Læsetid: 5 min.

En gal (og genial) logik

Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Femte og sidste stop er Birgit Munchs ’Rend mig i generne’ og Simon Grotrians ’Vanvidssalmer’
Simon Grotrian har skrevet en samling med den ligefremme titel: Vanvidssalmer.

Simon Grotrian har skrevet en samling med den ligefremme titel: Vanvidssalmer.

Sofie Amalie Klougart

30. juli 2016

Bjerge af efterkrop undslap skvulpende gennem Jylland hvor sproget kun havde ét køn, men barnets mund delte os i Kattegat og Skagerrak hvor syvgællede hajer gangede vores ribben indtil skærsild og hornfisk mavede sig op på land for at sy alle menneskeøjne sammen til én lang øregang som man i sidste ende stak ind i den til stadighed akkumulerede martyrans profetielser, alle standset cirka trekvart inde i denne kønsskifteopera af rorschachhofter roterende i tolv tusind mikrobølgeovne, men forklædt som to ildhaner om natten åd jeg mig gravid i syv urhøner om dagen.

– Tekstuddrag: Birgit Munchs ’ Skærsild og lystfisk’ fra ’ Rend mig i generne’ (2002)

Kloden er mental
enhver, der rummer den, bliver gal
så Herre, rul den gennem halsen
ud i pegefingervalsen

– Simon Grotrians salme nr. 3 fra ’Vanvidssalmer’ (2009)

Disse to tekster har ikke en fortællende ramme omkring sig. De er tværtimod lyriske, og en central del af læselysten består i at gå på opdagelse i legen med sproget. Hvad har de egentlig med ’galskab’ at gøre?    

Først og fremmest må man pege på, at titlerne på de bøger, de indgår i, selv eksplicit inviterer os til at drage dem ind i denne kontekst. Simon Grotrians salme nr. 3 indgår i samlingen Vanvidssalmer, og i salmen møder vi et sprogligt register, der omfatter temaantydende ord som »mental« og »gal«, der endda rimes.

Birgit Munchs tekst ’Skærsild og lystfisk’ kommer fra kortprosasamlingen Rend mig i generne. Titlen sender en hilsen til Leif Panduros roman Rend mig i traditionerne fra 1958, der skildrer den utilpassede, unge hovedperson, David, som tilbringer tid på en psykiatrisk anstalt. »Traditionerne« hos Panduro er hos Munch skiftet ud med »generne«. Begge titler spiller selvfølgelig på eden »rend mig i røven«, som er et udtryk for, at man fuldstændig afviser nogens holdning eller ønske.

Hvor det i Panduros roman er samfundets konformitet, der afvises, er det hos Munch lidt mere tvetydigt, idet ’generne’ – alt efter, hvordan man vælger at udtale det – både kan henvise til ens gener (altså vores biokemiske arvemateriale) og til gener hvor ’g’ udtales »sh« (altså noget, der plager og vækker ubehag). Måske falder betydningerne sammen, hvis det, der bandes over eller gøres oprør imod, er en arvelig sygdom. Generne generer, så at sige.  

Ud over disse mere eller mindre eksplicitte henvisninger til en ’galskabstematik’, fremviser teksterne en gal (og genial) logik, som peger på et fænomen, både Platon og Shakespeare har berørt: Nemlig diskursmæssige lighedstræk mellem gal tale i klinisk forstand (hvad enten man vil kalde det psykotisk sprog, skizofrent sprog eller lignende) og poetisk sprog.

Dette emne tager den danske litteraturkritiker Niels Egebak op i kapitlet »Poesi og galskabstekster« i bogen Galskabens metoder fra 1988. Han vil her påpege ligheder mellem psykotisk sprogbrug og moderne poesi og skriver bl.a.:

»Typisk for schizofrent sprog er f.eks. i den almindelige psykiatriske forståelse idéflugten eller rettere: det ”vilde” associationsforløb, der lader indfaldene strømme frit og hurtigt vekslende, så at alle mulige associationsmåder gennemløber hinanden: begrebslige, billedlige, sproglige. Ordene avler så at sige hinanden tilsyneladende uden noget logisk forhold til virkeligheden uden for sproget.«

Det er en ret træffende beskrivelse af sprogbevægelsen i »Skærsild og lystfisk«. Teksten består af én lang sætning, hvor man hurtigt mister sin faste referencegrund. Det er netop, som om begreber, billeder og sprog (det lydlige såvel som det indholdsmæssige) indgår i et associationsforløb, der har en logik, men en som det er vanskeligt at rekonstruere.

Sætningerne limes tilsyneladende sammen af forholdsord (i, af, på etc.), det sideordnende bindeord ”men” og vigtigst af alt de mange underordnende bindeord (hvor, indtil, for at, som m.fl.) der formelt set giver ­tids-, årsags- og formålssammenhæng. Stilen virker også genremæssigt som en sprogparodi på en nyhedsreportage eller en vejrreportage.

Nonsenslitteratur

Det er tydeligt, at Munchs tekst udtrykker stor glæde ved sprogleg, og for så vidt må den læses som et stykke avantgardisme på kanten til at være nonsenslitteratur. En klinisk fortolkning (eller rettere: overfortolkning) ville dog starte med at påpege, at udsigelsespositionen er svækket, karakteriseret ved et svigt i deiksis. Dvs. en manglende forforståelse af et jeg med en krop i en her-og-nu-situation.

Fysisk afgrænsede ting flyder sammen, og første person flertal (»os«/»vores«) i starten af teksten bliver til sidst til første person ental (»jeg/mig«) – men et jeg, der kan være forklædt som ildhane og spise sig gravid. Indimellem har vi denne rablende beretning, som måske ikke fuldstændig kan overskues, men som dog kredser om tre temaer: tro, erotik og sprog (de sidste to kædes sammen med et ordspil på »køn«, der både er seksuelt og grammatisk). Disse emner bearbejdes så via et sprog, der anvender ord fra geografiske og maritime betydningsfelter.

Alt dette indfanger titlen: »Skærsild og lystfisk«. Skærsilden er som bekendt ifølge katolicismen overgangsstedet fra døden til himlen, hvor man renses af en ild for sine synder. Her er det imidlertid også muligt at opdele ordet i »Skær/sild«, hvor »s« gør ild til sild i stedet for at være et fuge-s. »Lystfisk« er et opfundet ord. Man kan være lystfisker, men der findes ikke en særlig type fisk, vi kalder lystfisk. »Lyst« knytter sig naturligvis til tekstens erotiske bevægelser, mens fisk jo også er et symbol på Jesus (en såkaldt ichthys).

Den kliniske overfortolkning kunne så videre se den erotiske og religiøse beretning som et storslået, fabulerende forsøg på at kompensere for den svækkede udsigelsesposition. Allerede Sigmund Freud bemærkede om retspræsident Schreber, at det, folk så som sygdomsproduktet, i virkeligheden var et helbredelsesforsøg.

Samme ’vilde’ (og vildt imponerende) associationsforløb findes i Grotrians poesi. Det hele er dog mere afdæmpet og enkelt i disse vanvidssalmer uden af den grund at blive letforståeligt. Kloden – en planet i verdensrummet – hævdes at være mental, at have bevidsthed. Ideen til netop denne besjæling findes muligvis i ligheden mellem en klode og et hoved (de er begge kugleformede, blot er planeten meget større). Der kunne desuden ligge et diskret vink til symbolisten Sigbjørn Obstfelder, der i digtet »Jeg ser« lader jeg’et konkludere, at det må være kommet til en »feil klode«, idet der er »så underligt«.

Hvis man rummer kloden, bliver man gal, hedder det med et spil på verdensrum og det at rumme noget. I de to sidste vers opfordres Vorherre til at rulle kloden »gennem halsen / ud i pegefingervalsen«. Det lyder som en generel opfordring til, at man skal kunne rumme galskab (forstået som andre bevidsthedsformer end det, vi kalder ’sund fornuft’?), og her er det selvfølgelig interessant, at teksten er en salme, der af karsken bælg skal komme ud gennem halsen på menigheden i kirken om søndagen.

Det gådefulde ord »pegefingervalsen« kan ikke parafraseres entydigt, men det kan bl.a. læses som den poetiske skriveakt. Samlæsningen af Munch og Grotrian slutter da med det positive budskab: Rend mig i fornuften. Lad galskaben få frit løb i pennens poetiske pegefingervals.

Serie

Diagnoser i litteraturen

Litteraturen har i lang tid kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også længe før der kom diagnoser. Hvordan kommer sindets indbildning og indbildningskraft til udtryk i en række klassiske og nyere danske værker? Det undersøger Lasse Gammelgaard i denne serie om bøger om alternative tankemønstre og møder med psykiatrivæsnet.

Seneste artikler

  • Galskab, kærlighed og poesi har det gådefulde sprog til fælles

    23. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menne-skelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Fjerde stop er Inger Christensens ’det’
  • Psykosen hos Tove Ditlevsen

    16. juli 2016
    Litteraturen har længe kendt til og beskrevet det skrøbelige menneskelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler på forskellige sygdomme i den danske litteratur. Tredje stop er Tove Ditlevsens roman ’Ansigterne’, hvor forfatteren undersøger psykosens væsen
  • Dengang bipolaritet ikke var en diagnose

    9. juli 2016
    Litteraturen har længe beskrevet det skrøbelige sind, også før der kom diagnoser. Lasse Gammelgaard er gået på jagt efter eksempler i dansk litteratur på forskellige sygdomme. Andet stop er Helga Johansens ’Hinsides’, hvor forfatteren undersøger det maniodepressive – det vi i dag kalder bipolær lidelse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu