’De døde er ikke interessante for deres egen skyld’

– Hvad tror du, der sker, når vi dør?

»Det sker ikke noget – vores livsfunktioner hører op. Det er et ophør og ikke begyndelsen på noget andet. Jeg har intet grundlag for at tro, at der er noget andet. Jeg er agnostiker, for jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg tror, at det mest sandsynlige er, at der intet sker. Retsmedicinere siger altid: ’Det mest sandsynlige er …’, for så har vi en kattelem, hvis vi nu skulle komme i byretten.«

– Hvad betyder døden for dit liv?

»Retsmedicinere bliver tit tillagt en visdom i forhold til døden, men det er noget vrøvl. Jeg står med et lig, men jeg ser det aldrig dø. Jeg kommer tidligst tre, fire, fem timer, efter døden indtræffer, så jeg ser aldrig døden – jeg ser døde.«

»Retsmedicineres motto er: ’Dette er stedet, hvor det glæder døden at hjælpe livet’. Jeg kan ikke direkte rede liv, men jeg kan måske rede liv hos de efterladte, hvis nogen af dem har en genetisk overført sygdom. De døde er ikke interessante for deres egen skyld, men vi kan blive klogere på livet ved at undersøge de døde. Obduktioner er ikke beskæftigelsesterapi, men en måde at hjælpe de levende på.«

– Er du bange for at dø?

»Selve døden kan man ikke være bange for, den kommer bare. Man kan måske være nervøs for at dø på en ubehagelig måde.«

– Hvad er din vigtigste oplevelse med døden?

»Jeg var med til tsunamien i Thailand 2004, hvor der lå 1.200 lig omkring mig i 36 graders varme. Vi måtte undersøge dem, som de lå dér på jorden. Det var det, man i dag ville kalde en udfordring. Men det er ligesom at spise en elefant – det er en bid af gangen. Jeg tog mig selv i nakken, for det nytter ikke noget, at man bryder grædende sammen, så kan man ikke gøre sit arbejde. Vi skal være ekstra nøgterne. Men privat er jeg drivende sentimental. Jeg tuder de sidste fem minutter af Casablanca. Hver gang.«

»Det er nødvendigt at have vandtætte skotter mellem arbejdsliv og privatliv. Da jeg var yngre læge, obducerede jeg cirka 100 lig på et år. I dag obducerer vi 15-20 lig om måneden, som ofte er døde under dramatiske og ulykkelige omstændigheder. Vi havde en ung læge for et par år siden, som efter et par uger kom og sagde: ’Det her kan jeg ikke klare.’ Hvis man bliver følelsesmæssigt engageret, kan man ikke passe sit arbejde, og hvis der kommer slægtninge eller bekendte ind, afstår man selvfølgelig fra at obducere dem.«

»Men vi skal ikke have beundring for at passe vores arbejde, bare fordi det er dramatisk og opreklameret. Min far var overlæge og skulle tale med unge kvinder, som han vidste ville dø et halvt år senere af brystkræft – det er da meget værre end det, jeg laver.«

– Hvordan vil du helst dø?

»Mæt af dage med løste forpligtelser og fra det ene øjeblik til det andet – selvom min familie sikkert ikke vil synes om det. Måske en blodprop i hjertet, så jeg dør med det samme.«

– Hvilket kulturprodukt har haft størst betydning for dit syn på døden?

»Morten Nielsens digte, »Døden« og »Jeg ser nu i nat«. Han skriver et sted: »Du skal vokse og blomstre og sætte dine frø / Du er endnu for ringe til at dø.« Det er det, jeg er mest nervøs for; ikke at få opfyldt alle de forpligtigelser, som mennesker har i livet, inden jeg skal herfra.«