Læsetid: 10 min.

Guldfisse

Føljeton af Susanne Staun. Femte del

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Kultur
30. juli 2016

– Femte del –

Rotweileren opfanger lugten. Jeg kan se det på dens pupiller. De bliver sorte, og den drejer hovedet en anelse, en næppe synlig anelse; den tør ikke vende sig og kigge på chokoladen. Rottweileren får et drømmende udtryk i det korteste sekund. Den kan huske, hvordan den lugt smager, men tør ikke tigge. Den uvane er blevet tæsket ud af den.

En gang om måneden får jeg en liste fra min ven i Dyrenes Beskyttelse. Han ved fra et langt livs virke, at dem, der mishandler dyr, også mishandler mennesker, voksne og børn. Han vil gerne give sin liste til de sociale myndigheder, for han kan udpege de hjem, der huser vold, men de vil ikke have den liste. Derfor giver han den til mig. Jeg har i embeds medfør besøgt mange grimme hjem med væltede møbler og plamager på gulvet og børn, der sidder i kroge eller under borde, og kvinder, der har låst sig inde på badeværelser eller pulterkamre. Og jeg har efterladt de hjem med god samvittighed; i opryddet tilstand, om man vil.

Han spiser sit lille, mørke chokoladestykke langsomt og uden udtryk. Han kigger ikke på nogen. Men han har helt tjek på mig. Jeg er guldfisse, og han ved det. Bag den vished tåger det til. Han kan ikke se mere. Han ved, der er mere, men han kan ikke se det. Det kan han ikke tåle. Vi må lige vente.

~

 

Det var præcis, hvad jeg prøvede at sige til jordemoren, da jeg sendte hende mit undrende blik: Vi bliver da nødt til at vente. De sikkerhedsfolk skal ikke være vidner til noget, selvom de er søde og gode. De vil gerne på job i morgen. Jeg trykker på den store, røde knap, der får skydedørene til at gå op, og stanken fra de to sorte politimænd bølger mod mig. Så er jeg advaret.

~

 

Der er kun en snert af urolighed tilbage i hunden, der flytter vægten fra det ene ben til det andet. Jeg kan ikke lide hunde, men jeg får en pludselig trang til at tage den i mine arme og sidde helt stille med den, rokke den lidt, vugge den lidt som den baby, jeg (heldigvis) aldrig fik, og bore næsen ind i pelsen.

Jeg tror på venlighed.

Jeg kigger mig omkring, vender mig og kigger ind i vognen bag mig. Det er sent, og nu er der masser af plads. Jeg kunne sætte mig derind, væk fra det her. Jeg orker det ikke; jeg er træt. Jeg magter ikke det, kroppen byder mig at gøre, hverken det ene eller det andet. Men jeg kan ikke tage øjnene fra ham. 20-21 år. Klassiske, skarptskårne træk med en snert af reptil, når den lille, spidse tunge undslipper hans smalle læber for at hente en lille chokoladeflig, der af vanvare er landet i aftenskyggen mellem næse og overlæbe. Han folder papiret, langsomt og sirligt, stryger det med fingrene, næsten som en elsker, og putter det så i lommen. Jeg kan ikke tage øjnene fra ham. Han kan ikke tage øjnene fra evigheden, men hans rovdyrradar har for længst opsnappet mig, guldfissen. Han venter på mit træk. Han ved, han intet behøver foretage sig. Lad de små børn komme til mig. Alle kommer til ham. Ingen kan lade ham være.

Et begyndende raseri, det gamle, kendte, gode raseri, blander sig med et andet raseri: Jeg er selv til fals. Jeg kan mærke strålerne, som dikterer mine træk. Jeg bestemmer ikke selv. Jeg kommer til at aflive ham, men før jeg gør det – jeg vender mig om og kigger tilbage mod den næste tomme kupé. Satans rullekuffert. Jeg gør det alligevel. Rejser mig klodset og bander stiletter og rullekuffert langt væk, går kejtet om foran rullekufferten og mærker hans blik, åh Gud, i det splitsekund jeg vender mig. Han hiver og trækker i mig. Jeg kan næsten ikke gå. Rullekufferten bider sig fast i sæder og sko og frakker, og selvom der er ikke er mange, føles det som mange, nej, uendelige, og hans blik i nakken suger mig den anden vej. Jeg tvinger mig selv ud af den ene dør, ud i gangen, hvor jeg sunder mig, før jeg kæmper mig ind ad den næste dør og sætter mig med ryggen til ham på det første sæde. Men det hjælper ikke. Jeg trækker vejret dybt og tjekker min PDA for ikke en skid. Det hjælper heller ikke. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men jeg vender mig mod ham. Han stirrer lige på mig i det korteste sekund, og jeg opsnapper antydningen af et smil, ikke et sødt smil, men et sejrssikkert smil, ganske kortvarigt, ganske flygtigt, før munden igen er en streg og øjnene igen rettet mod evigheden. Han rejser sig og går ud i gangen.

Jeg mærker desperationen. Jeg herser med mig selv. Men jeg lystrer mig ikke. Jeg rejser mig og går ud i gangen. Metroen standser. Først nu opdager jeg, at vi er kommet til endestationen. Jeg skulle ud under alle omstændigheder. Jeg følger ikke efter ham. Han skal samme vej. Lettelsen er enorm. Men visheden om, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke skulle samme vej, er ond i sin enkelhed.

Hunden går lydigt ved siden af ham, præcis rigtigt. Den trækker ikke, sakker heller ikke bagud, ikke en millimeter. Det er en elegant hund. En elegant hund til en elegant mand. Jeg tjekker rejsekortet ud og følger efter ham. Mine trusser er elektriske og vådere end verdens første padder.

Han går op ad trapperne til togperronen ovenfor stadig med hunden korrekt klistret ved sin side. Jeg går op ad trapperne til togperronen ovenfor og slæber rullekufferten hele vejen. Den døde dis af neon overalt, en svag susen af biler fra vejen, enkelte lys i naboejendommens vinduer; ingen mennesker, kun os to.

Jeg aner ikke, hvor han skal hen. Han har stillet sig midt mellem to spor med siden til mig. En sfinx. Mit tog går om fem minutter. Klokken er halv to om natten, deromkring, og det er det sidste tog. Han står helt stille. Fisker ikke en mobil frem for at fingerere ved den som almindelige mennesker. Han står bare. Jo. Nu tager han en smøg ud og roder i lommerne. Om lidt vil han spørge, om jeg har noget ild. Det er nu, vi bytter roller. Jeg tager min cigaretpakke frem, så han kan se den og triller så min rullekuffert lige så stille ned for enden af perronen, helt ned, hvor den slutter, og der er mørkere. Jeg vender mig ikke for at se, om han følger efter, for det gør han. Mit tog holder ind på perronen, men jeg kigger væk og håber, han skal den anden vej. Toget den anden vej afgår om syv minutter.

Faktum: Tog begynder at bremse cirka to hundrede meter før deres destination. Det går lige. Unyttig viden for de fleste, nyttig viden for folk som mig. Jeg måler afstanden.

»Undskyld mig,« hører jeg ham sige i mørket bag mig.

~

 

Jeg stiller mig ret op og ned og glor på de to uniformerede betjente foran fødestuen. Ransager min hjerne efter den gode idé, der ikke kommer. Så står vi der og har en stirrekonkurrence. Jeg har ikke våben til situationer, der involverer så mange mennesker, og det er nu, jeg godt kunne finde på at blive lidt nervøs. Der er kun strøm til to hits i min Vipertek, og gaspistolen tiltrækker sig for meget opmærksomhed. Folk skriger, når det lort kommer i øjnene på dem, og det er kun sidst på eftermiddagen; solen er skrå, men strålende. Biler kører frem og tilbage, folk går frem og tilbage, gravide kvinder kan komme væltende forbi når som helst. Det er noget rod. Betjentene vipper tilbage på fødderne, kigger sig til højre og til venstre og gør mine til at komme over mod mig, men i samme øjeblik kommer Saga og Chutzpah løbende iklædt Securitas-uniformer, ikke særlig hensigtsmæssigt til lejligheden, men man må tage, hvad man kan få. De har set de sorte politimænd, men ignorerer dem og går ind på hospitalet. Jeg låser døren efter dem og følger dem ned mod fødestuen, hvor de to sikkerhedsfolk har fået spektaklet pacificeret i en benlås, ikke at det mindsker de eder og forbandelser, der stadig flyder fra ham.

»Vi tager os af ham nu,« siger Chutzpah myndigt, selvom hun næsten lige har smidt tandbøjlen. Sikkerhedsfolkene kigger mistroisk på hendes lidt for store Securitas-uniform, men jordemoren råber til sikkerhedsfolkene, at det er i orden, hun har selv ringet efter dem.

Jeg håber, de to fyre er lige så dumme, som de er venlige.

»Ham manden i jakkesæt ligger inde på toilettet,« siger jeg uskyldigt til den ene af dem, mens den råbende mand skifter hænder.

»Kunne I ikke flytte ham? Jeg er ved at tisse i bukserne, og der er blod over det hele. Eller har I et andet toilet?«

Ud ad øjenkrogen ser jeg Saga stikke en kanyle i den nybagte far. Sikkerhedsfolkene rejser sig og glatter deres bukser. Stammende peger en af dem over på den anden side af gangen: »Der er et t-t-toilet derovre.« De to sikkerhedsfolk går ud på toiletter, og jeg hører deres stemmer derindefra:

»Hold da kæft!«

»Ingen puls.«

»Sikke en kæmpe idiot.«

Jeg ånder lettet op. De tror, han er faldet i sit eget savl.

Kvinden ligger stadig med spredte ben på fødelejet og hulker, og jordemoren knuger barnet til sig, da hun træder ud ad døren og nikker i retning af en båre, og jeg har aldrig nogensinde været involveret i en farce som denne. Jeg bliver panisk, når jeg mister kontrol og overblik, og det står slemt til med begge dele lige nu.

»Hvad fanden er der sket her?« siger den ene af sikkerhedsfolkene, da han trækker hospitalsdirektøren ud ved armene. Jeg knæler ved siden Saga og Chutzpah og hvisker: »Det her er helt ude af kontrol, hvad fanden gør vi, hvordan kommer vi forbi de to ude foran?« Jordemoren må have lagt den nye baby hos sin nye mor ifølge en konventionsartikel, er jeg sikker på, og knæler nu ned ved siden af os.

»Hvordan får vi ham ud?«

»Han må op til Jonas.«

Det er ikke sådan, vi gør tingene. Nu skal vi til at rode med at skaffe ham af vejen, og der har været alt for mange mennesker involveret allerede. Planen var, at vi vidste, han ville komme, men regnede med, at han bare ville skabe sig lidt og så gå, når han blev bedt om det. Jeg skulle have aflivet ham på hjemvejen, i al diskretion. Og nu kommer de to politibetjente til overflod gående mod os. Hvordan fanden er de kommet ind? De og deres veludrustede våbenbælter: En Heckler & Koch USP Compact 9 mm pistol med 13 skud i magasinet, stav på 35 centimeter, HK69A1-granatkaster og en peberspray. Og så den stank. Og hvis de ikke var dem, de var, men bare dem, de lignede, ville de have al mulig legitim grund til at spørge, hvad fanden der sker på en fødegang, hvor der ligger en død hospitalsdirektør med plamager af blod på hovedet og en bevidstløs far, der lige for lidt siden lå i benlås. Indtil videre bliver vi nødt til at lege, at de er dem, de er.

»Hvad er det sket her?« spørger den ene iskoldt og kigger fra den ene til den anden. Han ved det jo godt, men han skal sige det. Jeg tager et dybt drag af masken, men jeg kan ikke holde stanken ude.

»Ham der,« siger jeg og peger på hospitalsdirektøren, »aner jeg ikke en skid om. Han blandede sig i et lille optøj her for lidt siden og gik så på toilettet. Han må være faldet – eller hvad mener I?« Spørgsmålet er rettet til sikkerhedsfolkene. »Ja, det virker, som om han gled i noget og slog hovedet,« siger den ene.

»Og ham der?« siger en af politimændene og bruger sin stav til at pege på den bedøvede far.

»Ham blev jeg nødt til at give noget mildt bedøvende,« siger Saga. »Han var ved at slå sin kone ihjel.«

»Jeg synes, I skal ringe til jeres overordnede. Der er noget helt galt her,« siger jeg, fordi jeg fornemmer, at det her vitterlig er helt, helt galt; de er her ikke officielt, og jeg kan ikke lide, at deres hænder hele tiden logrer i nærheden af de våbenbælter, og jeg kan slet ikke lide, at luften nu fortætter sig; de to sikkerhedsfolk kigger skrækslagne på betjentene, og jordemoren lukker døren til fødestuen bag sig og låser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her