Læsetid: 5 min.

Far er rådvild i eksilet

Jeg skriver dette, fordi jeg ikke er glad i Oslo, men jeg var glad hjemme i min ferie
Jeg skriver dette, fordi jeg ikke er glad i Oslo, men jeg var glad hjemme i min ferie
30. juli 2016

»Ferien slutter med fallos og solnedgang,« skrev jeg under et billede, jeg lagde på Instagram, af Hirtshals fyr. Billedet er taget fra vejen op til fyret, to hvide huse står gavlvendt og symmetrisk på hver side af tårnet, det ligner virkelig en børnetegning af en diller.

Uden for billedet sejlede Fjord Lines færge ud af havnen mod Langesund, husker jeg, den rute bruger jeg ofte, når jeg skal fra Oslo til Jylland, og på vej ind i havnen var Super Speed II fra Color Line, som jeg skulle sejle hjem med. Ankomst i Larvik 02.15. Jeg havde været i sommerhus i Sdr. Vorupør med Sarah.

Et andet billede fra turen: Sarah mellem de lave, hvide bygninger ved Stenbjerg landingsplads, gående foran mig på vej ned på stranden. Hun har sorte jeans og en cowboyjakke på, vinden har fat i hendes hår.

Mortens kommentar til billedet: »I 1993 kørte jeg igennem den passage i en Fiat 128. Der sad en bassist oppe på taget. Han faldt af 100 meter fremme uden at tabe øllen.«

Jeg har en beskåret version af det foto som skærmbillede på min iPhone nu. Nu hvor jeg ligger i sengen og skriver denne klumme. Senere i dag flyver jeg til Billund, og derfra tager jeg op til Testrup Højskoles sommerkursus ’Tag og skriv’, hvor jeg skal undervise. Og hvor jeg skal møde Sarah. Hun er flyttet til Berlin, og vi har ikke set hinanden, siden vi sagde farvel til hinanden på Thisted station den 1. juli.

This is just to say: Jeg bor i Oslo. Jeg er skilt og bor i Oslo, fordi mine børn er blevet norske efterhånden. Jeg er i Oslo på grund af dem. Jeg har boet i Norge i tre år, men jeg arbejder i Danmark. Og min kæreste bor i København, men er netop flyttet til Berlin. Hun skal studere dernede i et år.

Min næste bog

Søren McGuire, sidste uges klummeskribent, har stillet mig spørgsmålet: Er du så lykkelig, som du kan være? Til det kan jeg helt uden forbehold svare: Nej. Jeg føler mig rippet og eksileret. I min næste bog planlægger jeg at samle alle de danske ord, jeg kan komme på med ie i sig. IE skal bogen hedde, ie som ‘i eksilet’. Fx ferie: Far er rådvild i eksilet.

Jeg kan nævne to gode ting ved Oslo: Jeg kan være sammen med mine børn, og eksilet har givet mig et nyt manuskript at arbejde på. Men mine børn kunne bo i Danmark, det har de gjort før.

Jeg skriver dette, fordi jeg ikke er glad i Oslo, men jeg var glad hjemme i min ferie. Jeg kan ikke lide Oslo, fordi det er for dyrt at bo her, og fordi jeg ikke har og åbenbart ikke bliver interesseret i at få en historie med byen. Jeg betaler 11.800 norske kroner om måneden for en toværelses lejlighed. I går regnede jeg ud, at det koster mig i overkanten af 380 norske kroner om dagen at bo til leje.

Det er absurd, men helt normalt her. Jeg har brugt min ferie på at gøre op med mig selv, hvad jeg skal gøre med min frustration over Oslo. At jeg ikke har råd til at være, hvor mine børn er. Og jeg savner at være i Danmark. Jeg savner mine venner. Mit gamle job på højskolen, som jeg skal ned til senere i dag.

Ferien i Sdr. Vorupør var et dejligt afbræk i en tung og bekymret periode i mit liv.

»Vil du være i godt humør, så ta’ til Vorupør,« stod der på en loftsbjælke i det primitive fiskerhus, Sarah og jeg havde lejet.

Og daglige indkøb af frisk fisk, gåture i klitlandskabet og på stranden og fornemmelsen af at være langt væk fra problemerne, men alligevel hjemme, gjorde godt. Hjemme som det at have et tilhørsforhold til det sted, man befinder sig. At vide noget om en egn. At kunne tage til Hjardemål kirke og Thylejren, fordi man kender historien bag de ting, der skete der i sommeren 1970. Hjardemålfilmen ligger på Youtube, se den.

Vi besøgte steder, hvor Sarah er vokset op, i Thorupstrand og Klim, og en eftermiddag trak jeg hende med på en tur i Aage Rosendal Nielsens fodspor.

Måske syntes Sarah, hun var på sightseeing med en pensionist eller leverplettet grundtvigianer, men jeg var væk i historien, og jeg glemte mine bekymringer.

Jeg beundrer Aage Rosendal, som var manden bag New Experimental College, også kendt som Æ Verdensuniversitet, i Skyum Bjerge. Vi så hans grav på Stagstrup kirkegård, og vi besøgte Nordisk Folkecenter ved Udby, et pionersted for vedvarende energi, hvor man har udstillet effekter og bøger fra gården Fjordvang, Æ Verdensuniversitets hovedcenter. Det var på Fjordvang, John Lennon og Yoko Ono holdt pressekonference i januar 1970. De var i Thy hele måneden og blev gode venner med Rosendal. Imagine!

Osten lugter

Tilbage i Oslo har mine adspredelser været mere dystre. Jeg har set en Netflix-serie om Auschwitz, Joshua Oppenheimers dokumentarfilm The Look of Silence, som efterfølger The Act of Killing. Og jeg har været optaget af 22. juli, bombardementet af regeringsbygningen i Oslo og massakren på Utøya.

Jeg har også set en dokumentar om det dybhavsdyk i Skåneviksfjorden i 1978, som kostede en amerikansk dykker livet, men alligevel banede vejen for, at man kunne godkende olierørlægning fra felter i Nordsøen til Norges vestkyst i Norske Rende, som er dyb, dyb, dyb. Dykket ’beviste’, at det var muligt at reparere en ødelagt rørledning på meget dybt vand, men i virkeligheden var det først i 2015, det egentlig blev muligt ved hjælp af robotter. I mere end 35 år har der ligget olieledninger på havbunden, som ikke havde været mulige at reparere, hvis der var opstået et brud eller en lækage.

Olie skal også være med i min bog, selvfølgelig: Osten lugter i eksilet.

Næstes uge klummeskribent vil jeg gerne stille et spørgsmål fra Majse Aymo-Boots bog ‘Spørgsmålene’: Hvad er det for et lille smil, du smiler?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu