Læsetid: 5 min.

En dybsindig spøgefugl

’Kan man stjæle et liv?’ har den ungarske forfatter Péter Esterházy spurgt. I sidste uge døde han i en alder af kun 66 år
’Kan man stjæle et liv?’ har den ungarske forfatter Péter Esterházy spurgt. I sidste uge døde han i en alder af kun 66 år

Getty Images

18. juli 2016

Péter Esterházy er død af kræft i bugspytkirtlen, en sygdom han naturligvis har været klar over nogen tid forud. Og når man kender hans legesyge, ironiske og dybsindige forfatterskab, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan han mon omgikkes med døden.

Måske får man en antydning i den tale, han nedskrev til Göteborg Bogmessen i 2015, hvor han glimrede ved sit fravær, selv om temaet var ungarsk litteratur. Det var i denne tale, han røbede, at hans fravær skyldtes kræften, og måden at omtale sygdommen på siger ikke så lidt om Péter Esterházys personlighed og livsholdning.

I en passage om »litteraturens fortryllelse og gåder« skrev han, at disse hidtil havde opfyldt hans liv, men »nu forsøger noget at andet udfylde det, altså kunne jeg også tale beåndet og inspireret om bugspytkirtelkræft, hvad jeg for øjeblikket vil spare publikum for, men gør Dem ingen forhåbninger, før eller senere vil jeg også tale længe om det, I am afraid«.

Han nåede det i sin seneste bog, A Bünös (Den skyldige), som endnu kun findes på ungarsk. Her optræder en eventyrhelt ved navn ’den lille bugspytter’, der fremstilles som en »livslysten, fræk fyr«, der uden ophør »efterstræber kvinder som ræven høns, og mændene med«.

»Jeg tror ikke, at det har været terapi for mig at skrive den, men efter 45 års skriverier, har jeg muligvis mistet overblikket,« bemærkede han tørt.

Ironi, selvironi, fortryllelse og gåder, men uden at vige uden om nok så smertefulde emner. Sådan var Péter Esterházys forfatterpersona – en spottefugl.

»En charmekunstner. En ordkløver. En citat-drøvtygger. En ironiaristokrat. En subversiv spøgefugl. En selvbevidst, forretningsmæssig showman,« kalder Der Tagesspiegel ham.

Da han i 2004 modtog den tyske boghandlerforenings fredspris, fastslog han i sin takketale, at »alvor er ikke nogen hjemstavn for mig. Det er ikke stedet, hvor jeg føler mig hjemme, derfor er det også for fremtiden den europæiske ualvor, jeg vil vise min respekt.«

Monumental groteskhed

Ungarns historie, Mellemeuropas historie og adelsslægten esterházys egen historie var omdrejningspunkter for Péter Esterházys forfatterskab. Hans debut, Produktionsroman fra 1979, handlede om en edb-medarbejders hverdag i Janos Kádárs Ungarn, fremstillet i al sin monumentale groteskhed.

Uden at være selvbiografisk havde den, ligesom flere af hans senere bøger, den selvbiografiske baggrund, at han i fire år fra 1978 havde arbejdet på Institut for datalogi i det ungarske ministerium for fabriks- og maskinindustri. Hans kvalifikation dertil var et femårigt matematikstudium på universitetet i Budapest. Siden levede han udelukkende som forfatter.

Ned ad Donau fra 1993 skildrer ironisk-legende Mellemeuropa ved at følge Donaus løb fra dens udspring til Budapest, mens den 833 sider lange Harmonia Cælestis fra 2000 bringer århundreder af Esterházyerne og Ungarns historie sammen. Tilsyneladende langt hen ad vejen hulter til bulter, men holdt sammen af fortællerens køligt-distancerede blik på hele mosaikken og med en sonde ned i forholdet mellem fædre og sønner som det, der holder historien sammen.

I første kaleidoskopiske og anekdotiske del, der består af korte, lidt længere og ultrakorte stykker, hvirvler fædrene rundt i århundrederne, alle beskrevet af en søn. Selv barnløse fædre optræder, alle mændene er ’min far’. Samtidig er det her, temaerne anslås, og de historiske begivenheder og udviklinger fremstilles satirisk, ofte komisk.

Men der er ikke tale om en lille, let anretning. Første del fylder 391 sider og er således en lige så stor del som den lineært fortalte familiehistorie, der fylder anden del. Den handler om tiden fra 1920’erne til et sted i 1960’erne og falder således tidsmæssigt sammen med Péter Esterházys og Péter Esterházys fars egen opvækst.

Der er noget at holde styr på. Jeg har interviewet ham nogle gange, og han var utroligt morsom og intens at tale med, man gik fra en samtale med ham med følelsen af virkelig at have tilbragt tiden med noget væsentligt.

Men når man bagefter kiggede sine noter igennem, var det påfaldende i hvilket omfang, der var blevet sat spørgsmålstegn ved både det ene og det andet. »Nostalgi gør historien for smuk, det er en løgnagtig form for erindring. Og en gennemgående nostalgi kan man ikke afbalancere med ironi,« erklærede han eksempelvis om Harmonia Cælestis.

Ingen voksne i et diktatur

Greve Péter Esterházy de Galántha var født den 14. april 1950, under János Kádárs paternalistiske, kommunistiske regime. Som barn oplevede han at blive forvist til en lille landsby sammen med sine forældre. Al deres ejendom blev konfiskeret.

Slægtens forfædre var fyrster, gejstlige, politikere og kulturmæcener, således var Joseph Haydn huskomponist hos en Esterházy. Men det talte ikke til deres fordel, de adelige esterházyer var klassefjender og blev forfulgt som sådanne.

Men der var ingen nostalgi over det tabte hos Esterházy. Med romanen ville han »både benytte og tilintetgøre familiehistorien«, erklærede han. Og hans syn på, hvad diktaturet gjorde ved hans fædreland, var bestemt heller ikke præget af nostalgi.

»I et diktatur tænker man overhovedet ikke over livet, man overlever! Det er et fælles problem i hele regionen. For når diktaturet er væk, så føler man sig ubeskyttet, man har ingen erfaring med, hvad man gør uden diktaturet. Under diktaturet har man intet ansvar, man indtager en barnlig position, der er ingen voksne i samfundet, kun skræmte, angste børn, der forsøger at overleve,« forklarede han.

Og med adresse til Første Verdenskrig, der reducerede det østrig-ungarske kejserrige til to mindre nationer:

»Jeg tror, mange bruger nederlagsfølelsen som et alibi for deres eget liv. Jeg kender det for godt fra diktaturtiden: Man kan ikke forvente noget, selv hvis den, man er forelsket i, ikke elsker en, er det diktaturets eller nederlagets skyld, nederlaget bliver personligt.«

»Men det fører til egoisme, til mangel på solidaritet og til mangel på interesse i andre mennesker.«

Med udviklingen i Ungarn under Viktor Orbán in mente, forekommer hans ord ligefrem profetiske.

Farens skæbne

Hans egen far gik til i alkoholisme. Harmonia Cælestis’ tidsbillede er kendetegnet af en spænding mellem aristokratisk, langtskuende tålmodighed over for historien og en folkelig tålmodighed, der snarere er apati og opgivelse. Det sidste, får man indtryk af, også ramte Péter Esterházys far.

Nogle år efter udgivelsen af Harmonia Cælestis kom Revideret udgave, på dansk i 2006. Péter Esterházy havde opdaget, at hans far havde været stikker for det hemmelige politi. Her slog den forhenværende edb-medarbejder til igen ved at indskrive farens informationer til politiet i teksten som en virus i et computerprogram, der til sidst opsluger det hele. Historien bliver væk! Og går alligevel aldrig væk.

Men på spørgsmålet, om overgrebene mod familien var det, der kostede faren livet, svarede han:

»Findes der sådan noget som et forudbestemt liv, som er blevet stjålet? Kan man stjæle et liv? Det liv, man lever, er jo livet.«

Man har lov til at tro, at det var sådan, han også så på sit eget liv.

Péter Esterházy efterlader sig hustruen Margit Reén og fire børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu