paralleller til mange problemer i ungdomsårene 14 - 21 ca., hvor de færreste hjælpes på en for dem fordelagtig måde. Karakteren er simpelthen ikke færdigdannet og fejltagelserne står i kø med mange ulykker til følge.
At drenge/ mænd ikke medtages i den alm. litteratur kan heller ikke undre nogen. Dette billede kan iagttages med stor sikkerhed også i den alm. debat om mænds "problemer og uvilje" til at besøge læge osv. - en grov forskelsbehandling, der på seriøst plan bliver udlagt som statistik om kvinders "større sygelighed".
Men jeg er ikke ude i en kønsdebat, det fører sjældent til noget :)

Ikke for at være personlig, din viden ville betyde en stor forskel for mange mennesker, undtaget uddannelse osv. Men det vil selvfølgelig også være en hård belastning, det er det altid at arbejde med andre mennesker.
Man kan fristes til at sammenkæde f.eks bander og IS. krigere som en del af problematikken, også.

Niels Nielsen, Martin E. Haastrup og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin E. Haastrup
Martin E. Haastrup

Anne Eriksen , 13. juli, 2016 - 18:47 - Det er som at vinde i lotteriet, som at finde en god sagsbehandler, en god advokat, you name it... - at finde en god terapeut. Såeh ja heldet har været med mig undervejs. Derfor understreger jeg også at folk ikke må give op! - Der er altid håb, selvom det kan være som at lede efter en nål i en høstak. Jeg kender ikke Ronald Laing, men du har fat i noget der, med at hele familien ofte bør inddrages, hvis et forløb virkelig skal batte. Det var desværre ikke muligt i mit. Jeg siger selvfølgelig tak igen for anerkendelsen. Jeg fejrede 25 års jubilæum for terapistart i fjor med min gamle terapeut (1990-2002) Og her vil jeg gerne også pege på, at vi også fik tilbud om kropsterapi. Også lidt kostvejledning/vitamin-kendskab/anbefaling. Samtale alene er ofte ikke tilstrækkeligt. Det undrer mig meget, at artiklens forfatter harcelerer sådan over al den gode viden om ernæring osv. som jeg oplever også er en del af 'bølgen'. Men jeg tilskriver det som sagt, at han er uerfaren og mangler det virkelig dybe katarsiske kendskab i praksis.

Det med at mænd figurerer meget lidt i de statistikker omkring de her problematikker er altså kildent. Faktisk ser jeg det som at de bliver ladt i stikken. Flere mænd som jeg, med sexuelle overgreb og dybe tidlige omsorgs-svigt-temaer burde dele deres erfaringer offentligt. Jeg har også selv tilhørt de såkaldte 12-Trins-fællesskaber, men hoppede af for en 8 år siden, da jeg fik nok af det. Måske er jeg snart klar til noget foredrags-virksomhed, men det er svært, fordi jeg har sådan brug for at lægge afstand til alt det her, men samtidig ikke kan løbe fra, at det er nogen utrolig værdifulde erfaringer som jeg flere gange er blevet bekræftet i, både på blogge jeg har haft og her på Informeren især, taler lige ind til mange folk, som stadig leder efter ordentlig hjælp som jeg selv gjorde for over 25 år siden. Det er prioriterings-og ressource-spørgsmål for mit vedkommende.

Men jeg er meget glad for at den her debat og som Kurt Nielsen skrev også glad for debatten ovre på tråden om psykiatrien, som jeg kun lige har haft tid og ressourcer til at skimme og også fundet utrolig vigtig. Der er ved at ske noget nu. Mange mange folk er ved at være godt og grundigt trætte af det etablerede system, med al problematikken omkring medic-industriens dominans og medicin-misbruget og at folk simpelthen bliver gjort til, ja undskyld mig, pille-narkomaner, istedet for at få hjælp til selvhjælp.

Og så er der selvfølgelig også dem, som ikke kan klare sig uden medicin, men de føler sig også skidt behandlet, som et nummer i køen, her tag din pille og smut med dig... - Jeg har også lagt mærke til at du Anne Eriksen flere gange kommenterer omkring medic-industrien, hpv-vaccinen o.lign. Og det anerkender jeg i højeste grad. Men det ville føre alt for vidt at komme mere ind på her.

Det er muligt uden medicin at løse op for selv meget meget dybe traumer og livstruende overlevelses-handlinger. Men det kræver altså en terapeut, som ved hvad og hvordan der skal arbejdes. Og problemet er, for at vende tilbage til emnet, at de færreste ikke har den praktiske erfaring, de er fyldt med teorier og artiklen beviser for mit synspunkt blot igen det jeg erfarede for over 25 år siden med AM i hånden for at ruste mig til at finde og indkredse en som jeg kunne arbejde med uden at vedkommende selv blev nervøs og forlegen og usikker og i værste tilfælde hellere ville foretrække at medicinere mig til følelsesløshed og oblivion. Fortrængningens mestre.

Der er ingen større fristelse for folk i nød, end netop sådanne som tilbyder en let og enkel pilleløsning. Og det er blevet værre endnu siden jeg var i terapi. Og også hele samfundstilstanden af kronisk dagligt hysteri omkring det ene eller det andet. Vi har dagligt '-gate' i pressen. Pressen svigter også! - Men derfor er jeg alligevel glad for Informeren, som stadig i mine øjne er den mindst ringe. Og nu vil jeg stoppe for ellers kunne jeg blive ved. Fortsat god debat.

Kurt Nielsen, Niels Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Martin E. Haastrup,

Mange tak for dit udførlige svar - ja, det drejer sig om ikke at give op - ikke at lade sig stigmatisere som afviger. Tidligere handlede det om at være "normal", dog har jeg aldrig forstået præcis hvad det indebærer :)
R. Laing var en skotsk anti-psykiater, som næppe huskes af mange eller bliver brugt i dag. Det ville dog ikke være en dårlig ide, da "60érne" havde visse kvaliteter i forhold til den stadig mere tekniske forskningsmæssige udvikling (læs pengemaskine).
Laing besøgte også Danmark og deltog i seminarer. Jeg husker hans bog "Det spaltede selv" meget godt, gjorde et voldsomt indtryk.

Men i dag skal det handle om gener og inddragen af et utal af komplicerede diagnoser/ tillempet evidens og dermed - behandlinger. Folk umyndiggøres og gøres dermed hjælpeløse. Faktisk er der stadig en uheldsvarslende autoritetstro og det er pt. svært at se hvordan en evt. modstand ( en realistisk sådan - ord gør det ikke) skal udforme sig.
I disse spalter læses ofte om oprør, men måske kommer det en dag - om ikke andet så politisk.

Som du skrev, gode terapeuter hænger ikke på træerne og man skal også passe på sig selv!
Er pressen medierne til salg ?- det er muligt, absolut - og det virker hysterisk med hensyn til sensationer/ konstante lovændringer/ sidste ny "respektpakke"!
Hvor kommer denne ubegavethed fra, det kan være svært at se det positive i hverdagen, men også nødvendigt.
Held og lykke med din videre færd - og debat.

Kurt Nielsen, Niels Nielsen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar