Læsetid: 8 min.

Det franske fodboldkollektiv mod fænomenet fra Madeira

EM-slutrunden kulminerer i morgen aften med en slutkamp, der vil gøre enten ’vandbæreren’ fra Marseille, den franske landstræner Didier Deschamps, eller Cristiano Ronaldo til turneringens store triumfator
Den franske landstræner, Didier Deschamps, beviste allerede sit værd som træner for Olympique Marseille, da holdet for første i 18 år vandt det franske mesterskab. Nu er han én kamp fra karrierens største triumf – det kræver bare, at franskmændene vinder over Portugal i EM-finalen i morgen. Her Deschamps umiddelbart efter Frankrigs sejr over Tyskland i torsdagens semifinale.

Den franske landstræner, Didier Deschamps, beviste allerede sit værd som træner for Olympique Marseille, da holdet for første i 18 år vandt det franske mesterskab. Nu er han én kamp fra karrierens største triumf – det kræver bare, at franskmændene vinder over Portugal i EM-finalen i morgen. Her Deschamps umiddelbart efter Frankrigs sejr over Tyskland i torsdagens semifinale.

Frank Augstein

9. juli 2016

Så er vi altså nået til sidste akt i sommerens fodboldfestligheder i Frankrig, og at det er hjemmeholdets blåklædte nationalmandskab, der står som den ene halvpart i slutkampen, kan næppe komme som en større overraskelse for nogen. Didier Deschamps’ tropper har lige siden starten været regnet som en af turneringens største favoritter.

Derimod vil det nok undre en del af dem, der så Portugal krybe sig ud af det indledende gruppespil på en tredjeplads efter tre uafgjorte kampe, at det er lykkedes Ronaldo & Co. at spille sig helt frem til finalen. Men sådan er turneringsfodbold. Det drejer sig ikke nødvendigvis om at levere flot spil, men om at overleve fra runde til runde. Og det har Portugal formået.

Dermed rummer søndagens finalekonstellation et interessant opgør mellem to forskellige slags fodboldmandskaber: Det bliver et fransk fodboldkollektiv mod en portugisisk enmandshær.

På forhånd må den klare favoritværdighed tilfalde franskmændene. Deres trup er spækket med talent, og de er et taktisk fleksibelt mandskab, der er i stand til at indrette sig efter omstændighederne, hvilket de har demonstreret ved flere lejligheder undervejs i turneringen. Således overløb de Island med flot angrebsfodbold i kvartfinalen på Stade de France, mens de i semifinalen mod tyskerne var i stand til at styre slagets gang ud fra en mere kontrolleret defensiv.

Skulle man pege på en svaghed hos franskmændene, må det være manglen på lederskab inde på grønsværen. Før turneringen var det ventet, at les Bleu’s langlemmede midtbanekriger, Paul Pogba, ville benytte anledningen til at træde i karakter som nationalmandskabets nye lederskikkelse, men det er ikke sket. Pogba har dygtigt udført sine opgaver på den centrale midtbane, men han har ikke udviklet sig som et ny gallisk fanebærer i stil med Michel Platini og Zinedine Zidane, og det har betydet, at landsholdets reelle lederskikkelse skal findes på bænken i form af den 1,69 meter høje landstræner Didier Deschamps.

Læs også: Les Bleus er på jagt efter en ny regnbue

’Vandbæreren’ blev han hånligt kaldt af sin tidligere landsholdskollega Eric Cantona, der ikke havde meget til overs for Deschamps’ spillemæssige evner.

Men at den diminutive træner – der som aktiv spiller nåede at løfte sejrspokalerne i både Champions League, EM og VM – er andet og mere end en vandbærer, har han for længst demonstreret i en trænerkarriere, hvor han førte ellers kronisk underpræsterende Olympique Marseille til sit første franske mesterskab i 18 år.

Og nu er han én kamp fra sin trænerkarrieres største triumf. Først skal han dog guide sit mandskab forbi portugiserne; og her kan man i hvert fald tale om et landshold, hvor hierarkiet er helt klart, og hvor ingen er i tvivl om, hvem der er chefen.

Det er naturligvis den 31-årige Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro.

Det må dog betragtes som skæbnens ironi, at det lige netop er i år, Ronaldo står i finalen med Portugal, når man tager i betragtning, at superstjernen fra Real Madrid på mange måder har leveret et relativt blegt EM.

I flere af kampene har han virket ukoncentreret og træt og uden den giftighed i sit forwardspil, som han plejer at have. En lang klubsæson – der først endte med sejren i Champions League-finalen over Atlético Madrid i slutningen af maj – ser ud til at have udmattet ham; og han har brugt flere kræfter på at demonstrere mod dommerne end på at udfordre modstandernes forsvar.

Faktisk har portugisernes farligste mand i hovedparten af turneringen været den livlige kantspiller Nani, der ser ud til at have fået sin anden ungdom efter et par vellykkede sæsoner i ungdomsklubben Sporting CP og tyrkiske Fenerbache.

Man må dog give Ronaldo, at det er ham, der har hevet portugiserne videre i turneringen, når der virkelig har været brug for det. I den afsluttende puljekamp mod Ungarn – hvor Portugal tre gange var bagud og vaklede på randen af en katastrofal exit allerede efter puljespillet – var det Ronaldo, der med to scoringer og et oplæg fik løftet holdet over i knockoutfasen. I ottendedelsfinalen var det ligeledes hans afslutning, der var katalysator for Quaresmas sejrsmål kort før udløbet af den forlængede spilletid. Og i semifinalen bragte han sine vinrøde landsmænd på sejrskurs med et af sine trademark-hovedstød.

Formkurven hos fodboldfænomenet fra Madeira ser i det hele taget ud til at være for oppegående, og det er gode nyheder for portugiserne, for de er afhængige af, at deres offensive katalysator fyrer på alle cylindre, hvis de skal komme forbi den franske fodboldmaskine.

Skulle det lykkes Ronaldo at hive et defensivt solidt, men spillemæssigt ordinært portugisisk landshold helt frem til europamesterskabet, vil det også hjælpe ham i hans indbyrdes konkurrence med ærkerivalen Lionel Messi om at blive betragtet som verdens bedste fodboldspiller. Det er en titel, som den lille argentiner pt. besidder efter at have vundet guldbolden – den såkaldte Ballon d’or – for 2015, men skulle det lykkes Ronaldo i denne sæson både at føre sit klubhold frem til Champions League-trofæet og sit landshold frem til EM-pokalen, så bliver han meget svær at komme uden om, når kåringen af verdens bedste fodboldspiller for 2016 finder sted i Zürich til januar.

Han kan være svær at holde af, den portugisiske angriber med de teatralske attituder og det stadionstore ego. Men man må anerkende hans fodboldmæssige kvaliteter!

Læs også: Burde vi hade skattesvindleren Messi og elske finaledeltageren Ronaldo?

Som altid, når man befinder sig ved afslutningen af en større slutrunde, kan man konstatere, at ethvert fodboldstævne, der strækker sig over mere end fire uger og byder på over halvtreds kampe, i sig selv udgør et episk forløb, hvoraf man kan uddrage en række fortællinger (som Jørgen Leth ville have sagt det.)

Og hvor hovedfortællingen fra Euro 2016 naturligvis handler om det europamesterskab, som enten franskmændene eller portugiserne erobrer i aften, så har den nyligt overståede slutrunde også budt på en række sidehistorier, som det er værd at huske på.

Først og fremmest vil dette års europamesterskaber i høj grad blive husket for at have været de små nationers slutrunde. UEFA’s beslutning om at udvide slutrunden til 24 mandskaber betød, at oversete (og til en vis grad også uglesete) fodboldnationer som Albanien, Ungarn, Nordirland og Slovakiet pludselig fandt sig selv siddende til højbords med det europæiske fodboldmonarki.

Det kan der naturligvis siges både godt og skidt om – som der også tidligere er gjort i disse spalter – men hvis man skal gøre en kort status her før tæppefald, kan man konstatere, at hvor det på plussiden tæller, at de nye nationer helt evident var begejstrede for at være med til fodboldfesten, og at entusiasmen fra deres tilhængere var smittende, så kan det ikke undgå at veje i negativ retning, at de små fodboldlande gjorde slutrunden mindst halvanden uge for lang, og at de mildt sagt ikke bidrog med noget særligt på underholdningsfronten.

Når det er sagt, skal der dog gives hæderfuld omtale til én af de nye gæster, nemlig Ungarn. Mandskabet fra det centraleuropæiske steppeland havde ikke deltaget ved en international slutrunde siden VM i Mexico i 1986 – hvor de i øvrigt blev hylet ud i gruppespillet efter at have tabt 0-6 til Sovjetunionen – og siden da har magyarerne tilbragt en stor del af tiden med at sovse rundt i bunden af den europæiske middelklasse.

Denne gang var de dog med igen, og det gjorde de fornemt, når man tager i betragtning, at deres største profil var den aldrende playmaker Zoltán Gera, der efter en karriere hos middelgode hold i Premier League nu er endt på aftægt i hjemlandets Ferencváros. Det lykkedes ungarerne at score seks mål i gruppefasen, hvilket var mere end noget andet hold i puljespillet. Og da de takkede af i ottendedelsfinalen, skete det i et underholdende 0-4-opgør, hvor de var så venlige at give belgierne en billig baggrund af brillere på.

Desuden skal det heller ikke ligges dem til last, at de mellem stængerne stillede med en 40-årig målmandsveteran i skikkelse af den permanent ubarberede Gábor Király, der insisterede på at stå alle kampene i lange joggingbukser.

Her på stedet har vi et blødt punkt for farverige fodboldskikkelser med et umiskendeligt præg af halvfjerdserretro over sig. Og derfor skal der lyde et: »Köszönöm, Magyarország!« Tak for festen, Ungarn!

Hvor ungarerne kunne rejse hjem fra Frankrig med løftet pande, så gælder det bestemt ikke alle slutrundedeltagerne – og i særdeleshed ikke Rusland, der med assistance fra deres såkaldte tilhængere skrev det mørkeste kapitel i fortællingen om dette års europamesterskab.

Det indtraf i forbindelse med puljekampen mellem England og Rusland i Marseille i begyndelsen af turneringen. Her omdannede tilrejsende russiske voldsmænd med tandbeskyttere og slagvåben den sydfranske havnebys gamle bydel samt dele af det lokale Stáde Velodrome til en krigszone i jagten på engelske tilskuere, som de kunne slå til plukfisk.

Læs også: ’I vesterlændinge er bare så bøssede!’

Det var imidlertid ikke så meget optøjerne i sig selv, der var det værste – selv om det naturligvis var dybt deprimerende at overvære de mest omfattende voldsscener ved en slutrunde på europæisk jord siden optøjerne i Charleroi i Belgien i 2000.

Nej, hvad der gjorde sagen endnu værre, var reaktionen fra officielt russisk hold. Således gik en højtplaceret repræsentant fra det russiske fodboldforbund ud i medierne og komplimenterede gadebøllernes optræden med ordene »godt klaret, gutter, bare fortsæt!« Og i det russiske statsmedie Vesti kunne man læse en reportage, hvor modet og kampgejsten hos de implicerede bøller blev rost.

Det var alt sammen dybt forstemmende. Og episoden tegner billedet af en nation, der er fanget i en form for kollektiv benægtelse af det ansvar, som deres landsmænds gerninger fører med sig under et så højprofileret stævne som EM i fodbold.

I forvejen befinder russisk fodbold på landsholdsplan sig i en form for undtagelsestilstand. Det nationale fodboldforbund har i månedsvis balanceret på fallittens rand efter at have brugt de sidste rubler på blandt andet at aflønne den svinedyre og overvurderede italienske manager Fabio Capello, der på grund af manglende resultater blev sparket ud af stillingen som landstræner sidste sommer.

Dette har medført, at CSKA Moskva-træneren Leonid Slutsky, der indvilgede i at varetage opgaven som ansvarlig for det russiske landshold under EM-slutrunden, helt ekstraordinært måtte acceptere, at han ikke fik noget fast salær for sit arbejde, da der simpelthen ikke var penge til at aflønne ham for. Koblet med de russiske hooligans optræden på gadeplan og de russiske fodboldmyndigheders og mediers manglende evne til at indse alvoren i problemet med deres landsmænds hærgen, tegner der sig billedet af et russisk fodboldmiljø, der både moralsk, sportsligt og økonomisk er gået rabundus.

Og dét land skal afholde VM om bare to år.

Man korser sig og håber det bedste!

Som nævnt er verdensmester-skaberne dog stadig to år fremme i tiden. Lige nu gælder det EM-finalen på Stade de France nord for Paris i aften.

Her kan vi forhåbentlig se frem til en underholdende slutkamp, der enten vil bringe Frankrig tilbage på toppen af den europæiske fodboldtrone eller indskrive Ronaldo i historiebøgerne som manden, der førte Portugal frem til sin første store titel.

Vi er klar til den sidste dans på Stade de France!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Karlsen

Frankrig mod Ronaldo....
Altså, jeg fatter ikke, hvordan man kan placere Ronaldo på sådan en piedestal. Så god er han jo slet ikke!
Men han var arrogant nok til at hævde, at efter uafgjort mod Island ville Portugal 100 % sikkert vinde næste kamp (hvilket de ikke gjorde).
Det er ikke Ronaldo, der har bragt Portugal i finalen mod Frankrig. Ok, han har givet sit bidrag hertil, men han kunne aldrig have klaret sig uden det hold, han spiller på. Et hold, som i dette EM kun har vundet en eneste kamp i den ordinære spilletid.

Anders Sørensen

Erik Karlsen, drop det dog. Ronaldo er verdens bedste fodboldspiller. Der er ingen skam i at indsrømme det; alle kan se det.

Hans Jørn Storgaard Andersen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

Så vidt jeg har forstået, konkurrerer Ronaldo med Messi om den titel. Og enhver kan jo se, at Ronaldo er for træt til at spille med i kampen som sådan, men må nøjes med at stå og råbe på bolden inde foran målfeltet. Ronaldo er dygtig til at score - hvis han får bolden, og hvis heldet i øvrigt er med ham. Han er ikke med til at skabe noget, og holdspiller, det er han ikke.

Erik Karlsen

Nej, Anders -
selv om jeg ikke længere interesserer mig specialt meget for fodbold, har jeg for længst gennemskuet, at det ikke er Ronaldos spil, der har givet ham den titel.
Derfor er artiklens bemærkning om "Det bliver et fransk fodboldkollektiv mod en portugisisk enmandshær." også helt hen i vejret.

"Han kan være svær at holde af...."
Prøv at sige det til de over 200 millioner fans over hele verden, der daglig følger hans færden både på og udenfor banen.
Prøv at sige det til de uendeligt mange organisationer og institutioner, som nyder godt af hans generøsitet år ud og år ind.
Han er i bund og grund meget svær IKKE at holde af.

PS: "Formkurven...ser i det hele taget ud til at være for oppegående". FYYYY!!!

Pepe kan ikke alene holde både Griezmann og Payet, så det kan nemt komme til at gå rigtigt skidt for Portugal. Selv om jeg selvfølgelig holder med underdog'en.

Gad vide hvad Marine Le Pen siger til at det franske landshold delvis består af mennesker fra Mellemøsten og Afrika.

ingemaje lange

konstant at nævne en mands lave højde er til fulde lige så kønsstereotypt som det er, hvis kvinders udseende nævnes. Det sidste opleves ikke ofte i Informations spalter. Det første opleves desværre med jævne mellemrum. Slå lige refleksionen til Martin Østergård. Manden højde har næppe det store at gøre med hans evner som træner...