Fedtspillernes vagtparade

Når noget nyt skal afprøves, er det altid betimeligt efterfølgende at undersøge, om det rent faktisk virkede efter hensigten, eller om sideeffekterne var for voldsomme.

Således også med dette års europamesterskaber i fodbold, hvor vi efter 48 opgør endelig – endelig! – er nået frem til slutkampene.

Det virker som en evighed siden, at hele baduljen blev sat i gang med rytmiske gymnastikøvelser og musik fra den såkaldte celebrity-DJ David Guetta på Stade de France tilbage i starten af juli; og nu, hvor vi står på kanten til afslutningen, er det på sin plads at forsøge at gøre en vis form for status over de forgangne fodbold-uger i det franske, både hvad angår form og afvikling og kvalitet.

På forhånd rejste fodboldkommentatorer og andre mere eller mindre selvbestaltede eksperter over hele kontinentet to spørgsmål op til dette EM. For det første om Europa kvalitetsmæssigt kunne bære en slutrunde med 24 hold. For det andet om den af UEFA valgte turneringsmodel med seks puljer og videre kvalifikation til knockoutkampene til de fire bedste treere ville give mening og bidrage til en fornøjelig og publikumsvenlig slutrunde.

Det korte svar er nej til begge spørgsmål, og hvis man skal gå lidt mere i dybden, kan man jo starte med at kigge på selve turneringsstrukturen – og herunder ikke mindst den famøse regel om at sende en udvalgt gruppe af de bedste treere videre fra puljespillet.

Det var en regel, som UEFA havde indført, fordi det af turnerings- matematiske årsager var nødvendigt at hive 16 hold med over i knockoutfasen, men at den kunne give problemer, havde de også selv været ude at flage på forhånd – eller rettere sagt: Det havde deres tidligere generalsekretær, schweizeren Gianni Infantino, der senere er steget til tops som præsident for verdensfodboldforbundet FIFA.

Mens Infantino stadig var generalsekretær i UEFA, erkendte han på et pressemøde, at EM’s nye struktur var problematisk med ordene:

»Du har 24 hold, og det er et problem – det er ikke en ideel turneringsform, fordi nogle af de hold, der bliver nummer tre i deres puljer, går videre (til knockoutfasen, red.). Spørgsmålet er, hvordan du organiserer det på en måde, så holdene ikke kan spille på bestemte resultater, og så de ikke på forhånd ved, hvad de skal gøre (for at blive blandt de bedste treere, red.).«

Et endeløst gruppespil

Her på bagkanten kan man konstatere, at det gik præcist som Infantino frygtede. Sagesløse tv-seere over hele Europa blev udsat for et nærmest endeløst gruppespil på 36 kampe – mere end to tredjedele af slutrundens samlede antal opgør – hvor puljernes middelmådige mandskaber forsøgte at nulstille hinanden og fedte uafgjorte resultater i land ud fra den viden, at tre point og en acceptabel målscore sandsynligvis ville være nok til at gå videre.

Det så man blandt andet et præmieeksempel på i det afsluttende puljeopgør mellem Slovakiet og England i gruppe B. Nu huskes Slovakiet jo fra VM i Sydafrika som et sympatisk bekendtskab, der ville frem over isen, og som rent faktisk også gik videre fra puljespillet efter at have besejret Italien i den indledende runde. Men i år i Frankrig skulle de absolut ikke have noget klinket.

Med den viden i baghovedet – dels baseret på simpel sandsynlighedsregning og dels på baggrund af resultaterne fra en allerede færdigspillet pulje – at et enkelt point i den sidste kamp efter alt at dømme ville tillade dem at snige sig videre, tog de opstilling dybt nede på egen banehalvdel. Der brugte de stort set alle halvfems minutter på at blokere englændernes mere eller mindre kvalificerede afslutningsforsøg – og hver gang de selv fik bolden, blev den stort set bare hylet ud af kommunen.

Ret beset er sådan en optræden jo ikke en EM-slutrunde værdigt, men det er svært at bebrejde slovakkerne, at de spillede deres chance. Sådan er vilkårene. Skylden må placeres hos UEFA, der har introduceret et system, der belønner denne form for spekulationsbold.

Hvad angår det andet spørgsmål, som denne slutrunde skulle afklare – nemlig om Europa rent kvalitetsmæssigt kan bære en slutrunde med 24 hold – så er det vist de færreste, der på basis af de seneste knap fire ugers turneringsfodbold vil bestride den konklusion, at det kan Europa ikke. Så meget har vi i hvert fald fået afklaret.

Når man kigger på europamesterskabernes historik, så har EM altid været karakteriseret ved at være en kvik og jævnbyrdig turnering for en relativt eksklusiv skare af kontinentets bedste mandskaber; og slutrundens styrke har på mange måder ligget i den modsætning, som den har udgjort til verdensmesterskaberne.

Hvor VM efterhånden er opsvulmet til en langtrukken affære med 32 mandskaber (og måske endda gudhjælpemig skal udvides til 40 deltagere, hvis Infantino som nyvalgt FIFA-præsident får sin vilje), så har europamesterskaberne været den kvikke lillebror i det internationale selskab.

En relativt hurtigt afviklet turnering karakteriseret ved gode fodboldkampe mellem stærke nationer.

Således havde de seneste europamesterskaber i Polen og Ukraine deltagelse af 15 nationalmandskaber, der rent faktisk kunne finde ud af at spille fodbold, samt Irland, og det resulterede i en fin slutrunde, som det gennemgående var en fornøjelse at overvære.

Sådan en konklusion kan man mildt sagt ikke træffe her. Dette års europamesterskaber har simpelthen haft alt for meget af rosset med. Op til slutrundens start blev der ellers gjort et stort nummer ud af, at vi i år ville komme til at møde mange nye hold, som man normalt ikke ser ved et EM. Ja tak, hr. lærer. Og nu kan vi så konstatere, hvorfor vi normalt ikke ser dem ved de store slutrunder. De er simpelthen ikke gode nok.

Hold som Nordirland, Albanien, Slovakiet, Østrig og Tjekkiet havde intet at byde på og burde ret beset ikke være til stede ved en turnering for kontinentets bedste mandskaber. At det ovenikøbet lykkedes både Nordirland og Slovakiet at fedte sig videre til knockoutfasen, siger mere om den fejlslagne turneringsstruktur end det gør om holdenes kvaliteter.

Og hvis man er i tvivl om den sag, bør man erindre den såkaldte fodboldkamp, der udspillede sig i ottendedelsfinalen mellem Nord- irland og Wales. Her var kvaliteten af de to holds præstationer på banen så ringe, at selv DR’s ellers altid positive fodboldkommentator Henrik Liniger fik nok. »En anderledes fodboldoplevelse,« kaldte han ved kampens afslutning det, han lige havde overværet – med en tilføjelse om, at det eneste gode, der var at sige om walisernes sejrsmål, var, at så slap både han og seerne for at udsætte sig selv for 30 minutters forlænget spilletid. Så kan man vist som kommentator ved statsradiofonien ikke sige det tydeligere!

Set ud fra et fodboldtaktisk synspunkt er slutrunder altid interessante, fordi de giver en pejling af, hvor spillet på internationalt plan er på vej hen. Og hvis man skal dømme ud fra begivenhederne på de franske plæner i de seneste uger, er vi på vej imod en periode med dominans til de hold, der giver fanden i alle tanker om bolddominans og bare satser på at ramme modstanderne hårdt på hurtige omstillinger.

Det var en tendens, der allerede før slutrunden var blevet spottet af det tyske fodboldforbunds globale chefspejder, Urs Siegenthaler. Og den bliver underbygget af en analyse i Tipsbladet, der viser, at de mandskaber, der havde bolden mindst, erobrede flest point i gruppespillet.

Ny epoke

Epoken med fokus på boldbesiddelse og endeløst pasningsspil – som blev indvarslet med spaniernes introduktion af tiki-takaen i slutningen af 00’erne – er kort sagt på retur (sammen med det spanske landshold i øvrigt), og det er der ikke nødvendigvis noget ondt i.

Guderne skal vide, at vi kunne trænge til lidt fornyelse efter at have gennemlevet en periode, hvor snart sagt hver eneste lands- eller klubtræner med respekt for sig selv har forsøgt at introducere Barcelona-rondoer i deres træningsøvelser og spillet med omvendte trekanter på den offensive midtbane.

Problemet i forhold til denne slutrunde er imidlertid, at det spillemæssige pendul synes at være svunget helt over i den modsatte retning. Alt for mange mandskaber er mødt frem til det franske med en destruktiv spillefilosofi, hvor fokus har været på at annullere modstanderholdets styrker og holde de indbyrdes defensive aftaler.

Dette har ikke mindst gjaldt for de halvbløde hold i slutrunden, for hvem man har haft indtrykket, at hvert eneste opgør har været betragtet som en overlevelseskamp, hvor det først og fremmest har handlet om at holde buret rent – og så i øvrigt tage de løse chancer, der måtte falde af på diverse kontrastød.

Kald det safety first. Kald det forsigtigper-fodbold. Kald det kolde kalkuler. Faktum er, at Frankrig 2016 har været fedtspillernes vagtparade! Kvalitetsmæssigt taler vi om den ringeste slutrunde siden verdensmesterskaberne i Italien i 1990. Og det kan en flot turneringsafslutning ikke ændre på.

Tværtimod er det symptomatisk for det spil, som vi er blevet præsenteret for ved dette EM, at én af semifinalisterne er et portugisisk mandskab, der endnu har til gode at vinde en fodboldkamp i ordinær tid, og som i fem kampe har scoret blot seks mål.

Sådan noget burde reelt ikke kunne lade sig gøre. Men Portugal – der trænes af den notorisk defensivt orienterede Fernando Santos – er et eksempel på, at man kan fedte og spekulere sig langt frem i denne slutrunde.

Når fodboldbosserne i toppen af det europæiske fodboldforbund efter EM mødes i UEFA’s opulente hovedkvarter i schweiziske Nyon for at evaluere forløbet af slutrunden, bør tiden være inde til selvransagelse og overvejelser om at skrumpe turneringen ind til sit gamle format på 16 hold.

Men vi ved desværre på forhånd, at sådan vil det ikke gå, for det er allerede besluttet, at de næste europamesterskaber i 2020 også skal have deltagelse af 24 hold – samt at slutrunden i øvrigt rent stævnemæssigt bliver spredt ud på 13 forskellige værtsbyer fra Baku i Aserbajdsjan til Dublin i Irland.

Dermed ophæves den klare identitet omkring en slutrunde, som værtskabet i et udvalgt land tilføjer – og som har været en af styrkerne ved Euro 2016 i Frankrig.

Men ved at splitte turneringen op i små bidder og fordele dem over hele Europa, åbner der sig en lang række nye kommercielle markeder for de europæiske fodboldchefer. Og i sidste ende er det altid økonomien, der bestemmer. Derfor er der kun tilbage at sige: Nyd de sidste kampe ved dette EM.

Næste gang bliver det endnu mere uoverskueligt!